|
[OM ARBEIDSANSTALTER]
(Indsendt.)
De forrige Aars Nød og Oversvømmelse af Betlere og arbeids-
løse Mennesker, forenet med det Hang til Lediggang, som Arbeids-
klasserne i de gode Aar gjerne overlader sig til, har vakt Tanken
om Arbeidshuse, der baade skulde være Tvangs- og Hjælpe-Anstalt
for Mange. Vanskeligheden i at udarbeide en Plan, enten en
almindelig, eller en for særegne Districter afridset, og hvori der
tillige var viist Muligheden af dens Istandbringelse og hvad Hjælpe-
midler man, foruden de en Indflydelse kunde give, kunde gjøre
Regning paa, maa vel have afholdt fra at Nogen uopfordret har
fremsat en saadan. Denne Gjenstand er dog af yderste Vigtig-
hed, af offentlig som af privat Nytte i mangfoldige Henseender.
Saaledes kunde maaskee, om Arbeidshuse oprettedes fogderieviis
eller for 2 -- 3, flere Thinglaug, dermed forenes Arresterne til
Beqvemmelighed for vedkommende Øvrighed og den betydeligste
Besparelse for det Offentlige. Den fortjener Storthingets, Sel-
skabet for Norges Vels, alle Sogneselskabers, enhver tænkende
Borgers Opmærksomhed. En Committee kunde ikke nedsættes
i vigtigere Anliggende. Men skeer Intet af dette, da tillader
Inds. sig ærbødig at opfordre Sorenskriver Borchsenius, hvem
man ogsaa skylder Kornmagazinernes Indførelse, eller Capitain
Mariboe til rumme ud lidt i deres vidtløftige Forretninger,
for at faae Plads for denne Sag. Hvem der gjør dette, hvem
der bevirker Arbeidshuse oprettede, gjør sig høiligen fortjent af
Fædrenelandet, af Armoden, af Sædeligheden. Idetmindste kunde
Regjeringen anlægge et til Prøve. Den vilde ikke slaae Feil. Et
Manufactur vilde opstaae og staae paa sine egne Been om en
Tid. Men hvorledes end -- lad Noget skee ved Sagen! Bonden
er maaskee meest istand og villig til at ofre noget nu, da han
midt i det rige Aar dog har de magre og deres Rædsler iminde.
|