|
|
| d.III,b.2,s.51 |
FOLKEBLADET
No. 39. Tirsdag den 24de September 1833.
GAMLE JOMFRUER
(Sortkridttegning.)
Der maa boe en Sorenskriver, eller en Oberst, eller en Pro-
curator, der hastigt og rivende har vidst at skaffe sig Eien-
domme, i dette lange gammeldagsgule Huus med de svarte
Vinduesrammer. En fiin, ung Dame, som med megen Viisdom
kan snakke hele Aaret rundt om Balling og Bøcher, piller vist
paa sin Bypynt bag et af disse to Vinduer, som, idet de fra et
Qvistkarnap kige frem imellem de mørkbladede Aasper, ligne et
Par uhyre svarte Hornbriller paa en lige uhyre guul Næse, om-
hviftet af de lange Florbremmer paa en Enkekappe.
En Oberst kunde boe der -- javel! men En af de gamle; thi
det afskaffede "von" skulde synes ham at klæbe til disse Vægge,
og en gammeldags Kareth skulde passe til denne forældede
Aaspeallee, naar den togange om Aaret knirkede udaf den hen-
paa Kirkeveien. En Sorenskriver? -- jeg veed ikke, men jeg
turde vedde paa, at der ingen Sorenskriver boer -- maaskee
af den feilagtige Følelse, at disse Folk forekomme mig, siden
Sportelreglementet kom, for hyggelige til at huse i sligtet Ugle-
rede. Og en Procurator boer der nu slet ikke for de fæle Aas-
pers Skyld, der rasle om Natten, og for den skrigende Jernfløi
paa Karnapet, og for de knirkende, synkende Gulve, og for
Brillevinduerne, som skulde kige ham imøde, hver Gang han
dreiede indad Alleen, og minde ham om Enken, som han bedrog
-- hun med de stive, besvimende Øine bag Brillerne, med Floret
og de korslagte Hænder -- hun som skreg: "kors os! den Under-
skrivt er ikke min salig Mands!"
Dog boer der En, som tør see haant ned paa sin Naboe, om
han er Bonde -- som tør sige "Han" og "Du" efter Behag, og
tage "De" igjen, som forlanger Hatten af med Hatten paa -- som
inviteres med til de Fornemme, og sidder paa Standsgallerierne
i Guds Huus. Hans Bedstefa'er var Kjøbmand, hans Fa'er Høker,
som flyttede paa Landet -- nu er Sønnen Standsperson, Condi-
tioneret og Proprietarius. Hurra! Proprietarius! Slige Kajer
skal man plukke Paafuglefjedrene af paa!
|
| d.III,b.2,s.52 |
Der gaaer han ude paa Gaarden. Det er en gammel Mand
med plumpe og uvenlige Ansigtstræk. Det stivt opbundne Hals-
tørklæde, Hattens og Hovedets Stilling, hans idelige Strygen og
Seen paa sine sorte Klæder synes at vise Forfængelighed. Han
synes at vente. Ansigtet vexler. Det viste glad Stolthed, da
Kokka kom ud og ringede hans Par Folk ind. Han saae op til
det lille Taarn og sagde: "du kan gjerne ringe mere." "Det
lyder saa herregaardsmæssigt," synes hans Miner at sige. "Ussel
Herregaard!" synes de atter at sige, nu da 3 -- 4 Øg kom fra
Marken. Men tydelig sagde de: "Der er en Herregaard --
Skam, at den skal være en Bondes!" idet han kastede et ondt
Øie opover nogle deilige hviftedannede Agerskraaninger, i hvis
Midthøide en stor velbygget Gaard rødmede med nye Tage og
hvidnede med et kalket Steenfjøs. Han saae opover sin gamle
Bygnings mørke Tag med et Blik, der kunde fure Mosen bort
af Tagsteenhulingerne; men det synes ogsaa at love et nyt rødt
Tag der, saafremt et iilsomt, blinkende mod Himlen, ikke lover
et blaat -- skjøndt han vel kun saae efter Veiret, for at faae
de nagende Avindstanker bort.
(Fortsættes.)
|
| BLA BAKOVER |