|
TIL VIDARS REDACTION
(Indsendt.)
Morgenbladet 21. nov. 1832.
-- Dock trösten er, I sönderslitna hjertan
På andra sidan blåa stjern-forläten
Gå dubbelt klara solar upp för smärtan.
Stagnelius.
Redactioner prostituere sig vel ikke saa sjeldent; men som
oftest er der dog kun i Consequenzfeil, hvori de forløbe sig, og
da pleier ikke Tilretteviisningen at mangle. Er derimod en Re-
|
| d.III,b.1,s.406 |
daction saa ufornuftig at henrives til lidenskabelig Harme af en
Bedømmelse eller af andre Yttringer, den betræffende, og saa
uklog ikke at blues ved at fremtræde for Almeenheden, naar
den befinder sig saaledes extra se, med alle, deels latterlige, deels
beklagelsesværdige Symptomer paa denne Tilstand: saa have
de Tidender, i hvis Magt overveiende Fortrin have lagt Controllen,
neppe med andet end med et satirisk Træk i al Korthed værdiget
at vise den tilrette, eller -- hvor dette allerede har viist sig
unyttigt -- blot antydet for Almeenheden, at den og den Tidende
atter har afgivet et Beviis for Rigtigheden af det Misdømme den
forlængst har paadraget sig.
Denne Fremfærd, der med saamegen Takt af de overlegne
svenske Tidender Nya Argus og Medborgaren oftere ved Leilighed,
er viist Granskaren, Stockholmsposten samt ogsaa Heimdall, hvor
denne Tidende for slemt skulde have røbet sin Uvidenhed, og
snakket formeget om Ting, som kun Heimdalls bekjendte Fri-
postighed indbilder ham at forstaae -- denne lakoniske Fremfærd
vilde være den mest passende af en Redaction at anvende mod
Bladet Vidars, der ganske befinder sig i ovenskrevne sørgelige
Tilstand. Her derimod, hvor det kun er Individet, der taler,
æskes en større Omstændelighed -- noget, Vidar-Redactionens
gjentagne Prostitution dog meddeler et særdeles Skin af frivillig
beviist Artighed, idet dens Gjentagelse og Latterlighed ligesaa
meget fremkalder Laconismen, som Individets Beskedenhed for-
drer dog at gjøre sig noget mere Omstændigheder med en heel
Corporation. Inds. har dog ondt for at bare sig, da vel neppe
nogen Redaction latterligere end Vidars i Morgenbladet No. 308
har prostitueret sig, siden Stockholmspostens næsten grædende
Jeremiade over at dens Red. Lindeberg in publico gik under
Klængenavnet "Farbror Mårten". Især er det kostelige Anstren-
gelser Vidaristerne gjøre sig for at spille Ideekampen over i det
personlige Kjævlerie, hvorifra En af dem af Erfaring veed, at
man henter de skjønneste Laurer; men Smiil maa blive Latter,
naar man seer, at den frygtelige Tanke om at gribe til Lov og
Rettensmidler har ligesom et lysnende Glimt, men flygtigt som
et Redningshaab igjennem den, der svømmer midt paa Oceanet,
gaaet igjennem deres oprørte Hjerner.
En Daare kan jo engang vorde viis;
men, Viismand, veed du, naar du blie'r en Daare?
|
| d.III,b.1,s.407 |
Nei, det Minut kan komme høist uformodet; -- i et saadant maa
det være Vidar-Redactionen skriver. Thi det kan dog vel neppe
være andet end en Selvforglemmelse, at den, istedetfor at møde
Daddel med politisk, doctrinær Rolighed, i Mangel af Forstandens
naturlige og vel endog med en kunstig Kulde, giver sin saarede
Ømfindtligheds heftige Udbrud, sin Bevidsthed over at være
greben i Udflugten af en Aand, der er dens modstridig, blot i
denne ligemeget af ubehersket Sindsbevægelse, som af Indbildsk-
hed dicterede Paastand, at den, endogsaa efter de videre udførte
Beviser, kun kan tilskrive enten blind Lidenskabelighed eller
Mangel paa sundt Omdømme, at Vidar dadles. Det forholder
sig virkeligen saaledes, at da Bladets Aand var misbilliget, da
forunderlige Sprogudvexter vare opdagede i det Blad, som med
megen Selvtillid anmeldte sig som Sprogets Renselsesmaskine,
og da de poetiske Dele af en til Prøve, d. e. til Bedømmelse
fremlagt Deel af Heimskringlasoversættelsen vare dadlede som
utydelige og stødende: saa opfordrede Redactionen i et Tilsvar,
der, ihvorvel i mindre Grad end i No. 308, zittrede af Harme,
til Fremlæggelse af yderligere Beviser, for derefter at afgjøre om
Bedømmelsen havde sit Udspring af blind Lidenskabelighed eller
af en virkelig Mangel paa sundt Omdømme.(!) Dette er at dømme
forud. Besynderligt dog, at man, naar man gav sig saa vidstrakt
Dommeromraade, dog ikke vil antage flere forbryderske Mulig-
heder.
At Intet, selv ikke det Forønskte, er tilpas for den Sindsop-
rørte, er et Træk, som ogsaa betegner Graden af Reds. Tilstand.
Thi da Bedømmeren beredvilligst erklærer, at de afæskede Be-
viser til Tjeneste og behagelig Efterretning vare fuldførte, men
af en ikke til Morgenbladet passende Vidtløftighed, og han saa-
ledes troer paa det fuldkomneste at møde Reds. Ønsker eller
Forlangende: saa er dette heller ikke vel, langtfra vel, ilde, ilde,
ilde nok til at faa Sletlunet til at udtømme sig i Grovheder, For-
drejelser, Uretfærdigheder og Latterligheder, i det, efter Bedøm-
merens forekommende afæskede Erklæring, aldeles overflødige
Manifest af 3die Novbr. Den taabelige, indirecte Trudsel, der,
i en Sag som denne, ligger i at trække Justitias Skrækbillede
frem, men at age det tilbage til sin Vraa med Kjærlighedens
Duer ad Skaansels bløde Sti, samt den tydelige Kildren efter at
komme Bedømmeren personlig tillivs, har Nedskriveren bemærket;
|
| d.III,b.1,s.408 |
men hertil komme flere Tegn paa en al Besindelse overvægtig
Paroxysme. Saaledes formener, eller, forsaavidt derved opkastes
Tvivl om Bedømmerens Troværd, hvortil kommer heel usle For-
søg paa at betegne ham, beskylder Redactionen Bedømmeren
for kun at bruge Paaskud, i det han offentlig erklærer at have
grundet sit Omdømme paa færdige og fremlæggendis Beviser,
samt lægger hertil en foregribende Erklæring om hans Incom-
petenz. Denne have nu Sted eller ikke, saa er jo Redactionens
Dom allerede fældet baade før de videre udførte Beviser, og
efter dem, naar de fremlægges.
Efterat det er godtgjort, at Red. ikke har havt den fornødne
Ligevægt i Sindet til at møde motiverede Angreb, prøve dem
med Billighed, og til med den især for et videnskabeligt Blads
Redaction nødvendige Anstand at fremtræde for Almeenheden,
falder det ikke saa besynderligt endda, at Bedømmerens tydelige
Mening med at undtage de to Sidstnævnte af Redactionen, for
at spare dem den ubehagelige Tanke, at Rec. maaskee havde
grundet sit ufordeelagtige Omdømme, forsaavidt det ikke ind-
befattes i Morgenbladet, paa Arbeider af dem, kan undergives
en saa fordreiende Fortolkning. Men ligesom Beviser skulle
findes og tildeels ogsaa ere afgivne som de Vaaben, hvorved
Bedømmerens Paastande stræbe efter Seiren, saa er deslige tor-
menta aldeles i sin Orden i den Polemik Vidar har valgt sig.
Dog være det sagt, at Bedømmeren, saavel efter flere Artikler i
Vidar, som efter Reds. første Tilsvar, virkelig havde ondt ved at
troe, at Lectorerne Hjelm og Stang kunde have synderlig dermed
at skaffe. Det faldt ham derfor rimeligt, at disse Herrer af per-
sonlig Velvillie for de andre Redacteurer, af Sympathie med den
Aand, disse vidste at indblæse den lille Studenterforbundets
Abortskabning, samt af kjærlighedsfuld Omhu for at holde dette
Skinvæsen ilive ved det Skin af Authoritet, som deres Navne
kunne meddele det, altsaa af de ædleste Bevæggrunde i Verden,
kunde have beqvemmet sig til at figurere. At heri skulde ligge
nogen Afbigt eller Mortification, kan man vel ligesaalidt finde,
som overhovedet Noget i Bedømmerens Opsats, der kan billige
denne latterlige Fordring af en umaadelig Indbildskhed. Denne
slemme Plage er det ogsaa som lader Redactionen takke Be-
dømmeren med Impertinenzer, fordi han, baade bevisende sin
|
| d.III,b.1,s.409 |
Sandhedskjærlighed, sin Afsky for en Critik, der blot seer Feilene,
og en godmodig Medfølelse over at see Redactionen saa altereret,
greb Leiligheden til at erkjende de særegne Fortrin hos Forfattere,
han i andre Henseender, efter Overbeviisning, maatte dadle. Red.
forglemmer dog ikke atter i et behageligt Drøvtygge at smage paa
disse Complimenter, blandende denne Sødme med noget af det
første Sure, som indtil Raseriets Træk forvrængte dens Aasyn,
som dog nu, ved denne senere Tilsats, pryder sig med et coket-
terende Smiil, idet den frabeder sig, at Publicum vil lægge nogen
Vægt paa disse Artigheder saavelsom paa Uartighederne. Disse
"Uartigheder" veed man nu er at vove at dadle Vidar enten i
det Hele, det være sig nu ligefrem eller metaforisk, benævnende
den en Vanskabning, om end anatomiske Beviser derfor frem-
føres, eller at henregne elendige Sonetter, mislykkede Rimerier
og Versforsøg samt grundløse, uretfærdige Bedømmelser til "det
ringere Talents Fostre".
Vidars-Redacteurerne burde ogsaa sandeligen være de Sidste,
der bebreidede Rec. Anonymitet. Tyndere Skjold kan han dog
neppe have mod Folk, der i deres plumpe og lidenskabelige Be-
handling mod Anonymen, og usle Bestræbelser for at fravriste
ham det, vise klart nok, hvorledes de ville behandle den Navn-
givne. Den bestaltede Poet imellem dem, Han,
-- der bader
i Sved sin Sang, i Gift sin Skjemt,
har vel ved sit Brug af Anonymiteten mod navngiven Mand bi-
draget til at vække vægtige Tvivl om dennes moralske Værd; men
netop dette Brug har lært Vidars Bedømmer at vogte sig for dens
Misbrug. Imidlertid kan man gjerne, naar den udførligere Bedøm-
melse seer Dagens Lys, tjene med at lade dette Værn mod For-
nærmelser falde. Der er Ingen, som meer end Nedskriveren kan
beklage, at den banditmæssige Forvorpenhed, hvormed personligt
Fiendskab, deels under denne Maske, og deels uden Maske, men
under en tillistet Dommerkaabe, djærver at tilfredsstille alle de
uædle Lidenskaber: Nid, Avind, Had, den meest kortsynede Ær-
gjerrighed og Uretfærdighed, hvoraf det bestaaer, skal kunne
bringe en Mand til at sætte en Grundsætning tilside. Denne maa
dog sættes imellem de mindre vigtige og meest betingede; og om
|
| d.III,b.1,s.410 |
man end efter indre og ydre Kamp aftvinges den, gaaer dog ikke
det skjønne stagneliske Haab forloret:
Jag på en samling tror af ljusets sälla andar.
Jag tror, att, segrande en dag
Min ande sig, försonad, blandar
Vid Skaparns helga thron i deras brödralag.
|
| BLA BAKOVER |