|
|
| d.III,b.1,s.356 |
FOLKEBLADET
No. 24. Tirsdag den 12te Juni 1832.
Tak Dadleren! Han gavner meer end tyve
Lovtalere, som lyve.
SPRÆTT I VASFAD
(En Fortælling)
Alf og Ole, to vakre Gutter i Blommealderen, tjente hos deres
velstaaende Frænde; dog meest for Datteren Karis Skyld -- hun
som var jevnaldrende med dem og behandlede dem begge med
lige Frændevenlighed. Medbeilere have skarpt Øje til hverandre,
og Ole troede snart at have mærket, at Kari gjorde mere af den
livligere Alf. Hun blev vel ved at smøre lige tykt paa Æfta-
svælgen til dem begge, og klappe i Hænderne og lee saa hun
sank i Knæ, naar den stærkere Ole basede Alf i Sneehougen:
men hun havde tregange efter hverandre ladet sig styre af Alf:
togange til Kirken og eengang til Bryllup, og da havde Ole, som
kjørte bagefter, lydelig hørt, at de havde sunget sammen den
hele Vei. Han skjønte nok, at Alfs Sangstemme passede sig
bedre til Karis, men han skjønte ikke hvorfor Alf, fordi han
havde havt den Fornøielse at styre Gjenta, tillige skulde have
den at dandse første Dans med hende, somom Styringen den
Miilsvei var et Besvær, der burde belønnes, da dog Ole havde
maattet styre gamle Moer, og dog dandsede bedre end Alf.
Saa stod det til. Skyflekker lagde sig for Oles Øine, saa han
neppe saae Bryllupslysene. Men "Hauk over Hauk" tænkte han
med en Blanding af Harm og Glæde, da han saa Kari nægtede
Alf den samme Dands, hun strax efter med skinnende Velbehag
turede ud med den fra Top til Taa byklædte Skriverbetjent. Alf
saae nu i sin ret vakkre rød- og grønstribede Vest med totenske
Knapper kun som en forrædisk Fahne, der drog over med al
hans Lykke til det seirende Silkebanner, som han saae flamme
i Betjentens flunknye Vest af Storgadens smukkeste Modetøi;
og naar han saae det stive, nydelige Halstørklæde, som skinnede
om Blæksmørerens Hals, saa qvaltes han næsten af sit eget: det
forekom ham blot at være en Skurefille. Og tænkte han paa
Dandserens fløjelsfine mellemblaae Kjole, hvorpaa Kari just nu,
|
| d.III,b.1,s.357 |
ligesom befølende, lagde sine Hænder -- hu! da forekom det
ham somom hans ærlige Vadmelskjole reiste Børster. --
Dagen efter syntes det somom begge de unge Karler havde
noget at pønse paa. Inden 8 Dage var det vist i Huset, at Ole
var bleven engang saa arbeidsom som før. Alf var det det Samme
med, og man kunde kun faae et lidet Indglimt i hans Tanker
deraf, at han lod alle sine Skillinger springe for et flammet Silke-
tørklæde, som En af vore Vandre- og Skakkre-Jøder -- disse
Karle, som drage om, enten sælgende for Bykjøbmænd eller for
egen Regning, med alskens Kramvarer i en Tine -- lagde op
paa Bordet for ham. Og strax efter solgte han sin gode Søndags
Vadmelskjole for en luvslidt af Klæde, sine 8 Strieskjorter for
3 af Svenskelærred og sit Sølvlommeuhr for et af Tambak men
med tre kobberindfattede Glasdingledangler. Snart var den Her-
lighed forbi, og han rødmede mangengang, naar Kari overraskede
ham bag Lovæggen lappende paa Skjorterne og Kjolen. Da sang
Ole i Logulvet ovenover, og stak Hovedet af og til ud af Gluggen.
Pludselig var Alf forsvunden; men et Klorebrev laa igjen til
"hjertekjære Kari" hvori han melder, at han "nok skal komme
igjen som en Kar, ligesaa gjil som Skriverkaren."
Et Aars Tid derefter kunde Præsten neppe komme igjennem
Folkemængden udenfor Kirken efter Paaskedagsgudstjenesten.
"Hvad er det Godtfolk? hvad er paafærde?" spurgte Gubben.
"Aa det er Alf!" fik han til Svar fra mange blottede Hoveder.
Men i samme Øieblik foer ogsaa den enten alt for høflige eller
og for ethvert Rangs- eller Stands-mærke alt for ærbødige Præste-
mands Hat af. Thi ligefor ham stod en fremmed ung Person i
fiffigste Bydragt: med skinnende, histogher (forat vise Nyheden)
tverbørstet Hat, i en blaa, fiin, flaggrende, med forgyldte Løvekløer
sammenheftet Kappe, af hvis Ærmer han blot benyttede det ene,
medens det andet hang løs, forat han desfriere kunde vise at
han havde en fiin sort Klædeskjole under og graagrønne Hand-
sker til en Daler Parret. Den værdige Præst begyndte alt at
sunde efter om dog Prækenen havde været saa beskaffen, at
fremmede Øren og det formodentlig en gudsforgaaen, satirisk,
vantro medicinsk Candidats eller præstehadsk Advocats Øren
|
| d.III,b.1,s.358 |
kunde hørt paa den uden at det kildrede nede i Lungerne. Da
bragte man ham ud af Betuttelsen ved at sige: "det er Alf" --
"Hvilken Alf?," -- "Han som gik til Byen i Skrædderlære." --
"Aha! nu Gjenter, nu Børn, staaer ikke saa og glan paa den
Nar!" -- dermed satte Præsten sig i Slæden.
Men nu blev der en Befølen og Strygen paa den fine Kappe,
og Spørgsmaal efter Alenprisen. Bygdeskrædderne kløede sig i
Hovedet, og indpræntede sig saa og saamange Skjødfolder, saa
og saamange Rynker bag; men Vestforet og Tykningen af Stop-
ningen fik de dog ikke see; thi Cavaleren havde ingen Skjorte
under. Bygdeskomagerne vilde maale Støvleskafterne og see
deres Form; men det fik de ikke; thi Bykaren havde ingen Strøm-
per under. Alle vilde prøve Handskerne; men dem vilde han
ikke af med; thi Smaaherrens Fingre vare fulde af Fnat. Fiffig
undskyldte han sig med, at han ikke vilde blive kold paa Hæn-
derne, saasom han da ikke kunde blive varm siden. Næsten
Alle misundte ham beundrende ligesaameget den fornemme Mine,
han i saa kort Tid (tilligemed en god Stump Sjukblegt) havde
lagt sig til, og som spillede over de udstaaende Kjaker og Kind-
been ligesom den gule Silkeparaply, han just nu slog op, over
de stive Messingspilrer. Kappen, Kjolen af 3 Dalers Klæde og
Casimirs-Beenklæderne stod Sogneungdommen for høit; men
sligtet Lommetørklæde svoer de dog, at de skulde have hos den
første Svenske, og sligtet Halstørklæde hos Glückstad eller Møller
og Mørk det første de kom til Byen, og sligtet Foerværk strax.
Samme Eftermiddag kom ogsaa 66 sorte Katte i Bygden paa den
skrækkeligste Maade afdage.
(Fortsættes).
|
| BLA BAKOVER |