|
TANKER VED JOH. WELHAVENS "TIL VENNER OG
FIENDER" I MORGBL. NO. 36
(Indsendt.)
Morgenbladet 17. febr. 1835.
"Gaae i dig selv, ligesom jeg er gaaen i denne Skarn-
basse. -- Det er forbi med os begge; lad mine sex
afrevne pedes minde dig om, at det er et ligesaa
ulykkeligt Indfald at ville være Digter, naar man ikke
er det, som at ville være Menneske, naar man engang
er bleven Papegøi. Lær af dette udsluknende Liv, at
du staaer paa det skrækkelige Trin for en gammel
Student, at de sidste Gloser henblegne i din Hukom-
melse. Og lad denne Kokase minde dig om, at Hver
har sin Sfære -- Sfære -- -- ".
Oldenborren til Polemikkel Poetikkel i
"Papegøjen."
Ved Muserne, Fædrelandet og Sandheden, hvilke Dæmrin-
gens Forfatter saa skrækkeligen har fornærmet -- jeg gyste da
jeg læste hans Sendebrev til Venner og Fiender. Det var mig
ikke længer tvivlsomt, at Hovmodet var indtraadt i sit yderste,
i Aandsforvirrelsens Stadium; at den jevne Prosaiskhed, hvoraf
det polemiske "Digt" bugner, ikke længer afgav modvejende
Tyngde nok mod de voldsomme Svingninger, hvori Ærgrelse
over at have grebet feil efter Laurbærkronen og nagende, util-
fredsstillet Ærgjerrighed saa tydeligen har sat hans Aand. Med
den sammenpressede Damps Intensitet har hiin mørke ødelæg-
gende Kraft sprængt de sidste Skranker af sund Forstand, af
Beskedenhed og af den tæmmende Bevidsthed, at have forløbet
sig, som ellers holder Kaadheden og Drivten til nye Attentater
tilbage.
Det er skeet. Vi have seet det. Verden er bleven underrettet
om at de sørgeligste Ahnelser ere gangne i en altfor tidlig Op-
|
| d.III,b.2,s.213 |
fyldelse. Endnu skulde der dog, efter Naturens Love og Medi-
cinens Forskrivter, have været Tid til at forebygge det ved Pur-
ganzer, Dampbad, sveddrivende atoniske Midler, Aareladning
i Forbindelse med en strengere diætetisk og mildere psychisk
Behandling, end jeg har Grund til at troe har været anvendt.
Hine Lægemidler, som dog tidligen vare indicerede, have aldeles
været tilsidesatte. Hvor slet Diæten har været iagttaget, have
ufornuftige Venner noksom lagt for Dagen ved at prale af at
Nationens Fornærmer gastererer hos dens Statsraader; og Na-
tionen har ikke undladt med Vægten af sin Vrede stedse mere
at condensere de Følelser af Skam og Forbittrelse, som i fortsat
Gjæring maatte udvikle sig af de Stoffer, man har opdaget i
hans Indre.
Under mildere Tilretteviisning eller overladt til sig selv,
skulde den skulende Skamfuldhed været indtraadt; men nu --
det var en naturlig Operation -- nu antog den en positiv Cha-
rakteer, og gik over i fortvivlet Forbittrelse over egen Dumhed
og Andres Harme, og denne Forbittrelse er nu gaaen over i --
-- ak! vi have seet det -- i det Slags Galskab, der finder For-
nøielse i at forøge sin Ulykke, i at incitere sig selv indtil det
Yderste, ligesom den Skabbede, der kløer sit Skab ud over hele
Kroppen indtil den er eet væmmeligt Saar. Mange antoge vel
en anden Gang af Sygdommen; og anbefalede som Præserva-
tiver mod det Yderlige, en, som naturlig supponert, Nedstemt-
hed efter den unaturlige Kaadhedsyttring, Udgivelsen af Dæm-
ringen maatte have tilfølge, forskjellige roborantia nervina, kolde
Bad, og nogle gode Doser fustis juniperi nodosi; -- men deri
har dog min Prognosis viist sig som den rigtigere, at en over-
spændt Stemning (tumor animi) virkelig var Grundondet, som
da burde have været taget som ovenangivet.
Men Alt er nu forsilde. Rasende var Sygdommen i sine Ele-
menter, rivende dens Gang, og denne forceret ved slet Cuur og
Skjødesløshed hos Patienten og hans Omgivelser. Nu skal det
være lettere at standse Cometen i sin Fart end denne Aand i
sine Forvildelser. Febrilske Incitationer lade ham ikke føle hvor
svag han igrunden er. Med krampagtig Anstrengelse kuer han
den nagende Bevidsthed om at have begaaet en Streg, der paa-
drager ham Ringeagt; og arbeider for at lade nye Tepper gaae
|
| d.III,b.2,s.214 |
ned over en Usselhed, han saa ubetænksomt blottede. Han
stryger sig over Panden, sort af piinlige Lucubrationers Sod; --
den kolde Sved føler han sile ned over sine Fingre, og veed i
sin Forvirring ikke om det er Skamfuldhedens Sved eller den
kjølige Laure. Han raaber: se jeg er en Martyr for dette utak-
nemlige Folk! Han taler om at han forfegter det Folks Sag,
han har gjort Sit til forat udskjæmme for Alverden. Sit Stand-
punct udpeger han ovenover dem, der med saamegen Ret viste
ham tilrette, mens alle Mennesker forgjeves speide efter en
Plads, der skulde kunne indtages af ham ovenover den alminde-
lige Riimskumlers. Ligesom Ulysses von Ithaciens ulykkelige
Staldbrødre eller som Middelalderens fire Varulv-Idealister
synes det ham som om han kun har med Tyre, Bjørne, Kjør,
Aber, Asner, Uhyrer og Hunde at bestille. Men han vil ikke
fegte med de "enkelte Hunde"; -- dertil er han for god -- men
med hele Hundeflokken, d. e. Nationen eller den overtalrige
Masse deraf, som er bleven forarget ved de Fornærmelser mod
Norges Ære og den historiske Sandhed, en af dets egne Børn
har tilladt sig. Han taler om at have hærdet nye Landser,
flettet nye Svøber, mens man kun opdagede et Kosteskaft og en
Brix i en Daares Haand; og om en uimodstaaelig tvingende
Genius, medens det Eneste, som rører sig, liig Aal i tør Sand, i
hans geniløse Linier, er Usandfærdighed og Skjældsord. Og
endelig -- o I Bidstrups, Opsloes, Bedlams og Salpetrierens saa
ubilligt Lidende! I saa skammeligen fængslede "uimodstaaeligt
tvingende Geniusser!" -- endelig samstiller han sig med Tegnér
og ymter utvetydig om at han vel ligesom Denne kunde fortjene
Akademiets store Guldpræmie og Nationens Agtelse og Kjær-
lighed, eftersom han ogsaa i sin Dæmring har "med Ungdom-
mens Varme og den djærveste Pen anklaget sit Folks Aands-
sløvhed og moralske Afmagt!" --
Sandelig man kunde fristes at troe, at Sygdommen har naaet
sin Høide. Bedring skulde saaledes være at haabe, dersom
ulykkeligviis denne Sygdom ikke netop bestod i stedse med
Mellemrum stigende Culminationer. Vi har saaledes nu en tredie
ivente naar han kommer liig Smeden fra sin Esse. Men da vil
jeg benytte næste noget roligere Intervallum til at anbefale en
meget lang Udenlandsreise enten forat helbredes i Lande med
|
| d.III,b.2,s.215 |
bedre Indretninger eller forat opsøge det gamle Middel Helle-
borus eller forat nedlade sig imellem Tyrkerne, der bedre end
vi vide at lønne slige Folk med Agtelse og Kjærlighed.
|
| BLA BAKOVER |