| d.III,b.2,s.151 |
HENRIK WERGELAND,
STUDENT WELHAVEN -- KBHVNSPOSTEN -- SVENSKE HEIMDALL Kjøbenhavnposten 28. juni 1834. Idetmindste i den nordiske Literatur er en Polemik af Natur, som den man seer anvendt mod den unge norske Digter Henrik Wergeland, en Nyhed og et Særsyn. Og at den er det, geraader Literaturen til Ære med samme Ret, som den en Stat har til at rose sig af at dens juridiske Registere imellem mange mindre Forseelser dog kun tælle een Hovedforbrydelse. Man har troet, at den massive Polemik culminerede i de 12 Paragrapher mod Baggesen; men Kjøbenhavnsposten har underrettet Danmark, og Heimdall Sverrig, om at den højeste Laure for det genre opbevaredes for den norske Student Welhaven, Henrik Werge- lands Hælkrebs. Det er ikke alene de massiveste Invectiver, man har troet nødvendige mod Wergeland som Forfatter og Person. Der maatte ogsaa Midler til, som ikke bestaae for Æren og Samvittigheden. Personligt Had iførte sig den literære Dom- merkaabe, forglemmende, at denne, der kan skjule saameget og selve Stiletten, dog netop forraader det ved Contrasten i sin Ærværdighed. Autodidakten var Dem utaalelig, som hverken kunne lære af sig Selv, eller ville lære af Andre. Utaaleligst var det dog, at Han virkelig lærte noget i sin Skole. Da maatte Phantasien være tøilesløs, rasende, vanvittig for de Træskoede, som blev tilagters. Hans Toner maatte være Ulvehyl, fordi de døvede den veke Klimpren efter Klimpreres Klimpren. Men man fandt snart, at man spillede Snogen og Filen. Da man forgjeves havde dømt den fri, vingede Muse til Slaveriet, saa begik man i Harmens Rasenhed den Taabelighed at indanke en de facto & de jure underkjendt og uiværksættelig Dom for samme Domstol til Skjærpelse; og da dømtes den Skysvævende in contumaciam til Brændemærke og Gabestok, og Digte, som have meget Asbest i sig, til Baalet. Alligevel beklagede den Fordømte kun, at Dommerens Talent ikke skulde staae i et bedre Forhold, end det gjør, til Ondviljen, forat Kampen kunde blive værdigere. |
| d.III,b.2,s.152 |
Denne Skildring er sand. Det er saaledes, at flere af Norges talentfuldeste og mest udmærkede Mænd bedømme Digterens og Modstanderens Skildring. Og dog er det hiin Dom over ham, der er fældet i en Sindsforfatning, som vilde byde den Ret- skafne at vige Sæde, hvilken Kjøbenhavnsposten ubetinget og svenske Heimdall tildeels erklære ufeilbar; efter den er det, at de bryde Staven over en Digter, de kun kjende lidet til. Men man bør dog vide, at mangen blomstrende Aronsstav svinges over hans Hoved, saa at Stumperne af den velhavenske Gade- lime, af Postens Svøbeskaft og af Heimdalls Landse slynges til- side før de naae det. Om de særskilte uværdige, ja endog i en Injuriesag uværdige Midler, hvormed alle Furier have forstrakt Student Welhaven til den forgjæves Kamp mod den wergelandske Muse, ville vi ligesaalidt her yttre os, som om den forslidte og tildels vrange Æsthetik, hvormed hans Skrift, afvexlende med Skjeldsord og falske Citater, vil tilliste sig Skin og Navn af videnskabeligt. Det er hverken mere eller mindre end det personlige Fiendskabs Foster, lige uselt i Indhold og Værd som i Motiver. Sic (  calum-niando) calumniam effugio, er Mottoet. Pressen er ogsaa alle- rede ifærd med Trediemands Drøftelse baade af den welhaven- ske Pasquil og af Wergelands Værd som Digter; og vi vente den Retfærdighed af Kjøbenhavnsposten, at den bliver ligesaa villig til at citere af den anden Parts Indlæg. Her skizzeres kun løst Forholdene mellem begge. Da maa erklæres, at Henrik Werge- land offentligen egentligen kun har havt een, ihvorvel under mangfoldige Chamæleonhuder snigende, Modstander; og denne har været den endelig til Demaskering, til at antage een con- stant, nemlig Avindets sorte, Farve tvungne Welhaven. Deri- mod har Homonymen Siful Sifadda flere; men hvilke dog alle ogsaa maae henregnes til de alene personlige Fiender. Siful beloe nemlig Naragtighederne, og Narrene sammensvore sig naturligviis. Disse indsaae nemlig ikke, som dog mange for- nuftige Folk gjorde, at den sifulinske Satire ikke altid var per- sonlig, fordi man hist og her følte sig truffen. Men hvem veed nu ikke, at det Fiendskab, som udspringer af den Følelse at være snertet af en Satire, er af den heftigste og uudslukkeligste |
| d.III,b.2,s.153 |
Art; og at sligt Fiendskab sjeldent tager Hensyn til hvad Re- pressalier det tyer til? Deraf Beskyldningen for personlig Satire; for aandig Hovmod, fordi Poetaster ikke skaantes, samt alskens grundløse Bagvaskelser, hvoriblandt ogsaa, at Siful forhaanede den danske Literatur, danske Institutioner, ja selv det danske Folk -- noget Ufornuft, hvorfor Andre vel offentligen have fritaget Siful, men som han selv ikke har agtet værd et Svar. Imidlertid seer man dog, at Sligt lader sig binde Kjøbenhavns- posten paa Ærmet; og maaskee hinc ira, da denne Herre vel neppe kjender angjældende Forfatter nok til at kunne bedømme ham efter noget bedre end efter et forudfattet Misdømme. Men i Hvad man end misdømte Siful, saa anfægtedes han ikke: Hans saakaldte Farcer udkom fremdeles og i stedse forbedret Form. Fienderne forøgedes ogsaa i samme Forhold, men forbedredes ikke som dem. Han fik politiske Fiender ved "Phantasmerne", dramatiske og æsthetiske ved "Om Smag og Behag man ikke disputere." Det er i denne sidste han skildrer sin Stilling: "Ulykkelige Satyr, her er Kunsten, "det sværeste af Dødeliges Kald: "giv Dydens Blomster Rygtets søde Duften, "hvis Du vil tugte Last . . En Røst. Og endda skal"det hedde: Nar, du fægter kun i Luften." -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- "Se, Satyr, der er Tornestien, du "selv vandre maa, for Tornene at plukke "til Svøben, til dit Narrescepter. "Thi du er Narrekonge, Narrene "dig frygte jo som Folket frygter Kongen." -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- "Vel, Satyr, vær da Jordens Satanas! "Tag Satans Skat: tag Frygt og Had til Døden, "om du ved Pidskesnert end reddes fra "at pidskes gjennem Evighed af Lyn!" |
| d.III,b.2,s.154 |
Røster i Publicum. "Det gaaer ikke an. Det er vanvittig Poesie. Lyn frembringes kun i Skyerne,"og gaae i vinklet Zikzak, men ikke svingformet som en Pidskesnor. Eller "troer han kanskee, at vi ikke skjønne Poesie?" (Sluttes i næste No.) |