|
OM MAADEHOLD I DYD
(Indsendt.)
Morgenbladet 6. des. 1833.
Hvor ere de moderne Daarskaber dog gamle!
Hvormange Gange have ikke de samme Vild-
farelser og Sandheder omreist Jorden?
Raynal.
Denne Titel klinger noget parodisk, for ikke at sige guds-
forgaaet. Dog er det visseligen saa, at der maa Maadehold til
selv i Dyderne eller rettere maaskee i Maaden at udøve dem
paa -- idetmindste om de skulle behage Menneskene. Men-
neske- og Fædrelandsvennen maa indskrænke sin rastløse Virk-
somhed, om han ikke vil passere for en Vielgeschrey og virke-
ligen ogsaa see sit Arbeide spildt, om han ikke deri iagttager
et vist Maadehold og concentrerer sin Kraft. Digteren maa
moderere og udvande sin Fantasi, om han vil undgaae at blive
udskjældt; og dog tvivler ingen uden Fuskerne i hans eget Laug
|
| d.III,b.2,s.84 |
om, at en høi Grad af denne Evne er den hans hele Væsen
betingende Dyd. Republicanismen (som jeg med Godtfolks Til-
ladelse vil sætte imellem Dyderne, og som virkelig ogsaa om-
fatter flere) maa moderere sig med temmelig lumpen Livsfilo-
sofi, for ikke at blive overspændt i Theorien og omsider at
døe af Melancholi. Og da dette særlig gjælder om alle de
Dyder, hvori Følelse har Overvægt, saa maa selv Religiøsiteten
beqvemme sig til at hylde denne Verdensviisdom.
I Grunden bliver dette Maadehold heller ikke andet end den
Forstand, som maa befindes i al vor Meed og Iid, baade for
at denne kan gjøre sin rette Nytte, og ikke bringe os for-
mange Sorger paa Grund af vor Dyds altfor gediegne Gehalt.
Dette skulle vi beholde for os selv, og kun sætte maadelige
Mynter deraf i Circulation i en bedragerisk Verden, der ikke
skjønner paa det Ægte, men vant til det dagligdagse Flade
kun seer det Dybe i et Gemyt forat spytte deri, og en Aands
Høider forat grine derimod.
Græder du derfor under en høitidelig Psalme, saa vend dig
mod Væggen. Ryster Orgelet dig, saa undskyld dig for Naboen
med den fæle Kulde, eller tænk paa noget Avisnyt eller By-
sladder. Og om Synet af en Pohlak, Czarens pohlske Katechisme
eller Nationalsangen skulde bringe politiske Nerver til at dirre,
saa -- ja du finder altid paa Raad; men tænk bare paa, at
der er Ingen, som ansees udueligere til offentlig Virksomhed
end Den, som har Varme i sin Sjel og mere Energi og Gavne-
lyst end afmaalt er i Contoret. Vist er det ogsaa, at det er
et Under, om du ikke skyder eller stikker dig ihjel inden det
30te Aar, om du alligevel var af sligt Sind, som omskrevet,
i dit 20de, og ikke siden aflagde det, skjøndt du allerede da
burde være kommen til Skjels Alder. Den sidste Høide Svær-
meriet naaer er som oftest kun den laveste Green paa et eller
andet afsides Træ; og Pistoldampen er det sidste Dunkle, hvori
Fantasten indhyller sine Tanker.
Men vi komme -- hvad der er endnu værre -- endog til det,
at mange Dyder maae have sine Grændser, for ikke at komme
ind paa selve Lasternes Gebeet. Republicanismen grændser til
Terrorisme, Samvittighedsfuldhed i Pligtopfyldelse til Farisæ-
isme og Rigorisme, og der er ingen Nederdrægtighed, hvortil
|
| d.III,b.2,s.85 |
ikke en vidtdreven Royalisme er nærbeslægtet. Her menes
ikke Dyder, som sidde i Constitutionen og Maven, f. Ex. den
høitagtede Afsky for et Glas Viin, eller i Blodet, som f. Ex.
Linietroppe-Tapperhed; men virkelige Dyder, hvis gode og
skjønne Følelser dog maae afsvales, ikke alene for at undgaae
en maaskee foragtet Verdens Latter, men for at vedblive at
være gode og skjønne. Gjæstmildhed er saaledes en smuk Dyd
og medrette et Folks Ære; men den bliver ligesaa stor Usæ-
delighed som Taabelighed, om den gaaer ligeindtil at tilbyde
Gjæsten sin Kone eller Datter til Sengekammerat, som nogle
Folkeslag have for Skik. Heller ikke er der noget af Dyden
tilbage, om den for een Gangs Skyld lader hele Husets Formue
springe, saa man næste Dag maaskee er nødt til at være uartig.
Begeistringen for Valdersens eller Hardangernes Eenfoldighed
og Nationaldragt (hvorpaa man nys i Morgenbladet har seet
et latterligt Exempel) bliver let, om den ikke gjør sig Rede
for sig Selv, til al Illiberalitetens Begeistring for Uvidenhed og
gammeldags Barbari hos Bønderne. Den troer sig maaskee pa-
triotisk og liberal; men i denne Nedladenhed er en høist ubeføiet
Stolthed, som næsten altid i Nedladenhed; og der er intet mod-
bydeligere til, end at see en aristokratisk Laps klappe en af
disse forsømte Landsmænd paa Skulderen, og, stolt i ham, dog
tale med ham som med et Barn, uden at bemærke, at den
Ærbødighed, han vil Lægge for Dagen for disse Fædrenes Sæ-
der og Former, hverken i sit Indre eller Ydre er forskjellig
fra den blandede Følelse af Behag, hvormed han seer en Bjørn
eller en Elg fra Østerdalen. Hertil ere dog disse Landsmænd
for gode. Agtelse for det Simple og Naturlige er en Dyd; men
gaaer den indtil at blive Begeistring for det Enfoldige og Uvi-
dende, da kan Ufrisindet ikke komme synderlig længer.
Hengivenhed for Kongehuset er saaledes en Prydelse for det
norske Folks Tænkemaade; men ikke videre end Retfærdig-
heden og Selvagtelsen billiger den. Om den viser sig under
andre Mærker, end disse give den, forvexles den medrette med
Trælsindet, og skal forgjeves bestikke sig selv med den Tanke,
at et Folk, om det udsvæver i Hengivenheds Yttringer for en
kongelig Person, dog kun igrunden derved hylder sin egen Selv-
|
| d.III,b.2,s.86 |
stændighed. Denne Dyd har saaledes overskredet saavel sine
egne som Sømmelighedens Grændser i den Erklæring, Bergens-
damerne gave Kronprinds Oscar i Krandstrækkene "vi elske
Dig!" Var end dette ikke saa slemt meent som sagt, saa er
dog den Tvetydighed, som Damer for Alting maae undgaae,
saavel i dette, ikkedestomindre betydningsfulde, Loyalitetstræk
tilstede, som i det fine Svar, en Dame siges et andet Sted at
have afgivet: "vi gjøre saamen Alt for at behage Deres Durch-
lauchtighed" (sic) paa en, vistnok noget satirisk, Compliment
fra Prindsen i Anledning af den Mode-Eleganz, som over-
raskede ham dersteds i Damernes Antræk. Man kan jo selv
af Slaven fordre, at han midt i Henrykkelsens Ruus over en
Naade skal erindre, at han dog er et Menneske; men naar den
Frie glemmer det, hvorlangt har da ikke Hengivenheden over-
skredet sine Grændser? paa hvilke fremmede Gebeter kom-
mer den da ikke ind? ja, selv den utilladelige fysiske Kjær-
ligheds er den ikke fjernt længer (Hugs La Valière). Ellers,
dersom disse moralske Særsyn maaskee blive klarere ved
Exempler, saa vil jeg endnu anføre nogle.
Medens Hovedstaden viste det rolige Maadehold, som charak-
teriserer Hengivenheden, overgik denne paa andre steder til
en fortærende Lidenskab. Den ophøiede Gjæsts Simpelhed syn-
tes ikke at blive følt med al den Vægt, som ligger i Contrasten.
Hint Exempel toges ikke tilfølge, men syntes dem snarere at
ligne Høiforraad. Og en Ødselhed, større end den meest ud-
svævende carlistiske Royalisme kunde ønske og kræve, blev
tagen til Maalestok for Loyaliteten. Hurtigseilere afgik fra
Arendal og Bergen for at hente Sydens dyrebare Frugter og
Lækkerbidskener. Man talte om 4000 Dalers Gjæstebud i en
By paa 2 OOO Indbyggere. Ad Postveien hentedes med uhyre
Bekostning fra Europas Midte de for Grusomhed ved Frem-
bringelsen og Kostbarhed berygtede strasborgske Gaaselever-
posteier. Magaziner af Modesager tømtes i Hamborg og Paris;
og purpurdraperte Sybaritlocaler aabnede sig for at forbause
en Fyrste, som maaskee tænkte at møde republicansk Simpel-
hed, mercantilsk Sparsomhed og norsk Trohjertighed. Det var
Triumfen i saa Henseende at have skuffet ham. Forsildigt, om
de kom, kom disse kjølende, modererende Tanker, at den høie
|
| d.III,b.2,s.87 |
Gjæst rimeligviis var ligesaa glad som hans Sundhed tjent med
at han kom ombord igjen eller i sin Vogn; at Rystelsen og
Arbeidet med selv at styre under Kjørselen nu var det bedste
efter al den umaadelige Stads, for at forebygge Fordøielses-
uleilighederne; og at de Laviner, Høisamme udsatte sig for paa
Filefjeld, vare langtfra saa farlige, som de af uhyre Blomster-
koste, Shawler o. s. v., der truede fra Æreporte og Vinduer
at begrave H. K. H.s dyrebare Person i Byerne.
Hvor aldeles udenfor Fornuftens Regler en saa umaadehol-
den Hengivenhed er, saaledes at den ad en ubeskrivelig iilsom
Overgang hensmelter i Tilbedelse, om den opdager Træk af
Jevnhed og Godslighed hos en saa høi Person, men aldrig gaaer
tilbage til at finde den rette Betydning heri -- det kunne vi
see i den skjærende Contrast mellem Prinds Oscar i en graa
Overfrak styrende sin simple Faeton under venlig Samtale
med Skydsgutten, og den tydske Post rullende gjennem alle
det romerske Riges Lande indtil den i Kiel kunde til Damp-
baadene faae overleveret Porcelænskrukkerne med Gaaselever
i til Bergenserne. Disse fandt ikke Betydningen i hiint og
andre elskværdige Smaatræk af Prindsen: denne Simpelhed
var ikke efterlignelsesværdig, men syntes ad en bagvendt For-
nuftproces at opfordre til det Modsatte; og til Ære for den
høie Gjæsts Simpelhed skulde Lækkerbidskener sluges, der
vare dyrere end om man spiste en Sølvskee op for hver Mund-
fuld. Nu er det rimeligt, at Eftersmagen bringer Hengivenhe-
den inden de Grændser, hvor Fornuften erkjender den, og at
man gjensidig undskylder sig for hinanden med den hollandske
Frase: "har du raset eller skal du rase? Kjære snak aldrig
om det!" Piinligt maa det dog altid være at tænke, at De,
der ikke lode Hengivenheden løbe af med sund Sands og Pung,
baade have den tilkjøbte fælleds Nytte af Overtydelsen om
rodfæstet Hengivenhed for Dynastiet og tilmed Løier for en
god Stund.
Løier? Det er umenneskeligt efter saamange Opoffrelser.
Dog kan jeg ikke, med al den Kulde, som jeg har tiltaget mig
til en Afhandling over Maadehold, holde Maade i min Latter
over den hulkende Duet imellem Stiftamtmanden og den sen-
timentale Hardanger. Med Stiftamtmanden var det idetmindste,
|
| d.III,b.2,s.88 |
efter den rørende Beskrivelse, paa en god Vei; og enhver anden
Mine end enten Alvorlighedens eller et Smiils vilde under det
Optrin have viist, at det Følelsens Maadehold var borte, som
alene kan frelse den fra at blive latterlig.
Under Nedskrivningen af disse Linier faldt det mig ind, at
der dog maatte gives Dyder af saa rolig Natur, at de aldrig
kunde modtage for meget Liv, saa der ved dem intet Spørgs-
maal kunde blive om Maadehold. Som saadan paafaldt mig
Troskaben og Taknemligheden. Jeg vil indrømme det, hvad den
sidste betræffer, forsaavidt det ikke ogsaa hos den kan kaldes
et Krav paa Maadehold, at den aldrig maa ved Velgjerninger
troe sig forpligtet til Forbrydelser, og aldrig paaklænge en
stolt tilfældig Velgjører evindelige Erkjendtligheder. Men der-
imod den første? -- jeg beder at erindre den Pudeltroskab,
som visse Nationer gjøre sig til af; og af vort eget Fædre-
lands Exempel i Befrielsesaaret og alle befriede Folkeslags
Historie, hvor uendeligen betinget den politiske Troskab er og
maa være. Derimod, medens Kjærligheden tiltrænger alt
Maadehold, medens Venskabet selv maa iagttage dette, taaler
Troskaben i Venskab, som dettes bindende Princip, og i alle
private Forhold intet Maadehold. Ellers er den maaskee uden
Undtagelse ligesaavel nødvendig i Sindets gode Bevægelser som
Tvang er det mod dets onde, og som den er det i alle Lege-
mets Forretninger. Den platoniske Kjærlighed tiltrænger lige-
saavel Maadehold som den fysiske Elskov; i Godmodighed maae
vi ligesaavel sætte os Grændser som i Søvn; i Loyalitet som
i Æden; i Patriotismen som i Drikken; i Velvillie som i Aare-
laden; i Republicanisme som i at see mod Solen; i Gavnelyst
som i at sidde oppe om Natten; i Retfærdsfølelse som i at
røge Tobak; -- ja (og dette er det mindst Triviale heri) selv i
Maadehold maae vi have Maadehold.
|
| BLA BAKOVER |