HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


d.III,b.2,s.4  
ATTER ET BRUDSTYKKE
AF "DEN UOVERTRÆFFELIGE NATUR"

(Indsendt.)

Statsborgeren 12. mai 1833.

   -- -- Jeg har seet en Qvinde i et af denne Arts Sletteres
Aabenbarelsesøieblik: saaledes som enkelte Ægtemænd faae dem
at see Hænderne snart begge to knyttede i Siden, for at tjene
til det Samme, som de Stene Smedene vælte oppaa sine Bælger
-- snart den ene Næve knyttet udstrakt med spændte blaa-
grønne Aarer -- snart begge svævende med udstrakte Fingre
som et Par Gribbekløer -- Kinderne snart klapprende som
Vingerne paa en mat Flaggermuus og farvede som disse, snart
med Nordlysets fyrrige Iilsomhed vexlende i alle Blyets og
Kobberets Farver fra det blaahvide gjennem alle det Gules
Farveovergange til det Rødgrønne -- Øinene lige et Par sqva-
dronerede Sabler -- Nakken i en Vinkel af l00 med Ryggen
-- og alt dette drapeert med en flyvende Karmosinshavel, en
brandguul Silkekjole og sorte vajende Fjedre. Disse Strøg ere
langtfra overdrevne. Jeg gyser ikke, blinker ikke ved at udkaste
dette Efterbild som da Originalen, den uopnaaelige stod der.
Og kan jeg gjengive Foldene i Dragten og Shavlet? Dog maa
jeg tilstaae, at der var Udtryk og Lidenskab i dem alle ligesom
i enhver enkelt af det rasende Dyrs reiste Børster. Kan jeg
gjengive de vexlende Udtryk i Øinene? og Ordene saaledes
som de tause før de kom til Læben rullede henad Øienbrynene
og steg op af Furerne, der fremkom, sortnede og glede hen som
disse Bogstaver? eller kan jeg gjengive Stemmen, skjøndt den
endnu klynker, skriger, hyler, synker og stiger i mit inderste
Øre? Sig da ikke at disse enkelte Træk af et mat Skilderi ere
overdrevne og unaturlige i den Bemærkelse man pleier at tage
dette Ord. De ere kun saaledes unaturlige, at de ikke naae
Naturen i sin Heftighed og Styrke, at de forsøge paa noget For-
gjeves, og at de vove at henkaste sig enkelte og kun til et Om-
rids, medens det fattige Sprog maa give tabt alle disse fine
Smaatræk og Smaaovergange, som danne og ere uundværlige til
Heelmaleriet. Sig derfor ikke at Malerens Furier ere unaturlige,
og tro med Overbevisning paa Makbeths Hexe! Eller hvem som
ikke troer -- han bringe blot en saadan Qvinde i Raseri, og han
d.III,b.2,s.5   skal tro. Skulde der maatte være Overdrivelse i Furiens Slange-
haar? Visselig, Maleren gjør i disse Slanger kun et slet Bytte
mod den rasende Dames Røst, som han maa undvære. Den
burde udtrykkes ved Piilodder, Røg og Flammer udaf hendes
Mund, og Sandheden skulde ikke være krænket, men kun mat
efterlignet. I Forening kunde maaske Kunsterne udtrykke saadan
Natur, men kun paa et Theater, hvor Naturen turde fremtræde
i saa nær Afbildning som muligt. Ouverturen maatte da forud-
betegne Charakterens Sindsbevægelser; Røsten tilhøre Skue-
spilleren; Ordene en Digter, der havde hentet dem ligefra Naturen.
Men saasom Lidenskaben hæver en Qvinde over det Smaalige,
over sin Natur, maatte den, der forestille hende være en Mand
og forud virkelig tirret. Dog skulde Stemmens Udtryk da gaae
tabt, og Tilstaaelsen atter være os aftvungen om Naturens
Uovertræffelighed og et ulmende Had eller Foragt for Kun-
sterne være paaveie til at fødes. Vi skulde foragte Digternes
Værker, og overlade os til den umiddelbare Poesie i vore Sjele,
i Følelserne og Livet: denne der taler og musicerer skjøndt
uhørlig, maler skjøndt usynligt. Vi skulde snoe vore Malerier
bagvendt, og see udaf Vinduerne paa Naturen. Det berømteste
Dyrmaleri skulde forekomme os usselt Narreværk idet vi be-
tragtede en pattende Kalv; og med den malte Fos skulde vi
bære os ad som Peruanen med Bønnebogen. "Den durer jo ikke.
Hvor er Regnbuen og Luftningen i Granerne og Støvregnen?"
Vi skulde aftakke Theatrene -- gaae paa Torverne, naar vi
ville see Komedier og i Husene naar vi ville see Tragedier. Ric-
harderne, Thyboerne, Ranudoerne, Hexene, Harlekinerne o. fl.
skulle vi finde alle gratis, med stærkere Træk Kolorit i den
uovertræffelige Natur
.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE