HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


FOLKEBLADET
No. 40. Tirsdag den 1ste November 1831.

Reis dit Hoved, da Ingen tør Dig traae.
Men kryber Du i Støvet, da blier Du traakket paa.

POLITISKE PRÆKENER

   D
ette Emne -- siger "den svenske Medborger" -- er, ogsaa
i vort Land, blevet Gjenstand for Opmærksomhed, i Anledning
af en Præken, holdet Andendag-Juul i en af Stockholms Kirker.
Spørgsmaalet synes at ligge dybt. Vi tillade os alene nogle Be-
tragtninger derover.
d.III,b.1,s.252      Om vi paastode at Almeenuddannelsen paa et høit Trin vilde
fordre, at forvandle den offentlige Kirke-Guds-Dyrkelse til en
enskilt (privat), at lade Tænkesæt og Anskuelser ligesaa frit ud-
vikle sig i Religionsemner som i andre; at overlade Enhver, efter
sin Aands Kraft, at tolke Religion og det religiøse Sinds opløf-
tende Hemmeligheder paa samme Maade som han frit faaer tyde
Naturens, Menneskefornuftens og Menneskefølelsens øvrige snart
sagt ligesaa uforklarlige Gaader -- om vi paastode, at Religionen
meer end noget Andet burde tilhøre alene Menneskets Indre, ad-
skildt fra Tempelskikke og Tempelprunk, -- med eet Ord, at
den ydre Stats Befatning med religiøse Anliggender engang vil
ophøre, -- at saaledes et særrettighed-begavet Præsteskab og en
Præstestand i Tidernes Længde og paa Almeenuddannelsens
Blomstringspunct vil vorde overflødigt -- om vi derjemtemed paa-
stode, at Alt igrunden er det Samme: Religion, Naturlære og
Statslære: -- da skulde vi, udsættende os for en af Sandhedens
haarde Kampe, henledes i vidtløftigere Afhandlinger, om hvilke
vi nu kun kunne sige, at Tiden snart er moden for deres Be-
handling og Udvikling. Med Tryghed vove vi dog at paastaae
og paatage os at forsvare, at en Præst handler i sin Aands Kald,
naar han fæster sine Tilhøreres Opmærksomhed paa Tidens Tegn
og paa den Gudsrøst, som i de vidtomfattende Verdenshændelser
aabenbarer sig
for Menneskeheden. Man hører fra Prækestolerne
hver Helg den høieste Guddom fremstilles som Ophov og Styrer
af Natursynerne, af Aarsvext og Luftforandringer. Langt vigtigere
maa det vel være at paaminde om, at, hvorledes hans Kraft og
Aand virker i sin største Herlighed, naar det gjælder Skabelsens
Ypperste: Menneskeheden, dens ædleste Fordringer, dens Ve
eller Vel, Sejer eller Nederlag. Skulde dette være et uværdigt
Formaal for aandelige Betragtninger, saa vide vi i Sandhed ei
hvad som er vigtigt, værdigt eller stort. Thi hvilket Menneske,
efter Christendommens Sind, anseer ikke Menneskehedens An-
liggender for sine egne? Eller mon Meningen kan være, at Sven-
sken blot skulde bekymre sig om Sverige, Normanden om Norge,
Franskmanden blot om Frankrige o. s. v.? og, i Slutfølge heraf,
hvert og et uselt Enkeltmenneske alene tænke paa sit eget Jeg?
Nei -- saa var ikke Christi Hensigt, da han offrede sig for baade
Jøder og Hedninger, som et Beviis paa sin faste sedlige og reli-
giøse Overbeviisning d. e. paa sin Tro! Saa var ikke hans Hen-
d.III,b.1,s.253   sigt, da han udskikkede sin Apostle at prædike for alt Folk de
forbedrede Sedlighedslove, og for med deres Blod at besegle den
nye Ordning i den sedlige Verden.
   Ovennævnte Præken udgik fra denne Synspunct. Forfatteren
af denne Opsats hørte denne Præken, og med Uvilje hørte han
den dadlet. Den var, efter Forfatterens Omdømme, blandt de
sandest religiøse, han mindes at have hørt. Livligt fæstede den
sig ogsaa i hans Minde, og han vil forsøge at give en Fremstil-
ling af dens Hovedindhold.

   Evangeliet paa Andendag-Juul afhandler Math. 23 C. 34 V.,
hvor Jesus forkynder Guds Aands Hevn over Jerusalem for dets
Synders Skyld, og straffer sin Tids Farisæer, fordi de ikke vilde
lade Guds Aand rense sig; fordi de, efter deres Tænkesæt vare
som Deeltagere i Profeternes Drab og Forfølgelse; fordi de, under
Skin af Lov og Ret lagde tunge, utaalelige Byrder paa Andres
Skuldre, men vilde selv ikke røre dem med en Finger; og slutte-
ligen fordi de satte Guds Rige ikke i Hjertets Helgelse og For-
sagelse, men i ydre Gudstjeneste, i andagtsløse Bønner og Al-
misser uden Kjærlighed o. s. v. Dette Strafmæle gav den nær-
meste Anledning til at revse vor Tids Farisæer d. e. "Samfundets
meest begunstigede, lykkelige, mægtige og saakaldede dannede
højere Samfundsclasser." Disse havde vel ei -- yttrede Taleren --
i bogstavelig Mening dræbt Profeterne men de havde traadt under
Fødderne Historiens og Christendommens profetiske Lærdomme.
Historien, fremfor alt de sidste 40 Aars, burde have lært dem,
at Hævnens Engel gaar useet gjennem Tiderne, indtil han i deres
Ødelæggelse, som overhølje hele Verdensdele med Blod og Taa-
rer, lader sin straffende Haand tilkjende. Udviklingen af Jesu
Religion
burde have lært dem, at der findes en Gud, som gjen-
nemskuer Hjertet: at Alle ere Brødre i Christo gjennem Kjerlig-
heden; at De, som foragte dem, der bære Samfundets tyngste Byr-
der
, tillige foragte sin Skaber og Gjenløseren fra Uvidenhedens
og Usedlighedens Mørke; at Mennesket kun bliver stort ved Sam-
baandet med Gud og sine Lige. Til disse Lærdomme have Tidens
Farisæer ikke lyttet. De have fortfaret i at betragte sig som
Væsener af en høiere Natur end Mængden, at stole paa deres
egen Klogskab, at aagre med sine ulykkelige Liges Elendighed;
at vælte paa dem Skatternes og Arbeidets Tyngder, og under
Skin af Fare for Samfundets Bistand, med at udeslutte dem fra
d.III,b.1,s.254   Deeltagendet i Lovstiftning og andre i Christendommen grundede
Samfundsrettigheder; de havde fortfaret med, i Brist paa indre
Værd, at overtræffe hverandre i Pragt, Ødselhed og Forfænge-
lighed, og med i faae Dage at opsluge hvad som i hele Aar
kunde livnære en hungrende Broder, samt med at kaste over
sine Udsvævelser en Kaabe af Elskværdighed og Behag. Det ind-
rømmedes at Sedfordærvelsen ogsaa hos den arbeidende Classe
havde naaet en frygtelig Høide. Men Skylden var Deres, som
havde faaet den høje Bestemmelse, at være de Ulykkeliges, de
Udannedes Opfostrere, Lærere og Beskyttere; som vare blevne
satte til Forvaltere over Guds Eiendom paa Jorden, til Værn for
dem, som bære Dagens Tyngde og Hede. Og, naar man saa-
ledes, ved Hofmod, Hyklerie og usle Fordomme, har sundslidt
de virkelige indre Samfundsbaand mellem Folkeclasserne, hvilket
Udseende maa da Samfundet ikke have, endog isvøbt den ydre
Ordnings Kaabe? Paa det store Livsenstræ voxer en Dyd, en
Sedlighed, som er Skal og ikke Kjerne. Istedetfor Venskabets
og Kjærlighedens oprigtige Væsen findes alene Egennyttens Høf-
lighed og Egenkjærlighedens Belevenhed. De som endnu besjæles
af Retskaffenhed, Seder og Dyd undergraves aabenbare af Her-
skelystens Anstrængelser for med Guld og ydre Fortrin at be-
stikke Medborgeres Følelser eller Samvittighed
. Efter denne Skil-
dring af de højere Klassers Sedløshed og Hyklerie overgik Taleren
til Guds Hverv, som aabenbarede sig i disse Tidens blodige og
rædselfulde Tegn, bebudende en af disse store Tidspuncter, da
Himlens Gud kommer med stor Magt og Herlighed, for at holde
Regnskab med sine Tjenere (de Lykkelige og Mægtige paa Jorden)
for Det, de have modtaget at forvalte til deres i Ansigtets Sved
arbeidende Brødres Forædling og Lykke.
   Efterat Prædikanten havde forklaret, hvorledes det ikke var
den arbeidende Klasses Uvilje med Samfundets Lykkeligere, som
han vilde fremkalde; men alene Kjærligheden hos dem, som Gud
har gjort til Uddelere af sit Gode paa Jorden, og som saa let
glemme, at af den, som meget er givet, skal meget kræves; og
efterat han havde forklaret, at den strænge Sandhed ikke maatte
dølges formedelst jordiske Betænkeligheder: lykønskede han Sve-
rige, som styret af en Konge, som selv havde kjæmpet den for-
trykte Menneskeheds Sag, med at være blandt de faae Lande,
hvor ingen Folkebevægelser vare at befrygte; men, da alt om-
d.III,b.1,s.255   kring var Ild og Lue, ansaae han det for Pligt, at bede de Store
og Mægtige ogsaa der at betænke, hvad de skylde for den Fred,
hvori de leve
; og at, bede dem, lægge paa Hjerte de sande Aar-
sager til og Betydningen af Tidens Tegn. Han bad dem, ei at troe,
at de Folkebevægelser, som ryste vor Verdensdeel, alene vare
tilfældige Følger af Mængdens Avind, vilde Begjær eller ildesin-
dede Indflydelser. Der findes ingen Slumphendelse, fortfoer Ta-
leren, men et retviist Forsyn, som gaaer dømmende og straffende
gjennem Tiderne. Den sande Aarsag til det Store og Vigtige i
Verden findes ikke udenom os, men i vort eget Bryst. Taleren
formanede til et Indblik i Sjelens Dybder. Der laae kanske Ræd-
slernes sande Grund i Hjertets Haardhed og Uretfærd, i Stands-
og Kundskabs-overmod; i den gudløse Foragt for Menneskeret og
Menneskeværd1. Betragtede man, efter slig Prøvelse, Tidens
Tegn, da skulde man deri see Forbudet for Sandhedens og Ret-
færdighedens Sejer, Standsskrankernes Fald for de værdfulde, usmin-
kede Samfundsdyders Ophøjelse paa den tomme Daarskabs, den
tankeløse
, barnagtigt pralende Forfængeligheds Ruiner, for den
fuldkomne Erkjendelse af Menneskeret og Menneskeværd, for Ly
-
sets uhindrede Virksomhed: for Tilkommelsen af Guds Rige paa
d.III,b.1,s.256   Jorden efter Jesu Ordning. Vi burde saaledes haabe, at det var
den ædle, at Guds Skjød udsprungne Menneskeheds sande Jule-
høitid, som bebudedes af den rensende Storm; burde haabe, at
det som vakte vor Rædsel, var et Foreningsoffer til Menneske-
hedens vrede Skytsaand, en Vækkelse til et ædlere Samfundsliv,
til Virksomhed for et skjønnere Maal.
   -- Dette var det Væsentlige af den saakaldede politiske Præken,
og vi spørge Hver og En af vore Læsere, om det ikke gjør godt
i det Inderste af hans Hjerte, at finde den aandelige Betydning
af Tidens Tegn tolket paa dette menneskeelskende, snillerige Sæt.
Isandhed paafalder det os, at, naar man, uden Dadel, ja tilmed
under Lovsang, hører mod de trængende og lavere Samfunds-
klasser prækes Forkastelse2, Ild og Svovl, naar man med de
mørkeste Farver udmaler deres Formues og huuslige Tilstand,
man da vil ansee som himmelraabende utilbørligt at give en Skil-
dring af de højere, de fornemmere Kasters sikkert ligesaa mørke,
ihvorvel med Glitter og Glimmer forgyldte, Sedfordærv. Vi, for
vor Deel, troe, at baade den Enes og den Andens bør af Reli-
gionslærerne uden Skaansel straffes, og vi skulde lykønske Fol-
kene, dersom de besad mange Præster, der, med en ligesaa
varm Nidkjærhed for Menneskeheden, med lige Foragt for verds-
lig Vinding og med lige Sjeleevner, som denne svenske Præst,
forvaltede deres Embeder i Guds Rige paa Jorden.



1
  tilbakeEfter en mindre Maalestok ville vi anføre exempelviis Pariserfolkets indtil
Lysten at sønderslide de landsforræderske polignacske Ministre drevne For-
bittrelse over disses Udaad, og Stockholmerfolkets Blodhevn paa Grev Fersen,
der havde sit Udspring fra den retfærdige Uvillje over hans, ifølge Mistanke,
havte Deel i Christian Augusts formeentlige Forgiftelse. Dersom Christiania-
folket eller endog ved Leilighed Agershuuses Slaver tynede den bekjendte Com-
mandant Baron Wedel -- mon ikke en saadan Gjerning eller, rettere sagt, For-
brydelse udspringelig herlededes fra denne Mands egen ofteviste barbariske
Ringeagt for Menneskeret, Menneskeliv og Menneskeværd? Noget saadant lader
sig vel ikke befrygte af vore rolige, paa Nakken traadte, Skarer; men -- lader
os tænke os -- at Disse væltede frem, og krævede Ret, og tog den, om
den
den
nægtedes: Lovens Aand, den retfærdige Vilje, gjennembruser Massen, den
fnyser i dens Raab, mens Lovens Bogstav lukker sig inden sine Permer. Lige-
ledes, da i Christiansand Roligheden forstyrredes i f. A. ved virkeligen vold-
somme Udskejelser -- hvad var det, som oprørte Mængden indtil at begaae
disse? Den almene med retfærdig Harme ledsagede Mistanke, at en formeentlig
Mordbrænder, fordi han ansaaes at være af "den højere Stamme" og maaskee
Øvrighedspersoners Omgangsven, ikke vilde vorde behandlet som saadan af
dem, hvis Pligt det var. Folket paatog sig blot at minde Disse om deres Pligt.
Da dette var gjort med Følge traadte Borgerne selv tilbage, og kun den bittre
Følelse af den almene Mangel holdt den fattigste Classe endnu i Bevægelse et
Par Dage.

2
  tilbakeDen faste Text hos os. Tilmed gjøres ofte den geistlige Talestoel til det
verdslige Kryberies Knælskammel. Man hørte saaledes t. Ex. i Christiania Kirke,
at der i Høimessen 17de Mai 1829 af Stiftsprovsten bades for "Norges ophøiede
høilovlige Statholder Hans Exellence Greve von Platen." Denne var selv nær-
værende.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE