|
[OM OEHLENSCHLÆGERS DIKT "KROGKLEVEN"]
(Indsendt.) Morgenbladet 14. febr. 1834 "Mageløse Vid! Det er fortryllende -- han viser os jo vore egne Huse?" Om jeg vilde bebreide Morgenbladets Redaction Mangel paa poetisk Sands og æsthetisk Skjønsomhed, fordi den, som noget Rart, viser os den forulykkede Riimbeskrivelse af Krog- kleven, udtagne af "de mange smukke Digte" i Prof. Oehlen- schlägers Norgesreise" eller "Norges Reise" (sic), som en af hans Clienter nævner dette foregivne Mesterværk, og om det lykkes mig at bevise det, haaber jeg, at vor prosaiske Verden derfor ikke anseer det Talent, hvormed denne Tidende forøvrigt for Tiden redigeres, med mindre Agtelse. Hiin Egenskab er dertil for lidet i Priis. Men da samme prosaiske Verden hylder hiin Forfatter som Digterkonge, og lønner ham med saa umaa- delig en Ære, at han i de senere Aar, uden at man kan mærke til nogen Mindskning, har tæret deraf, vil kalde det Majestæts- forbrydelse, om jeg i almindeligt Kritikræsonnement beviser hiin Riimbeskrivelses Uværd: saa vil jeg i denne Hensigt vælge en Beviismaade, der saameget som muligt maa tage mig i Beskyt- telse, idet jeg nemlig alene ved at borttage Riimformen over- lader Folk selv at afgjøre, om det ikke er et Selvbedrag hos dem og Redactionen, om de beundre dette Prof. Ø's Product som et Mønster paa en beskrivende Poesie. Vor Tid fordrer Beviser og Bilag, ikke Ræsonnement. Dette tilhører dens Prosa- | |
| d.III,b.2,s.112 |
isme. Versene selv ere dog vel det bedste Bilag; og jeg skulde troe, at Tankerne ikke gaae tilgrunde med Riimformen. Nu, om jeg borttager denne, prøve man selv at finde de ophøiede Tanker i Fagerdragt, som gjøre Digtet, eller endog blot den Sandhed og Livlighed, som fordres af en god prosaisk Beskrivelse! At Tanken i det sidste Vers er, ihvor udvandet, smuk, negtes ei; men her er det Hele: "Du skjønne Kløft! (!!) og vil jeg ved Harpen malerisk be- synge dig (skildre dig i disse Vers?) En Klynge Venner samler sig, som lyttende tilsmiler mig. Jeg kan det ei! Mon Ord for- maaer at skildre denne stolte Scene, at bygge disse Taarne af Steen (høit! Trætaarn, quid?), hvor Tiden selv staaer forstenet. Thi om jeg nu grant fortalte, at to bratte Fjeldestykker, som ere smykkede af Gran- og Fyrretræer samt Birke ditto, fandt hinanden i Oldtidens Nat, men standste og smeltede ikke sam- men, eller om de i det mørke Møde spaltede den dybe Revne (stort!), som siden blev en yndig Vei (kjender du Kleiva igjen, Ven?); og om du ligerviis hørte, at en klar og iiskold Elv slyn- ger sig gjennem nedfaldne Træers Grene og Steen, styrter ned i Afgrundens Skjød, medens Hesten dristig og forsigtig som Muulæselet paa Alperne gaaer rigtigt der, hvor et Feiltrin sik- kerlig blev Døden (her kunde gjerne uden Skade for det Hele staae til: forudsat eller saafremt den ikke slap med at brække Benet) -- og om du, gode Ven! hørte endmere, om jeg i Sang vilde sige dig, at man seer det skjønne lyse Ringerige gjennem denne Spalte, der danner ligesom en Ramme eller en Kant om Norges elskelige Billede, der af Urnaturen er opsat før Maler- kunsten fik sin Pensel -- mon du endnu saae Krogkleven da? (Nei tilforladeligt!) Nei, beed hr. Professor Dahl, og lad ham male hvad ingen Digters Tale kan, nemlig den kongelige (!!) Klippevraa (!!). Jeg selv derimod vil taus plukke mig en blaa Kjærminde under den vaade Green, hvor Olafs Kildetaarer flyde og skrive Navn paa denne Steen. Derpaa kjører jeg fort ned i Dalen og det med Ild i Skjaldeblik -- der hvor Halfdan Svarte, Haarfager og Tryggveson gik mens de levede, samt hvor St. Olaf døbtes, og hvor jeg i Aftensolens sidste Lue, som en Tue paa den flade Agerjord, seer Halfdan Svartes Grav: Men endu engang vil jeg see tilbage paa dig sjeldne (!)(  rare) |
| d.III,b.2,s.113 |
Kløft (!) Thi saalænge jeg endnu har at leve glemmer jeg ei dit Skuespil. Din Skjønhed, stolte Klev! er norsk, d. e. først mørk og stolt (Recapitulatio); men den, som iler dig imøde, smi- ler du til, naar du blev fortrolig med ham (!). Her sad i den høie Fjeldesal den stolte Thor paa en Steen, mens Heimdal blæste Liv i Flokken, og mens de kjæmpede i Dalen. Han svandt, men endnu kommer Idun; Gudinden dølger ei sin Læng- sel, men rækker Sangens Ven Frugt, naar Maanen skinner paa Bølgerne i Kløften. Det sidste Vers lades som det er, omendskjøndt Mathed zittrer i hver Linie; og den samme evindelige øhlenschlægerske Selv- forguden opfordrer til Irettesættelse. Denne maa Enhver kunne give, som føler Modbydelighed ved at høre "at Dalen Ringe- riget aabner sig bag Klippens Fure alene til Skjaldens, Hr. Ø's Priis". Modbydeligt? Oh Gud, det er deiligt og mejet passende og fremfor alt en stor Ære for Ringerige. En norsk Z. Y.1 1 tilbake En dansk Mand, der har vejet adskillige øhlenschlægerske Arbeider og fundet dem lettere end man skulde troe. |