|
FOLKEBLADET
No. 22. Tirsdag den 28de Mai 1833.
Ja læs i Mandens aabne Pande
hvert Frihedscharts Original!
See Qvindens Buebryn sig rande
til Borgerindens Triumfal.
VINKELSKRIVEREN
(Sortkridtstreger i en Storthingsmands Tegnebog.)
Vintermorgen. Procuratoren ved sin Pult. Ude fyger det; og
den blege Stribe over Aasen spaaer en mørk og iilsom Dag, der,
borthvirvlet af Foget, nedkuet af de tunge graae, kun ved smale
hvide Bremmer fra den hele Masse afsondrede Sneeskyer, snart
skal begrave sig i Natten. Inde er det luunt. Lysene kaste et
|
| d.III,b.2,s.12 |
roligt Skin paa de grønne malte Gardiner, hvorpaa Kaffedam-
pens Skygge gjenteer sig i livlig Bevægelse.
Men hvor den er uhyre! hvor synes den at rulle og at røre
sig? Den ligner et af sin Grav opstigende Gespenst, reisende
sig langs Tapetet, bøiende sig under Taget. --
Ha! den løbende Pen, hvis Spragen var den eneste Lyd, stand-
ser -- de smaae tindrende Øine bag Pulten blinke til Siden, for-
følgende Skyggens Bevægelse. Men de forstenede Træk med
Munden livnes atter: -- det er jo kun et Spøgelse fra Kaffe-
koppen, og ikke et, der klæbede ved disse Papirer med det
usynlige Blod paa. Denne væltende Sky er jo ikke belivet med
Aand -- er jo ikke Dunsten af de Taarer, hvormed de Skades-
løsbreve engang beduggedes, hvori Manden med Pennen roder.
Dog maa Kaffekoppen bort. Nu er det godt, nu gaaer Pennen
atter. Men paa den hvide Kaminvæg reiser sig atter Gespenstet.
Forbandede Kokke! Hvad har du indkoglet din brændende
Kaffe? Den maa drikkes ud. Nu er det godt, nu gaaer Pennen
atter. Men den nerveangribende, blodbevægende Drik opdamper
fæle Skygger i Mandens Indre, vækkende, forenende sig med
dem, som huse der før. Hvad er det? den flittige Mand ved
Pulten befinder sig ikke vel. Det maa være af den stærke Kaffe.
Sved glimrer frem paa Panden som en Nordlysbue paa Nat-
himlen, og Stemmen skjælver. Manden iler til Vinduet, lægger
sin Pande mod de kolde Ruder -- endnu synes den blege Dag-
rand ikke at have løftet sig. Den synes kun at være en Revne
i Vinterhimlen, hvorigjennem al dens Storm og Fog udbrister.
Manden længes efter Selskab. Døren maa op til Sidecabinettet,
hvor de uskyldige Smaae sove, og Hun, der ofte har kysset det
Sted, hvor hans Hjerte banker, og sagt: hvorfor skal Verden
miskjende dette Ædle, som slaaer saa roligt? -- Ah! de røre
sig alt. Nu er det godt, og Pennen gaaer atter. Den sprager
høit: Det var et lykkeligt Kneb, som faldt Manden ind med en
Henrykkelse, der lader ham bruge bare Forkortelsessving.
Uskyldiges Selskab er opmuntrende. Daggry er hyggeligt og
Genifostres lykkelige Fødselsstund. Spøgelser ere Tant. Taarer
dunste kun eengang. Usynligt Blod er Nonsens. Kaffe giver
heldige Tanker, og vækker ingen anden Geist end den, der boer
i Hjerneskallen.
|
| d.III,b.2,s.13 |
Men -- ved Himlens Retfærdighed! det sukkede, det støn-
nede eengang, togang, tregang. Ak! endnu ikke Dag, endnu ikke
vaagne de Uskyldige derinde? og den Ømme, som kan elske
Slanger? Det sukker atter. Det er en dyb Stemme, som sukker
atter. Ha! er det i Papirerne? Pennen falder, den lykkelige
Tankegang løber med en sprungen Uhrfjers Hvirvlen og Kraft
i tilbagegaaende Snirkler om i Mandens Hjerne. Sukkede det
fra Pulten? Kunne gamle Bogstaver sukke? Ak! Manden bleg-
ner. Han springer op. Rullegardinerne, de smaa Uskyldige, den
Godtroende maa op.
Men hvad var det som stønnede? Ikke Bogstaverne i Pro-
curatorens Skadesløsbreve, ikke Tallene i gamle Regnskaber,
ikke en mørk Geist i hans Blækhuus, ikke heller sukkede den
unge Hustroe i Sideværelset, fordi hun atter finder sin Side
tom, og ham, hun elsker fordi han dog er af Mand, og ærer
fordi hun tror ham ufortjent anseet mellem Mand og Mand for
en Slyngel, atter hivende og harkende ved det mørke Arbeide,
tændende sine hektiske Kindflammer ved Nattelampen.
Men ude, ved Siden af Vinduet med de grønne Gardiner,
blotter Sneefoget, hvergang det drager Aande, eller naar det
kløver sig i tindede Hvirvler, der søge op mod Huusmøningen,
en fillet Skikkelse af en Mand. Alt en Time staaer han der, og
Sneen har faaet Tid til at lægge sig i en Kegleform om hans
Been. Haanden bevæger sig mod Dørklinken, men atter og atter
tilbage i den aabne Barm, hvor et Papiir stikker frem. Da suk-
ker han. Fillerne flagre i Stormen, der fylder Hullerne med
fiin Snee, saa det synes, som om han har hvidt godt Linned under
de bruun- og blaalappede graae Vadmelsbuxer. Ellers er han
ubevægelig. Dog vender han Hovedet ofte om, naar Haanden
farer tilbage fra Klinken, og det med et Øiekast som om han
ventede, at Noget skulde skee eller komme fra hiin smale Dag-
stribe. Men denne er ikke det blanke Geled af en Engle-
legion, der rykker dig til Undsætning, du Arme med Sneehoserne,
Klagen i Barmen, Døden i Øiet, Hungeren i Pjalter, Sygdom i
Fyglinnedet og Haanden paa din Djævels brændende Klinke.
Nei! Han skal jo være din frelsende Engel -- Han derinden-
|
| d.III,b.2,s.14 |
fore med Pennevingerne og Stjernekrandsen om Panden af
Sved saa kold som Diamanter. Det er jo ikke ham, som kjøbte
alle dine Medarvingers Krav, da du med Ret procederede om
din Andeel efter Gamlekallen paa Bertnæs; paaførte dig otte
Processer paa engang, ødelagde dig først i Bund og Grund, og
siden alle de otte efter de Skadesløsbreve, Procuratoren forlok-
kede dem til at give sig i Uvidenhed. Dette gjorde jo ikke Han,
men hans Collega; og over sin Collega skriver han ingen Klage,
hverken af Retfærd eller Barmhjertighed eller endog for dine
sidste Skillinger, fattige Thor ved Døren! Derfor ryster din
Haand tilbage fra Klinken, som om den var et flammefarvet
Gribbenæb eller et guulædderet Ormehoved. -- Og du har Ret:
kom ikke til Ham med Sligt. Han vil vise dig juridiske Docu-
menter og sige: "staaer der ikke: mod 12 pCt. i Auctionssallar,
8 i Incassationssallar, Skyds, og 20 Spd. for Mødet, havde De-
bitor Intet at indvende?" Han vil sige: "kom ikke til mig med
Sligt!" Han vil lee af togangbetalte Qvitteringer, af 15 og 20
pCt. Renter, af at forlokke uvittige Almuesmænd til at give
Skadesløsbrev for at forfordele det Offentlige og Andre, af
falskt og uordentligt Regnskab, af Snyderier, Udsugelser, øde-
lagte Familier, vandrende Mødre og hungrende Børn. Han skal
sige: "min Gud! hvad vil I da Mand? Hvad skjønner I jer paa
Jus?" Han skal gløtte paa Døren for dig, og fra Sofaen skal en
sød Stemme hviske: "ak, du min Gud! du stakkels Mand, hvor
du da ogsaa er plaget!"
Smukke Kone! din Mand skal ikke plages med Anmodning
om at skrive Klage over sin Collega. Intet Støn skrækker ham
mere uden det, der, uhørt af Andre, dog høres af ham midt
under Stormstødene, under Karethrullen, under de smaae
Uskyldiges Latter eller Skrig, under Balmusik eller under den
Fløites Spil, hvis ømme Toner han forstod før han blev juridisk.
Han skal være i Fred, arbeide med Uforfærdethed under
Dagslyset, modtage i Puds sit Middagsselskab og fortælle det,
gnidende med livlig Glæde sine brilliantringede Fingre, at han
nu befinder sig vel, skjøndt han imorges var noget upasselig.
Han skal være i Fred. Den fattige Thor er borte. Han har
for sidste Gang rørt ved Klinken; da faldt det ham ind, mellem
hans eensformige Tanker, hurtigt nedslaaende som en Høg mel-
|
| d.III,b.2,s.15 |
lem graae Duer, at den ene Ravn hugger ikke Øinene ud paa
den anden.
Men da han gik, syntes et kulsort Ravnpar at spænde sig ud
i de ellers matte Øine, og i Øienhaarene laae en klar sammen-
flydende Taarerække, der gjorde samme Virkning i hans sorg-
fulde Ansigt, som hiin hvide Dagstribe under den mørke Vinter-
himmel.
"For Jesu Christ, hvilket Øie! Hvad mon Manden vilde?"
tænkte Procuratoren, da han rullede Gardinet op, "at ikke Sul-
tan holder slige fra Gaarden?"
I Selskabet hos Procuratoren samme Dag bragtes følgende
Spørgsmaal paa Bane: Kunne Almuesmennesker føle, tænke,
elske, græde? Det besvaredes med 20 Nei mod 2 Ja. En
aldrende Frøken meente, at "saadanne Folk" kunde neppe med
Billighed frakjendes visse Drivter, som stundom havde "mere
end man skulde kunne troe" af noget vist forædlende Aandigt;
men Procuratoren troede at kunne bevise, at de aldeles ikke
kunne tænke, og at de mangle visse Følelser, som ellers ere de
"egentlige Menneskers" Særkjender, saasom Erkjendtlighed o.
fl. Dog meente han, at man, hvad denne Følelse angaaer, altid
selv kunde rette paa dens Mangel. "Saadanne Menneskers"
Graad holdt han for at være en Kjertelsygdom.
Men et Fyg af Bleghed, som ikke Gjenskinnet af det Viinglas,
han just førte til Læben, betog noget af sin Hvidnen, foer over
hans Kinder, da han sagde dette: -- Ravneøinene med den glind-
sende Taarebrem skinnede ham imøde saaledes som udenfra,
da han rullede Gardinerne op. De funklede i det mørke Port-
viinglas med Skumperlerne om. Han vovede ikke at drikke det,
forat ikke de glødende Øine deri skulde fortære hans Indre.
"Gid de Slags Mennesker da for sig selv havde Indbildnings-
kraften med alt dens Djævelskab!" sagde Procuratoren ved sig
selv, og fandt Leilighed til at slaae det forhadte, mørkøiede,
taarekrandste Glas i Ovnen, "fordi der var kommen en Flue
deri," hedte det. Men Procuratoren tænkte paa Fluekongen selv:
Han der kan gjøre sig stor og liden.
(Fortsættes.)
|
| BLA BAKOVER |