|
FORTSAT MØNSTRING AF VIDARASERNE
(Indsendt.)
Morgenbladet 1. febr. 1833.
RIDDEREN MED VEIRMØLLEN
En, der ellers deler de Anskuelser af Vidar, nærværende Inds.
har fremsat i Mgbl., har vel privat yttret, at man burde have
ladet Vidar uendset pludre væk 1/2 Aars Tid, til han troede sig
sikker, og godtroende endnu mere uforbeholdent kom frem med
|
| d.III,b.1,s.428 |
Hjertesproget. Men det nøiagtige Opsyn, der bør føres med be-
gyndende Tidender, især saafremt et hævdet Særkjende, som
her er Tilfælde, gjør dem vigtige, og hvilket Inds. iværksatte
med Vidar, har fremdeles overtydet om, at dette Blad kun har
agtet liden Forsigtighed nødvendig. Bladbestyrets Aandsgaver
saavelsom den Fasthed, hvormed det forfølger sit Meed, har
som sagt, givet Tidenden sit afgjorte Præg; og dette letter Op-
synet dermed, medens det, at Ufrisindet især snoer sig under
Oversættelser, hvis Anskuelser og Ansvar Red. naturligviis deler,
kun kan skjærpe Opmærksomheden og langtfra vanskeliggjøre
eller forvirre Omdømmet. Nei, Ufrisindet har i Vidar ligefra
Opsatsen om Popularitet til den de Pradtske Artikel stedse talt
tydeligt nok; Pedanteriet har deri stedse staaet aabenlyst paa
sit Catheder; Modsigelserne have hvinet i Øret; Urigtigheder,
skjøndt fremsagte med al Selvtillidens Vægt, have vakt en prø-
vende Eftertanke; Masken har været af Glas, Sløret stedse i
Gliden; og Fakklerne have antændte og klartskinnende været
bundne til disse natlige Skabninger, der, udsendte af den det
tabte Israels Jette, som slaaer med Asen-kjæve, fare udover
vor akademiske Sæd!
Skulde heri ligge nogen Bitterhed, saa ønskes dog, at den i
sin Oprindelse intet maa tillægges at have tilfælleds med den,
der i de kritiske Gjensvar fra Vidar-Recensenten i No. 13 og 16
sammenmænger sig med alt Selvtillidsfuldhedens Modbydelige.
Ligesaa maa man erindre, baade at en barmhjertig Streg slaaes
over endeel verssatte Usselheder i dette Smagens Blad, og at
Forfatteren af "om den literaire Antidanskhed" forskaanes for
den piinlige Tilretteskruen af alle de Skjævheder, hvoraf hans
Opsats lider. Det skal være nok, at erklære, og ved en Appell
til Erfaringen og Menneskeforstanden at bevise, at Hovedfeilen
derved er, at han skaber sig en Gjenstand for sin Ivren, der
intet Tilvær har uden i hans egen eensidige Indbildning; og saa
ivrer han væk. Bestred Vidaristen de Normænd, som Antidaner,
der ikke kunne erkjende det Gavnlige for den fædrelandske
Videnskabelighed, Smag og aandige Tone i at Norge oversvøm-
mes med al dansk, oftest maadelig, Skjønlecture, samt i de danske
Theatre i hver norsk Bye, og som med Uvilje ansee den, ofte
med Uforskammetheder ledsagede, aandige Overlegenhed, som
Danske ville gjøre gjeldende hertillands; bestred han de Nor-
|
| d.III,b.1,s.429 |
mænd, som kun have en bitter Erindring tilbage for det gamle
kjærlige Søsterland, og som ærgre sig over at dets videnskabe-
lige Registre fremdeles vedblive at regne Norge i Provindsstand,
og at de Danske fremdeles gjennem Skolebøger, Fædrelands-
historier, Morskabsbøger o. s. v. have beskattet os, og gjort alt
for at forhindre os fra at begynde selv; bestred han disse og
dem som Antidaner, der med Uvilje ere Vidne til at Normænd,
deels under Skin af Cosmopolitisme, deels med aaben, dog for-
rædisk Frækhed, slappe de Kræfter, som kunde arbeide for
Norge og dets videnskabelige Ære og Nytte, og vække ned-
kuende Selvblussel hos Folket ved at indpræge det, hvor usle
dets aandige Evner og videnskabelige Virken dog er -- nu vel,
da kunde man dog kaste et Modord paa. Men nu, da det op-
gives som den "Antidanies Særkjende" Forfatteren giver sig af
med, at der gives Normænd, "som fordømmer danske Aands-
frembringelser blot paa Grund af at de ere danske", hvem vil
afbevise slige Paastande, hvis Taabelighed fritage dem for at
hedde Uretfærd. Forfatteren kan ikke opgive, at dette Særkjende
paa den Antidanie, han har for Øie, er offentligen for Dagen
lagt; enskilt yttret vilde det vække Medynk -- den, Forfatteren
nu paadrager sig selv ved at skabe sig Modstandere af en saa
frygtelig Monstrositet. Og her er da Ridderen med Veirmøllen.
SPROGRENSEREN
Spørgeren.
Det er en yderst ubehagelig Control, Vidar er kom-
men under.
Sprogrenseren.
"Dissentienter! Dissentienter! desavouerede Dis-
sentienter! Den puerile Borneerthed kan ikke attrapere vore
apparente Raffinements og indulgente Novationer. Men lad
end en Consolidation substitueres i Contrasistencen, saa
skulle vi dog, duperende selv luxurierende Literatur, no-
mothetisk reproducere Modens Fernis."
POLlTIKEREN
Lafayette, Washington, Foy, Lamarque, Lelewel, Rotteck --
norske Vidar lærer Eder: "Popularitet er kun Egenkjærlighedens
Sag, den udsmykker Uhyrer, og forguder æreløse Skjelmer."
"Naar man kun tager Ordet Popularitet i sin politiske Betyd-
|
| d.III,b.1,s.430 |
ning, saa er det ikke alene Higen efter at erhverve sig et Navn,
men endvidere en Snigen efter Gunst, en Bestræbelse for at
mislede Hoben o.s.v.
"Demokratiets Tilhængere ere paa Vildspor, naar de troe at
lønne store Handlinger med Popularitet."
Napoleon, Cæsar, Sulla, Francia -- norske Vidar fortæller hvad
I skjulte i Eders Hjerter, men lod Senatorerne og Akademiernes
Laurkrandsede, skjøndt forblommet, forkynde:
"Det er ret og tilbørligt, at befæste og udvide Geniets Magt.
Denne Servilisme er den største af al Kraft, næst den høieste."
Pressefrihed -- norske Vidar giver dig din Roes: "I Alder-
dommens Samfund var det Tribunerne og Skolerne, i vor Tids
Samfund er det Dagbladene og Bøgerne -- en meget vigtigere
Tribune -- der gjenlyde af de Lovtaler, der blive Folkene bragte
af de populaire Smigrere; deres Slutningstale til disse er stedse,
at de ere hævede over Alt; at de ikke behøve at binde sig til
Velanstændighedens og Retskaffenhedens Bud; at Magten stedse
har Uret; at de ere de eneste Magthavende; at deres Forfæn-
gelighed, deres Uretfærdighed, deres Luner udelukkende skulle
udøve Herredømmet, og bestemme de socielle Forhold".
"Det er ei Umagen værdt at skrive for Almeenheden, siden
Almeenheden nutildags skriver selv."
Klag ikke Polen, men velsign din Underkuer! og, Tydskland,
siig ikke, at du er bleven skuffet -- norske Vidar lærer:
"Med Moderationen forbinde man ogsaa noget, som altfor
meget er blevet glemt, nemlig Høflighed, og man høre op at sige:
Autokraten Nicolaus, Metternich, de Despoter, de Aristokrater.
Man vil først da ansee Revolutionerne for endte, naar det re-
volutionaire Sprogs Barbari ophører og gjør Plads for et pas-
sende og anstændigt Sprog, der til alle Tider har været indført
blandt dannede Folkeslag, og først er forsvundet siden Revolu-
tionsmændenes og deres Systemers Invasion, ligesom det endnu
kun overholdes der, hvor der ingen Revolutionaire gives."
Norge, dit stolte Sind, kan behøve at vide hvad Vidar lærer:
at du "ogsaa ved egen Brøde tabte det ydre Tegn paa Natio-
nalitet"; og "at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget,
har meget for sig, eller at Sagen idetmindste er saa uvis, at man
gjør bedst i at lade al Strid derom fare." Og dette bør du af
Taknemmelighed, saasom "vi gjennem denne sættes i Forbindelse
|
| d.III,b.1,s.431 |
med alle øvrige videnskabeligt dannede Nationer, hvilket vistnok
paa Grund af Beliggenhed neppe eller saare vanskeligt vilde have
været Tilfælde." Og om du ikke kan rødme af Kjærlighed, idet
du kysser den ømme Haand, som saa rigeligen udstrøer Maaneds-
roser og aladdinske Granater og Steenpærer paa din golde Kyst,
saa rødme dog af Blussel; thi dine egne Børn sige, at: "hvor
fattig vor Literatur end nu er, saa vilde den dog have været
endnu fattigere, om vi ikke saa beqvemt vare komne til at
deeltage i en af Europas meest dannede Nationers, den danskes
Literatur."
(Fortsættes.)
|
| BLA BAKOVER |