|
[INNLEGG I DÆMRINGS-STRIDEN]
(Indsendt.)
Statsborgeren 8. febr. 1835.
I Morgenbladet Nr. 23 f. d. A. underretter Hr. Finkeljokum
Publikum om, at han allerede glæder sig til de patriotiske Gil-
der, som ville foranlediges, og til den gode Viin, hvori Yttrings-
frihedens og Domstolenes Skaal vil blive drukken, saafremt
Recensenten i Morgenbladet Nr. 2 fuldstændigen vinder sin Sag.
Enhver, som kjender Hr. Finkeljokums Charakteer -- og den
er temmelig almindelig bekjendt -- er sikkert overbeviist om, at
denne Hædersmand ikke glæder sig over, at der bliver drukket
god Viin, med mindre han selv faaer sin behørige Deel deraf,
og man kan derfor med Vished slutte, at han agter at forherlige
hine Gilder ved sin høie Nærværelse, det være nu enten som
Spion eller i hvilkensomhelst anden ædel Hensigt. I dette Til-
fælde bør man ikke alene være belavet paa en tilstrækkelig
Qvantitet Cognac, Portvin, Posteger, Kager etc., hvoraf den ædle
Gjæst idetmindste maa have saa meget, som et halvt Snees
andre Mennesker, men ogsaa Røgelse, i behørig Mængde, for at
ikke de øvrige Gjæster skulle tabe Appetiten formedelst den
utaalelige Lugt, som dette stinkende Aadsel udbreder. Naar
man veed, hvor stor Priis Hr. Finkeljokum sætter paa Gilder,
hvor der vanker brav for Tanden, kan man ogsaa let forklare
sig, hvorfor han har havt saa travlt med at ægge den ædle Dæm-
ringsskjald til Proces. Et almindeligt Rygte siger ellers, at
Hovedbevæggrunden til hans Iver i denne Henseende har været
Haab om at komme en vis Mand tillivs, som han havde sat sig
i Hovedet at skulle være Forfatter til Annoncen i Morgenbladet
Nr. 2, og til hvem Hr. Finkeljokum bærer et dødeligt Had, deels
fordi hiin Mand ikke hylder servile Grundsætninger, hvis ivrigste
Forfægter Denne af let begribelige Aarsager er, deels fordi han
|
| d.III,b.2,s.211 |
ikke beundrer Alt, hvad der kommer fra hiint Utopia bag Ska-
gerak, eller troer, at dens Beboere ere Jordens første Folk, og
endelig fordi hiin elsker Norge ligesaa meget, som denne hader
det, skjøndt det ikke alene har fødet, men endog gjødet ham.
Rygtet siger ellers, at hele Banden skal være bleven meget
slukøret, da den opdagede sin Vildfarelse, og gjerne havde
ladet den hele Proces fare, hvis den ikke havde anseet det for
rettest at gjøre gode Miner til slet Spil. Saameget er imidlertid
vist, at Hr. Finkeljokum søger med de stærkeste Farver at
afmale den horrible Straf, der vil ramme Forfatteren for hans
formastelige Skrivemaade, (rimeligviis for at skræmme ham)
samt snakker vidt og bredt om, hvor klogt han vilde handle,
hvis han forligte Sagen. At Dæmringsskjalden vil faae bene-
ficium paupertatis -- risum teneatis amici -- er ogsaa Noget,
man søger at indbilde Folk, ret som om man ikke vidste, at
cyclopiske Ideer ikke nu ere de herskende. Hr. Finkeljokums
Adfærd i den omhandlede Henseende synes ellers at have nogen
Lighed med en Prokurators, der lader sig betale af begge Par-
ter, da det ikke kan feile, at han jo skal være med i de upatri-
otiske Gilder, som lille D. upaatvivlelig vil foranstalte, hvad
enten hans Partie vinder eller taber Sagen, i første Tilfælde,
for fælleds at glæde sig ved de servile Ideers Seier, og i sidste
for at trøste hverandre og opmuntre til fortsat Kamp mod
Norskhed og Liberalitet.
|
| BLA BAKOVER |