HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN,
AF OEHLENSCHLÄGER

(Fortsættelse fra No. 150.)

Morgenbladet 5. juni 1834



"Karl den Store."

   E
n smagfuld Behandling, en kunstskjøn Sammensætning af
givne Scener tilhører det Talent, som Oehl. besidder. Han har
især i Aladdin, ligesom og i Hakon, givet udmærkede Mønstre
d.III,b.2,s.136   derpaa. Men i "Karl den Store" har denne Skjønsomhed, om-
endskjøndt den kan læres og tilvænnes, forladt ham, ihvorvel
det er synligt, at Oehl. ingensinde, med Undtagelse maaskee
af Aladdin, mere tiltrængte eller har opfordret den. Hans Op-
gave er nemlig af en Mængde historiske Træk og Scener at
give et Heelbillede af hiin Helt. Dette, som ikke er nogen dig-
tersk Opgave, har han forsøgt ved en Sammenkjedning, som
langtfra atter viser den øvede Mester, og som istedetfor at
give en historisk Tragødie ikke engang giver en tragisk Historie,
men kun en historisk Skizzecyklus, der har tabt under Vers-
formningen den Livlighed, som tilhører saadanne Frembringel-
ser. Man seer ikke Begivenhederne udrinde af Heltens Aand
og Storhed, men at bevæge sig udenom ham og bevægende
ham, -- ja, idet en Eenhed, man her høist billig kunde kræve,
gaaer forloren, om flere andre Personer, som i lige Grad til-
trække sig Opmærksomheden. Heller skulde man, paa Grund
heraf, sige, at Oehl. har villet fremstille et Afsnit af den Tids
Historie. Kun om Forfatteren vil tage tiltakke med et saadant
Navn paa sit Værk kan man oversee den løse Sammenhæng,
hvori Skolescenen, den med Alcuin og Forvalteren, med Haruns
Gesandt, mellem Drago og Hermentrud, mellem Spillerne med
Godfred o. fl. a. staaer til det Hele, forsaavidt Pipin, Wittekind,
Albion og de 4 Elskende levne noget Heelt til Karl.
   Men vi skulde udsones med Manglerne i det Techniske, om
vi traf paa herlige Tanker og poetiske Skjønheder i Replikerne.
Men disse ere baade aand- og glimmerløse. Man har kun den
Fantasi-Sysselsættelse, at tænke sig, hvorledes disse prægtige
Maaneskins-, Offer-, Mord-, Borg-, Audienz-, Hær- og Drikke-
Scener, som rigelig afvexle, vilde tage sig ud under god Belys-
ning og et færdigt Machinerie. Selv hvor Situationen opfordrer
til at meddele os en Charakteer i træffende, kraftige Strøg,
raader den samme Aandløshed og Mathed. Hvad var f. Ex.
mere passende med den Charakteer Pipin er tillagt, end at
han i langsomme men ædende Giftdryp meddeelte Karl hans
Døttres Elskovsforstaaelser? men skeer dette i Linjerne:



           Pipin: Siig, Fader! elsker Du
                 ei Eginhard og Angilbert?
           Karl                  Som Sønner.

d.III,b.2,s.137  

           Pipin: Maaskee Du snart vil have dem, som Sønner;
                            Thi viid: de tækkes Imma, tækkes Bertha,
                 Med uanstændig Broderkjærlighed.

   Ordet "uanstændig" er sat med udmærket Stiil, formodentlig
for at passere for en Finesse, som om Pipins Slangebrod ret
deri spillede. Men selv en prosaisk stilet Fremstilling vilde
forsmaae slig Plathed. Saa dagligdags taler ingen Lidenskab
selv i Hytten. Den hæver hverdagslige Folk over det Hver-
dagslige. Finere, giftigere vilde en Arbeider udtømme sit Had
og røbe sine Søstre af Ondskab og for at saare Faderen, end
Oeh's gudløse, lidenskabelige Prinds gjør det.

   Bestyrkende vor Paastand, at Oeh. har ladet sig fængsle af
sine historiske Data, erklærer den danske Z. Y., at "Digteren
synes at have betragtet Poesien som Historiens Livegne"; og
at "Oeh. seiler med historisk Ballast, hvormed et Digterskib
saaledes kan overlades, at det synker ned i den prosaiske Af-
grund istedetfor at holde sig paa Poesiens lette Bølger". Det
hjælper ikke, at Oehl. paastaaer, at slig "Excerpation ikke
forekommer mere i Karl den Store end i hans (mine) øvrige
historiske Tragødier: Hakon Jarl, Palnatoke, Erik og Abel og
Væringerne." Thi vi troe, at han heri gjør sig noget Uret, og
at den gamle pralende Henviisning peger derunder. Oprigtigere
har nok Oeh. paa et andet Sted sagt, at under ængstlig Excer-
peren af Historien til et poetisk Arbeide maa Begeistringen gaae
tabt. Men nu dømme man hvorvidt en Begeistring finder Sted
i "Karl" efter saadan verbotenus Excerperen af Dippoldts
Krønike. Runald siger Pag. 18:

               
"Rundt ved alle Herskabsmøller
            Og Hovedgodser holdes Høns og Gjæs,
            Fasaner, Agerhøns, Paafugle, Duer.
            I Mejeriet kjernes Smør, saa friskt
            som Nøddekjerner. Bryggeriet yder
            det bedste Øl; og Vinen presses bedre.
            Vor Faareavl forædles; fede Sviin
            paa Skoven gaae, som yde skjønne Skinker.
            Og Gedehjorden skaffer herligt Kjød
            til Saltning, og forresten Horn og Skind
            til Haandværksarbeid. Hesteavlen o. s. v."

   Nu Dippoldt, Pag. 128:
d.III,b.2,s.138      "Auf den herrschaftlichen Mühlen und Hauptgütern muszte
man Hühner und Gänse halten, auch edle Hühner d. i. Pfauen,
Fasanen, Rebhühner und Tauben zur Zierde. Auf allen Gütern
sollte man Kuhmelkereien halten, Butter und die weit üblicheren
Käse, auch Wachs und Honig reinlich fertigen; dieselbe Rein-
lichkeit ward beim Malzen, Bierbrauen und beim Weine einge-
schärft. Schaafzucht wie anderes Nuzvieh anbefohlen. Die Be-
amte seiner Güter muszten jährlich anzeigen, ob die Waldmast
für die Schweine da sei; -- man sollte sie reinlich einsalzen
und räuchern. Die Zucht der Ziegen, deren Felle und Hörner
sehr geschäzt und jährlich berechnet, ihr Fleisch frisch und
geräuchert verspeist wurde, machte er ansehnlich. Die Pferde-
sucht -- u. s. w." Samme verbotenus Excerperen finder Z. Y.
lagt for Dagen paa flere Steder. Saaledes berettes Kathedralen
i Achen ganske rigtig at være rund,
von acht Pfeilern getragen,
mit korinthischen Capitälern, geschmückt mit Gold und Silber,
Fenstern, die Thüren aus purem Erz. Alt hvad der er tilsat er,
at Vinduerne vare af "malet Glas", og at Malmdøren var "koste-
lig". Ligesaa siger Anm., at "det er Krøniken, eller rettere sagt
Dippoldt i sin Beskrivelse af Keiser Karl, vi høre tale, og ikke
den for os paany oplivede Fortid, naar Karl modtager al
Rachids Gesandt. Vi høre ikke i Tiltalen og Svaret den orien-
talske Blomsterfylde og den frankiske Ærlighed og Djærvhed.
Vi høre kun Historieskriverens Beretning, der er fulgt med
ængstlig Smaalighed. Dippoldt giver det dramatiske Vink:
"wobei (under Presenterne) diese (Gesandterne) nach Landes-
sitte sich und andere in schwelgerischer Wortfülle zu seinem Lobe
berauschten. Men Oehl. har lagt mere Mærke til Beretningen:
"ja, zu höherem Zeugnisz seiner Gunst schenkte er ihm den
einzigsten Elephant, Abulaz, den er eben besasz." Af Beskri-
velsen over Elefanten findes vel Intet hos Dippoldt; men An-
meld. kalder denne Beskrivelse "et Brudstykke af Raffs Natur-
historie" -- en Bemærkning, der dog forekommer os mere bitter
end retfærdig.

   En ildelydende Versform er valgt nedigjennem Pag. 268,
hvor Druiden begynder:
            
"I tappre Brødre, vene Søstre, hører mig!
            Høit stige bør af Seirens Glæde Hjertet os -- o. s. v.
d.III,b.2,s.139   Den fra 321-331 er egen, men for ensformig, idet Rimslagene
følge Linje efter Linje, til at behage saamange Blade igjennem.
Den passer ogsaa kun for det Elegiske, men ingenlunde for den
opblussende Elskovs og Gjenfindelses Triumf, som Pag. 326
skulde være udtrykt, men ikke saa mat og prosaisk som der
er skeet. Der er Oehl. atter under det Dagligdagse, i sine Tan-
ker og Sprog plattere end jævne Folk i sine Stuer.
(Fortsættes.)
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE