HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833



NAPOLEONS GRAV

   En Fleerhed i det franske Kammer har villet afæske den engelske
Regjering, som Ejer af Øen St. Helena, Napoleons dødelige Lev-
ninger, forat bisætte dem under hans jettestore, af den preussiske,
østerrigske og russiske (de 3 den europæiske Trældoms store
Repræsentanteres) Kanonmalm forfærdigede Sejerskolonne paa
Vendomepladsen i Paris. Hvor værdigt et Liigminde den over-
ordentlige Mand end herved vilde erholde, saa ere dog ikke Faa
af den Mening, at han har et endnu værdigere, betragtende
St. Helenaklippen midt i Verdenshavet alene som hans Grav-
minde, som en endnu større Mindestøtte.

   Denne Tanke er unægtelig skjøn og stor; men spørge vi os:
hvad vilde være det nyttigste? saa helde vi mere til den første
Mening. Frankrigs Folk udstrømmede nemlig under hans Faner,
enligt det ædlere Tænkesæt, som det oftere har givet Beviser
for at være dets eget, i den Tanke, at det endnu under Keiser-
spiret, som under Republikens Consularstave forfægtede Frihedens
Sag. Det har endnu den samme Vilje. Det staaer endnu beredt
til at udføre dette Hverv, som hos det er bleven nationalt, som
et af Forsynet det betroet Pligtarbeide; og -- da de Kræfter
d.III,b.1,s.245   Franskmændene skulde bekjæmpe ere svare, da de ogsaa have
prøvet Krigens skiftende Lykke, saa behøve de al den Øgelse,
deres sædlige Kraft kan faae; og -- da Sagaens Minder virke
vældigen paa de Folkemasser, der kunne kalde dem sine; -- da
Hvad der er borte dog indhylles ligesom i en Glemselstaage1
om end ei i Forglemmelsens døde Mulm: saa trænge de til en
saa belivende Opfriskelse af deres stolteste historiske Minde, som
det vilde være, at Frankerfolket daglig havde Napoleons store
Gravstøtte for Øinene. I det vi fremføre denne Mening, staaer
Napoleons Liv for vor Erindring, og -- vi ere atter uvisse; det
er en Masses Uvidenhed, som da vilde bruges som Vaaben:
Despoten fortjener intet andet Leje end under en fremmed Skild-
vagts Fod paa et øde Skjær: alle Europas Despoter burde der
ved fremmede barbariske Kyster finde deres Grav: hiin Kolonne
forblive altid Frankerfolkets dyrebareste Nationalklenod (som det
viste i 1815, tvingende de forbundne Seierherrer i Paris til at
borttage Trosserne som de alt havde om Kolonnen forat nedhale
den); men -- sæt, at Napoleons Lig ankom nu under Polens
Dødsstrid eller under den forestaaende Hevn, som de allerede
ymte om, truer baade Polen og Belgien, mon da ikke Folkets
Mod og Vilje til at hjælpe og befrie vilde erholde ligesom ny
Opildning, og det selv, ligesom anført af hans Skygge, paa hvem
Forpligtelsen hviler at hjælpe Polen, bryde ud, forat fuldføre
dette Hverv, enten det falske Ministerraad vil eller ikke; ja
bryde ud til Hjælp for Polen, ligesom forat berolige hans Skygge?
Med Helgenbeen paa Brystet ginge Korsfarerne gjennem græsk
Ild og muhamedanske Klinger. Men, forat forsyne de papistiske
Masser med slige Been, hvormangen Røver, i Galgen, kan ikke
tænkes dertil at have maattet lade sit Galgendingel? Røverbeen
som Begeistringsmiddel i en hellig Krig? Nu, Despotbeen som
Begeistringsmiddel i en Befrielseskrig -- er dette besynderligere?
Forflyttelsen kan da være nyttig, og er dertil ikke af saa liden
poetisk Storhed, som det syntes ved den første Sammenligning
med Ligets Forbliven i den Grav, som det har, hvor poetisk-
stor end denne virkelig er. For denne sidste Mening har et
svensk Digt, der -- at slutte mere efter dets Værd og Aanden
d.III,b.1,s.246   deri end af at det er mærket T -- r -- er af den berømte Tegner,
udtrykt sig saa skjønt, at vi ville overføre det i vort Sprog:
Napoleons Grav.

           Rør ei hans Støv! Hvorhelst det hviler,
                       staaer Sejerens Kolonn' derpaa.
           Det er hans Ære blot, som iler
                       til Tidens Grænds. Lad Støvet staae!



           Det var hans Storhed, at han vilde
                       forene hvad dog søndres skal:
           det Gamles og det Nyes Snille;
                       det var hans Storhed og hans Fald.



           De Tvende bøjes ei tilsammen.
                       De sprunge sønder i hans Haand;
           og snart igjen opluer Flammen
                       af deres Strid kring Hav og Land.



           Nyverdnen mødes med den gamle,
                       hvor Solen vendes midt paa Hav.
           Og For- og Fremtids Aander famle
                       omkring den store Mindegrav.



           Imellem sluknede Volcaner,
                       en Vægtstang med to Tider paa,
           imellem tvende Verdners Baner
                       hans Urne staaer -- der den maa staae.



           Der kan Han over begge blikke,
                       og pege med sin Herskerstav,
           hvor begge sine Bølger skikke,
                       at brydes kring hans Jettegrav.



1
  tilbakeDæmrer ikke ogsaa en Saadan for vore Øine for de videnskabelige Skatte,
som Norge har at kræve i Kjøbenhavn? Island og de øvrige fralistede norske
Eiendomme ligge i samme Skaadde. Lad det blæse op!
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE