|
[OM "AMORS GENIESTREGER"]
(Indsendt).
Morgenbladet 22. nov. 1831.
Morgenbladet Nr. 313 leverer en i Smagshenseende ægte Ræv-
bælgopsats, formet som en Anmeldelse af Amors Geniestreger,
et af de danske Lystspil, hvormed Hovedstadens Publikum senest
har ladet sig underholde af sin fremmede Skuespillertroup. Styk-
ket, der hovedsagelig gaaer ud paa endnu mere at forøge de
fordærvelige Kræfter, der fra alle Kanter angribe og søge at
qvæle den unge norske selvstændige Skjønvidenskabelighed, idet
den omgiver den nuværende danske characteerløse med Berøm-
melsens Glorie, og listigen søger, under Skin af at tale dens
Sag, at indgyde Foragt for den Norske under dens Fremstræben,
er tydelig nok skrevet af en Dansk og i Christianias danske
Theaters Sold. Det Sidste sluttes imidlertid altfor let og sand-
synligt af denne latterlige Yttring, hvori man hører Hjemveen og
den ikke nok fyldte Lomme klage, at "isærdeleshed den drama-
tiske Kunst forplantedes ved mærkelige, undertiden næsten over-
|
| d.III,b.1,s.267 |
drevne Anstrengelser til Norges betydeligere Kjøbstæder". Man
venter nu vel ingensteds stor Beskedenhed hos slige Folk, og vi
Normænd give dem altformegen Anledning til at gjøre sig og sine
Fordringer gjældende, til at vi medrette skulde kunne beklage os
over en Uforskammenhed, der nu og da kunde falde besværlig,
men som vi selv havde givet Fodfæste og baaret paa Hænderne,
opammende den med vort klare Sølv. Det maa derfor ikke for-
undre Normændene, at de, istedetfor at kunne smigre sig selv i
Taushed med den Tanke, som maa falde godmodige Tosser sød,
at de endnu vedblive at opføde endeel taknemmelige danske
Børn, faae det at høre i en fræk Tone, blive det kastet i Næsen
af de opvoxne Fosterbørn, at Norge maa takke til, at det er kun
"næsten overdrevne Anstrengelser" for Norges Vel, for de fra-
faldne Brødre, som endnu lader Danmark tilsende os Læremestre
i sine egne Rejicerede. Men hvor lavt det norske Publicum end
maa staae i Henseende til æsthetisk Smag og Dømmekraft, og
hvorpaa det afgiver Beviset i det, alligevel temmelig phlegmatiske,
Behag, hvormed det overlader sig til de uheldige Indvirkninger
af den sjelløse danske Skjønliteratur, saa fortjener det dog neppe,
at det offentlig tiltales og bebreides af en fremmed Person, der
lider af saa mangelfuld en Dømmekraft, af saa umodne, falske
Begreber, som Forf. til ovennævnte Anmeldelse.
Hans Pralerie om den nye danske dramatiske Poesie, der skal
vise sig i Lystspil1, som fremstille det nationale (danske) Livs
Eiendommeligheder, lade vi gaae med en simpel Benægtelse,
indtil vi finde en bedre Leilighed til at fremføre Beviserne, saa-
vel for dens Ikketilværelse som national Dansk, som for det danske
saakaldte nationale Livs totale Mangel paa al Eiendommelighed, og
for Umuligheden af, at en virkelig national udenlandsk Poesie skulde
kunne indvirke saaledes paa et andet Folk, som har beholdt sine
Eiendommeligheder, som den danske Poesie -- jeg beder Mu-
serne om Forladelse for dette Udtryk -- netop fordi den er
characteerløs og maa behage enhver Nations Characteerløse, gjør
paa endeel af det norske Folks mere dannede Classer. Men i
dette Theaterrecensentens Spørgsmaal: "ligger da nu Grunden
til vor Mangel paa -- især dramatisk -- Poesie i Tidsaanden, i
det Sving, Nationalaanden under den nye Forfatning har taget?"
|
| d.III,b.1,s.268 |
viser sig hiin Mangel paa Dømmekraft saa stor, at vi næsten
skamme os ved at skjænke slig Usands et Ord. Det er en altfor
bekjendt og i den oldengelske rule Britannia allerede som Erfa-
ringssandhed fremsat Sag, at hos Friheden findes altid Muserne.
Fremtrine de ikke hos os i deres Herlighed og med deres umis-
kjendelige Præg af Aandshøihed og Characteer saa skarp præget
som Landets, da er det alene at tilskrive den Overfyldelse af
Levninger fra det gamle Barbarie og Slaverie, som endnu finder
Sted i vort Frihedstempel, og som ikke lader os see de herlige
Skikkelser, som dog der bevæge sig og prøve at lette Vingerne.
Ligesaavist er det og, at den danske Skjønliteraturs Characteer-
løshed, der mindre fandt Sted under Trykkefriheden, mere maa
tilskrives Folkets politiske Trællestand end den mellem de fleste
Nationer det meest egne Mangel paa fremragende sædelig Cha-
racteer. Hauchs fortrinlige Melpomene søger derfor ud fra de
saameget besjungne danske Bøge, og Folket, ikke skjønnende, at
den Genius, der skulde være den danske, lever i Ewalds udøde-
lige Værker, troer at høre en national Poesie, blot de høre ret
mange indflettede Christian'er og Frederik'er, og see i Theater-
Coulisserne de kjendte Gader igjen. Det morer sig med Steen
Steensen Blichers tydske, fouqveeske Romancer, med Ingemanns
engelske, walterscottske Romaner, med Heibergs franske, scri-
biske Vaudeviller, med Garbrechts, Blicherolsens, Søetofts og
Desliges alverdsens Skrab; jubler, efter endeel recenserende Avi-
sers Toneangiven, om en national dansk Poesie; og troer den,
sig selv og Digteren apotheoserede i Oehlenschlaegers Frem-
bringelser, der mangle -- det er Alt hvad der med Sandhed
lader sig sige om denne Tidens forkjælede Pleiesøn -- dobbelt
saamange Feil som Dyder.
Det er denne nationale Skjønliteratur, som Danskerne ville
gjøre gjældende, ja -- mirabile dictu -- national i Norge. Man
seer ikke, at man forsøger det Umulige, saasom det er unatur-
ligt. Den indpodes i Byerne, og fordi disses Beboere tælle nu-
fortiden mange Danske, hvem det ligesaalidet bør vanskeliggjøres
at dyrke den danske Skjønliteratur, som det kan forbydes her-
værende Engelskmænd at anskaffe sig engelske Værker og more
sig paa sin Engelsk, og fordi altsaa den første Indpodning falder
let: saa gaaer man saavidt i sine Forhaabninger, at man troer,
at ogsaa Danskernes Efterkommere her i Landet ville vorde lige-
|
| d.III,b.1,s.269 |
dan tilsinds, og at det skal lade sig gjøre ogsaa at indgive de
Norskbaarne, med Tiden og fortsatte "Anstrængelser", den samme
Characteer. Derfor maa der tidlig indaandes Disse Foragt for
egne Frembringelser og Mistroe til egne Kræfter. Derved kan
vel en Normand med Aandskald til at fremhæve en selvstændig
norsk Skjønliteratur forhindres og beredes en ublid Bane; men
man forglemmer, at en eneste saadan Flamme, der er uqvælelig,
maa qvæles, dersom den ikke skal ødelægge hvad de med Møie
og planmæssigen have arbeidet. Det er derfor, at de Danske,
under disse for dem, hvor glimrende de end synes, dog bedrage-
riske Tider, medens deres Planer synes i fuld Fremgang, medens
vi ikke synes at kjende nogen anden end dansk Literatur, be-
møie sig med at faae en Lærerpost i Skjønvidenskaben oprettet,
for at fordærve os de unge Slægter, og under Skin af Patrio-
tisme bebreide Statsstyrelsen, at den ikke yder "Kunsten" for-
tjent Opmærksomhed. Da vilde man, formodentlig af en Dan-
sker, af en af Vaudevillemesterens Elever, fra vore Læresale
høre Forelæsninger over Kong Salomon og Jørgen Hattemager,
over Andersens Fodreise og andre den danske Skjønliteraturs
lignende Prydelser, og vor academiske Ungdom vilde fordærve
sig den frie æsthetiske Følelse ved at disputere om sligt Non-
sens, som om der skulde mangle eller ikke i et Folk "poetisk
Stof og Liv." Er der en Digter, saa vil han nok vide at finde
sit poetiske Stof; men prosaiske Øine, selv bevæbnede med alle
Lærdommens Briller og den til Videnskab gjorte Æsthetiks Mi-
kroskoper, ville ikke kunne finde det. Kun poetiske "Kunstnere"
have en fast Liste over Tingenes og Begivenhedernes poetiske
Anvendelighed.
En fremmed Literatur vil ikke kunne acclimatisere sig i et
fremmed Land. Kun hos Enkelte vil den finde Gjæstemodtagelse.
Kun i Vinduerne trives Heliotropen og andre sydlige Væxter hos
os -- ligesaa trives hos os den danske Skjønliteratur kun i en-
kelte Byernes Huse, medens den er fremmed og vansmagelig for
Folket selv og for Mange blandt dets Dannede, der med Uvillie
see hvor godt den danske Egennytte staaer sig ved at have gjort
Norge til en Afsætningsplads for dens Bogladedynger, men med
Haab see hen til den sig nærmende Tid, da Mængden af nærings-
løse norske Studenter vil afgive dannede Skuespillere, der kunne
fortrænge de Fremmede, som det norske Publicum -- omend-
|
| d.III,b.1,s.270 |
skjøndt det vel er bedre at undvære noget Godt end at have
noget Slet -- ene og alene i Mangel af det Bedre, hidtil have
ladet sig sjeldnere more end ærgre af.
1 tilbakeEt af Disse: Recensenten og Dyret faaer en anden Omtale i en udmærket
svensk Tidende, end man er vant at høre fra Danmark og af Eftersnakkerne her. |
| BLA BAKOVER |