|
|
| d.III,b.1,s.451 |
[OM WELHAVENS STRIDSSKRIFT MOT WERGELAND]
(Indsendt.)
Statsborgeren 4. april 1833.
Det er kommet til Undertegnedes Kundskab, at Recensenten,
Digteren og Lyset, den berømmelige Jahn Welhaven, har tilladt
sig at omnævne mig i sit mageløse, af alle moralske og intellek-
tuelle Dyder straalende Storværk imod Henrik Wergeland, som
han alene har skrevet af den ædleste Retfærdskjerlighed, menende
Digteren det vel, og for at undgaa Bagvaskelse. Ihvorvel dette
elskværdige unge Menneske upaatvivligen troer derved at have
foreviget mig, og sørget for at jeg kan dele hans Berømmelse,
maa jeg dog som Mand af Ære erklære mig særdeles lidet til-
freds med denne tiltænkte Velgjerning. Den Hæder, et rigtbe-
væget Liv har kastet paa mine graae Haar, skriver sig fra Vit-
torias Blodmarker og fra Glandsen af de spanske Laurer, jeg har
deelt med Elliotten i aaben Mark
[,med] den berømmelige Welling-
ton, med Sir John Moore og med La Romana; men den har
Intet tilfælleds med den Hæder, Hr. Welhaven stræber efter i
sin literære Borgerkrig. Jeg er kun lidet skikket til at figurere
deri, om jeg end med hædrende Sandhed vedkjender mig at
min militære Air, hensmeltende i mit Hjems Friheds milde Straa-
ler, er gaaen over i en civil Liberalitet. Dog driver denne Sinds-
stemning ikke Veteranen videre end til med stille Opmærksomhed
at følge de politiske og literære Bevægelser i Fædrelandet, og
stundom til det stille Ønske, at han endnu havde Kraft til at
pryde nogle norske Træer med uretfærdige, af alskens usle
Lidenskaber opflammede Recensenter, prosaiske Poeter og dansk-
rasende Kavalerer saaledes som han ofte har pyntet kastilianske
bredarmede Kastanietræer med Munke, Forrædere og Overløbere.
At et ungt hædertørstigt Menneske som Welhaven maa have
Interesse for Veteranen -- at en Smæderimer og Epigramma-
tist maa have noget vist tiltrækkende for og korresponderende
med Skjærsliberen -- at den ubarmhjertige Recensent har noget
vist tilfælles med Barbereren, der levner hverken Hud eller
Haar -- at navnligen Hr. Welhavens Epigrammer ofte har sat
mig i samme Enthusiasme som sløve Knive gjøre det -- at hans
Mund imaginativt har forekommet mig at være den Sax, hvor-
med Andres Navn beskjæres, og som jeg kunde have Lyst til
|
| d.III,b.1,s.452 |
at sætte op om den engang skulde blive sløv: -- det har dog
ladet mig med mindre Bitterhed erindre hiin Fornærmelse, og
gjort mig tilbøielig til at være Hr. Welhaven til Tjeneste igjen
med at fremhjælpe hans Udødelighed.
Han svanger med Berømthed gaaer.
Saa unaturlig er den,
at Løvstad med et Keiserskaar
maa hjælpe den til Verden.
Løvestad,
brittisk Veteran,
vandrende Barberer og Skjærsliber.
|
| BLA BAKOVER |