|
OM DEN UNGE SVENSKE SKJALD RIDDERSTAD
FORFATTER AF "TIDSRUNOR".
(Slutning fra No. 7.)
Morgenbladet 8. jan. 1834.
Vi have Ridderstad her for Øine. Det er paa ham vi ville
gjøre den norske literære Almeenhed opmærksom; og maa saa-
ledes, ihvor ugjerne, for denne Gang give Slip paa Olof Fryxell
-- den unge Skjald, der skriver Vers som disse i sin "Boli-
vars Død":
"Men feberlågen dock förbrinner
så småningom, och dag för dag
den stora mannen återfinner
sitt förra gudalika Jag.
Så står och Kotopaxis topp,
då vilda lågan är förkolnad,
en blek och majestätisk vålnad,
som höjer sig mot himlen opp." --
og som lægger sin døende Helt disse Ord i Munden:
"På rättvisan allena grunden I
er frihet -- ack! och rättvisa är lag,
och lag är tvång; men kärleken är frihet."
|
| d.III,b.2,s.100 |
Den samme Aand og Tro har belivet disse to Geniusser. De
have samme Retning: netop den, vi ovenfor tillagde de Digtere,
vi sætte i første Rad. Der skal Høide til at naae hiin "Kotopaxis
topp;" dog gaaer Ridderstad høiere. Den "svenske Medborger"
indrømmer ogsaa dette uden just at indlade sig paa nogen Sam-
stilling. I et hos os forgjæves udgivet Prøvenummer af en
Tidende "Nordlyset," som ogsaa havde til fortrinlig Hensigt
at gjøre vort Publicum mere bekjendt med den svenske Litera-
tur, berettedes hint udmærkede svenske Blads Erklæringer om
Ridderstad, hvori siges, "at i ham reiser sig en mægtig Genius
i den svenske Literatur;" og, at "sjelden, -- og i Sverige sikkert
aldrig -- optraadte en Yngling med større Anlæg til Skjalde-
konsten. Alt hvad som egentlig charakteriserer et stort Snilles
første Skabelsesforsøg findes rigeligen i hans Poesier: Store og
djærve Ideer, en mere høi og mægtig end let og ledig Fantasi,
glødende og dyb Følelse, mere pragtfulde og sublime end nette
og skinnende Billeder, Sproget levner ikke nok Rum for de ikke
blot djærve men forvogne Udflyvninger o. s. v.". Dette erklærer
Medborgaren efterat have bebreidet de egentlige kritiske Tiden-
der deres "fornemme" Taushed med de yngre svenske Digtere.
Ridderstad har udgivet, foruden flere mindre Stykker, "Tids-
runor 1ste Hefte" (findes hos os i Hoppes Boglade) og "Wild-
heim," der endnu ikke er kommet os ihænde. 2det Hefte af
Tidsrunorne stunder til sin Udgivelse. Af 1ste Hefte er hos os
alene bleven bekjendt Afskedssangen.
"Farväl Welika! Bort jag drar til örlog och til strid.
När man är ung man verka bör; ty det är kraftens tid" o. s. v.
Den findes i Tidsrunorne, vigende dog, efter vort Omdømme,
for det følgende Qvad "Edvard:"
"En vingad jättekung jag ville vara,
en nordan, mägtig i sin flygt att se.
Då skulle jag utöfver Niemen fara
pa spände vingar, med en pohlsk armee.
-- -- --
Dock, arma önskan! jag har inga vingar,
jag är sa vinglös såsom karrets al;
jag är en klocka, vidt och bredt jag klingar,
men hänger dock alltjemt i samma dal.
|
| d.III,b.2,s.101 |
Nu vill jag mig dock fort till strids begifva,
och om jag kunde, Gud! med dig mitt svärd,
en dödssång djerft på Rysslands panna skrifva;
jag ville dö -- jag vore döden värd -- "
Det er ikke den svenske Yngling, som saa taler. Det er Dig-
teren, fast nogle skulle sige, det er hiin, og at han rører "ube-
hagelige politiske Accorder." Lad saa være; men en saadan
svensk Yngling bevæbner de svenske Ynglinger, det er Forskjel-
len; og disse Accorder komme fra Europas Hjerte, og de trænge
ingensteds til klarere og stærkere Tunger end i vort Nord, der
er bleven en Forpost imod den forfærdelige Magt, der nærme
i Øst. Det skal holdes vaagent naar saadanne Sange lyde; det
er et herligere Vidne om endnu ukrænket Selvstændighed, at
de gjøre det, end dristige Avisstykker; og i dem er ikke Sand-
heden hjemfalden Hofcanzlerens Magt. Idetmindste skal han
blues mere for at anvende den mod Geniet; og dette frigjør da
Sandheden, der igjen, som Skrivten siger, skal frigjøre Men-
neskene.
Mange have forsøgt i Sang at skildre en Batalje; men med
liden Lykke. Rædsler har man havt nok af i Versene; men
Livligheden, Kampens Stigende og Faldende, har været borte,
og endnu mere den poetiske Idee. Noget stivt har paafaldet os,
noget stødende, som naar vi see Afbildninger af Bataljer med
de stive Linjer i fuld Marsch, de fixerede Kanonglimt og Røg;
og noget ufuldkomment, noget manglende, som naar Compo-
nisten vil tonmale Slaget og lade os høre andet end dets Musik.
Oftere have vi været tilfredsere med prosaiske Slagskildringer
end med dem, som gjorde Krav paa at være poetiske. Dog
fordre vi medrette mere af disse. Ved hine Kunsters Frem-
stillinger maae vi hjælpe selv paa vor Fantasi; af Poesiens
fordre vi at de skulle det. At Poesiens Livlighed dog kan følge
Slagets, at denne er bedst skikket til at stille os dette for Øie
i al dets Sandhed -- denne forhøiet, ikke ved Svulst tilintetgjort
-- det viser Digtet "Grochow." Det er ikke den og den Divi-
sion, den og den General, som sees kjæmpende; det er Pohlen
og Rusland; det er Betydningen i to Folks Kamp paa Død
og Liv.
|
| d.III,b.2,s.102 |
-- "Och med härskri striden rullar framåt såsom fjellets flod,
och med svärdshugg timra alla uppå Pohlens ärestod." --
I en Skildring som af en Kamp mellem Elementer og Demoner,
hvor paa Feldtherrens "Hjeltars hjeltes" Skuldre "Ørnen og
Døden sidder," hvor
"med sitt siarfinger hjelten drar kring oss en ljungeldssky,
hvart han går, förstöring vandrar som en morddrott fram förut:
Tu-klyfd örn sin vinge breder milslångt öfver fältet ut"
tabes dog ikke eiendommelige Træk ved hiin Kamp afsigte, men
fremtræde charakteriserende, uden at de lide i Sandhed om de
opløftes, og uden at det øvrige Ophøiede taber ved den:
"Och med lia Bonden vandrar mejande som döden fram.
Och der stupar Rysslands ära, och der växer Rysslands skam."
Alligevel skulde "Grochow," denne Deel af Romancekjæden
"Edvard och Welika," med al sin Ophøiethed i Skildringen og
Digteriskhed i det Enkelte, i det Hele dog være uden poetisk
Værd, om Skildringen af Slaget havde været Digtets Hoved-
gjenstand. Men dette erholder det ved at Skjalden gjør Slaget
selv med alle sine "åskor, blixtar och eldgap" kun til en Lyn-
kreds om sin Helt Edvard. Da dets Damp bortdrev, dets Tum-
mel svandt, først da Seiren var vunden, da der spurgtes:
"Hvems var stridens blomma: segren? hvems dess krona?
lagrens krans?"
først da gjenfinde vi ham, Ynglingen, derborte "lutad mot sin
brutna lans." Og vi ahne, at han var i "åskorna og blixtarne,"
og at det er ham Seiren skyldes. Klarere staaer den Herlige
for os nu end om vi havde kunnet følge ham igjennem hele Kam-
pen. Vi finde ham i hans skjønneste Øieblik: i den døende
Seierherres.
Man skulde sige, at der skal større "Kunst" til at opdage
dette, til at lade Slagets sidste Blink med saa skjærende Klar-
hed, idet det slukkes, falde paa Seierherrens i Døden blegnende
Aasyn, eller at lade Glandsen af det hele store Maleri for-
herlige en enkelt ukjendt Medkjæmpers sidste Stund -- Ens,
som vel var bleven dem interessant, som kjendte hans Skjæbne
|
| d.III,b.2,s.103 |
tilforn, men som maatte tabe sig mellem et kjæmpende Folk.
Vi ville nu ikke kalde det nogen Kunst, men en Skjønsomhed,
der er Geniet naturlig.
"Till Kongen" og "Cadettsång" høre, ihvor vakre end, ikke
til "Tidsrunor." Men desbedre de følgende Digte: "det tusind-
aarige Riket," "Frankrige" og "Europa." Frisind, Kraft, Høihed
og politisk Klarsyn charakteriserer dem alle. Disse Egenskaber
og den hvasse Sandhed klinger i Linjerne til Frankrig:
"Hvad blef din Julisol? En vattenbubbla blott,
som sprang itu.
Hvad blef din Julidröm! Ett luftigt skimmerslott,
som ren försvunnit nu.
Hvad fick du, att från dig du en Bourbon forsköt?
Du fick en an.
Och för den ström af blod, som ur ditt hjerta flöt,
en Julifest du vann."
-- --
Hvad menskligheten vill, det står med eldord det
i hvarje barm;
En sanning är hvart ord, och hvarje sanning vet,
att den har hjeltearm."
Man har bebreidet Digtere, der behandlede politiske Emner,
Mangel paa Følelser eller rettere paa Følsomhed. Men er det
ikke netop Dybfølelse at tolke Menneskehedens Krav? er der
noget mere rørende end f. Ex. Profeternes Klager over Fæd-
renelandets Fald efter de medborgerlige Dyders Undergang,
eller en Rhigas Veraab over det trælbundne Hellas eller Pohlens
Gravsange? Ingen Ingeborgs-Klage, ingen fordums eller modern
Pyramos og Thisbe rører os idetmindste saameget; og vi ere nu
engang tilbøielige til at fremhæve "utile dulci." Ridderstad viser
i "Edvard och Welika," at et romantisk Digt af den dybeste
Følelse, uden at tabe dennes Sødhed, kan erholde høiere Farve
og Styrke ved at gjennemvæves med en interessant belærende
politisk Begivenhed. Og han har tilfulde vidnet, at den ædleste
Poesi ikke nedlader sig, men forbliver i sit eget Omraade ved
politiske Emners Behandling. Det er saaledes, at Digteren skal
erholde den Indflydelse og Betydning i Samfundet tilbage, som
usle Beilere til Døgnets Gunst, og de, der satte "Underhold-
ning" alene som sit Maal, have ladet gaae tabt. Med den ære-
|
| d.III,b.2,s.104 |
fulde Tid for Nationerne, er ogsaa en for Skjaldene oprunden.
Med den nervesvage Aristokratisme skal ogsaa en vammel Sen-
timentalitet forsvinde af Poesien. Med det sunde practiske Med-
borgerliv en sund virksom, paa Livet, paa Fremskridtene ind-
flydende Aand belive Poesien. Med Despotismen forsvinder
Krybsangerne, med de privilegerede Kaster Kasteherredømmet i
Digternes Republik. Med de aabnede Comitier aabner sig en
ny Poesiens Æra. Det forekommer os forvist, at i Sverige glim-
rer dennes Straaler i den unge Ridderstads Harpe.
|
| BLA BAKOVER |