|
[POLEMIKK OM "FIRE DRAMMER"]
Nyeste Skilderie 5. juli 1832.
Fortale.
Som det sig hør og bør gjentracteres Hjertensvennen, Forfat-
teren i dette Blad No. 50, med følgende Drammer af Underteg-
nede, der forresten anbefaler sig i hans gunstige Bevaagenhed.
Gibul Bambraso.
|
| d.III,b.1,s.365 |
Alvorligt! Var det dog din Hu
Mig at irettesætte?
Men isaafald, hvor kunde Du
Da Svøben reent forgjette?
Nei, at i min Faveur Du vist
Har brugt en liden Rænke.
Og navnlig hanibalske List
Sig lader heller tænke.
Som Prosaist Du svæved i
Selvoffrets søde Duften;
Af den beruust i Poesie
Du svæved fra Fornuften.
Beføl dog nøie langs og tvers
Den geniefulde Panden,
Om ikke med de sære Vers
Dig fløiten gik Forstanden.
Man ingenlunde nægte tør,
Du væver som en net en;
Men selve Væveren dog bør
Ei glemme reent Indslætten.
For Traven Præmie sættes ud
Af en honet Forening;
Hvi ei for den, hvis Hovedbrud
I dine Vers fandt Mening?
Ei sandt Du laved', lidt confus,
Af Vand og Bittert Drammen;
Thi at den mangler Spiritus
Vi mærke allesammen.
Hvad Qvantiteten anbelanger, har jeg med Ovenstaaende be-
talt Lige for Lige, og med Hensyn til Qvaliteten, tør jeg haabe
at have gjort endnu mere; men for ret at lægge min Erkjendt-
lighed for Dagen tracterer jeg denne Gang med dobbelt Portion,
og Hjertensvennen vil derfor eiheller forsmaae følgende i veel-
meent Hensigt iskjænkede Drammer:
|
| d.III,b.1,s.366 |
Til 1ste Vers:
Det er en fast grundfæstet Roes,
Dig ingen kan berøve:
Du er den største Virtuos,
Man kjender i at tøve.
Til det 2det:
Hvis Nogen Mening finde vil
Ved dette Verses Læsen,
Det staaer, min Troe, paa farligt Spil
At han bli'er lang om Næsen.
Til det 3die:
Dit Vrøvle-Vers har slig en Fynd
At Mange sig indbilde,
Du fandt udi Cloakens Dynd
Din heliconske Kilde.
Til det 4de:
Du ivrer barsk fordi Patent
Du troer jeg eftertragter;
At Jalousie din Geist har tændt
Man seer paa dine Fagter.
Til det 5te:
Er Du en Arvings Descendent
Af salig Fader Reiser?
Som han Du Dig et Monument
Paa Flauheds Tinde reiser.
Til det 6te:
Du, hvad i dine Vers er Sands
Mod Intets Vægt probere,
Og hvis Du da ei faaer Ballans
Er intet æqvalt mere.
|
| d.III,b.1,s.367 |
Til det 7de:
Til Afskeeds Dram det nu er Tid,
Og denne saadan være:
Den som i Ordspil viser Vid,
Er ikke Dig, min Kjære!
Eftertale.
Om jeg end, Hr. Modstander! med Hensyn til Studenterfor-
bundet, og dettes Forhold til "Samfundet", i det Væsentlige deler
Deres Anskuelse, kan De dog ikke forundre Dem over at jeg,
efter et saa afgjort "Poscimur", som saavel nogle af Deres pro-
saiske Udtryk som især Deres rimede Product indeholder, har
fundet mig beføiet til at refutere det Angreb, De ei alene har
gjort paa mig som Forfatter af hine Vers, men endog paa min
personlige Characteer. De vilde irettesætte mig, siger De, fordi
hiint Angreb (mine Vers) baade som Product var saa usselt, og
røbede en saa kaad Misbrug af den Ret at skrive offentlig. Hvad
denne Bedømmelse af mine Vers som Product angaaer, da vil
det formeentligt være upassende, om jeg i saa Henseende skrev
min egen Apologie; kun vil jeg derfor bemærke, at den der kan
skrive saadanne Vers som De, har neppe nogen Stemme, hvor
der er Tale om et Products æsthetiske Værd. Har jeg misbrugt
Retten til at skrive offentlig ved at yttre min Uvillie mod nogle
af Studenterforbundets Constituenter, og ved at ridiculere den
naragtige Maske af fiin Moralfølelse, jeg der troede at bemærke,
saa vil Sagen ikke staae meget bedre med Hensyn til Dem, der
ligesaalidt som jeg har anseet Studenterforbundet og dets Med-
lemmer for sacrosanctiske, og som gjør titnævnte Forbund en ikke
mindre graverende Beskyldning ved at antage Hevn - altsaa
en meget ussel Lidenskab - for det Sædefrøe hvoraf Studenter-
forbundet fremspirer. Er det endvidere en Misbrug af hiin Ret
at skrive Vers ialmindelighed, og satiriske isærdeleshed, saa har
De ialfald efter Evne søgt at gjøre Dem skyldig i samme Brøde.
Kort, hvad De anførte Beskyldninger betræffer, vilde De uden-
tvivl handlet klogest, hvis De havde tiet; thi med den samme
Dom man dømmer Andre skal man igjen dømmes.
Da vi forresten, Hr. Modstander! synes at staae omtrent i
samme Forhold saavel til Studentersamfundet som Studenterfor-
|
| d.III,b.1,s.368 |
bundet, og vor Strid, der, som Følge heraf, kommer til at
mangle egentlig Tendents, vil i Fremtiden blot gaae ud paa Per-
sonligheder: saa gjorde vi uden Tvivl fra begge Sider rettest i
at slutte Fred, og ophøre med en hensigtsløs Kamp. Tro imid-
lertid ikke, at det er Frygt eller Feighed, som bringer mig til
dette Forslag. Nei, vil De ikke adlyde et Raad, som ialfald er
ligesaa fordeelagtigt for Deres som min Ære, saa alea esto jacta!
De skal, i hvor det end gaaer, ikke forgjeves søge mig paa Kamp-
pladsen, og det endelige Udfald maa da lære Dem, om De hand-
lede klogt eller ikke, da De forkastede mit Fredsforslag.
G- B-
|
| BLA BAKOVER |