|
INDLÆG FOR PROCURATOR PRAEM MOD THOR
STATSBORGER
Nyeste Skilderie 12. okt. 1831.
S.T. Hr. Statsborger!
Det gaaer vel -- som man siger med en norsk Talemaade --
i mange Mennesker, naar de høre Procurator Praems Navn.
Hvordan maa da De, Hr. Statsborger, være tilmode -- gaaer det
ikke i Dem -- som har turdet ægge Dem ind paa denne engle-
blændte Mand? Kommer det Dem ved, at en Grønskolling, der
troer, at Livet er tabt, fordi han seer nogle ærlige Mænd holde
Faste eller med Bylt paa Nakken og Ungerne ved Haanden,
vandre ud fra øde Arner, og som ikke kan taale, at man vrider
sine Hænder i Graad bag Guds grønne Buske; som hører paa
Bygdesnak, og har Indbildningen fuld af børneædende Varulve
og Drager, der ruge paa røvet Guld, erklærer, med Øxen over
Nakken, for Alfolket, at dets meestberømte(?) Procurator er en
|
| d.III,b.1,s.236 |
Forbryder mod Stat og Menneskehed? Deres ærbødige Tjener
formener, at Deres Oprippen af denne dumme Aabenhjertighed,
herleder sig fra det Oppositionsbladenes Princip, at tage kun fat
paa de Carnailler, der ogsaa ere politiske Carnailler. Jeg holder
mig saaledes overtydet om, at De vilde ladet Proc. Praem ifred,
dersom De ikke havde havt i politisk Henseende et Horn i Siden
paa denne Mand. Pas Dem imidlertid for at faae et Horn igjen
med Justitiabilledet selv indsvedet paa Knappen, naar han (upaa-
tvivlelig, dersom Fortjenester lønnes hertillands!) bliver Hoved-
stadens Politiemester! Thi den eneste Last, som dette Dyds-
mønster har, er Hevngjerrighed, som dog kun bevæger sig under
alle Lovens Former. Jeg spørger Dem imidlertid med hvad Grund,
De kan drage Proc. Praems politiske eller -- som De formodentlig
vil -- statsborgerlige Characteers Agtværdighed itvivl. De maa
have glemt Hans Trumfsexten mod det kongelige absolute Veto,
da det stundede til Thingvalg. De maa have glemt hans Cano-
nade i Morgenbladet mod Rævbælgmageren, efter hvilken, da
Røgen drev væk, man saae ham staae igjen paa den tappertfor-
svarede Vold, reen og skinnende og sejersmilende, med Lunten
i Haanden -- ogsaa da det stundede tilthings -- beredt til at
nedskyde Enhver, som endnu turde raabe: Rævbælg! Rævbælg!
Men De synes kun at erindre, at en af de tiloversblevne ladte
Kanoner, blot ved et Luntefeilgreb, gik af imod de stakkels
Sammensamlere af Chr. Kroghs Aske og imod Syrinxfløiten, der
snart blæses fra den Kant og snart fra den Kant, alteftersom
Vinden blæser paa Økern. Der maa ellers starblinde Øine til
ikke at see, at kun Fiinfølelse og Beskedenhed da styrede hans
Haand. Thi vel maatte han vide med sig Selv, at, fik Normæn-
dene først Smag paa at reise Æresstøtter, da vilde det ikke
vare længe, før Turen kom til ham, og at der reistes en, enten
der, hvor han steeg først iland eller der, hvor han saaatsige har
sin Hule, med en Indskrift, som kunde lokke Taarer af Efter-
slægtens Øine, altid behængt med Krandse af g-Ran, Ulv-efod-
mose og andre Urter, hvis Best-andighed Evigheden forgjæves
pRøver, samt omringet af Rævesaxe eller et spydfOrm-et G-Elen-
de-r, saaat ingen kRænker eller Synder-river Folkets H-Æders-
støtte. Skulde nu Den, der prydes med saa mageløs en Be-
skedenhed, prale af sin Snuhed, naar hans ædle Bevæggrunde
ere saa lette at finde? eller, skulde det ikke uendset tillades
|
| d.III,b.1,s.237 |
ham for eengangs Skyld at rose sig af denne, som Livet nu er
indrettet, uundværlige Egenskab? . . Eller skulde der være nogen
Skam forbundet med at besidde og rose sig af denne Klog-
skabens Broder? Den er meget mere en ædel Egenskab, som
lejes for det røde Guld af Kongerne og udgjør første Ingredienz
til en Ministerhjerne. De ædleste Dyr have den: Løven parrer
denne Dyd med sit Mod og Kongetigeren og Ørkenernes Herskere
Leoparden og Pantheren leve ved den; ligeledes -- for at gaae
over til andre Slægter -- den ædle Baron Wedel parrer ligesom
Løven Snuhed med ugemeen Tapperhed, hvorpaa han gav en
forunderlig Prøve, da han saa mesterligen spillede den Fortørnede,
fordi, ved en Leilighed, en yngre Krigsmand blev ham foretrukken,
gik omkring, som den aftakkede Dictator Sylla paa Roms forum,
i civile Klæder og smaasnakkede med Borgerne saa venligen som
om han alvorligen havde givet Kongen, Kongens Vrede, Krigs-
tjenesten og sin egen gamle martialske Adam en god Dag.
Kan De altsaa heller ikke i dette Punct faae nogen Klik paa
Ædlingen, hvis Navn funkler i Taarer over Landet, og hvis Sag
jeg her taler, da har De talt af blindt Had til Ham -- gid da,
hvis De siden har faaet eller nu faaer dem op, deres Øine atter
maa blindes af salten Angers Graad; -- hvis ikke, da vil jeg an-
mode H. H. Baronen om at hugge Hovedet af Dem!! Hr. Stats-
borger, Deres
Procurator Praems Procurator.
|
| BLA BAKOVER |