|
|
| d.III,b.1,s.315 |
FOLKEBLADET
No. 13. Tirsdag den 27de Marts 1832.
Ak Himlen sig forbarme!
(jeg kan for Skratt ei bare mig)
nu vil den Arme
den Daarskab efterabe, som
eies kun af Riig.
OM VEIGRØFTERNES NYTTE
(Indsendt).
Grøfter ved Siden af Landeveiene ere paa de fleste Steder
et nødvendigt Onde. Et Onde kalder jeg dem, fordi de koste
meget Arbeide at danne og vedligeholde, og for det andet fordi
de afstedkomme Ulykker især i mørke Nætter. Men dette Onde
er et nødvendigt Onde, saasom, uden det, et større Onde i det
mindste paa mange Steder vilde indtræffe, nemlig at Veien visse
Tider af Aaret vilde blive til et fuldkomment Morads og saaledes
ufremkommelig, ubrugbar. Den Sidste Lov om Veivæsenet siger
meget viselig, at Grøfter kun skulle anbringes, hvor de ere nyt-
tige og nødvendige. Den burde have lagt til, at Veibestyrerne
skulle være særdeles opmærksomme paa, hvorvidt Grøfter efter
Jordbundens Beskaffenhed og Terrainets Beliggenhed maatte be-
høves eller ikke, og ikke fordre, ikke taale dem, uden hvor de
befindes absolut nødvendige, ikke alene fordi de, som sagt, ere
et Onde i sig selv; men fordi de paa sine Steder mere skade
end gavne Veien, i det de, naar Jordbunden er løs, foraarsage
Kløfter, som skjære tvers ind paa Veien. Selv paa Leerveie med
Sandfyld og brede og dybe Grøfter ved Siderne er Føret i Op-
slags- og Regntiderne saa slet, at man altid nødes at drage Grøf-
ternes Nytte ogsaa her i Tvivl. Ogsaa er det troligt, at disse
dybe Grøfter giver Tjælen mere Magt at trænge dybere ind og
ned i Veien end ellers vilde være Tilfældet. Men da man nu
engang har Grøfterne, maa man søge at drage saa mange For-
dele af dem, som mueligt, og gjøre sig dem saa nyttige som man
kan, for al den Møié, de have kostet, og aarlig koste. Den Nytte
man tildeels allerede har, og endnu fuldkommen kunde have af
dem om Vinteren, er maaskee større end den de gjøre om Som-
meren, og det var herpaa Indsenderen vilde gjøre Vedkommende
opmærksomme. -- Det hænder nemlig meget ofte, at Oplands-
bonden, som reiser hjemmefra i godt Slædeføre, naar han nærmer
|
| d.III,b.1,s.316 |
sig Byen paa 2 a 3 Mile, eller førend han forlader Byen igjen,
ikke finder andet end den bare Jord at kjøre paa. Hans Læs
er svært, -- Gampene ere matte af den lange Reise; Manden er
meget ilde deran. Han skrider imidlertid dog frem, saa godt
han kan, deels ved at kjøre ind paa Jordene, men fornemlig ved
at kjøre ned i Grøfterne. Fandt han ikke disse Udveie og Let-
telser, maatte han, for ikke at kjøre sine Heste trætte og for-
dærve dem, hvilket upaatvivlelig vilde indtræffe, om han holdt
ved paa Veien, enten vende om igjen, eller leie Vogn og en
Hest til for sit Læs, til stor Sinkelse, Bekostning og Skade for
sig. Dette undgaaer han nu, ved at lette sig Fremkomsten ved
Grøfterne. Jordveiene kan han sjeldnere hjelpe sig ved. De
ligge ikke saaledes til, eller de ere pløiede, eller gjennemskaarne
af Render eller Gjerder; eller have formeget eller forlidet Snee;
desuden beskadiges de ved Kjørselen over dem. I Grøfterne
kjører man derimod som paa et tilfrosset Vand, og en jevn Bane,
og ingen fornærmes derved. Dette er en Nytte af Grøfterne
som Veibestyrerne og Veiarbeiderne ikke have lagt Mærke til
og ikke tage Hensyn til, men som er betydelig baade for Byen
og Landet. Den har i Særdeleshed i Aar været indlysende, under
Christiania Marked og hele afvigte Februar-Maaned igjennem.
Ja der gaaer ikke noget Aar forbi, uden at man jo benytter Grøf-
terne til at lette Fremkomsten; thi om der end ikke indtreffer
Tøveir og Barfrost midt om Vinteren, og man da ikke behøver
at betjene sig af Grøfterne, saa ere de dog altid gode at tage
til om Vaaren, eftersom Grøfterne, hvori en større Mængde Snee
har samlet sig, som har lagt urørt hele Vinteren igjennem, og
paa hvilken Soelvarmen formedelst det dybere Lage ikke kan
virke saa stærkt, og som desuden har Iisbund under sig, endnu
tilbyde godt Slædeføre, naar dette er forsvunden baade fra den
egentlige Vei og fra Jordene. Det jeg nu vilde sige er, at Vei-
bestyrelsen vilde gjøre en Velgjerning imod det offentlige, om den
lod Grøfterne bearbeides med Hensyn til ovenbeskrevne Nytte,
som kunde haves af dem om Vinteren. Denne Foranstaltning
venter man saa meget vissere, som Tingen ikke bestaaer i andet,
end at Grøfterne overalt gjøres saaledes, som de bør være til en-
hver Tid af Aaret. Men saaledes som de nu ere, har man paa
Færdslen ikke den halve Nytte af dem, som man kunde have.
Hvor Grøfterne ere lige, jevne og af en Slædes Bredde, gaaer
|
| d.III,b.1,s.317 |
det meget godt; men saa blive de krogede og ujevne, og man
maa op paa Veien igjen; saa blive de for dybe, og man maa op
igjen; saa blive de for smale, og man maa op igjen; saa er der
lagt en Bro til en Huusmandsstue, -- atter op igjen! See, alle
disse Hindringer vare hævede, naar disse Broer befaltes bort-
tagne om Vinteren, og Grøfterne overalt holdtes lige gode, lige
tilbørlige, lige brede, lige dybe, ikke for dybe, og saa retstrakte
som mueligt. Man fik da paa begge Sider af Veien ligesom et
Fortoug eller en Iisbane. Enhver Reisende benytter den høire,
og intet Hinder ved Møde kunde finde Sted. Hvorvidt det paa
andre Kanter af Byen kan behøves, kan ikke Indsenderen sige,
men paa Kongeveien gjennem hele nedre Romerige og en Miil
op i øvre Romerige baade kan og bør det skee. Maatte man
have den Glæde at see, at der i Sommer stelledes saaledes med
Grøfterne, at de kunne gjøre den dobbelte Nytte, de ere tjenlige
til, naar de ere rigtige, og at Besværlighederne kunde lettes for
de Reisende og for de stakkels trællende Heste. Kun det vil
jeg endnu anmærke: Grøfternes Forøgelse i Bredde bør tages
af Veien og ikke af Marken; thi Veiene ere for det meste bre-
dere end Loven byder og fornødent gjøres, og af frugtbringende
Jord har man intet at ødsle med her til Lands. Kongeveiene i
Sverrig ere ikke saa brede som de ere fra Christiania og opad
Romerige.
|
| BLA BAKOVER |