|
PEBERNØDDER TIL JUUL
24. des. 1831.
Hvem bage vi for? Oh, der gaber Dumheden med sin store
Flab -- Ingen har slaaet den igjen. Endnu gaber den ved Aarets
Ende som ved dets Begyndelse -- gaber, somom den var Porten,
hvorigjennem de spildte Dage fløi -- gaber, somom den ventede
at en Oxe skulde stikke sit hornede Hoved ind til Tandstikker
-- gaber, som Europa, naar det nu spørger sig selv: "hvormange
Gran Frihed fik jeg for de tusinde Skippund Blod, jeg spen-
derede iaar?" og seer sig fra 1830's Alcide med Eken i sin
Haand reduceret til en Krigsfange paa Naade og Unaade eller
|
| d.III,b.1,s.282 |
til en usel Actor, der med Vanheld har debuteret i en tragisk
Rolle, og nu maa slaa sig til at agere Polichinello og drager
Narrehætten over sit beskjæmmede Ansigt.
Kom søde Aarets Dumhed, du som udgav Nytaarsgaven Mi-
nerva, Du, som nedsatte Dig i Laurvig som Byfoged, i Nordre
Bergenhuus som Amtmand, i Christiansand som Stiftsprovst --
Du, som i Christiania, under Navn af at restaurere det fremmede
Theater, atter kalkede en Grav for Nationaliteten og en af denne
sig fritudviklende Smag og Skjønsands -- Du, som bød det me-
dicinske Facultet see sig blindt, om det vilde, paa den muligt af
Mishandling dræbte Slave, men derhos at beholde Omdømmet
hos sig selv -- Du, som har siddet i de fleste Loger paa Theatret
-- Du, som drømte saa sangvinsk om Udbyttet af en dygtig
Commission, der nedsattes over Den, der ikke førstegang har
tampet Grundloven op i Filler, og har gjort baade Patricier og
Plebejer til Strøelse under sine Heste -- Du, der har været den
usynlige Præsident ved mange Forsamlinger og Retter, og den
virksomste Redactør av vore Blade og den flittigste Prædikant
-- Du, som, efter tilfegtet Sejer over nogle fattige Huusmænd
paa Manglefjeld og efterat have drevet dem fra den Mark de
opodlede ud i den vilde Skov, endelig nedlod dig paa dit eget
Yndlingssæde: Forneboe -- Du, som vilde give alle Nordlandenes
Sjægter og Joller Sundhedspas og med det Samme Seistimerne
gode Ferier og Reisepas -- Du, som under Navn af Lieutenant
er at betragte som Cavalleriets Ordensstjerne -- Du, som i det
uforlignelige Epos Provindsiaden saameget har opofret Dig for
det almene Bedste, at Du har gjort din egen Yndlingshest Pe-
gasus til Skydshest for Alle og Enhver gjennem hele Budskerud
for den billige Taxt 48 Skilling -- Du, som i den saakaldte
pohlske Nationalsang har ladet os begræde, at Muserne faldt
med Pohlen -- Du, som endnu spanker fri og frank om som den
livagtige berygtede Commandant Baronen, -- Du, som har ind-
kaldt 500 fremmede Skuespillere, forat lade os glemme Hungers-
nød, Sind, Sands og Sprog, samt 600 Gjøglere og Musikanter, og
ordineret atter en Suppe paa 700 slette Vaudeviller, som Syge-
suppe for Publicum, der befinder sig ilde og har en Flauhed, som
efterat have forspiist sig paa Trøfler, efterat have spiist formange
heibergske Vaudeviller tilforn -- Du, som har sluttet Pagt og
Forbund med den onde Cholera forat udrydde vor Vantro, og
|
| d.III,b.1,s.283 |
allerede har udstedt Manifestet, dateret Hovedqvarteret Gran;
og Du, som velsigner Cholera, fordi den allerede i fem Fjerding-
aar har udfyldt din Hjerne med den faste Samtaletext: hvor
staaer det med Cholera? veed De hvad jeg mener om Cholera?
-- Du, som -- o søde Dumhed, Du, som har mig for mange
Ansigter til at jeg kan besee dem allesammen -- Du, som har
gjort det meste af hvad der er gjort i Aaret -- kom Du søde
Dreng, kom Du tusindfjesede Janus, kom! -- der har Du for det
Samme en Pose Pebernødder til Juul!
Hvor er Du krybende Nederdrægtighed? hvor er Du usle
Betler? Vil ikke Du ogsaa have Dig en Pebernød til Juul? Ah,
der sidder Du paa første Bænk i vort danske Theater, smilende,
fjasende, annoterende. Den Plads er hellig: der sidder Theatrets
Orakel. Den Plads er farlig: der sidder Theatrets Cerberus. Den
Plads hører til Orchestret: der sidder Theatrets Basune og Mark-
skrigertromme. Den Plads er Friplads: der sidder Theatrets faste
lejede Skriver og Apologist. Siig ikke: maalløse Nederdrægtig-
hed, at sælge sit Omdømme, sin Overbeviisning, sin Pen for 2
Ort pr. Aften! Siig ikke det; thi disse tre Ting ere hos Personen
ikke saameget værd. Han er godt betalt med Billetten, og dog
tog han hellere dens contante Beløb, de 2 eller 3 Ort, dersom
han ikke for et Syns Skyld maatte sidde der, for idetmindste at
huske Navnene paa dem han skal væve om næste Dag i Morgen-
bladet. Men tænker jeg paa den Tid Manden spilder, da siger
jeg til Directionen: "læg paa 12 Skilling til! giv ham idetmindste
et Æble imellem hver Act!" 2 Ort er nok forat være neder-
drægtig, men forlidt forat være nødt til at være doven; thi ogsaa
Den, som kun gjør Narreværk er doven, ligesaavisst som at Den,
der vrøvler hele Dagen eller hele Morgenblade fulde, er ikke
veltalende. Men vil ikke Directionen være generøs, min Gut, saa
vil jeg holde Dig skadesløs med en Pebernød.
Morgenbladet for Mandag 12te Decbr. lod nogle Ord falde om
danske Raadyr, som man i Skokketal fører herop; og umiddelbar
derpaa fik man det fuldstændigste Beviis paa at dette Ordspil
nok lader sig applicere. Om den i samme Blad sig anmeldende
|
| d.III,b.1,s.284 |
Pianist "fra Kjøbenhavn" (en Anbefaling, som maaskee bedre
burde passe i Skive eller Løgstøer end i Norges Hovedstad, der
har Overflod af gode Pianister) end maa henregnes til det
Skokketal af Danske, som hidkomme, mens Landet har nok forat
skaffe Brød til sine egne Børn, saa sætter Nedskriveren dog ikke
ukjendt Mand imellem dem, han vil have hiint Ordspil anvendt
paa, naar dets Applicabilitet lader sig bevise. Men her menes,
at man fik Beviset herfor i det af selve de danske Skuespilleres
Chef Dagen efter, Tirsdag den 13de Decbr. Indsendte. Spækket
er det med Hjertebrækkelser om "smertelige Sandheder, uesthe-
tisk Bitterhed, mange Pligter og mange Sorger, vanskelig og fare-
fuld Stilling" o. s. v. og med de sødeste Complimenter til "den
høitagtede Medarbeider" Hr. Giebelhausen, der selv forud har
ratificeret dem, om "den oprigtige Agtelse for hans Aand og
Hjerte og hans udmærkede, enhver Skueplads hædrende Talent
som Comiker, " samt med de offentligste, noget nær dem man
seer paa Skuepladsen lignende, altsaa theatralskeste Forsikkringer
om at disse To "med Barndoms- og Ungdoms-Venskab Sammen-
knyttede (Directeurstiil) vil kun, om saa skal skee (om Gud ville?)
(atter Directeurstiil) adskilles fra hinanden med det inderligste
Venskab og den sandeste Tak for den Tid de have arbeidet sam-
men til eet Maal;" -- men spækket er ogsaa dette Hr. Theater-
directeurens Stykke med saamange Sprog- Stiil- og Tanke-Bom-
merter, at man ikke kan tvivle paa, at jo Han maa henregnes
mellem Raadyrene. At udpille mere end en af hver af disse
Bommerter -- hvorifra jeg vel veed at undtage dem, som kunne
være Trykfeil -- er ikke Umagen værd. Her ere de: "der gives
Enkelte, som fornegter disse Egenskaber, og snart paa den ene,
snart paa den anden Maade ligger(!) for Dagen o. s. v. -- "Paa-
skuddet af Rygter" -- 12 Ln. f. n. i Slutn. ytres det besynderlige
Begreb, at kun en Navngivens Yttringer kunne vorde Gjenstand
for den Publicums Dom, som deri æskes -- og heelt igjennem
conjugeres i Singularis til Subjecter i Pluraris, en Feil som er
ligesaa characteristisk for udannede Mennesker hos os, som Con-
jugationen af avoir i Pluralis til Subjectet i Singularis for den
samme Classe i Frankrig. Det er latterligt, fra en saadan Pen,
at see Omdømme fældt over Christianias Publicum, om hvorvidt
det er begavet med Upartiskhed og Smag. Mangen Bytosse tør
dog kanske kroe sig herover paa Theaterbænkene; thi han vil
|
| d.III,b.1,s.285 |
ogsaa have Deel i disse isandhed smigrende Complimenter, og
lidt efter lidt rykke op fra at have Upartiskhed, d. e. ikke trampe,
til at have Smag, d. e. klappe ret flittigt, og endelig ind i den
øverste eller "Kunstinteressens" Classe, d. e. den, hvori man ret-
skriver sine Bravos og sender dem til Morgenbladet i Rubriken:
Theatret. Klart er det, at dette Theater, som dets Directeur
"drister sig at sige" d. e. her "siger med Dristighed" maa "hel-
digt" fremspire, dersom det har mange saa Dannede som Han.
Wahl i Throndhjem! seer Du Juletræet ligeoverfor i det lille
lave Huus? Børn dandse omkring det, beundrende Papiirskra-
verne, Baandene, Lysene, hvormed dets mørke Bar er prydet.
Fryd Dig, Wahl -- det er hos Enken Dahl dette Træ og disse
Børneøine straale! Fryd Dig, Wahl -- disse Papiirskraver paa
Juletræet har Du skjænket: Major Ræder har klippet og kruset
dem til Børnene af dit smukke Brev til Enken. Man ihukommer
i Julestuen disse Dit ædle Hjertes Udtømmelser, mens det lille
Glas Mjød gaaer rundt. Fryd Dig, Wahl! -- Du har fremskabt
denne støjende Juleglæde; thi den vilde ikke nu være saa livlig
i disse Minuter, om Glæden der var huusvant Aaret rundt. Du
er en Ven af Pantelege -- nu, hvi tænder ikke ogsaa Du et
glimrende Juletræ? Kun dine Øine seer jeg skinne som Lossens
borte i den mørke Krog, hvor Du sidder med Haand under Kind
ogsaa nu tænkende paa Jurisprudencen. . Ak, ogsaa Juleaften
tænkende paa Jurisprudenz? Lad den beskytte din Ære, som
Du siger; men Glæden vogter den kun slet. Den qvæles enten
under de mørke Betragtninger, denne Videnskab afføder, eller
den svinger sig op, flyer, og lader slige Betragtninger krybe i
Støvet. Mand Dig op! Lad Godhed vogte din Ære, og lad disse
to boe sammen med Glæden i dit Huus! Frisk op! Begynd med
at sende Julegodt til Dahls derover og til Slagteren Du holder i
Arrest, fordi han har gjort engang som sin Hund! Tænd saa
Juletræet hos Dig med, og spiis som her baade Gode-Raad og
Pebernød. --
Bager Thore & Comp.
|
| BLA BAKOVER |