HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

FOLKEBLADET
No. 49. Tirsdag den 3die December 1833.

OM LOVENS 1 -- 6 -- 1

(Indsendt.)

   I Morgenbladet har for en Tid siden været gjort opmærksom
paa den herlige Frihed til at voldgive sine Sager, som Lovens
1ste Bogs 6te Capitels 1ste Artikel hjemler, hvorhos man for-
undrede sig over, at Almuesmænd ikke vide bedre at benytte
sig deraf. Norske Bønder! behandle da Procuratorerne Eder
saa skaansomt, eller ere Retsgebyrene saa smaae, at hiin Ret-
tighed intet Værd har for Eder? Ere I saaledes vante til Pro-
curatorernes ubegrændsede Krav -- saafremt I ere daarlige og
uforsigtige nok til ikke at gaae paa nøie og skarp Accord med
disse Folk forud -- at disse umaadelige Fordringer ere blevne
Eder retfærdige, Uforskammetheden behagelig at adlyde, og
uforholdsmæssige, aldeles vilkaarligen af Sagføreren fastsatte
Udtællinger til en kjær Vane? Det kan dog ikke være saa, thi
baade ere I oftest fattige og oftere endda knebne paa Skillingen
ellers. Det maa da være Uvidenhed om hiint Lovsted og den
uendelig vigtige Rettighed, som dette hjemler Eder, der bringe
Eder til ved mindste Leilighed ved den ubetydeligste Sag strax
at tye til Sagførerne, som dog aldrig have undladt at gjøre sit
til, at eders Øine kunne oplades ligesaavelsom de forstaae at
oplade eders Pung. Men værer da ikke uvidende herom læn-
ger, og erindrer, at det er bedre, at have Øinene end Pungen
oppe! Læser Lovstedet, og benytter det! Thi de fleste af eders
Sager egne sig netop til Voldgift; og eders mægtige og ærvær-
d.III,b.2,s.79   dige Stand, som med den lovgivende Magts Bekræftelse, har
æsket Formandskaber i Bygderne og for Amterne, og erklæret
Menighederne istand til at benytte disse, kan aldrig mangle de
redelige, skjønsomme og retfærdige Mænd, som udfordres til at
øve Voldgiften. Holder denne Sæd i Ære! Thi den er et Klenod,
der kan sættes af ved Siden af dem som, Grundloven omslutter,
og en dyrebar Arv ifra Fædrene. Disse havde sine Lagmænd
og Bisiddere efter en Indretning, som lignede i Frisind de Engel-
skes og Franskes Eedsvorneretter, (Noget Vi endnu mangle,
men maae erindre at faae); men Fleerheden af sine Sager
afgjorde de ved privat Voldgivt, udenfore hine offentlige Dom-
meres Omraade. Det er muligt, at Islænderne i saa Henseende
vare uklogere end Normændene, idet de hendroge Alt til
Thinget, forførte af en Processyge, som synes at have henhørt
mellem dette livlige Folks Almeenlyder, og, udviklet fra først
af af Høvdingernes Hevngjerrighed, at have fundet et villigt
Tønder i et Folkegemyt, der i Ildighed og dog Fuulhed lignede
den vulkanske Jordbund med de snigende Flammer under Isen,
hvorpaa de traadte. Normændene vare anderledes, fordi de
vare sindigere og ærligere end disse, af Vulkaner opfostrede
Frænder. De vidste at komme overeens mellem Voldgivtsmænd,
før det kom til de store Kredse paa Thingene; ja det synes selv,
som om de gjorde sig Umage for, ad Voldgivtens fredelige
Udvei, at unddrage det Offentlige Sager, som dog efter sin
Natur henhøre under dettes Paadømme. Dette maa man nu ikke,
og de sidste Ord i ovennævnte Lovartikel forbyde det; men den
menneskelige Billighedsfølelse, Forsonligheden og Christenkjær-
ligheden forbyder endnu strengere at berige de forbryderske
(criminalistiske) Sagers Registre. Her maa Fornuft og Følelse
enes om en Udvei, som dog maa være bedre end "Tyveskaalens"
-- denne, hvorved Almuesmænd enes om at tilgive en Tyv, og
tie stille med hans Bedrivt, mod at han gjenleverer, erstatter
eller erlægger mindelig Bøde, og til Pant paa disse Overeens-
komster tager i en Slump Brændevin, som fælleds opdrikkes
af Tyv, Bestjaalne og Mellemmænd.
   Vi bør efterligne vore Fædre i alle deres Dyder, og holde alt
Godt, de have efterladt, i Ære. Men mellem deres Dyder var
Lyst til en aaben, kort, billig og venlig Maade at afgjøre Rets-
d.III,b.2,s.80   tvist paa, og mellem dette Gode, de have arvgivet os, hiin Vold-
givt, hvorved dette agtværdige Sindelag tilfredsstilledes. Er da
nu den Procesmaade, vi ere Vidner til, og underkaste os med
saamegen taabelig Taalmodighed paa Thingene saa aaben, kort,
billig (i to Bemærkelser) og venlig, at vi bør forsømme den
anden, som staaer os aaben, og hvem Fordeel og Moral og
Natur ligemeget fremkalde af sit ufortjente Skjul? Nei, gode
Mand! den offentlige Procesmaade er fordulgt, smaalig, tid- og
retspildende i sine Former, langvarig, vogelig, ynglende Fiend-
skaber, ærgrende og uden Maal og Maade kostbar.
   Har du en Henviisning til Rettergang, en Tvist med din Naboe
-- see dette ikke an med egne Øine, thi de kunne være for-
blindede; men gaae heller ikke strax til Procuratoren! Det er
vissere, at han seer din Pung end det Rette; og der findes
mange brave Mænd imellem dig og ham, som have Forstand til
at raade dig fra eller til Sags Anlæg, og sige dig om den er saa
indviklet, at Voldgivt neppe skulde være tjenlig. Dette skal
Intet koste dig, hvorimod Ordet maa opveies hos Procuratoren.
Er nu din Sag grei -- hvortil da den skammelige Seier at ville
forvolde Modparten Omkostninger? hvorfor ikke tilbyde ham
Voldgivt? Er den det ikke, men tvivlsom -- nu, endda tilbyd
Voldgivt! Er den af de indviklede, og værd at anlægge ved Thing-
veien, da begaae dog aldrig den Daarskab at undlade forud
Accord med Procuratoren! Han skal, ihvor ugjerne, blive nødt
hertil, om Voldgivt blev almindeligere og Enighed fandtes. Ja,
selv om Sagen var noget indviklet -- hvor mange Knuder løser
ikke den sunde Fornuft, det naturlige Skarpsind, som i Voldgivt
kommer i Anvendelse, med eet Greb? -- Knuder, som et Par
Procuratorer og en Dommer kunne spille paa i mange Aar, og
som fortræffelig kunne tjene til at hale dig til Thinget en 20 -- 30
Gange i Vaadt og Koldt, og til at stryge den sidste Skilling
ud af dig.

   Der er nu Tvist om et Engstykke, Skogsdele, Havning, Veed-
hugst, Cautionsforhold osv. -- gode Mand! vei nu Værdien
heraf, af Fred og Roe, af godt Naboskab og maaskee gammelt
Venskab, og paa den anden Side det Uvisse ved Processen, at
Retfærdigheden, som sidder paa Thinget, er blind men stor-
nævet og langneglet, og de idelige Udlæg, Reiser paa værd-
d.III,b.2,s.81   fulde Tider, og saa Regningen tilslut! Den skal maaskee lyde
som saa: Skyds (skjøndt med din egen Hest) à 3 1/2 Mile (Pro-
curatorstiil) frem og tilbage, Tilsigelse, Veitur og Drikkepenge,
Tilsammen for 11 Reiser 18 Spd., Diæt 9 Spd., Porto, Expres-
ser (hvoriblandt 2 hjem for at hente glemte Documenter) 5 1/2
Spd., Beskrivninger 16 Spd. 32 ß, Contant Udlæg 9 ß. Reise
til 2 Aastedsforretninger, Skyds o. s. v. 3 1/2 Spd., Diæt 8 Ort,
Møderne 16 Spd., Contant Udlæg for Mad sammesteds til Par-
ten 7 ß (Procuratorstiil). For 4 Reisedage til Aastedet 20 Spd.
Mødt ved 11 Sessioner 55 Spd. For Reisedage 55 Spd. Sallarium
l00 Spd. -- Netop 300 Spd.!
   Nu, Mand! bliv ikke forskrækket. Denne Regning er moderat.
Jeg kjender Folk, som tage 50 (femti) Spd. for Møde 2 Mile
borte, med Friskyds; og dog sværge paa, at de ere de ædleste
Mennesker under Solen, og aldeles uforskyldt kaldte Blod-
sugere. Men kommer nu Omkostninger til for en tabt Sag; og
driver saa et Raserie, der ikke mangler Oppustere, dig gjennem
alle Indstandser -- da kan du begynde at samle en Afglands
af det Sølv paa dit Hoved, som skal udflyde af dine Lommer,
og du skal faae Lære nye Feiere af Auctionsfelen i dit Huus.

   Arme Mand! hvorfor gik du ikke til din Modpart, og sagde:
"hør Ole! Sag veed du bliver kostbar, og kan ødelægge os begge
To. Men see der boer Thor, en fornuftig Mand, Ambjørn, en
fornuftig Mand, Alf, en fornuftig og, som de Andre, rimelig
Mand. Vælg nu du tre, eller og forskyd hvem du vil af mine
med nyt Valg; saa tage vi ved Voldgivt af dem, som du vil, med
eller uden Opmand." Ja, selv om Sag alt for Retten er paa-
begyndt, gaaer dette an; og de Procesførende ere da som de,
der kappe Masten med en vis Fornøielse, for dog at bjerge
Skibet og med det Livet.

   Det Bagvendte viser sig i Verden, at Friheden synes at ind-
vikle og udvide Procesformerne istedetfor at tilbageføre dem
til den Fornufts Simpelhed, der er dens Ophav; ja, hvad mere
bagvendt er, Processygen synes at stige som Procesformerne
blive indviklede eller synke ned til elendigt Haarkløveri og
Formspeil. De Constitutionelle blive paaholdne, trodsige i sin
Ret og fremhjelpe selv Advocaterne til et Despoti, der er utaa-
leligere, grusommere, mere beskattende, uværdigere end det
d.III,b.2,s.82   gamle, hvorfra disse Mennesker, henpegende paa Convents- og
Parlamentsbænkene, paastaae at have befriet Menneskeheden.
   Dog her kommer jeg ind paa en Materie, som truer med at
fordærve det Populære, jeg vilde Lægge i disse Linier. Jeg vil
kun sige: hint Bagvendte kommer af, at Religionen ikke har
besjelet den politiske Frihed nok eller været det Princip, som
besvangrede det i Menneskefornuften, Almeenfornuften, som
blev til borgerlig Frihed og som hilsedes liig en Frelser kun
af Engle og Hyrder. Det Straalende i denne hendrager ogsaa
Menneskenes Opmærksomhed derpaa, saa de juble over Frihe-
den selv i Skjorten, medens Individerne plukkes og een Corpo-
ration tiltager sig den meest umaadeholdne og vilkaarlige Be-
skatning. Ulykken var, at Religionsreformationerne standsede,
og at de pol -- Men jeg bliver atter upopulær... Jeg maae
bryde tvertaf, kun tillæggende det, at Religionen, som vil Fri-
hed, vil den kjærlige, simple, ukostbare Procesafgjørelsesmaade,
som kaldes Voldgivt, og er hjemlet det norske Folk i 1 -- 6 -- 1.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE