|
|
| d.III,b.1,s.211 |
TIL OPIUMS FØRSTE RECENSENT I MORGENBL. Af min Æsthethik. Morgenbladet 21.sept.1831.
Man maa selv have nogen Fantasie d. e. vise mærkelige Fun-
ker deraf, for at kunne finde Behag i Noget, der er skrevet med
megen Fantasie. Dette er ikke saa meget Tilfælde med Frem-
bringelser af Vittigheder, da disse paafalde og indgribe selv i det
sløvere Sind, hvorimod Fantasiens som lette Skyer drive over,
dersom ikke deres Vellugt, deres Kaustiske, deres Jegveedikke-
hvad-Eiendommelige, men hvori man ligesom seer, hører, sandser
med alle Sandser den Tanke, Sproget ikke uden Dette har kunnet
afbilde, i eet Øieblik opfattes af et beslægtet Sind. Er man ikke
i Besiddelse af hiin visseligen underordnede Egenskab, men vil
endda begaae den Daarskab, at give sig af med en skabende
Fantasies Fostre, da torde maaskee en Pille virkelig Apotheker-
Opium erstatte for en Tid denne lille Sjelebrist. Beqvemmer
man sig ikke hertil -- hvilket nu ogsaa saa kan være -- men
vil endda læse, blive vred og øve sit dialectiske Talent paa den
stakkels Ideekappe eller paa Forfatteren, saa staaer rigtignok den
gamle Vise om vild, ja vanvittig Fantasie, om tøileløs Pegasus
o. s. v. til Tjeneste; og man kan være vis paa, at kun de Fær-
reste ville mumle om at den, som sidder paa Hesten, veed nok
bedst selv hvor stram Tøilen er og hvorhen det gaaer, samt
maaskee om den Blinde, der vil snakke om Farverne.
At Recensenten har været i et lignende Forhold til Dramet
Opium, som denne Ordsprogets Blinde til Farverne, er dog ikke saa
klart af, at han ei har formaaet at sætte sig ind i dets Farvetone,
som heraf, at han kalder det et blot Fantasiespil, at han i den Grad
ikke har kunnet forstaae dets Meed eller Hovedidee, at det har
undgaaet ham, at dette Dramas er den reenmoralske: at revse
den letsindige Ondskab, visse (især finere) Herrer lægge for
Dagen imod dydige Qvinders Rygte. Den onde Samvittighed
rører sig i Forbrydernes, den gode i den Uskyldiges Fantaseren.
Og denne Sidste -- en Følge af de Førstes Straf -- er jo Aar-
sagen til Uskyldens Kronen og Triumferen. Vil den meest pe-
dantiske saakaldte -- eller rettere sig selv saakaldende -- Æsthe-
tik -- forlange mere? -- Denne "Æsthetik" er ellers -- efter
Nedskriverens Æsthetik d. e. efter hans Skjønfølelse -- det latter-
|
| d.III,b.1,s.212 |
ligste Gespenst man kan tænke sig. Lad den briske sig med
hele sin Literatur ligefra gradus ad Parnassum, Gottschedens Sy-
stemer til Kjøbenhavns flyvende Post, samt med alle den moderne
Critik-Dialectiks skarpe Briller og Anatomieknive, lad den tale
om og fordre "æsthetiske Kundskaber"(!) -- den vil dog aldrig
erhverve sig Virkelighed som Videnskab. At bebreide En Mangel
paa Indsigter(!) i denne, er derfor ligesaavist Nonsens, som det
er vanskeligt at afgjøre med hvorliden eller hvormegen Skjøn-
følelse eller poetisk Sands En ikke synderlig bekjendt er begavet
med. Meget liden maa dog Den have, der kan holde sig fra at
smile til hiin Kunstæsthetiks prosaiske, almindelige Spørgsmaal,
hvori dens Armod stikker frem: "hvorfor saa, Poet, og ikke
anderledes? hvorfor den Titel? hvorledes -- er det muligt? -- Kan
en Feig døe af Skræk? hvorfor døe midt i Stykket? hvorfor?
hvorfor o. s. v. hvorfor?
|
| BLA BAKOVER |