HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


LITERATUR
(Indsendt.)
Morgenbladet 10. nov. 1832.

(VIDARS SPROG OG DØMMEKRAFT.)

   Hr. Winther, skjult og rastløs som Spindelvæven, fortjener Tak
for at have skjænket Almeenheden en ny Udgave af Primons
Lexicon af fremmede, optagne og optagendis Ord betimeligen
før Vidars Udgivelse eller, i Asamaalet, formodentlig "Apparence",
men i Asernes Tanker, efter Indledningsvisen "Fremstraalen", om
dette skulde forslaae. Indsenderen raader alvorligen alle ikke
latin- eller franskkyndige Vidarlæsere til at have Primon, i Mangel
af Baden og Aphelen, vedhaanden; thi saaledes skulle de til Læs-
ningens Behag ogsaa knytte Gavnligheden af en Studering. Lidt
efter lidt skulle de ogsaa lære at forædle og berige eller, i Vidar-
sprog, at "imbure" Sproget med Udtryk, som "Niaiserie, Meditation,
apparenta, absolutoriske, maniereret, explodere, Emeute",
og snart
skulle de komme ligesaa vidt som de studerede vidarske Elever,
til hvis Øvelse og Kundskab denne Rigdom udøses, om ikke
nærmest for at gjendrive Beskyldningen for at det franske Sprog
ikke holdes i noksom Hævd af den studerende Ungdom.
   I en interessant Opsats i Vidar om den portugisiske Literatur
sige nogle per applicationem ret satiriske Linier, at "Skjændig
d.III,b.1,s.397   Smigrelyst bragte de vanslægtede Portugisere til at foragte sit
eget rige og herlige Sprog for at skrive i castellanske (spanske)
Gutturaler, og tilsidesætte det Portugisiskes sonore Hellenismer
for Tyrannernes Sprogs aspirerede arabiske Lyd." Fiat applicatio
Danomanis! om end de to første Ord bør undtages.
   Vidar maa ikke fortryde paa at han gjøres opmærksom paa
hvad man troer kan være Sproget tilskade. Man indseer, at det
kan være en næsten uvitterlig Vane, især hos unge Forfattere,
der endnu besidde mere Læsning end Tænkning, at ødsle med
fremmede Benævnelser og Begrebnavne, hvor det ikke gjøres
fornødent, eller, i Vidarsprog, at mystificere med formegen Phra-
seologie og Terminologiseren. De, der søge at berige og uddanne
Skriftsproget ved Almuemaalet, ville have ligesaa godt af Mod-
partiets Control, saa at ikke ufortjente Ord erholde Borgerret-
tens Ære; men altid vil der blive mange baade fremmede og
Almueord, der deels have vundet og deels bør vinde den. Men
i dette Øie, man gjensidigen har til hinanden, bør ikke Hadet
gnistre eller Avindet skele (gleime paa Norsk). Det gjælder et
fælleds dyrebart Klenod, og desangaaende bør Mænd tale vær-
digen sammen, og Aander skrive med Penne, heller tagne af en
Engels end af en Høgs Vinge; -- ikke bør man see Ulve, der
holde hinanden i Ørene. Men hvilken Ulv reiste ikke sit grove
Ragg i Vidars Afhandling om norsk Sprogreformation? --

   Den Erkjendelse Rec. gjør sig en patriotisk Glæde af at ved-
kjende sig af de Kundskaber og Aandsgaver, som pryde de fleste
af Vidars Redacteurer, lader ham desværre forundre sig over,
at de tillade Vidnesbyrd om enten en tilsyneladende Mangel
paa Dømmekraft eller om et uforsigtigt Hang til at henslænge
Phraser, skulle oftere nedsætte Bladet. Thi hvilken Modsætning
er ikke det, at det ene No. taler om "vor Tids herskende Skep-
sis", mens det andet erklærer, at "en religiøs til det Positive
heldende Tendenz synligen aabenbarer sig i vor Tid, efter Na-
tionernes frie Valg og Trang"? Her vises Veien med Fingrene
ikors. Det vidner heller ikke om synderlig Dømmekraft eller vel
snarere ikke om den Eftertanke, man kan fordre af en Recen-
sent, at Recensenten af det hjelmske Maanedskrifts 16. Hefte, i
Vidar No. 10, ikke indseer, at en ung Reisende, der netop ved
d.III,b.1,s.398   Ankomsten til det fremmede Land, forhindres fra at tilfredsstille
sin Interesse, der vækkes og spændes af tusinde nye Gjenstande
rundt om ham, kan af en Slags glad Ondskab mod sig selv be-
slutte sig til ved Raisonnement at nedstemme denne lidt, som
netop nu ved den øieblikkelige Forhindring, under en halv piinlig
og vellysten zittrende Spænding hæver sig desstærkere mod For-
ventningen om Tilfredsstillelsen, som dog altid var vis i Bag-
grunden. Skildringen af en Sindsstemning, der næsten frygter
for det Virkelige, som snart skal tilbyde sig for den aabne og
pirrede Sands, saasom allerede de blotte forud udkastede Phan-
tasiebilleder deraf næsten ere den overvældige, er klart fremsat
og dertil søgt udtrykt i Billeder; -- men alligevel har det ikke
lykkets Recensentens Dømmekraft og Phantasie at sætte sig ind
i den. Ellers er Rec. en af de Vidarredacteurer, som langtfra
mangle den første af disse Evner, og den anden vil han vel
saameget mindre gjøre betydelig Fordring paa, som den rigelig
er erstattet, og som selv den, der figurerer i Vidar, som Poet,
beskedent renoncerer paa den.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE