|
FOLKEBLADET
No. 22. Tirsdag den 29 Mai 1832.
INDBERETNINGER OM DEN 17DE MAI
I Store Næs feiredes Dagen af henimod 500 af Bondestanden
fra 80 Aarsalderen til Veslingen paa 12 med Kringle i Næven.
Samlingsstedet var en Høide under Gaarden Vormsund i den
deilige Egn hvor de mest majestætiske af Norges Floder Glom-
men og Vormen have sat Stevne. Didhen begav man sig fra
alle Kanter meget tidlig, saasom det var besluttet at Festen skulde
ringes ud med Bededagsaftenklokken. Flere Baade førte Flag, men
imellem Alle udmerkede sig Fenstadsogningernes Storbaad, der
førte 50 Mennesker, et stort Musikcorps og det nye Sognebanner:
et rødt med to krydsende blaae Striber, der betegne Vormen og
Glommen, og i hvis Skjærpunct en Kirke (Næs's) saaes. Under
levende Jubel, Musik og Skud gik det afsted indtil alle Baadene
mellem 7 og 8 om Morgenen mødte hverandre i Sundet, hvor
de fra begge Bredder hilsedes med Kanonskud. Man landede
nu paa den østre Bred, medens Kanonhilsenerne fortsattes fra
et flagkront Batterie paa den vestre -- medbragte Fødevarer
sattes paa Borde under fri Himmel, men Overeenskomsten om
at frasige sig fremmede Drikkevarer sattes under Bordet for den
Dag, og Skaaler udbragtes for Dagen, Kong Carl Johan, Fædrene-
|
| d.III,b.1,s.351 |
landet og for Repræsentanten Advocat Hjelm, alt med passende
Sange, Fanfare og Skud. Musikken spilte op til Dands efter endt
Maaltid, og Festen fortgik paa det frydefuldeste indtil 3 3/4 Eftm.,
da man skildtes ad med det høitidelige Løfte, aldrig at glemme
17de Mai.
Da Skaalen udbragtes for Dagen, oplæste Bonden Ole Valstad
følgende af ham Selv forfattede, skjøndt vel noget omskrevne
Tale:
"17de Majens Frugt er Norges ædleste og herligste. Medbor-
gere og Medborgerinder! skulle vi ikke fryde os ved den? Vore
Grane bære Dalere og vore Agre Renter; men Friheden -- Eids-
voldspalmen -- bærer vor Lykke og vor Stolthed. Vi hvile i dens
Skygge Aaret rundt; men i Dag ville vi reise os op med det
hele Normannafolk, og betragte dens herlige Krone med de 112
straalende Qviste! -- Den Tid er kommen med den stigende Op-
lysning, da Tanken om 17de Mai gaaer oplivende igjennem Nor-
mandens Hjerte; og der gives ikke noget Hoved mere, hvori-
gjennem den zittrer som en ræd Skygge. Det nytter ikke Feig-
heden længere at regne siden Fryderaabene hørtes tydeligen:
Fryderaabene over at Norge da sønderskar det danske Aag, og
med reddet Ære og Frihed hengav sig i en nu prøvet lykkelig
Forening med Broderriget.
Tænker paa Pohlen, Normænd -- hvorledes det kjæmpede for
Det, vi vandt, døde for Det, vi leve for! Ogsaa det sammen-
kaldte en Nationalforsamling ligesom den, der idag 18 Aar holdt
Norges Velvære imellem sine Hænder; men hvor er den og dens
Arbeide? I det øde Land tør man ikke erindre Fædrelandsven-
nerne, og der læses ingen Grundlov, men en fremmed Tyrans
Pennestrøg -- de samme, der udslette Landets Navn og bandlyse
Helteskarernes Levninger. Men vi? hvorledes maale vor Skjebne
med dette Ærens og Skjændselens, Heltemodets og Dødens og
Elendighedens Land, over hvilket Forsynets Veje synes at gaae
i ligesaamange modstridige Krumninger som de Blodstrømme,
der overskylle det? Vor Skjebne har kun det tilfælleds, at ogsaa
vi stode med Vaaben i Haand, mens vor Frihed skabtes. Og
det var ikke med Tabet av det Storvirke, som udførtes inde i
Landet, medens Æren stod ved Lier og Matrand, at Sværdene
henlagdes. Norge beholdt sin Selvstændighed, og dets Grundlov,
|
| d.III,b.1,s.352 |
hvis Mage knapt i hele Europa kan paavises, besvores af Broder-
folkets Konge. -- Seer dette var vor Skjebne! Den Lykke, hvorfor
andre Folkeslag have maattet døe -- den blev vor. Lader os takke
Forsynet -- vor Gjeld er stor! Den kan kun afbetales med Dyder.
Lader os takke vor høitelskede Kong Carl Johan -- han vilde
ikke herske over nedværdigede Slaver! Lader os betale ham
med Hengivenhed! Han har talt Frihedens Sag høit i Europa, og
han glæder sig naar hans norske Folk hoster Frugterne af Mai-
sæden. Lader os gjengjelde ham med Hengivenhed! Den, der
har talt Frihedsevangeliet høit i Europa, vilde ikke herske over
et Folk af Slaver, ikke see et ædelt, nys gjenfødt Folk at døe
heller end blot at vexle Aag. Og han glæder sig, naar han seer
sit Folk at høste Frugterne af Maisæden. Han veed, at et Folk
maaler Kongens Ære efter sin og sin Lykke. Men lader os ogsaa
paa denne hellige Dag ihukomme vor Kraft, Frisind, Eendræg-
tighed, Oprigtighed i Alt, Stræben efter Oplysning og fremfor
Alt Gudsfrygt; Frygt for den Gud, som har lagt sin Velsignelse
paa de frie Folk mens han lægger sine Straffedomme til Sla-
vernes Elendighed, og ved sine Forbandelser tugter dem til Fri-
hed! Halelujah -- Han klæder ikke sine Aander med Lænker!
Halelujah -- Han hvæsser den retfærdige Vredes Øx med Lynet!
Halelujah -- Han har overstraalet det nedbøiede Norge herligst
mellem Landene! Hil os! hil os! -- vi have hans Miskundheds yp-
perste Gave: den gyldne Ving, hvorpaa Aanderne løfte sig.
Og visselig, Borgere og Borgerinder, disse Aander under norske
Hærder have løftet sig, og de have opløftet Norge med sig, saaat
der staaer ligesom et pludselig gjenfundet Æresskjold over mange
Land! Det er saa, i hvad den forløbne Tids Mennesker sige, som
kun regne Lykke efter egen Gevinst, og Landets Lykke efter
de gamle Firemarks Dalere, som en bevæget Tid opkastede paa
Strandene. Det er saa -- seer blot udover Dalene, og seer den
samme Folkemængde vrimle som i Hakonernes Dage! seer det
lysne i Skovene! og, fremfor alt, seer det lysne i Hjernerne!
Der er ikke mere nogen norsk Bonde, som kan leve uvidende
uden Skam og Skade! Og berømmer Frihedens Overflod af Vel-
signelse, naar saameget Godt, som det vi ere i Besiddelse af,
og nyde i daglig Vandel, har kunnet tilflyde os, uagtet Grund-
loven, med Hensyn til sin Anvendelse hidtil, med mere Grund
lader sig ligne med den evindelig samme Form og Værd behol-
|
| d.III,b.1,s.353 |
dende Diamant end med Lykkeringen, der evindelig lader sig
forvandle i forskjellige Goder! Seer, og beundrer det fra Træl-
dommens og Uvidenhedens Ægypten nys udvandrede fattige Folk,
hvorledes det er viist og sagtmodigt nok til at anklage egen Van-
kundighed først og fremst fordi Lyksaligheden endnu ikke staaer
i Forhold til de Forjettelser, Grundloven, den hellige Ark, inde-
holder! Et saadant Folk skal vel ikke let ved voldsomme Om-
væltninger erhverve sig Friheden; men det skal som det har
gjort, vide bedst at benytte Begivenhedernes Gang, og det skal
aldrig tabe det Erhvervede. Despotiet under alle dets Former
skal det ikke bekjæmpe anderledes end ved at appelere til Lo-
ven -- denne ypperste, evigen lige retfærdige og værdige Konge
over et Folk av Lovgivere. -- Hørte I dette Navn, Normænd?
Det er eders Rang, I Odelsmænd! I Odelsbaarne, I Alle, saa høit
skulle vi stræbe! Mindre er ikke denne Dags Fortjeneste end
at den hævede Eder fra Trælle til frie Lovgivere. Erindrer den
da med Fryd, og blander den Stolthed, hvormed I maae frem-
træde imellem Folkene, med den Ydmyghed, hvormed Himlens
Velgjerninger maae modtages. -- -- Syttende Mai skede det, at
Norge erklærede sig selvstændigt -- Syttende Mai -- --
(Skaal-
jubel)".
I Eidsvold feiredes Dagen paa de to historisk-mærkelige Steder
Minne og Eidsvoldbakken ved Eidsevjua (Heidsivja). Alt gik til
paa sædvanlig Maade, og kun følgende Smaaeting ere at be-
mærke: ikke een Eneste af Bygdens Conditionerede deeltog i
Festen -- at man skildtes ad til ordentlig Tid -- at et trefarvet
franskt eller Frihedsbanner vajede mellem Eidsvoldbakkens Glade,
medens en Sang til Dagen, forfattet af en Bonde, fra Minne-
stranden drønede over Mjøsen. Af den udtage vi her et Vers:
Her seer man sølvgraae Isser
blandt dem paa sexten Aar.
Den Gamle Gutten viser
den Palme i sin Vaar,
som over Norge spreder
fra Eidsvold Kronen ud.
og Ung og Gammel beder
for den saa varmt til Gud.
|
| d.III,b.1,s.354 |
Sogneselskabet i Trøgstad og Baadstad har festligholdt 17de
Mai med et Antal af over 200 Personer; Festligheden begyndte
Kl. 8 om Morgenen, og ophørte Kl. 4 1/2 Eftermiddag.
|
| BLA BAKOVER |