|
CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN,
AF OEHLENSCHLÄGER
(Slutning fra No. 160.)
Morgenbladet 14. juni 1834.
"Norgesreisen."
Baade Sujetter, Titlerne og fremfor alt Behandlingen af
denne saakaldte "Digtekrands" og Gehalten deri føre os paa
den Tanke, at Oehl. har villet anstille en poetisk Væddekamp
med sal. Allum, der alt forlængst havde fremlagt sit Prøve-
stykke i "Provindsiaden". Den Forevigedes Spaadom, som han
ikke saa utydeligen yttrede i Nationalbladet, at han nemlig først
efter sin Død vilde faae sin rette Hæder, er saaledes gaaen i
Opfyldelse. Saa sandt er det, at en Seerevne er forenet med
Digterens øvrige.
Gud fri os! Oehlenschlägers af ham og Andre forgudede Navn
staaer paa disse Smørerier, som vi have gjennemlæst med en
Medynk, som den Arroganz, der heelt igjennem parrer sig med
|
| d.III,b.2,s.143 |
Usselheden, ikke fortjener. Ingen praktiserede hidtil heldigere
og dristigere end Oehlenschläger Knigges tvetydige "man er
hvad man gjør sig selv til." Ingen misgreb sig mere i dette
ulykkelige, men formodentlig sidste Forsøg derpaa. Dette maa
overtyde de hidtil Tvivlende om at det vel aldrig har været saa
farligt bevænt med hans Skjaldskab, og de hidtil derpaa Tro-
ende om at det nu idetmindste ikke er det mere. Vi troede, at
Forfatterskabet kunde begynde med Skrivekløe; nu have vi i
alle Oehlenschlägers senere Værker og navnligen i dette en sør-
gerlig Erfaring om, at det kan ende dermed. Oprigtigt: dette
gjør Os ondt. Vi have aldrig kunnet beundre Skjalden uden
Skaberevne, Vid og Fantasiflugt, hvis Meed alene var at diver-
tere eller et indskrænket æsthetisk; og vi have ikke kunnet
agte ham siden hans magre, slet stilede, aandløse, mageløse
Selvbiographi forbausede os ved sin Ubeskedenhed; men -- dette
Sidste gjør os ondt. Det gjør os ondt, da vi dog ofte maatte
ære Talentet, og elske Den, som løste mangen Valagaade og
fremkaldte Fædreneheltene fra deres Grave. Vel gjorde vi os
ikke saa store Forventninger om "Norgesreisen", som Fleer-
heden af dem, der lokkedes af Basunstødene Maaneder ifor-
veien hen til Bogladen; men der er vel neppe En af Disse, som
med Sanddruhed tør negte, at selv de mindste ere undertrufne,
og at de, efter dens Læsning, omtrent vare tilmode, som Den,
der faaer en Bøtte Vand over Hovedet eller et uventet Slag
paa Munden. Vi, der havde afkjølet vore Forventninger ved,
noget roligere end Beretteren om "Digterkonningens" Begeist-
ring ved Gjæstebudstriumfen i Christiania, at gjennemlæse slige
oehlenschlägerske Vers:
"Fra Barnsbeen fik jeg Norge kjær;
Derom var daglig Tale.
Det laae saa fjernt og dog saa nær (?)
Med Fjeld fra Danmarks Dale." (!)1
(Ecce quam bomun!)
Og:
"Han satte Seil mig til min Kjøl,
Han gav mig Fragt i Baaden,
Han var en ægte Guldbrandsdøl,
Han først mig løste Gaaden."
(Miskemiskemaske!)
|
| d.III,b.2,s.144 |
-- vi Koldere, vi slap nu vel for saa flau en Følelse; men, som
sagt, Bogens Læsning, og hiin Erfaring, den synes at berettige
til, gjorde os ondt.
Naar det forhen i Morgenbladet in nihilum redigerede Vers-
stykke "Krogkleven" erklæredes for det bedste næst Farvelet
til Norge, er Dommen fældet over de øvrige. Det Hele skulde
heller intet Ord erholde; om det ikke var Pligt imod det Publi-
cum, som endnu ikke har fulgt Opraabene til for gode Penge at
faae de sletteste Vers, som nogen Literatur endnu skjæmmedes
med, at underrette om hvorledes det egentlig har sig med den
Forherligedes "Digtekrands", som udhængtes saa pralende, og
at vise den suffisante Usselhed tilbage. En umaadelig Aands-
tomhed raader i det Enkelte som over det Hele og over Ud-
kastet. Ingen Idee samknytter de enkelte Afsnit. Ikke een ud-
mærket Tanke er at finde i nogen af disses Linjer. Ingensteds
hæver Forf. sig over den Flade, som er anviist alle Tiders og
Landes Mævier at pladske i. Dette er dog vel lidt for disse
Mange, som vilde være saa nøisomme, og som i det Hele, for-
vænte ved alt det Middelmaadige, endnu ikke have lært at
spænde sine Fordringer ret paa hvad en Digter skal give, og
det især, hvor saamange Evneløse troe at være dette, om de
fremlægge eensformigt som et chinesisk Figurspil det fattige
Sprogs Riimlapper og forlængst afblegede Farver.
Saa tomt et Spil driver Oehl. heeltigjennem. Det er Rimen,
slet Rimen, og intet mere. Bizarreriet i en eller anden Vers-
form hæver det ikke. De Exempler, hvorpaa anføres, fritage
for særskilt at documentere Aandstomheden og Flauheden. Den
findes overalt.
Pag. 90.
"Trætte træde vi nu ind i Stuen
Med Gruen
Skjaldens Miner
Mørknes, naar han bag Gardiner
Finder Sengedynen altfor blød.
"Lille Moer! den Dyne maa du tage
Tilbage!
Heden kan vi ei fordrage.
See! der henter Krog vort Brød.
|
| d.III,b.2,s.145 |
Dahl ei mindre driftig henter Skinken.
Med Blinken
Kniven snitter.
Derpaa hver til Lejet hitter.
Strækker sig saa træt paa Halmen hen.
Næste Morgen vi vor Kaffe drikke.
Solens Blikke
Mangler ikke.
Den er os en trofast Ven!"
Hvilken overlegen Aand aabenbarer sig ikke i alle disse Træk!
Hvilket aandrigt Samqvem! Hvilken lyrisk, overraskende Ven-
ding:
"See der henter Krog vort Brød!"Vi troede "Skjalden" i Sengen: Nei! først naar han har spiist
Skinken og Brød lægger han sig. Maaskee ventede de obscure
Følgesvende, at nu, naar Lyset var slukt, skulde Geniet begynde
at funkle -- ak! Det laae der mørkt og taust som alt det Andet
omkring dem, men svangert med deres Udødelighed. Selv da
den inspirerende Kaffe kom, lader det til, at intet Andet har
funklet end "Solens Blikke", som manglede ikke. (Godt!)
Pag. 49.
"Deiligt ligger Thulstrups Hauge. Did jeg seiled paa en Baad, (!)
Med en Venneflok, og Regnen gjorde Farten lidet vaad.
Alt imellem skinte Solen, skjulte sig ei stedse mørk."
I disse 3 Linjer opdage vi:
1) Den Besynderlighed: at seile paa en Baad;
2) Muligheden af at Regn kan gjøre tør;
3) at Solen er mørk. Ved at antage dette, undgaae vi at
bebreide Forfatteren Recapitulation. Denne vilde nu rig-
tignok være at addere to Nuller.
"See, der stander Bjælkehuset! Stedse jeg det mindes vil.
Der for Norges ædle Sønner læste jeg mit Sørgespil."
Ogsaa der, ogsaa der Forelæsning! Oehl. er utrættelig i at fore-
læse sine Manuscripter. Han har reist om i Tydskland og
Schweitz og kjedet Goethe, Madame Staël m. Fl. dermed.
I "Selvbiografien" giver han (naivt nok) at forstaae, at han
|
| d.III,b.2,s.146 |
desaarsag harcelleredes paa Coppet. Her (paa Thulstrups
Løkke) kan han slaae stærkere paa. Derfor ender dette nyde-
lige Afsnit "Omegnen" med en drøi Selvcompliment:
"Thoras Søstre, Valborgs Søstre flætted' Krands -- ei i mit Sværd; --
Men en Krands om Skjaldens Harpe viiste: den var Emnet værd."
Forfatterens umaadelige Begreber om sin Vigtighed strækker
sig ikke alene til hans moralske, men endog til hans fysiske
Person, ja til dennes meest ringeagtede Dele. Man læser blot
"Faldet i Hougsund", hvor omstændelig beskrives hvorlunde
Skjalden faldt paa Pallen, og hvorlunde
Nu revned i usalig Stund
Først Klædet mig, saa Huden."
ligesaa i Digtet (s. v. v.) "Drammen".
Pag. 118.
"Hør Du, min Gut! siig hvor boer Amtmand Blom?
Men jeg først maa
Kjøbe mig Handsker! For sort skæmmer det Par som jeg bær
Dahl, fortræffelige Ven! Nu iler han hen i en Krambod! --
Nei, jeg skammer mig fast! -- Der er han atter igjen.
Deilige gule Handsker! Ja nu kan vi gjæste vor Amtmand.
"Var det nu ei fortræffeligt, at jeg fik Handskerne vasket
I en Hast?" -- Med et Smiil hilser den venlige Viv,
Som forkynder at hun har Skjalden kjær. Og mit Billed
Finder i Kammeret jeg hænge paa Væg ved min Seng.
Det er hængt derhen idag. Nei sikkert, i lang Tid
Havde det der sin Plads; tidligt alt stukket af Flint,
Ligner det dog endnu. Besynderligt! Her skal vi mødes?
Ikke saasnart vel igjen træffes her Adamer to!
Jo visselig: i Oehl. selv er der evindelig to, som ikke gjøre andet
end at beundre hinanden og byde hinanden Røgelse. Den Ene
af dem har skrevet Corregio, Hakon, Aladdin og Nordens Guder.
Den Anden har skrevet Carl, Tordenskjold og Norgesreisen.
Vi afbryde -- nei! det er nok. Vi standse ved Spørgsmaalet:
kan en virkelig Digter have skrevet Norgesreisen? Saa lang en
Søvn havde aldrig nogen Homer. Man raaber: "Ih! Gudbeva-
res! Det er jo Professor Oehlenschläger. Der er jo Hakon Jarl!"
|
| d.III,b.2,s.147 |
Vi svare: var Hakon Jarl skrevet anderledes eller bedre, vilde
en "Norgesreise" ogsaa være det. Nu er denne saa slet som
muligt. Slutter nu! Der er et strængere Forhold, en nøiere og
conseqventere Kjedeforbindelse i den aandige Verden end i
den fysiske, hvor vi opdage den med Beundring. Den, der dig-
tede et maadeligt eller endog ret godt Stykke, kan ende med et
aldeles slet; men Den, der skabte et af høieste Rang, kan ende
med et af Værd, som, hvor hiin stod i sit Høieste, "Hakon Jarl"
forholder sig til Macbeth eller Kong Lear eller Hamlet som
"Carl den Store" til "Hakon Jarl". "Carl den Store" til Kong
Lear som Norgesreisen til "Carl den Store", eller maaske endog
til "Hakon". Der er en umaadelig Afstand imellem disse To;
men i hvilken Afstand fra den ringeste af dem skulle vi sætte
Norgesreisen?
1 tilbakeI Samlingen har Forf. rettet denne desperate Tmesis. |
| BLA BAKOVER |