|
LITERATUR
(Indsendt).BLADET VIDAR
Morgenbladet 22. sept. 1832.
Du, Asa, bort fra Norden drog,
men hjemkom saa forandret.
Man af dit kaudervelske Sprog
kan see, du vidt har vandret.
Den gamle Asa-Vidar var en taus Gud. Denne fremtræder
høit skrigende. Det maa da ikke være den guddommelige. Nei,
|
| d.III,b.1,s.386 |
denne Vidar er dødelig, er skrøbelig, og smaalige Lidenskaber
gjøre hans Tunge zittrende. Hans Forstand er forvirret, saa han
ikke kan udtrykke de simpleste Ting naturligen og tydeligen.
Hans Hukommelse slaaer ham Feil, saa han standser af Mangel
paa Udtryk ved Begreber, en Dreng strax og paa det bestem-
teste vilde beregne; og da sammensætter han i Beklemtheden
Ord, hvorved man kun kan studse, men ikke blive klogere.
Hans Øre for Versemaal har lukt sig eller er tilgroet, saa han
jammerligen forhutler de gamle Qvæder, han især har Lyst til
at fortælle, og som han med en ulykkelig Dristighed paatager
sig at synge. Dog dadler han med en Uforskammethed, som man
dog ikke kan hade, formedelst det Comiske deri, de norske For-
fattere, som bruge norske Ord, medens han selv sætter Ord-
vanskabninger, som "Betastning og Orienteerthed" ind i vor
videnskabelige Verden, og befolker det norske Sprogrige med
alskens Ord fra Latium, Tydskland og Frankrig. Han udbasuner:
"jeg, jeg Asa-Vidar, rene hvide Asa-Vidar, jeg skal forme Nor-
dens Kraft i rene Gestalter!" -- og han sønderskjærer vore
Øren med Vers som Disse:
Ind ham byd,
om det Erik er,
ham, som I veed, jeg vænter!
-- -- Men hvi ham skilte
ved Seiren du? (!)
-- -- Uviist taler du,
ellers saa vise Brage,
Du, som saa vel Alt veed;
(!) For Erik det tordner, (!)
(!) som ind hid kommer, (!)
(!) Helten, i Odins Haller. (!)
Dette kalder man Tmesis'er. Dette er det gamle "Per -- mine
Venner -- pen -- dik -- siger jeg -- kelen". I gamle Dage sad
der maaskee lidt sund Sands bag disse Forhugninger; men nu
er Sandsen borte, og vi see kun Forhugningerne; først Rødder
af Træer, saa noget tør Sand, saa Toppene af Træerne, hulter
til bulter. Med slige Sager trues nu vore Bønder; og, isandhed,
Oldqvadene, saaledes oversatte af Hr. Munch, skulle blive dem
folkekjære -- af en Slags Stolthed nemlig, saafremt de lykke-
|
| d.III,b.1,s.387 |
ligen have arbeidet sig igjennem en tredobbelt Fortrop af Mel-
lemsætninger, der unødvendigen ere saaledes hensatte, og der-
næst have faaet nogle forskruede Tillægsnavne fortolkede, og
endelig fundet Subject og den Sætning, som burde staaet i Spidsen
eller dog af en Digter vilde været hensat paa et fremragende Sted
i Perioden, skjulende sig, som en forsigtig General, under Bag-
troppen eller endog under dens Bagage af Tilsætninger. Med
slige Vers skal Bonden plages, for at faae det rigtige Begreb om
Fædrenes Versebygning, om "det regelmæssige 6liniede Fornyr-
dalag, hvori 1ste og 2den, 4de og 5te Linie høre sammen, for-
saavidt de forbindes med Riimbogstaver, og hvori 3die og 6te
Linie have hver 2 Riimbogstaver for sig selv." Nu -- efterat
have faaet slige Vers tillivs, skal Almeenmand udbede sig Al-
gebra og de gamle thraciske Hymner ligeledes, ordret og Ord
for Ord oversatte. Bonden skal jo arbeide; og de Vers han faaer
i den belovede eller forkyndte munchske Snorro skulle tage
Sveden af ham.
Endnu mere bagvendt er Vidars Oversættelse af Hakons-
maalet. Ingen Brynje huggedes saa sønder og sammen i Fitje-
slaget som disse Vers. -- Ellers er det roesværdigt, at unge
Mennesker ogsaa saaledes øve sig; men de første Øvelser, det
ringere Talents Fostre, en sygelig Lærdoms ufordøiede Levninger
bør ikke søge Plads paa rostra. Man bør tæmme den fremkunst-
lede Trang til at meddele sig; og, om den end, undfanget af For-
fængelighed og næret af Flid, voxede i unge Hjerner til en vis
Styrke, saa er det dog blot et Selvbedrag, at den har den na-
turlige Meddelelsestrangs elementlige Kraft eller den grundige
Lærdoms erhvervede: der skal ikke fremstaae nogen Minerva,
nogen Vidar, fordi Misfosteret vil kalde sig saa. Alligevel vilde
det kjærlige Folk tage Affødningen paa sit Skjød. Det skulde
taale, at den Unge ikke talte tydeligt og svømmede i poetisk
Vand. Det skulde kun sige "du er en forskruet lille Ting", om
den begyndte at pluddre fordærvet tydsk Philosophie; men be-
gynder Vanskabningen -- som Vidar -- at yttre Trællesind og
Smygerie, da skal Pleiemoderen bortkaste den som en ung
Krokodil.
|
| BLA BAKOVER |