|
OM HYKLERI
(Indsendt.)
Statsborgeren 1. juni 1834.
"Ikke i Straffen -- siger den udøde-
lige Birckner -- søger den ærlige
Mand sin Retfærdiggjørelse, men i
Medborgeres Agtelse, og deres Er-
kjendelse af hans Skyldfrihed. -- --
Den Magt, for hvem det er Ret, som
synes os Uret, vil muligen ad denne
Vei føre mig til Seier og Fred."
Praëm.
Man har definert Hykleri: "Lasternes Kaabe". Men dette
siger lidet. "Lasternes Smiil eller Taare" kommer Begrebet kun
noget nærmere. Hykleriet er en integrerende Deel af det for-
dærvede Sind, ligesom Taget (og man bør tænke sig et glim-
rende) af Huset, og Skallen af Skildpadden, uden hvilken den
skulde døe. Et Øieblik, giftigt, et ligt en Opstødelse av Helvede,
et ilsomt, kan besvangrende henfare over en naturliggod Bund,
og rædsomme Forbrydelser springe op deraf forbausende dem,
som skulde have svoret paa det umulige i at andet end god
|
| d.III,b.2,s.132 |
Sæd skulde have kunnet vise sig. Men Hykleri skal ikke være
Blomsten paa denne stormsaaede Klinte. En saadan Tyv skal
lade sig gribe og bekjende grædende; en saadan Morder skal
ikke tørre Blodet af sin Dolk. Derimod kunne alene Laster,
opvoxne indtil Modenhed af en i sig selv giftsvanger Hjerte-
bund, frembringe Hykleriet, der netop forholder sig til Forbry-
delserne, som disse til Lastefuldheden, Charakteren eller hiin slet-
artede Bund. Denne udfolder sig i Forbrydelser. Hykleriet ud-
vikler sig af disse; og dette fremskaber igjen nye Forbrydelser,
der forholde sig til hine primære, som luftige Dæmoner til Men-
nesker. Man tænke sig Lastefuldheden som Jorden, Forbrydel-
serne som Athmosfærens Dampe, Hykleriet som de deraf dan-
nede Skylag, og paa disse, der ombue Jorden som en hvid huul
Klode, bevægende sig Skygger af Mennesker, -- fra dem opsti-
gende andre Dampe, kort, alt gjentagende sig under en tredie,
fjerde Skyklode. Stedse finere, essentiellere, mere diaboliske
fremgaae Lasterne af Hykleriets Grader som af et ondt Væsens
Distillationsapparater.
Selv det almindelige Hykleri lægger sin Triplicitet, ja Mange-
dobbelthed for Dagen i sit sædvanlige Ræsonnement: jeg skal
være en Skurk; nei, 1) er jeg ingen Skurk, 2) er jeg ikke værre
end andre, 3) er jeg en brav Mand, 4) er jeg en lidende Engel.
Dette er en Optaarnen af Forbrydelser mod Sandheden: først
afdisputeres denne, hvad den veed, saa bindes den noget istedet-
for paa Ærmet, saa sættes den en Natluve paa, og saa knibes
den i Næsen og overantvordes Forbandelsen som Usandhed.
Men hint Prægnante i Hykleriet viser sig tydeligst i Sikker-
heden i den Dristighed, hvormed ny Udaad forøves, men da
ikke længer som udsprungen af Grundsletheden, men af Hyk-
leriet selv, der er bleven en egen, høiere Natur. Da er det, at
man skammer sig for sig selv ved simple Laster og Ugjernin-
ger: de maae virtuoseres. Som Bygmesteren, Pillar paa Pillar,
reiser Münsteren somom Jorden ei længer var Grundvold, iler
Hykleren fra Kunst til Kunst, Høide til Høide i sin Slethed.
Han hader et Menneske, han ødelægger det; -- det er let og
plumpt; men det interessante deri bliver at faae Verden til at
troe, at han elskede det inderligen, og at det ikke er hans
men den Dræbtes egen Kniv, som sidder i Hjertet. Foragt for
|
| d.III,b.2,s.133 |
Mennesker er uadskillelig fra den store1 Hykler; men langtfra
fordi han foragter sig selv. Det er fordi han seer ned paa hine
letbedragelige ligesom Bygmesteren fra sin Münster. Han seer
ned paa dem fra sin Høide af Udaad og Hykleri, Udaad og
Hykleri o. s. v.; og ligesom hiin sætter han ogsaa tilsidst et
Kors ovenpaa sin Høide. O den gode Christne! den ædle Kors-
drager!
Ligesom Rosenglandsen og den eiendommelige Duft over
Valmuesæden, det guulhvide Skjær over Ageren, har Hykle-
riet dog hos Begyndere en eiendommelig Let og Lugt efter den
Ondskab, det skal dække. Sort Intolerance bliver dog mørk
Rettro, glødende Hevngjerrighed rødmende Uvilie. Men Me-
sterne i Kunsten lade hiin vise sig i Himmelblaat eller taare-
hvidt, og den glødende Hevngjerrighed male de enten med
Forsonlighedens milde Roser eller med den lidende Uskylds
rørende Bleghed.
Ligesom Røgskyen over Byerne, udvikler Hykleriet sig dog
altid i Forhold til Forbrydelsernes Størrelse. En mindre bety-
delig Forseelse undskyldes maaskee kun; men betydeligere
benegtes, og i deres Sted paaberaabes netop de modsatte Dyder.
Udsugelse maa blive Veldædighed, Egennytte Uegennytte o. s. v.
Det synes som at Hykleriet er medgivet det fordærvede Gemyt
ligesaavist som at Naturen ei lader noget Dyr aldeles værnløst.
Det tjener ogsaa Ondskaben som Værn og Prydelse; og er,
ihvorvel instinctfødt, paa Grund af at det kan modtage en høi
Grad af Udvikling, (og maa det for at duge til noget) ligesom
det ogsaa udrindes kun af et allerede uddannet Sletsind, at
regne for et Kunstproduct. Ja, man har endog Exempler paa,
at det har kunnet ordentligen indpodes fra uden; og hele Tids-
aldre have erkjendt, at man, uden Hensyn til Individualitet,
ligesaalidt maatte undlade at lægge sig det til, som at oprøre
sig imod Tro, Forfatning og Mode. Men direkte har det lige-
saalidt ladet sig saaledes udvikle som strax at faae en Blomst
af Frøet; Lasterne ere blevne meddelte; Hykleriet har uddannet
|
| d.III,b.2,s.134 |
sig af dem ligesaa naturligen og betegnende deres Modenhed
som Skjæg, Kløer, Veirhaar og Evne til Selvforsvar af det
voxne Legeme. Hisset, hvor Hjerterne kløves, vil Hykleriet, naar
alt dets Rabulisteri ei formaaer længer at udsætte Dommen,
alene have dette sit instinctmæssige Ophav og Selvforsvars-
forhold til Lasterne at undskylde sig med. Men mere Hensyn
hertil vil neppe kunne tages end til Undskyldningen, at Mordet
eller Meeneden maatte begaaes forat dække Tyveriet. Det vil
alligevel blive saa, at Hyklerie mere end noget andet Ondt
tilhører Mennesket selv, og er underkastet et saameget større
Ansvar. Man er ogsaa paa Jorden enig i at tillægge det sed-
ligt Uværd fremfor anden Immoralitet; og de Fleste fælde
denne Dom med et vist Hykleri, der er værre end det almin-
delige, som kun er den selvbevidste Svagheds naturlige Blygsel.
Mod det moralske Omdømme er det Hykleriet ruster sig,
ikke mod det juridiske, som snarere er dets Ven, og hvis For-
mer benyttes af det som de hule Barkruller, hvis Ved er bort-
smuldret, af Slangerne. Hastings, Guvernøren, som i Indien
bedækte Veiene, opdæmte Floderne
og jevned Dalene og høined Sletterne
med Millioner Hungerdødes Liig --
frygtede Almeenomdømmet meer end Parlamentssessionen og
Erskines Talenter. Dog bluedes selv han, efter Frifindelses-
dommen, forat sige til hint: man seer, at ingen af mine Hand-
linger afgive Beviis paa nogen Uretskaffenhed i min Embeds-
stilling eller noget Graverende mod min private Charakteer.
Han trak sig tilbage, vurderende Seieren, ligesom Folket, for
hvad den var. Med Hensyn til det sedlige Omdømme er vir-
kelig Hykleriets Opgave ikke stort lettere end at skjule det
brændende Huus; og i samme Mon det lykkes, fortjener det
en vis Beundring.
Der er sagt: Hykleriet er et Offer, Lasten bringer Dyden.
Men da maa en falsk Compliment kaldes et Offer. Dyden maa
dog betale derfor. Der er ingen af dens Farver, Vaaben, Hel-
ligdomme, som Hykleriet ei bemægtiger sig. Bibelen, fromme
eller vise2 Mænds Skrivter, veed det endnu bedre end selve
|
| d.III,b.2,s.135 |
Dyden og Fromheden at benytte. Det gjør Dyden selv mis-
tænkt ligesom mange falske Penge skade de ægtes Credit.
Intet ringeagter det mere end Dyden, som det bruger og ap-
pellerer til: og det ringeagter den for dens Eenfoldigheds Skyld.
Hykleriet er Dydens Majordomus; men for Magtens Skyld, som
dog er i dets Vold, anseer det ikke værd at afsætte og kron-
rage den endnu. Snart skal det maaske spørge Verden: see,
jeg udretter alt, alle dens vices! hvortil denne Skygge? --
Crocodilen river Barnet udaf Moderens Favn. Det bølger
i Sivet. Derfra klynker en Barnerøst. "Ak, fromme Uhyre!
-- raaber Moderen -- du har ikke slugt mit Barn. Du lagde
det i Sivet. Det er mit Barns Røst. Mit Barn! mit Barn, jeg
kommer -- " Hun iler. Sivet bølger atter. Et Skrig -- en
Taushed. Crocodilen klynker atter. Det er Hykleri. Bønderne
samle sig paa Bredden: "hvor kan den have slugt baade Moder
og Barn? og saa langt ude i Sivet, og endda klynke af Sult?
Den er uskyldig." -- Det er Hykleri.
Kunde Crocodilens Klynk ordlægges, vilde Folket paa Bred-
den have seet et svovelfarvet, blodøiet Uhyre endnu knasende
paa de Ulykkeliges Levninger, reise sig over Sivet og tiltale
dem saaledes med bevægelig Røst: "kjære Flok! jeg har to
oprigtige Ønsker: et for dig og et for mig. For mig selv ønsker
jeg, at du, Ven eller Fiende, vil erfare, at ogsaa jeg kan lide
Uret, og at du vil modtage denne Underretning med venlig
og forsonet Følelse; og Dig tilønsker jeg: Fred med Andre
-- Fred med dig selv."
Er Hykleri.
1 tilbake Alchymisterne, Tempelherrerne, Gregor den 7de, flere Paver, Richard
af York, Ludvig den 11te, Augustus Nero, Henrik den 8de, Bisp Popo og
mangfoldige ere historiske Exempler. Man erindre ogsaa Apotheker Qwi-
ning i W. Scotts "den smukke Pige i Perth."
2 tilbake Saaledes brugt har jeg fundet Kirkefædre, Prækener, Rousseau, Birck-
ner o. fl. |
| BLA BAKOVER |