|
KATTEN OG MUSEN
(SYTTENDE-MAIS DIGT AF PEDER HALVORSEN)
Samfundsbladet 11. april 1835.
Foreningen.
(Accompagnert ved at knibe en Kat i Rumpen eller med Violin.)
En gammel Kat, en stor, en graa
(jeg troer, skam, den var blaa)
med venligt Griin,
med venlig Blinken, hexet ind
i Øiets gule Blus,
til liden Muus,
der soled sig i Ro og Mag
paa høien Tag
fremlæspede: "Venskab Du drikke og Duus
med Puus?"
"Ved Hundens Glam! Ved Maanens Glød!
i Liv -- jeg svær -- og Død
Fostbroderskab
jeg rækker Dig i denne Lab.
Da bliver Katte-Kloe
Muus-Glavind jo?
Dens Vejrhaar jo din Landsering
Du lille Ting!
Kryb ned blot, kryb ned! og Dig læg i min Klo
til Ro!"
Ja sluttet blev Foreningen
og Kat og Muus blev Ven.
Hvor gik det? Ha!
Hvor gik det? Hahahahaha!
|
| d.III,b.2,s.217 |
Er Maanen klogere end
Du selv, min Ven?
Jeg veed det grant, den rødmed før!
som Møe det bør.
Nu bleg jo og flau som en dame a la mode
er den.
Det skede, og et Timerind
laae Musen krum og stil,
og lytted' til
at Katten spandt paa Rokken sin
sit Snurrururrerur.
Men sin Natur
ei Musen længer tøilegreb:
-- en Quel den peeb.
Da første Gang frygtelig mjauede Puus
i Dur.
Flux stille blev den lille Muus,
ja som en, som en Muus.
Men engang -- ak!
som Majens varme Straale stak,
da, som af Noahs Ark
fra Luft og Mark
udvrimled Livet, lysted' og
iblandt den Flok
af Sommerens Fugle etcetera vor Muus
et Spark.
Langt værre da, end førstegang
i Musens Øre sang
et rædsomt Mjau
saa Echo toned togang: Au!
men næste Vaar -- o Skræk!
fra Rosenhæk
fremgløded samme Sol, og gjør
et Puds som før.
Thi Sommerfugl flagred og Lærkerne sang
som før.
|
| d.III,b.2,s.218 |
Ja Sommerfugl og Kræ og Kryb,
kort Livets Alleslags
op klatred strax
paa Solens Straal fra lunken Dyb.
Om Friheds milde Lyst
Allivets Røst
opsvulmed Sommerskyens Bryst,
-- det spændtes ud
-- ha, se som en jublende Svane der foer
til Gud.
Ak! Musen, stakkels, er ei med,
da Livet drog afsted.
Jo Majens Soel
i Smug faaer samme Kapriol.
Da fraaded Kattens Tand;
dens Blik blev Brand
og Kloen langs ad Musen foer
med blodigt Spoer.
Da bævede Musen, fortvivlet den var
deran.
Det Kattevenskab ønsked Muus
i Fandens Vold barduus;
ja ønsked sig
paa Taget meget inderlig
Sit tredie Rædsels-mjau
da Katten gav
Et Lynhviins Vee et Torden-Ha
var Mjauet da.
Siig Musen da krymped; om muligt, den blev
meer flau.
Intermezzo-Recitativ.
Bort nu Violin!
Din Qvint er for fiin.
Den ligner det Blik, der skjærende seer
|
| d.III,b.2,s.219 |
kun hvad der er nær og her,
microscopice grant,
kun hvad der er factice sandt.
En Bas maa jeg have, hvis slørede Toner
hvis chaotiske Rungen
kan tyde de tunge
Gestalter, som Øiet omskulme,
de Fremtidens Kornmod, den Spaadom i Lyn,
de Stjerner saa vildsomme, taagede,
halede, brogede,
de Bloddryp fra Skyen,
fra et Ragnaroks lumrende Mulmen,
fra et Daggrys blodrøde Ulmen.
I Tidens Bug maa jeg stirre.
Som Fosteret i Bækkenet øine de Dage
der engang paa Solens Triumfatorhjul,
som Verdens Beherskere skulle
fra Evigheds Dybder fremrulle.
Ufødt Udaad og Stordaad jeg skimter,
Bedrifter, der skulle fra Muld
mod Himmelen rage
som Palm eller Stage
jeg øiner i Dybet som Morildens Glimten.
Ah! Taler som Vinden, Gestalter som Skyer?
Uskeete Bedrifter, ufødte Mænd
De nærme sig, hvifte og hvifte og flyer?
De nærme sig, sortne og blegne igjen.
Ved Haabet jeg leer
ved Ahnelsen gyser
men stærkere bæver ei Tiden, der seer
og føler og lider, end Skjalden, der ahner,
hvis lynslagne Øie belyser
de bævrende Omrids af Alviljens Planer.
Vel, kom med en Bas! Historiker siden
Du, -- Slave af Tiden --
|
| d.III,b.2,s.220 |
kan frit variere og udparcellere
min Rungen med din
Violin.
Kampen.
(til Bas)
Kattens Kloe saasnart
med Lynets Fart
den i Musen skar
-- Musen (ja et Troldomsslag det var)
blev en Gaupe.
Gaupen (som var Musen før) saasnart
med Lynets Fart
dens Klo i Katten skar
-- Katten (ja et Troldomsslag det var)
blev en Parder.
Parderen (som var Katten før) saasnart
med Lynets Fart
dens Klo i Gaupen skar
-- Gaupen (ja et Troldomsslag det var)
blev en Panther.
Panthren (som var Musen før) saasnart
med Lynets Fart
dens Klo i Pardren skar
-- Pardren (ja et Troldomsslag det var)
blev en Kongetiger.
Kongetigeren (som var Katten før) saasnart
den Klo i Panthren skar
-- Panthren (ja et Troldomsslag det var)
blev en Løve. --
Og Løven (som var Musen før
i sorgfuldt Askeslør)
som Heklas Glød
sig reiser rød -- Eia! hvo tør
|
| d.III,b.2,s.221 |
sig reise opigjen?
Nu mjauer den.
Mon ei et Banner vaadt af Blod
dens Tunge er?
og Baunen dens Øie? og Krigerens Sværd
dens Kløer?
|
| BLA BAKOVER |