|
[OM NORSKHET I SPROGET]
(Indsendt).
Morgenbladet 12. des. 1831.
Anmelderen af et Theaterstykke i Morgenbladet No. 313 kan
have Ret i at bebreide mig -- eller i hans Sprog "slaae mig eller
min Uforskammethed paa Næsen" -- for en blind Higen efter
Norskhed, forsaavidt som at jeg ikke kunde overtale mig til at
troe, at en virkelig Normand kunde skrive saaledes. Erindringen
om endeel vannorskede Norges Børn, en Flok æsthetiske, criti-
kaklende og rimende Pygmæer, som dog neppe ere den flygtige
Tanke værd, tillod mig dog kun at udtrykke dette behagelige
Drømmerie saa ubestemt, at jeg vedhæftede Formodningen om
at Personen vel kunde ikkun være i Hovedstadens danske offent-
lige Theaters Sold. Heri har jeg heller ikke taget Feil, saafremt
jeg medrette gjenkjender i Anmelderen den gamle gode Smører
og alle vore om Theatret sværmende æsthetiske og poetiske Narres
vægtige Middelpunct. Hvor indbydende til en liden her prentet
Latter end dette Møde og Carricaturens Vrede, saaledes som
denne tindrer eller rettere oljekoger i No. 333, end er, tillader
jeg mig dog ikkun tvertom at bevidne ham med Kammerader
|
| d.III,b.1,s.279 |
min Erkjendtlighed, fordi deres Svar og især denne Forbittrelse,
der er det belivende i deres ellers liv- og aandløse Ordremser,
har overtydet mig saavel om disse Kjæmpers Udygtighed, som,
indtil høieste Grad af Tilfredsstillelse for mig og Ligetænkende,
om at mine Linier i No. 326 have virket hvad de skulle, d. e.
Syndserkjendelse, om end ei Bekjendelse, hos dem. Den norske
Ulv, som vor rasende Dannekjær formodentlig derfor har saa
trabelt med, fordi han af og til tilforn selv har følt dens Tænder,
naar den legende vilde ryddiggjøre sin kjære Skov for alskens
giftigt Kram, gjør sig ellers til af at have ligesaa vanskeligt for
at troe, at et endog kun i den Forstand dannet Menneske, at de
heftigste Lidenskaber dog ere blevne noget afrundede, kan af
noget andet indre Oprør end Selvbebreidelsens, naar man er
bleven greben i en Dumhed eller Slethed, eller, som Anmelderen
i begge Dele, og især naar hertil kommer Ahnelsen om at man
oftere af samme Hjertegriber er bleven pirket saa smaat paa
selve Selverkjendelsens Nerver, lade sig forlede til offentligen
paa den latterligste Maade at vise dette eller sin Vrede, udtøm-
mende den i de plumpeste Skjeldsord, som Theatercriticussen i
No. 333, som han havde let for at troe, at en Norskbaaren mu-
ligen kunde skrive saa falskeligen om den norske og den danske
Skjønvidenskabelighed, som Personen i No. 313. Samme norske
Ulv vedgaaer ogsaa at have saa tykt et Ragg, at alle matte Pile
deri blive hængende; men, om det er saa, at han har et skarpt
Maal, da vil han ikke oplade det mod slige Daarekisteskrig, som
"Had og Foragt mod en Nation" og andre deslige Usselheder.
Han kjender ogsaa saameget til Sandheden af "om Smag og Be-
hag lader ei disputere" og til den Retning mod Æsthetik og Critik
over Lapperie, som Hoved- og Høiskolestæders unge Dagdrivere,
især imellem Gentilhommeriet, tage til, at han skulde ville gjøre
slige Bagateller en Tomme høiere, ved at vise deres Snakken
frem og tilbage nogen Opmærksomhed, undtagen da, naar noget
Nationaliteter og vigtigere Sandheder Krænkende deri skulde
blande sig. Ja denne norske Ulv er saa fredsommelig, at han,
uden at strække ud en Klo, seer hvorledes de norske Oxer,
Faar og Gjæs flokke sig endrægteligen sammen med de danske
Raadyr, som man fører herop i Skokketal.
Forfatteren i No. 326.
|
| BLA BAKOVER |