|
[OM DØDSDOMMEN OVER BLEHR]
(Indsendt).
Morgenbladet 23. nov 1831.
Streng mod Sig, mild mod Andre.
Det er Christi Trin at vandre.
Et af de sidste Morgenblade indeholder et lidet Udraab fra
Christianssand, angaaende Blehrs Dødsdom, i hvilket en uchriste-
ligsindet, blodhevnlysten Sjel aabenbarer sig. Det erklæres, at
Almenheeden (den chske?) venter at see Dommen udført. Be-
træffende Dette, da er det altfor almindeligt, at udgive offentligt
sit eget Tankesæt for Almeenhedens, til at man af ovenberørte
Yttring skulde med Skjel turde bebreide nogen Anden, end ikke
den chsandske Pøbel, der selv af Chsands Biskop er skildret med
oprørende Farver og med en Pensel, der maa være dyppet i
Hans Høiærværdigheds egen mørke Galde, men alene dens Frem-
sætter og maaskee Enkelte af Bærmen, at saa hevngjerrige
Tanker i deres Hjerter. Vi vove ikke at afgjøre, om nogen
Dødsstraf er retfærdig og Menneskene tilladt. Vor Konge, der
upaatvivlelig med et fortræffeligt Hjerte forener et i mange
Henseender skarpt og lyst Sjeleøie, deler med mange af Tidens
Skarpsindigste denne Uvished. Kun Forbrydelser, der hensigte
til det hele Samfunds Fordærv, synes at burde kalde Bilen over
sig; og dog see vi, at det franske Pairskammer ikke vovede at
dødsdomfælde det om meenederske Landsforræderie overbeviste
polignacske Statsraad. Vi kunne trygt efter dets offentlige Hand-
linger betragte det franske Folk som Repræsentanter for den
europæiske Civilisation og som Maalestokken for dennes Frem-
skridt. Fra den samvittighedsløseste, koldblodigste Udgyden af
Menneskeblod paa Justitias Skafotter, der da omstimledes af
Masser, som med hemmeligt eller aabenbart Velbehag ansaae de
skrækkelige Skuespil, er dog Begrebsudviklingen i vore Dage
fremskreden til en Uvished om det virkeligen Retmæssige og Til-
ladelige i Dødsdomme, som er overladt Viismændene, de skarp-
|
| d.III,b.1,s.271 |
sindigste Retslærde, de overvægtige Aander og Folkeforsamlin-
gerne at opløse. Helten Ney toges af Dage i det samme Luxem-
burgpalais, hvor, et Tiaar sednere, Landsforræderne toges i Be-
skyttelse mod den rasende Pariserpøbel og ikkun fængseldømtes.
Hvilken skrækkelig Skjæbne der end bliver Forbryderen Blehrs,
saa er den dog ikke saa sørgelig som den, der har ramt hans
ulykkelige Datter. Hun, der har almeen Lov for at være en god,
blye, dannet og dertil smuk og ung Pige, og som har viist sit ømme
Barnesind imod sin Fader, er bleven indviklet i Moderens be-
dragerske Handlinger, og seer et Liv fuldt af Skjændsel imøde.
Retterne ville vel nu tage vedbørligt Hensyn til hendes barnlige
Afhængighedstilstand, Ungdom og maaske Nød, ja maaske den
Daad af Politiemesteren i Christiansand, hvorved denne Sag frem-
kom, vil indvirke til hendes Fordeel, og Enhver med Menneske-
følelse vil beklage den stakkels, stakkels Pige og lette den under
saa sønderknusende Skjebner Nedbøiede. Idet vi berørte Po-
litiemesterens, den myndige Embedsherre Ole Emerentius Søren-
sens Adfærd mod Moder og Datter, udtrykte vi os neppe tve-
tydigt eller misbilligende nok. En retfærdiggjørende Grund for
den Uvillie, hvormed vi tænke herpaa, ligger i selve Fremstil-
lingen af hans Opførsel: Politiemesteren erkyndiger sig hos en
Kjøbmand, om Denne, efter et almeent Rygte om, at han skulde
underfundigen være bleven forurettet af Blehrs Fruentimmer,
havde desangaaende Noget at klage over disse. Da Alt iforveien
privat var jevnet og forligt imellem Parterne, gav Kjøbmanden et
benægtende Svar. Kort efter vil Mad. Blehr med Datter forlade
Landet for at bosætte sig i England, og Madamen gaaer, for at
erholde Pas, paa Politiekammeret. Der erklærer Politiemesteren
hende med Datter, der siden arresteredes, for Arrestanter, som
Mistænkte for Tyverie.
Har nu Politiemesteren handlet ædelt heri? Om endog kun
for den Sorg, der laae over de ulykkelige Qvinder for Mandens
og Faderens Skyld, eller fordi kjendt Brøde er halv Bøde, eller
fordi de vilde forlade Landet for stedse, men dog fulgte af saa
bitre Erindringer, at Forseelserne, de maatte, uden Lovens Straf,
have begaaet, deri vilde have en stedsevarig Tugtelse, eller og
for det ulykkelige Pigebarns Skyld, forekommer det vor Følelse,
at Politiemesteren, uden at krænke sin Embedspligt og Retfær-
|
| d.III,b.1,s.272 |
dighed, kunde undladt en saadan Adfærd. -- Medmenneskers
Venlighed og Godhed, en Religion, der lærer:
See ned i dit Hjerte! Du finder en Himmel paa dets Bund,
Hvor før Du troede Rum til Sukke kun:
og en Eftertanke, der veed at finde en ledende Straale under
det tykkeste Mulm, og som sander midt i Sorgen og Prøvel-
velserne, at
Graad er ofte Styrkens Øie, tidt en Funke fra det Høie;
ofte Smerte bedste Muskel i et Hjerte.
Disse det bristende Hjertes Støtter, Disse, der give Ulykken
Høihed, og den almene Deeltagelse, Tornestiens husvalende Blom-
mer og de bedste Blommer blandt dens faa, styrke den unge
Korsdragerinde! Himlen kræver en Sjel af den unge Skabning
-- nedbøier den da ikke for tungt, og lægger ikke Lovenes Jern-
haand af Skadefrohed eller overdreven Nidkjærhed (Joh. 8, 1 -- 11,
Luc. 7, 37 -- 48) paa det spæde Hoved, Himmelen nedlagde Sorg
nok paa alligevel. Jorden, Staten kræver en Borgerinde, der kan
udsone den blodskyldige Fader og den forbryderske Moder --
overhøljer da ikke den skjære og hjertebladfine Ungdom med
Skjændsel, og borthvifter ikke med plumpe, ufølsomme Hænder
det gode Navn, der let som et Arom om Blomsten omsvæver
den. Med os ville mange bede for det stakkels Pigebarn, at
ikke Haabet maa forlade hendes blødende Hjerte, der maa rumme
en Sorg, som selv den Fremmede og Manden kun kan tænke
paa med Taarer -- -- .
|
| BLA BAKOVER |