|
FOLKEBLADET
No. 30. Tirsdag den 23de Juli 1833.
Sandhed er min Røst. Jesus.
EXECUTION -- AUCTION -- EXECUTION -- AUCTION
(Sortkridttegning.)
Der var Auction hos Ole. Bankadvokaten havde været der.
Det var 40 Daler til. Det var ikke noget at snakke om. Ole,
Stakkar, snakte dog bag Huusvæggen; men kun med Skyerne
maatte det være; thi han stod der alene, mens Fiolen klang
indenfore, og medens store Dampe af Finkel, Sved og Caffe,
under forvirrende Glædesskrig, væltede sig ud af Sorgens Huus,
saa ofte Døren aabnedes. Eller snakte Ole med det fjerne Dur
af Bankadvocatens Cariol -- . Han der reiser bort efter vel-
udført Arbeide? Hans Tale er ligesaa utydelig som dette Svar;
thi Ole snakker med sammenbidte Læber; og naar En eller An-
den af de lystige Gjæster rangler ud, omgiven af hine Glædes-
skyer, og taler til Ole, svarer han kun i Ørsken. -- Ole! du
skulde talt til den strænge Mand med Væsken og den halvdød-
kjørte Leiehest, da du med Luven i Haanden holdt Tømmen for
|
| d.III,b.2,s.30 |
ham, at han kunde stige ud. Maaskee han var bleven forskræk-
ket, om du havde raabt: Barmhjertighed! Barmhjertighed!
Maaskee havde han været rimelig, om du til Protocollen havde
negtet at overgive dig paa Naade og Unaade med Hensyn til
Salariet.
Et Vindpust hvifter en frugtsvanger Duft udaf den blom-
strende Bygager. Ole holder sig som svimlende ved Skigaarden.
Svimler han af denne Duft, eller af Tanken, at denne Ager
opbrødes af hans Oldefader, englagdes af hans Fader, optoges
igjen af ham ifjor Høst, bærer nu en herlig Førstegrøde, men
er nu solgt for 1/4 Priis -- den og Havren vedsiden, og Rugen
i Line, og Engen og Alt hvad der vaier og blomstrer over
Odelsgrunden, og Grunden selv indtil Jordens Midte?
Samme Vindstød hviftede Haaret fra Oles Pande. Ole havde
grædt. Ole maa have en Sjæl; thi han havde grædt og tænkt
-- det saae man.
Alligevel -- da det leed udpaa, var der en Tid, da Oles
Latter hørtes inden over Feleskurren, Dandstrinene og Fem-
kortslagene i Bordet. Da syntes ham, at der vilde være en let
Udvei til et Laan, at han kunde slaae sig igjennem med Børnene
paa en Plads, som han kunde kjøbe, naar han havde holdt
frivillig Auction over Løsøret og Besætningen. Og dette Gods?
Aldrig havde han sat saa høi Taxt paa Vognbeitet, paa den
brune Hoppe, Rødsida, Blomkolla, Jølsros, Kolla og Bjeldekua,
eller paa Stueklokken, Skjænken, den store Bryggerhuuspande
og andre deslige Ting, som den Qvæl, naar han af og til kom
udranglende paa svigtende Been, med Armen slynget i inderlig
Fortrolighed om en eller anden god Vens Hals. De 40 Daler
vare ham kun som ligesaamange vel sørgelige, men hensvundne
Secunder, som disse smaae svindende Prikker, der svæve under-
tiden for svage Øine, eller som smaae sorte Hjerter i bortfløine
smaae 40 Luftdjævle af Secunder.
Men medens Fa'er regnede og styrede inde og ude i en Til-
stand, der havde ligemeget af en fra det Indre vakt Nerve-
spænding, som af en Beruselse, gik Vesle Ola eensom nede ved
Bækken. Han syntes der var liden Morroklang i Felen idag;
og istedetfor at spille til Stikken med alle Jevnaaringerne oppe
paa Gaarden, kastede han flade Stene bortover Bækken, og
|
| d.III,b.2,s.31 |
stirrede paa drivende Pinder. Vesle Ola tænkte: "nu skal jeg
ud at jete hos fremmede Folk" -- og Stenen fløi af hans Haand,
og Pinden drev uden at han saae det.
Da der blev stilt paa Gaarden, og Vesle Ola gik hjem, laae
Fa'er i Græsbakken fuld, sovende med blodig Pande. Vesle
Ola bredte en Skindfæll over ham, lagde sin Trøie under hans
Hoved, og satte sig grædende utmed.
Da Ole beregnede, hvorledes han skulde slippe ud af det,
havde han nok glemt, at han skyldte en Mand 3 Ort, En 2
Daler og nok En 3 Daler, at Forligene vare hos Bygdeprocu-
ratoren, og at Denne havde gode Kløer.
Da Bygageren havde skudt, stod Ole atter ved Skigaarden,
stirrende tankeløs udover den bølgende Flade. Inde exeqverede
Procuratoren for de tre Forlig: een Execution for hvert -- ti
Spd. for sit Møde for hvert. "De faae gjøre hvorledes de vil,"
mumlede Ole mod Skyerne, men i Protocollen stod: "hvorimod
Debitor havde Intet at sige." "De faae gjøre hvorledes De vil"
mumlede Ole, da den brune Hoppe udtoges for 15 Spd. og
Rødsige for 7 Spd. o. s. v. -- Alt 1/2 Gang lavere, end efter den
Taxt, der gjældte i de Luftcasteller, han byggede hiin Aften
af Cafferøgen, Finkelosen og Glædesdampen.
Vesle Ola sad atter ved Bækken og stirrede paa drivende
Pinder, uden at see dem. Da han kom hjem, laa Fa'er atter
i Græsbakken, men ædru, vaagen, grædende, med Hænderne
over Panden. "Hvad gaaer a dig nu, Ole," sagde Procuratoren,
da han steeg i Cariolen. "Lad han Fa'er være!" sagde vesle
Ola. "Dere har gjort det vel nok."
Havde det kunnet blive værre, skulde Ole have sagt revsende
til sin Søn: "Jøss, Ola! gjør ikke Procuratoren vild, ellers be-
holder vi ikke Traaen paa os." Men nu sprang Ola op, rev
Sølvmaljen af Halsen og satte den i Guttens Skjorte, sigende:
"Der Ola! Procuratoren har taget Firemarksdaleren og Guld-
ringen i Æsken din; dem du fik af Bedstemo'er!"
"For en Tjuv!" sagde Vesle Ola. "For en Røver!" sagde gamle
Ole. "For en Procurator!" sagde Bedstemo'er, da hun saae ham
vel reist.
|
| d.III,b.2,s.32 |
Da Bygageren gulnedes, klang atter Felen i Oles Huus. Samme
Glædeslyd derinde; samme Glædesskyer dampende udaf Døren.
Der var bleven holdt 3 Auctioner efter de 3 Executioner, og
atter var der udtaget 10 Spd. for hvert Møde af Procuratoren
den Dag. Men Ole stod ikke ved Skigaarden; heller ikke var
han inde eller i Græsbakken. Siden han havde sagt til Procura-
toren: "stel dere hvorledes dere vil," da Denne dikterede til
Protokols: At "mod Reqvirentens Fordringer havde Debitor Intet
at erindre," havde Ingen seet ham inde; og siden Jølsros blev
solgt for 5 Spd., og Procuratoren fik den brune Hoppe for 10
og Rødsie for 6 Spd., havde heller Ingen seet ham ude paa
Gaarden. Men Besætningen, Løsøret, Vesle Olas Vuggegaver
og den lystige Dands i Sørgehuset gik ligegodt. Der var nok af
Brændeviin, Mjød, Kager og Caffe at faae for Skillinger af andre
Folk i Kjøkkenet; og inde i Kammeret drak Procurator og Auc-
tionsmester Ouden en Panacee paa Reisen, medens de slog
høiest Træf om Guldringen og Firemarksdaleren, som Procura-
toren sagde var god til en Bostonjetton.
Men netop som Procuratoren strøg Vesle Olas Guldring, og
Auctionsmesteren Sølvdaleren, med Hullet i til at hænge om
Halsen, til sig, mens man inde i Stuen skurte op til en ny Galop-
pade og med vild Jubel hilste en nys ankommen Tromme, der
skulde forestille Bas -- hvinte et Skrig rystende op fra Dalen,
saa at Galoppade, Fele og Tromme standste med en saa øieblik-
kelig Taushed, at man hørte Klingren af Vesle Olas Guldring,
der undslap Procuratorens skjælvende Fingre, og, sirklende
længe paa Gulvet, forsvandt i et Rottehul.
Snart afbrødes Stillet af forvirret Talesurren, Allarm som af
heftig Trængsel, Hulken og Udraab. Man hørte Fiolinkassen
at slaaes igjen, og mangt et "kom Anne! kom Mari -- Jesu
Navn lad os gaae!" Auctionsmester Ouden stod lyttende ved
Klinken, klemmende Sølvdaleren i Lommen med svedige,
klamme Fingre. Procuratoren -- Gud veed hvad han gjorde
med Vindøiet, der vendte bort fra Gaardsrummet; men bort
ønskte han sig for længe siden, og sagde adspredt: "hvad Fanden
er det? hvad Fanden! vi skulde reist for længe siden."
|
| d.III,b.2,s.33 |
Kammerdøren blev aabnet voldsomt. Man saae det mylre af
Indtrængende. "Guds Død! Guds Død! Ouden!" raabte Pro-
curatoren blegnende, famlende om Vinduesposten, gribende den,
saa Aarerne, liig sorte rygskydende Igler, svulmede opover de
gustne Hænder.
Men de Indtrængende kom ikke med knyttede Næver. De
bar Vesle Ola besvimet hen i Sengen, hvor 3 andre Smaa-
søskende jamrede sig. Man vidste endnu kun, at han var styrtet
opad Bakken, og med et Skrig sjunket omkuld.
"Er det ikke andet?" sagde Procuratoren og Auctionsmeste-
ren, og drak Panaceen ud.
Men der var noget Andet. Det vidste Folk, som nu kom der,
Vesle Ola var kommen fra.
Sagen var, at Vesle Ola, der ogsaa i et Hang til Eensomhed
yttrede et dybere Sind, end man skulde tiltroe hans Alder og
Herkomst fra Ole og den nys afdøde svage Moder, ligeledes
idag havde søgt sin Yndlingsplads ved den dybe sorte Kulp i
Bækken, hvor Saugsponene hvirvlede sig saa. Men et andet end
dette eensformige Skum havde der viist sig for ham idag. Han
saae i det mørke Speil, og saae -- Faderens Hat drivende der
i Hvirvl med Orrepinderne og Saugsponene. Han saae i det
mørke Speil, og saae -- Faderen hængende i Orrene paa den
anden Side Bækken.
Procuratoren kjørte fort paa Hjemveien og vilde endeligen
foran Ouden, der slog den stive Kappekrave op som Skylapper.
(Fortsættes.)
|
| BLA BAKOVER |