|
RHAPSODIE AF ET PAATÆNKT SVAR TIL WELHAVEN
FRA H. WERGELAND
Samfundsbladet 2. febr. 1833.
Dramatiske Kritikere have undertiden betegnet det Hensigts-
mæssige, det Passende som Idealet for Dramaets Dialog og for
hver enkelt Deel af dets indre Bygning. De have vovet at fore-
skrive Digterne Huusholdningslove, hvorefter det Poetiske ban-
lystes af Replikerne, der skulle have en anatomeret Beenrads
Maverhed, saa at Enhver tydelig kan see ind i Maskineriet.
Disse Hjerner forvildes, om ikke de høieste tragiske Emner ud-
vikle sig under daglig Tale. De formaae ikke at see Colonnerne,
der bære Musetemplet, om Bygmesteren har været rig nok at
oversaae dem med Arabesker og til at beklæde Capitælerne
med Basrelief, Corridorerne med Malerier. Alt skal være kunst-
mæssigt afskaaret, taxusbeklippet, forenede i snorlige Gange til
Maalet; en Blomst, der udsprang af Digterens Natur, eller af
den, han meddeler sin dramatiske Skabning, maa ikke taales.
Lidenskaben skal tage sit Sprog af en fast Ordbog. Emnet kan
vel være saa poetisk som, vel at mærke, Historien kan skabe
det, men Behandlingen maa være prosaisk, for at det skjønne
Heelindtryk ikke skal gaae tabt under saakaldte poetiske Ud-
skeielser, d. e. under enkelte Dele af et Digt, der indeholde for-
meget af en prægnant poetisk Materie eller vel endog ere
Smaapoemer i sig selv. Denne Rigdom er bortkastet for disse
Øine, der vel vide, hvorledes de skulle udparcellere den. Dette,
som nu henskylles der i en ilende Replik, skulde de have ladet
|
| d.III,b.1,s.432 |
gaae Vandspringets Ringløb igjennem Versrækker under alle de
forskjellige Kunstnavne. Den poetiske Overdaad er dem for-
dømmelig, fordi den er dem ubegribelig, fordi de kun kjende
Fattigdommen, og fordi Talentets frie Svingninger, Naturens
Rundformer og de bøiede Blomsterlinier ere fremmede for hine,
der kun have vant sig til at maale regelrette Dramaers stive
Sparreværk. De have formet sig visse Læster, hvori enhver
Frembringelse maa passe, saafremt den vil gaae uklikket gjen-
nem Verden; og en mathematisk tør, men ikke derfor altid
mathematisk rigtig Theori skal med sin Sanddynge fylde op
den Organdybde, hvori den poetiske Sands -- dette uskyld
[ig]e
Barn, som siger: den Frugt er sund, som smager godt -- skulde
hvile paa sit Blomsterleie. De anvise vel Sørgedramaet Plads i
den høiere Poesie, men er Emnet opfundet, da sætter strax
Sandsynligheden sine Briller paa, og mønstrer og griner og veier
og griner og sondrer og griner. En Replik maa ikke straale for-
meget, for at ei det Heles Belysning skal tabe, saaledes som De
nu ville have den, og et nyt Træk, et selvopfundet Hjul er for-
brydersk eller udueligt, om det ikke agter de Gamles Hævd.
Et eller maaskee ti glimrende Sidehug i en Satire skulle vise
det Modsatte af Kraftfylde, nemlig Mangel paa Kraft til at be-
herske sit Emne. Denne Æsthetik, der er latterlig, fordi den
midt i sin Usselhed er uforskammet og brystende sig, ruster sig
paa forskjellig Maade mod den sunde Forstands og Følelses
Misnøie. Den søger sin Styrke i den store Hob, der kjender
endnu mindre til poetisk Sands end til det Skarpsind, der finder
den rigeligste Næring i en noget gehaltig Poesie; og den im-
ponerer ved at raabe paa Barbarisme, Dunkelhed, Tøilesløshed,
Foragt for alle de Former, hvori Mængden er vant til at sætte
Poesiens Væsen. Dem derimod den har at frygte for, møder
den med en dialectisk Tunge, en mystificentisk Næse og Bog,
fuld af Citater og Autoritetssteder i Haanden. I dette Optog er
det for os, at den welhavenske Kritik fremtræder. Bedømmende
den som et Phænomen, der kun ved et uforholdsmæssigt Quan-
tum Plumpheder og Skjældsord adskiller sig fra lignende, der
have viist sig til alle Tider, bemærker jeg ikke at saadanne
Ingredientser vedrøre nogen Anden end Kritikeren selv til Be-
skjæmmelse. Dog er det kun Plumpheder af en saadan Grad,
der forsmaaes som Vaaben selv af hiin Æsthetik, der dog
|
| d.III,b.1,s.433 |
trænger saasnart til Værge. Dens Rige regjeres som alle De-
spotier med Stok og Pidske. Den troer det i det mindste,
skjøndt den, der straffes for Lovforagt, Gjærdebrud, Pegasusran,
respektstridigt Forhold, ja crimen læsæ majestatis, leer under
Slagene, som om de kun vare Narrebrixens. --
Allerlatterligst ere dog Kritikere af den Rang, naar de i høi-
viis Indskrænkethed byde Digterne at tage det nøieste Hensyn
til Stand og Kaar. Af en simpel Mand ville de, selv om han sættes
i en bevæget Stund og adles ved Storbedrifter, han udfører, ikke
høre smukke Tanker og Ord. Det er umueligt, sige de, at en Mand
af en saa lav Stand kan tænke eller tale saa høit. Saaledes er
virkelig denne Kritiks Resonnement om Gulbrand Seglestads
Opraabstale i 3 Act i Sørgespillet Sinclars Død. Vel maa Be-
dømmeren undskyldes, saasom til en Mængde uforskyldte Mangler
ogsaa kommer den, at han ikke sympathiserer med det Fædre-
landssind, som i hine Repliker udgyder sig med en Nationalsangs
Poesie; men ellers ialmindelighed sagt ere saadanne Forsøg paa
at indprænte een af hiin falske Æsthetiks Paragrapher nok værd
et Modord, og at man gives Beviser ihænde for deres Uanvende-
lighed netop i de særskilte Tilfælde, hvor man vil see deres Be-
kræftelse og Triumph.
Den sande Æsthetiks Regler og Fordringer ere ligesom Fornuften
almene. Den kalder Hindueren Kalidas og Celteren Ossians Poesie
skjøn, om den end ikke vilde for Folkets Skyld tilraade Østerlændin-
gen at lade sin Harpe lyde under Morvens nøgne Høie. Den skal ind-
rømme, at der gives Grundlove, som ingen Digter maa overtræde, ja
den skal endog sige, at ingen Digter kan overtræde dem, da disse
Typer ere de naturlige hvorunder fælles Aands-Genius maa aaben-
bare sig; men hertil skal den ikke regne Coloriten, der er ligesaa
forskjellig som Menneskevanernes. Derimod skal den ikke sige, at
hvad der er skjønt sagt af en Herremand er ikke skjønt i en Bondes
Mund, eller at hvad vi med Ørene fulde af Scotts Romaner vilde
finde passende i en skotsk Høilænders Tale, skal findes upassende
i en norsk Høilænders. Det er her i Spørgsmaalet om det Pas-
sende og Poetiske, at den falske Æsthetik skiller sig fra den
sande; det er her, at hiin aabenbarer sin Prosaiskhed og Udyg-
tighed til at kunne bedømme poetiske Gjenstande, idet den ligger
under for en Virkelighed, der er den frygtelig i det dagligdagse
Sande. Er det muligt? staaer det i direkte Forbindelse med
|
| d.III,b.1,s.434 |
Stykkets Traade? er denne Æsthetiks første forbausende Spørgs-
maal, medens den anden roligen spørger sin Forstand, om det
ogsaa er den ligesaa skjønt og aandsandt som det var Indbild-
ningskraften. Det Ophøiede bliver den aldrig unaturligt i et Menne-
skes Mund, som af Digteren tillægges Ædelsind og Kraft, om
han end ikke gav Theaterpynteren synderligen at bestille, Og
dernæst om det er i sammenhængende Værk, i et Drama, under-
søger denne Kritik først, i hvad Forbindelse dette partielle Skjønne
staaer i til det Hele. Findes nu Forbindelsen fiin nok, da er det
ikke denne Æsthetik, som undersøger særskilt det alene Kunst-
mæssige og særskilt den poetiske Gehalt ved Emnet som ved det
Enkelte, der tillader sig at omhugge et Træ, fordi en Blomst
slynger sig om det, eller fordi en Sangfugl, der i næste Secund
flyver bort, har sat sig paa en Kvist. Det er visselig saa, at
ingen i det daglige Liv taler i Jamber og Trochæer; men da
et Dramas Personer dog intet andet ere end Digterens Ideer
og Selvskabninger i en Tankeverden, saa har man engang vant
sig til at høre dem skandere og bruge Skabernes Sprog. Dette
synes nu Prosaisterne og deres Æsthetik allerede meget indrøm-
met, ja formeget, om den, der fremføres talende, er en Bonde
eller en anden simpel Mand; men hvad vilde de da sige, om
der paastaaes medrette, at daglig Tale og trivielle Tanker ere
dobbelt uudstaaelige under de deiligste Jamber, og at Brugen
af Versformer betinger Poesie derunder uden det latterlige Hen-
syn til Stand og Kaar? Derfor
[er] Shakespeare saa meget for-
trinligere end Øhlenschlæger eller Myriader af Andre, fordi han
ikke misbruger Tilladelsen at betjene sig af Versformer, men
samvittighedsfuld fylder sine Repliker med alle Poesiens Skjøn-
heder. Han lader sig ikke nøie med, at Dramaet som Heelt er
en skjøn Bygning; alt deri er forziret, saaat Sparreverket ikke
falder i Øinene. Det var ham ikke nok at skrive Hamlet eller "Som
det behager Eder". Han skrev ogsaa Monologen og den Tung-
sindiges sværmerske Tanker. Forstanden har ogsaa nok at gjøre
i et Drama: man bør da ikke udelukke Phantasien eller andre
poetiske Evner fra Udførelsens Enkeltheder. Dette er det, som
en falsk og taabelig Kritik kalder Extravaganz, Overspændthed,
Unatur. Men det er slige Øine som ikke kunne see, at det er
Sommer for bare Blomster. At der skal meget mindre end en
rigelig Udstrømmen af Digteraaren eller et ødselt Anlæg af Farver
|
| d.III,b.1,s.435 |
til for at lægge min Kritikus slige Domme i Panden, det viser
hiin Bondes Opraabstale, der hæver sig i Tanker og Billeder til
dem, der kunne tillades en maadelig Nationalsang. Saadanne
pleier man jo gjerne at lægge Bonden i Munden og man troer
jo gjerne at hans Tanker selv i det daglige Liv hæver sig saa
høit. Hvori ligger da Extravaganzen uden i Kritikerens Ubeskeden-
hed, der betræder et Gebeet, der er ham fremmed? hvori Over-
spændtheden uden i hans Indbilskhed og i hans Munds Fylde
med ugrundede Paastande? hvori Unaturligheden uden i at saa-
lidet Beføiede bestige det æsthetiske Dommersæde. --
|
| BLA BAKOVER |