HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


[OM NORSKE TEATERSTYKKER]
Morgenbladet 24. jan. 1832.

(Indsendt).
   Næsten hvergang Hovedstadens danske Theater stikker Trom-
peten frem i Morgenbladet, faae vi høre, at vor Literatur ikke
tilbyder dem Stykker at spille, saa at Publicum maa holde det
tilgode, om det kun opvartes med alskens fremmed, især danske,
eller af dets eget Personale oversat Theatergods. Dette høre vi
i en aldeles afgjørende Tone udskreget især i de Mellemrum i
Theaterharangerne, naar Bravourskraldene gjennemskjæres af
Forbittrelsens Sækkepibehviin over at der dog findes nogle Nor-
mænd, som have faaet Øinene op ved det danske Uvæsen, som
driver sit Spil her i Landet, støttende sig alene til en besynderlig
Forkjærlighed, som maa forsvinde som et Foster af uddøende
Erindringer, og til en Tolerance, for hvilken der baade kan og
bør sættes en Grændse, da den deels udledes af en daarlig
Indifferentisme, deels af et altfor høitskruet Begreb om den
Aandsoverlegenhed, Theaterpersonalets fjerne, os uvedkommende
Landsmænd skulle være i Besiddelse af, og hvortil de appellere.
Et fastere Stød og den eneste Sikkerhed for dets Tilvær vil
dette Institut unægtelig erholde, naar det kan appellere til Opfyl-
delsen af Løftet om at opdrage norske Skuespillere -- Noget, som
strax vil lægge denne Pen, der ellers ikke vil vorde træt af at
modarbeide det i dets nærværende Tilstand, paa Hylden -- samt
dersom dertil duelige og værdige norske Mænd overtage Re-
pertoircensuren. Reent stridende imod dets sande Interesse er
d.III,b.1,s.297   dog Theatrets Fremfærd, i lidenskabelige, ofte Nationalæren og
Sandheden og Retfærdigheden krænkende offentlige Udladelser
at blotte den aldeles unorske Aand, dets Personale endnu er
befængt med, og som ikke kan skjule sig bag Complimenter til
vort Publicum, der dog sandelig staaer saa høit, at lovtalende
Bedømmelser over dets Smag kun falder latterlige, naar de frem-
siges af slige Dommere, som vore danske Skuespillere. Til hine
Udsagn hører ogsaa det ovenberørte tidtfremsatte om vor saa
aldeles fattige Theaterliteratur, hvortil vi finde det meest pas-
sende og modbevisende, at lægge Svaret i en Opregning af
Theaterstykker, forfattede af Norske og afpassede til Scenen,
hvilken Opregning, som affattet alene efter Hukommelsen, dog
neppe er fuldstændig:
Bjerregaard -- Fjeldeventyret, Clara, Magnus Barfods Sønner.
Bruun -- Einar Thambeskjelfver.
Falsen -- Dragedukken og mange flere.
Holberg -- Mangfoldige.
P. A. Heiberg -- 2 Bind Skuespil.
Munch -- Præsten i Hallingdal.
Wessel -- Kjærlighed uden Strømper, samt et Skuespil til, om
erindres ret.


   Upaatvivleligen vilde man aarlig kunne frembyde nye originale
norske Stykker, dersom Opmuntring skede, dersom et Censorat
gaves ved Theatret, som en Forfatter med sin Ære i Behold
kunde fremlægge sine Arbeider for, og forudsat, at en Forfatter
kunde beqvemme sig til at lægge sine Ord i Munde, der ikke
klinge behageligere for hans norske Øren, end de danske gjøre
-- idetmindste for Nedskriverens og vel og for Nogles til.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE