HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

BEKJENDTGJØRELSER
Henrik Wergelands Bagvaskere.

Morgenbladet 30. jan. 1835.

   I længere Tid have Henrik Wergelands Fiender -- Avinds-
mænd skulde de hedde, om det ikke var et Misgreb, at kalde
Uslinger Mænd -- ogsaa af den literære Sort gjort hans private
Liv til Maal for sine Bagvaskelser. Publicum har erfaret det;
og dets rigtigt seende Deel har vel, ligesaalidet som den saa-
d.III,b.2,s.208   ledes Angrebne, endogsaa uden at tage hans Stilling i Betragt-
ning, kunnet tage Feil af Hensigten med en saadan Polemik.
Han var kun lidet over 20 Aar, da man troede, paa denne
Maade at burde kalde Æreløsheden og Løgnen til Hjælp. Bag-
talelsen havde sine Agenter, alt længe aabnedes et eget Bureau
dertil. Saalænge det ikke gik indtil egentlig Injurieren, havde
den Angrebne god Grund til med Foragt at oversee en Frem-
færd, som stemplede Ingen mere end Dem, som øvede den, og
som enten maatte skrive sig fra overvættes Vrede eller fra en
selverkjendt Mangel paa bedre Vaaben eller vel rettest fra begge
disse fatale Omstændigheder i Forbindelse med en Plan, som
de saameget mere maae blues ved, som den er let at gjen-
nemskue.
   Senest har den anonyme Forfatter til en slet sammensmurt, i
Aand som Stiil gudsjammerlig Pjece, "en norsk Borgers
Stemme", betjent sig af deslige uhæderlige Vaaben med alt det
Overmaal af Frækhed, som Tiltroen til Dumhedens Fribrev og
Tanken om at man i Almindelighed er enig om at oversee An-
greb af den Natur kan ingyde en Stymper. Hans vidløse Forsøg
paa at spotte Henrik Wergelands Bestræbelser for Almeen-
oplysningen, ja endog hans Klædedragt; hans taabelige Ind-
bildning, at kunne faae Folk til at troe, at Henrik Wergelands
Digte og Taler virkeligen rammes af saa usle Parodier -- alt
Det skjænkes ham naturligviis. Derimod skulde der være mere
Spørgsmaal om den erklærede Løgn, at Henr. Wergeland af og
til har været i Politiets Kløer, kan oversees med samme Foragt,
der skulde være en utilbørlig Skaansel, om Læserne ikke af
Pjecens øvrige Indhold skulde finde god Grund til af sig selv at
holde ogsaa den Angivelse for Bagvaskelse. Da nu W. ingen-
sinde har staaet i nogetsomhelst Forhold til Politiet, hvilket af
dettes Erklæring og Protocoller letteligen vil kunne bevises, og
Forf. har begaaet den Uforsigtighed i utvetydige og skjærpede
Udtryk, at beskylde ham for endog, og det oftere, at have staaet
i et saadant Forhold til Politiet, som man kun ved Forbrydelser
eller betydelige Uordener kommer i: saa har han unegtelig givet
sig i Wergelands Haand. Imidlertid kan Calumnianten trøste
sig med, at Henrik Wergeland har en egen Grund til ogsaa at
skjænke ham dette -- den nemlig, at han er kjendt af W., og
d.III,b.2,s.209   at Denne ellers er ham Tak skyldig, fordi han aldrig har mødt
ham, uden at have faaet et Haandtryk stjaalet fra Venskabet
og et Ansigt stjaalet fra Oprigtigheden. Man tør troe, at Gjelden
er løst.
   Tilskrivt: Om noget kan siges uværdigt af Den, der saa skam-
løst har mishandlet sit Fædreland som Stud. Welhaven, skulde
man saaledes benævne denne Persons gjentagne Anvendelse i
No. 24 af den heroven beskrevne Stridsmaade. Han har frem-
stillet den førstfortalte af sine personlige Rencontrer med vel-
betænkt Udeladelse af megen anden Sandhed, som Wergeland
lod ham høre for hans Skandskrivt, medens den vittige For-
fatter, taus og forlegen, gjorde en høist jammerlig Figur. Men
om han ikke skulde erindre bedre, gives der Folk, som gjøre
det. Ligesaa ved Fremstillingen af den anden, som trænger til
følgende Oplysning: ved tilfældigviis sammen med to Studenter
at gaae forbi en Dør, underrettes Wergeland om, at Welhaven
boer der. Øieblikkelig stak han Hovedet ind og spurgte: "skriver
Du wergelandske Oder og Sonnetter nu, Jahn?" Da de Tre vare
komne ned i Trappen, som førte ligened fra Døren, som Werge-
land strax lukkede efter sig, aabnede Welhaven denne, og sagde,
saavidt de forstode, "troer Du, at kunne fornærme mig med
Sligt"? Da Wergeland kortefter i Studentersamfundet blev
spurgt om hans, en forfærdende Aabenbarelse lignende, pludse-
lige Visit hos W. var løben saaledes af, som man fortalte hos
og fra Boghandler Dahl, henviste han til de just tilstedeværende
Vidner, som fortalte Begivenheden ganske som oven; og lagde
til, at han fik Indfaldet af Welhavens Udladelse i Kjøbenhavns-
posten, -- samme No., hvori han lover at finde Leilighed til at
udvikle en overraskende Perfectbilitet -- at han med største
Lethed tør paatage sig at skrive wergelandske Oder, samt af at
han har gjort Wergeland den Tjeneste, at skrive og forsøge
trykt Oder i hans Navn -- et foragteligt Kneb, som den rene
Welhaven, idet han herom maa gaae til Bekjendelse, kun er-
klærer for en ikke usædvanlig literær Mystification. For sin
taabelige Paastand, for denne sidstnævnte, men ingenlunde saa
skarpt som fortjent benævnte Gjerning, samt for sit hele fore-
gaaende odiøse Forhold til Wergeland, kunde Welhaven vel
neppe erholde mildere Straf end et Spørgsmaal, fremsat paa en
d.III,b.2,s.210   Maade, som hvæssede det Spottende deri noget mere. Og ret-
færdige Bitterheder paa hvilketsomhelst Sted maa vel Den vente
sig, der ved at gjøre alt Sit til forat prostituere sit Fædreland
for Alverden, ogsaa har gjort alt Sit til for retteligen at være
hjemfalden enhver Normands Foragt og tugtende Behandling.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE