|
HISTORISKE SUPPLEMENTER
TIL "DANMARKS POLITISKE FORBRYDELSER
IMOD NORGE"
(Indsendt)
Morgenbladet 19. okt. 1833.
Det er ikke længer nogen politisk Forbrydelse i Norge
offentlig at omhandle Danmarks politiske Forbrydelser imod
Norge. Historiens Sandhed er trængt igjennem; dens Vægt,
hvis Ubetvingelighed mange forente Hænder i sin Tid skulde
gjøre tvivlsom, har forlængst nedkuet alle Hindringer og hviler
nu med al Bundsynkningens Kraft paa Folkets Hjerter. Dette
er gradviis skeet, endskjøndt det ikke mangler paa Norskbaarne,
som landsforræderisk hjælpe til at gjøre alle danske Fordringer
hertillands gjældende -- disse angaae nu Fædrelandets politiske
eller literære Hæder eller en fortsat Fortrængen af deres egne
Børn ved indstrømmende Lykkejægere af alle Slags dernedenfra
"det kjærlige Søsterrige". For oplyste og velsindede Normænd
har det dog været greit at mærke, at der ligger noget værre
end en Rest af gammel Gjenkjærlighed eller blot en taabelig
Forgabelse i den høist maadelige danske Skjønvidenskabelighed
til Grund for disse Norskes saakaldte Jydegalskab (Danomani),
nemlig det, at de ere befængte med det samme Trælsind, den
samme usle politiske Aand, som fø1ger med næsten alle der-
nedenfra hidind Trængende saa vist omtrent som Stank med
Rævene.
Tænker man imidlertid paa den Modstand, hiint ovenanførte
Skrivt mødte, saa er den Retning, som det i sin gradvise stedse
fuldstændigere Seier har givet Folkemeningen, dog høist mær-
kelig. Der er endnu intet Aar uden det og den Mening, det
har udviklet, vinder Tilhængere -- noget der omtrent vil sige
det Samme som at Støtter reises under Forfatningen og Selv-
|
| d.III,b.2,s.63 |
stændigheden og at nye Hævdere tilvindes disse. Uvilje mod Danskevældet er bleven en nødvendig Betingelse hos den gode
norske Borger med samme Ret og Sandhed, som at den Pohlak
vel neppe antages at kunne stoles paa, som ikke i sit øvrige
Fædrelandssind omsluttede Had mod Rusland, og som at
Washingtons og Franklins rolige Kløgt, uden at tabe i reelt
Værd, sattes i Bevægelse af Forbittrelse over Englands Adfærd.
Det er i denne Aand og for at fremme dens Udbredelse,
der er Fædrelandet gavnlig, at Inds. vil fortsættende meddele
Supplementer til "Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge".
Saaledes indeholder Samlinger til den danske Historie, 2. B.
2. H., følgende Skildring af Tilstanden i Norge under Fredrich
den 3die, afgiven i den svenske Resident Magnus Durells Ind-
beretning til Dronning Christina af Sverige. Forf. angiver, at
"flere nye Bergværker meget let kunde findes i Norge, hvis ei
privat Avind forhindrede det, thi Adelen i Danmark seer ei
gjerne at Norge bliver for rigt, at ei Kongen skulde stole for-
meget derpaa". Ligesaa berettes, at Normændene "ere ikke vel
fornøiede med Kongen og Regjeringen i Danmark, deels fordi
alle Lehn og Betjeninger ere besatte af Danske, deels og fordi
Kongen sjelden kommer derop, hvorved Indbyggerne skee me-
gen Uret. Adelen er saagodtsom udrøddet, og aldeles ikke agtet
i Danmark."
Dette om Normandens Sindelag mod Danskevældet bør sær-
ligen lægges Mærke til, da det oplyser, at den Mening, at de
med sløv Ufølsomhed saae Fædrelandets det gamle Riges Van-
ære og Ulykke, er ganske urigtig. Klageskrivtet "den norske
Sou" oplyser dette end mere.
"Hannibal Sehested -- siger Durell -- indrettede Regjerin-
gen (i Norge) efter den svenske Maade, saa at her var Admi-
ralitet, Krigscollegium, Cancellie, Rentekammer og Bergcolle-
gium; men da Regjeringen paa den Maade blev altformeget
skilt fra den danske, blev denne Regjeringsform afskaffet og
tilegnet S. som en Forbrydelse."
"Den norske Sou" skildrer de danske Tyranner her i Landet
i det 16de Aarhundrede under Billedet af "store sorte spanske
Haner, som have smuk stor Kam, smukke sorte glindsende
Fjær, holde Halsen iveiret, have stort Svælg og grov Stemme,
|
| d.III,b.2,s.64 |
løfte Fødderne op og have prægtig Gang" -- sigende: "Dette
betyder de kongelige Amtmænd og Slotsherrer, som bære Guld-
kjeder, smukke Hatte, stadselige bløde Klæder af Fløiel og
Silke, have ene al Anseelse, svire og sværme gjerne, taale ingen
Modsigelse, men sige: Vi have Ret og Magt i Haand; hvad vi
beskrive det skal gaae frem! Hvo er den, der os vil straffe?"
Videre siger der: "Røde Haner ere de værste Tyranner, de
mægtige Fogder, som paa Kongens Vegne modtage Skatterne.
Disse stole paa deres Magt, og plage det arme Folk, saa Gud
maa sig forbarme."
Adelsmændenes og Fogdernes Betjente ("Ridefogeder: Rei-
sige Knechte") "ligne mere Ravne end Haner. De vide ei hvor
haardt de ville behandle de fattige Folk. Disse plage Bonden
først for Alvor."
Forf. spørger: hvoraf det kommer, at man hører saamegen
Suk og Klage i Norge. Svaret er: at Kongen (Frederik den
2den, uvelsignet Ihukommelse) aldrig er i Landet, men "at
Adelen nu hersker." "De, som sendes op til Norge, for at skaffe
Folket Ret, tage imod Gaver og gastirere". -- "En af Gesand-
terne sagde, at de næsten havde en heel Tønde fuld af Supp-
liker, hvoraf meget faa bleve expederede". -- "Amtmændene og
de mægtige Adelsmænd svire og sværme, tyrannisere og paa-
lægge en Skat efter den anden, undertiden meer end Kongen
selv har befalet. Have ikke de faaet Kirkegodset i Norge? Af
Drankere, Fraadsere o. s. v. og Tyranner blandt den ringere
Adel vrimler hele Landet." Uretfærdige Domme siges at fældes
Adelsmændene til Vilje, saaledes at 4 Bønder en saadan Herre
til Behag steiledes ved Trondhjem; men da siden deres Uskyld
bevistes maatte Adelsmanden give hver af de 4 Enker en Sum
Penge. "Fogderne, enten de saa ere kongelige eller Adelens,
ere store Tyranner, kaste uforskyldt Had paa mangen fattig
Mand, jage ham af hans Gaard, tage Gaver, og give en Anden
Gaarden igjen, som de udskatte paa det haardeste. Af dem er
der allevegne nok, og altid 10 Onde mod een God. Fogdernes
Tjenere forholde sig værre end Ravne, naar de udsendes at
kræve Landskylden og tyranisere."
Saaledes behandledes dette Rige, som Absalon Pedersen i
sin Norges Beskrivelse fra Midten af 16de Aarhundrede kalder
|
| d.III,b.2,s.65 |
"en feed Ladegaard for Danmark". Denne Forfatter profeterer
i sin patriotiske Sorg saaledes: "Norge, som tilforn har været
et frit og frelst Rige, og havt under sig Skattelande, bliver nu
selv med alle sine Børn i den sidste baade sin og Verdens Alder
til et Skatteland; dog kunde vel Norge vaagne op af Søvne
engang, dersom det jo kunde komme til sin Magt og Herlighed
igjen -- ". Angaaende Ørken- og Shetlands-Øernes Pantsættelse
siger han allerede da, at de ikke "kunne eller ville gjenløse
samme."
Vore nærmeste Frænder Islænderne, som A. Pedersen beskri-
ver som endnu da et "tappert, mandeligt og frimodigt Folk,
beqvemt til alle Kunster at lære;" synes efter Durells Angivelse
ligesaalidt som Normændene at have været uden bitter Erkjen-
delse af det tunge og uværdige danske Aag, hvorunder de støn-
nede og denationaliseredes -- det, der er deres ulykkelige Lod
indtil denne Dag. Han beretter nemlig: "at over det islandske
Compagnie (i Kbhavn), der dog ikke er andet end et Mono-
polium, besværger Provindsen Island sig høiligen".
Det skulde være kun til liden Ære for Normændene, om de
saa ganske taaligen, som man gjerne troer, havde bøiet sig under
et Herredømme. Historien vidner, som vi have seet, det Mod-
satte, og at List, Vold og en fortsat, for den Enkelte umærkelig
Afkræftning maatte til for at vedligeholde det. Mod et saa had-
værdigt System synes dog det, man selv af oplyste og velsindede
Normænd undskyldende har hørt anføre om at Individer sjel-
dent følte til det almene Tryk, ikke at burde komme paa Vægt-
skaalen -- saameget mindre som det er aldeles usandt efter de
her givne Oplysninger om den danske Adels Voldsomheder (see
og Saml. til den Norske Hist. om Erik Munk) og om den jam-
merlige Retspleie. At den Haand, som hvilte paa Individet,
heller ikke har været saa ganske blød, viser Sabinus's Hen-
rettelse i 1588 for et til Kongen indgivet Klageskrift over Ade-
len. Han var vel ingen Normand, men antages at have opholdt
sig i Norge og derfra hentet Grunden til sine Klager. Den Me-
ning, at Brudet mellem Norge og Danmark kom pludseligt, alene
bevirket af fremmede tvingende Omstændigheder og uforbe-
redet, er ligesaa i høi Grad feilagtig. Alene Sangen "For Norge,
Kjæmpers Fødeland", med sine Linier: "saa vaagne vi vel op
|
| d.III,b.2,s.66 |
engang, og bryde Lænker Baand og Tvang" og "den vrede Liv-
vagts Vaabendrag forklarte trolig Norges Sag", samt "hver ærlig
Norsk, som Lænker brød" o. s. v., gjendrive den, naar erindres,
at den saaledes blev sjungen før den franske Revolution i
"norske Selskab i Kjøbenhavn." Samme sig fuldkommen be-
vidste og udbredte Uvilje mod Danskevældet og mere end en
Ahnelse om et af denne fremfødendes, kun med Hensyn til Tid
og Maade af ydre Omstændigheder betinget Brud imellem
Rigerne ligger ogsaa for Dagen i den Aand, som belivede "Sel-
skabet for Norges Vel" og som raadede Universitetsandragen-
derne og i de mod Sluten af forrige Aarhundrede hemmeligen
indledede Underhandlinger med Sverige -- en Plan, som kun
Fortvivlelse kunde indgive eller ogsaa Tiltroe til at Uviljen mod
Danskeaaget var stærk og almeen nok til at kunne holde det af
Danmark fremynglede og nærede Folkehad, og de med danske
og andre fremmede Officierer besatte Regimenter Stangen.
Naar Historien engang kaster sit skarpe Lys over disse og
Christian Augusts Forhold m. m., vil det blive klart, at hverken
Brudet med Danmark kom uforberedt paa Norge, eller ufor-
skyldt, og at den frie Forfatning, Fædrelandet gav sig, langtfra,
som paastaaet er, manglede den nødvendige Støtte i Folkestem-
ningen. Istedetfor en paa almeen Oplysning grundet almeen
Erkjendelse af en fri Forfatnings Fortræffelighed i Alminde-
lighed, og særligen af den Givnes for Norge -- en Erkjendelse,
som nu hædrer enhver norsk Borger -- traadte dengang en
almeen, ihvorvel af Mangel paa en offentlig Fremstilling af
Uretfærdighederne, dunkel Erkjendelse af det Sørgelige i Nor-
ges Stilling under Foreningen med Danmark; og denne virkede
i Grundlovforfatternes Beregning og i Virkeligheden til samme
Maal, som hiin Erkjendelse. Begge ere nu, til Norges Held
og Forfatningens Sikkerhed, forenede og belivende hinanden.
Da Menneskenes Retfærdighed (paa Grund af sin Menneske-
lighed) ikke bruger at straffe i 3die, 4de eller 1000de Led, kan
denne Uvilje, som er bleven historisk, og som saaledes er reen
nok til at blande sin Ild med Oplysningens Straaler, langtfra
forhindre Iværksættelsen i sin Tid af de Forjettelser, som ere
Danmark tilsagte i Norges og Sveriges Forening under liberale
Institutioner.
|
| BLA BAKOVER |