|
KARANTÆNETANKER
(Et Brev fra Siful Sifadda, dateret Clara Maria -- Spithead 30 Juni 1831).
Alm. Norsk Maanedsskrift 1832.
Bekjæmp Ondt med Ondt: Karantæne-kjedsommelighed med
Kjedsommeligheden af at skrive et Brev. Jeg vil gribe til denne
homøopatiske Kuur, før min Ærgrelse virkeligen gaaer over i en
Cholera eller i en Galdefeber -- noget jeg virkelig troer den
truer med, saasom vi, efter 3 Ugers haard Overfart, nu lænkes
her som Choleramistænkte midt uden for Ryde, hvorom Walter
Scott siger, at Den, som engang har seet denne henrivende Egn,
aldrig forglemmer den, hvorsomhelst han end siden omtumles til
Klodens skjønneste Lande. Jeg har tænkt at svømme i Land;
men -- den fordømte Karantæneskonnert ligger der med sine
Kanoner, og blanke Marinere spadsere op og ned paa Dækket
med lange Musketdonnere. Men jeg har Spithead, Codringtons
Admiralskib, Flaaden -- dette rule Brittania-chart -- Portsmouth
og the garden of England for mig. Min Interesse er saa levende,
at jeg af en Slags glad Ondskab mod sig Selv vil sætte mig hen
paa Spillet, bortræsonnere den, sprætte Hul paa denne Forbau-
selses Blære, som truer med at voxe til det uhyre under stedse
behageligere Kildren i sin Væxt, saa at den ikke, naar jeg ruller
ind i Paris, hævende sig under høi, uvilkaarlig Skoggerlatter,
strax skal løfte mig over de ubeseede Herligheder fra St. Denis-
|
| d.III,b.1,s.201 |
porten til Bicetre. Jeg vil sige hundredegange til mig Selv, hver-
gang et emfatisk Forbauselses-Ah! truer med at springe frem:
"Der er, der skeer intet Nyt under Solen".
Beviset for dette forunderligt klingende og dog sande Ud-
sagn ligger i det Selv. Det paafalder os, at noget Saadant, alle-
rede i det, efter vort Begreb, tidlige salomoniske Aarhundrede,
har kunnet blive paastaaet af en Viismand og med saadan Sand-
hed. Hvilken Uddannelse, allerede da, forudsætter dette Udsagn
ikke, og hvormange Beviser tilbyder ikke Historien for dets
Sandhed! Se f. Ex. gamle Æsops Fabel om Frøskene, der for-
langte en Konge af Zeus-guden; men, da han slyngede en Træ-
bull ned til dem i Dammen, forat tjene dem til Konge: saa fore
de vel, forskrækkede over Pladsket, tilbunds; men da Alt for-
blev stille, saa stak de igjen op og begyndte at klavre op paa
den uvirksomme Stubkonge, haanende baade den og Zeus, hvor-
paa da denne, paa Anmodning om en ny Konge, sendte dem en
Stork, som nu ret tyrannisk knebbrede Frøskene i sig, enten de
sad i Mudderet eller svam forskrækkede om. Hvilken Række af
historiske Erfaringer maa ikke i de før Æsops saakaldte mørke
Alder henrundne Aarrækker have tilbudt sig Digteren, forat han
kunde sammensætte dette saa uendeligen træffende, vore pra-
lende, som alle Dage, skildrende Billede! -- Nationerne have
sjelden undladt i deres Herskere at see enten Bull eller Stork;
og de ville gjøre samme sørgelige Erfaringer ligeindtil de frabede
sig baade Buller og Storker, og saa rense Dammen for alle de
raadne bourbonske, habsburgske o. s. v. Thronbuller, som drive
om der, og for alle de romanoffske o. s. v. Storkebeenrader og
Heirekløer, som endnu klore fast i Mudderet.
Kristendommens Sædelæresystem, som alle Aldre ville bøje
sig for, fik jo ogsaa sin Tilblivelse i en Tidsalder, som man er
vant til at troe uvidende og mere raa end vor; og dog byggedes
dette af forlængst hensovnede Seklers Viisdom. De paa den Tid
omtrent rasende filosofiske Stridigheder have til mange Tider
gjentaget sig, og de gamle Filosofer tælle endnu sine Disciple,
ligesaavel som de taabeligste og klogeste Kirkefædre sine. Endnu
stampes der imod Braadene, endnu tilbedes Djævelen, og i
de kristelig-katholske Templer dyrkes de gamle Italieneres og
Andres hedenske Guder og Gudinder, vel under andre Navne,
|
| d.III,b.1,s.202 |
men med ligesaa ivrig en Afgudsdyrkelse; og disse gamle Folke-
slags Guder vare atter en formeent Forbedring af endnu Ældres.
Det er ogsaa en Sandhed, som alle de Stympere, der troe at
kunne klavre paa Andres Skuldre til Digterkrandsen, ikke kunne
afbevise, at Digtere have til enhver Tid været lige fortræffelige.
Dette forudsætter ligesaavel en omtrent lige Beskaffenhed af den
Verden, som omgav dem til enhver Tid, og som er det Hjul,
hvorpaa deres Geniediamanter slibtes og slibes, som og omtrent
lige medfødt Kraft, der, saa at sige, fordøjede deres Erfaring og
Opfattelse af deres og forudgangne Tider, og som gjorde dem
saa stærke som de vare. For de Lærde behøver man Ingen at
nævne; dog vil jeg her fremsætte et Par østerlandske Tanke-
blommer fra det 12te Aarhundrede, spørgende Lærd og Læg, om
de ikke ere isandhed dyrebare og gyldne, og om de ikke forud-
sætte allerede da en rigtudviklet Verden, Menneskekundskabens
Høstmark, sandende hiint salomoniske Udsagn.
"Dyd er guddommeligere end Forstand og Uskyld. Den kan
du hitte igjen, endskjøndt den er tabt." (Fortræffeligt!)
"Tvende Mennesker skal du elske fremfor Alle: Den, som
gjorde Dig meget godt; Den, som Du gjorde meget Ondt!"
"Din Hemmelighed er din Fange. Meddeel den, og du vorder
Dens."
"Øret er vort, -- Tungen Fremmedes."
"Af Konger vorder Jorden dømt, af Vise Konger."
"Vil du prøve den Takkende, unddrag ham dine Velgjerninger;
da røber dig hans Hengivenhed den ægte -- hans Uvilje den
uægte Taknemmelighed."
"Omgaaes de Mægtige som Ilden, at Du ei, altfor fjern, skal
fryse ihjel, og, altfor nær, brændes!"
"Synder samle vi for os selv, Penge for vore Arvinger."
"Daaren maa søge sin Dadler udenfor sig; Viismanden finder
ham i sig selv."
"Hvilke ere de bedste Bundsforvante? -- De Dødes Fornuft
og de Levendes Kjærlighed."
"Har man mere at fortie, end Hemmeligheder? -- Ogsaa, at
man har nogle."
"Tro er Stjernen fra det Høje -- Haab Diamanten fra Dybet
-- og Naturens skjønneste Perle hedder Kjærlighed."
Nu, berømte Tidens Vise, har nogensinde eders kneisende
|
| d.III,b.1,s.203 |
Kundskabstræ baaret saa søde, saa faste, saa perleskjønne Kjer-
ner? Kunne I male med saa fagert et Guld en renere Viisdom?
Hvor fremtraadte al Viisdoms, ja selv Kristendommens Aand
sandere og klarere og skjønnere end i det første og sidste af
disse Sprog, som ere skrevne paa et mørkt Aarhundredes Bund,
for Evighederne, og som ikke skulle fornægtes i Himlene? Hvor
feirer ikke Menneskekundskaben sin Triumf i disse Linier -- Vi
see den selv stillesmilende at spille i det klare Øje under Tur-
banen og at krøke sig i kloge Folder under denne Persers ær-
værdige Skjæg -- han som levede midt imellem vore rullende
Dage og hine Salomons, der nu ligge stive for os, som Mosaik-
qvadraterne i Historiens Tempelgulv. Verden gik dengang lige-
saalidt forbi den Haugedør, hvor hiin Perser strakte sig, uden at
skatte Viisdom til ham, som den nu gjør det forbi ethvert klogt
Øje paa et Torv, paa en Bro, i Folkeforsamlingerne, i Sørge-
husene, i Glædessalene, ja forbi ethvert, som blot vogter paa den
Enkelte, paa lette Træk, paa Ord, og som speider først og fremst
i sine egne Dybder.
Selv vore Aarhundreders Oplysnings sorte Port: Bogtrykker-
presserne, siges jo længe tilforn at have staaet aabne i Kina.
Og Araberne -- ikke at tale om den græske Ild og Thrand Fisi-
liers Opfindelse under Erik Præstehader -- skulle jo have kjendt
Krudtet længefør de europæiske Fyrster ved det første Kanon-
skud ved Crecy udraabte: her er det menneskelige Snilles høit-
klingende Sejerværk; thi heri har man fundet Middelet til at øde-
lægge i eet Sekund, hvad der ikke kan gjenoprettes i mindre end
en Menneskealder, og til at vinde den Sejer i eet Minut, som vi
neppe vandt, efter at have pikket paa hverandres Harnisker fra
Hanegal til Solefald; ja her i Kartoven er Cæsarens Herold; her
i Lavetten Herredømmets Veiplov!
Ja endog om vi indrømme, at vore Tider ere komne videre i
det Mekaniske og i at lade adskilligt Nyt snurre sig under Solen:
saa skede dette dog kun efterat de havde lagt sig paa de Ting
med hele den fortvivlede Kraft af Ærgrelsen over at have spe-
kuleret i det Oversandselige nogle Aarhundreder bort, uden at
være kommen videre end det graae Olds Fædre. Og vi maa
heller ikke glemme, at mange af Nutidens Kunster maaskee ere
gjenopstandne fra Thebens, Memfis, Jerusalems, Ekbatanas, Athe-
nens og Roms Ruiner. Hvad Statsmaskinerier betræffer, da ere
|
| d.III,b.1,s.204 |
vore oplyste Dages netop som de ældstes. Eller har Europa ikke
sine assyriske og babyloniske Despotier, sin Ypperstepræstestat,
sine Republiker, netop som de gamle, og med de samme Fæno-
mener: -- Tvistighederne mellem de græske Smaarepublikers
Land- og Byborgere, og de nuværende Sweitzeruroligheder --
Nebukadnezars og andre østerlandske Tyranners Sæd at om-
flytte de Undertvungne i fjerne Provindser, og Czarens barbariske
Pohlaktransporter ind i sit Rædselsriges Uhyre -- Karthago og
Rom, og England og Frankrig -- den korcyræiske eller pelopon-
nesiske Krig, og den nordamerikanske -- Satrapen Tissafernes,
og Warzawskyen -- Rom, og Paris -- Cæsar, og Napoleon? --
og nu (kort, man kan gribe iblinde og iflæng og dog træffe paa
lutter Kongruentser) ja nu: Heliogabalernes, Tiberernes, Sardana-
palernes, Rehabeamernes, men ogsaa Timoleonernes, Makka-
bæernes, Demosthenernes, Alcibiadernes Gjentagelser, i det Mang-
foldige, og ikke alene i Ludvig den 15de, Filip den 2den, Carl
den l0de, Ferdinand den 7de og i Bolivar, Epaminondas, Lafay-
ette, Rotteck, Washington, Sheridan, Fox, Pitt, Guiche, Sigurd
Slembidegn, Richard York osv. osv. osv.? Man tør paastaae:
lad Demosthenes pludselig træde op i de Deputeredes Kammer,
med den Dannelse og de Kundskaber, han tog med sig i Graven,
og han skal fange Flaggermusen Dupin i sine Tordner, og det er
forbi med Perriers langsomme Trælken og det skal han gjøre
uden at støde an imod de øvrige Deputeredes Dannelse. Han
vil maaskee noglegange raabe Zeus! Zeus!; men da skal ogsaa
Zeus komme i sin Torden og med sine Lyn, længe før nogen
Gud kommer efter noget "o mon Dieu! mon Dieu!" lad Timoleon
komme, og han vil strax orientere sig: Han seer vel først hen
til Sicilien, sin Hæders Høstmark; men saa iler han til Græken-
land, og der bliver hverken af nogen tydsk Barnekonge eller
nogen russisk Satrap! Lad Epaminondas komme . . . han seer
en Garde-Revy ved Besançon, og har sat sig ind i sin egen In-
fanterietaktik med de bajonet- eller landse-glimrende, uryggelige
Karreer; han veed strax hvad han har at gjøre: over Germanien
bevæge hans Qvadrater sig henmod Polen, og Tydskerne bølge
efter som det brede Kjølvand efter Flydebatterierne, og høit-
ovenpaa disse Bølger skvulpe de berlinske Pralerier som falskt
Skum over det brølende Dyb.
En historisk Paralel er forglemt, men som her optrækkes, da
|
| d.III,b.1,s.205 |
den har noget tiltrækkende ved sig, for Nedskriveren idetmindste,
og da den klarligen viser, at Historien ikke er andet end Reka-
pitulationer, saaledes at man næsten kan falde for Alvor paa, at
Efterslægten vil indskrænke dens Studium til et enkelt Afsnit,
naar den erfarer, at man evindelig lærer det Samme af den, og
at den i sin Heelhed vil blive for vidtløftig for den menneske-
lige, endog en mithridatisk Hukommelse. Denne Parallel er den,
som lader sig optrække snorlige imellem den røde og hvide
Roses, Birkebenernes, og de nuværende karlistiske og loyale
Kampe. Samme Fænomener af samme Bevæggrunde; ja neppe
er der Forskjel i Koloriten mellem disse Begivenheder. Men er
Historien, som dog skulde synes at maatte være den mest for-
anderlige Videnskab, kun som en evig eensformig Bølgen, uden
at Stranden sees, hvorhen disse Vover bevæge sig, den ene vel
stundom lidt højere og mere kruset end den anden, men dog
alle støbte i samme Hvælvform og rullende een Vei, og uden at
man -- hverken med kristeligt Øje, der kun seer 5000 Aar igjen-
nem, og det selv med Doktorbriller, eller med et hinduisk, der
med naturligt Klarsyn vil gjennembore 50,000ders Dynge -- kan
skimte hvorifra de udrullede begyndende deres Eensformighed:
hvorledes tør da nogen anden Videnskab fornægte hiin salomo-
niske Dom? Filosofien ikke; thi den maa vel vide, at Plato og
Aristoteles høre mellem dens Mestere, og at disse havde sine
Mestere igjen. Theologien tør vel endnu mindre og vil det vel
endnu mindre, saasom den gjerne vil tælle Ahner og reducere
Alt tilbage under Nomadeteltet, til hvis Vise den sætter den yd-
mygeste Stolthed i at appellere fra Nutidens berømteste Kathedre?
Geografien? -- nu vel, det kan dog vel ikke kaldes nogen Nyhed
at finde hvad der ligger, og har altid lagt under Solens Øje.
Mathematiken og Mekaniken? -- Lader os sætte os under en af
de uhyre Obelisker og udgrunde dette Spørgsmaal, samt hvor-
lunde slige Masser reistes og hvorfor saamange ligge i Støvet,
medens Mathematikere og Arkitekter klavre paa dem! Eller lader
os fra en Pyramides Top -- ah! vi glemme Spørgsmaalet af For-
bauselse og hellig Gysen; thi Isis staaer hos os med Stjernesløret
og med Fingeren paa Munden, og nedenunder see vi Aljorden,
og Keops'es svedende Trælle, og Ludvig den 14des dødtrætte
Skarer arbeidende paa Marlys Vandværker, som hine paa Møris-
|
| d.III,b.1,s.206 |
søen, og paa Versaies-Pyramiden, hvorunder det gammelfranske
Monarkie er begravet.
Men jeg seer ligesom en i tre Afsatser deelt Kridklippe, som
om hele den hvide engelske Kyst, fra Shakespeares Learscliff til
Folkstone, bevægede sig henover Havet. Det er Caledonia, Ad-
miralskibet of the blue, med sine tre -- fire Kanonportrækker,
som braser forbi. Codrington er ombord. Der er navarinsk Luft
i Seilene. Men bag efter det bruser det. Det er Northumber-
land, Ørnen, som omsvævede Aquitanien og bortbar Napoleon,
da han traadte ud i Verdenshavet. Og der gaaer en Kalkutta-
farer, og der gaaer En til Kanada, og En til Nyholland; men
Latter skingrer fra alle Tre Oceanets Bølgevælter imøde. Skibs-
bygningskonsten, Navigationen, er den Tidsalderens Triumf? disse
majestætiske Orlogsmænd og Handelsskibe, ere de det Nye, som
Solen opdager? Er Kompasset den Ordensstjerne, den senere
Tid brisker sig med for den forbausede Sol? Ak, den har seet
det føniciske Kongeskib, det vandrende Tyrus; Den har seet Ar-
gos gyldne Stavn gjennemskjære det graae Old, og med samme
Mod stævne indigjennem Dardanellerne ud i det fiendtlige Hav,
som nu disse Fjernfarere mellem Whigt og Portsmouth ud i Ka-
nalen. Den har seet Fønicierne under Thule i livlig Handels-
færden. Den har set Ormenlange, Ellida, Kars- og Mariesuden,
og Jorsalafars silkeseilede, funklende Snekker. Den har seet
Leif under Grønland og under Kanadas og Nyskotlands Kyster.
Og Sydsøeøerne befolkedes ikke uden Skibe. Sæden nedreg-
nedes ikke paa det deilige afsondrede Otaheiti, for at opblomstre
i det første Par venlige Insulanere. Og i Siam og Pegu har man
altid forstaaet at bygge Skibe, og Ceylons Cedrer have pløiet
den indiske Bølge, før Portugiserne kom, Aartusinder førend Brit-
terne forgiftede Luften om det hellige Benares uhyre Tempel-
kolosser med deres Dragesnuften efter Guldet. Og Magneten
paastaaes jo er kjendt fra Arildsold. -- Altsaa seer du heller
ikke paa det prægtige Spithead noget Nyt, gode Sol. Alle Viden-
skaber ere Opstandelser eller Foryngelser. Kun den guddomme-
lige Poesie fødes fra Nyt, og Solen har seet nye Laurer i Ho-
mers, i Sofokles, Æskylos's, Ovids, Horatses, Calderons, Shake-
speares, Schillers, Byrons, Eddas gamle Forfatters, og i hiin Persers
Krands, plukket i Ghulistan.
Den travle Rørelse i Havnen siger mig, at jeg er i Naviga-
|
| d.III,b.1,s.207 |
tionsaktens Fødeland. I dette Politikens Mesterstykke saae dog
Solen noget Nyt? Jasaa! Slaae op i vore Sagablade og find
der, at vor gjæve Hakon den 7de Magnussøn har ogsaa skrevet
Hansestæderne en Navigationsact! Men Norge havde da ingen
Blake, ingen Helt of the blue til at trykke Seglet paa.
Jeg har nærmet mig Hjemmet. Det forekommer mig som om
jeg vuggedes paa Florevaag. Nu -- derfra erindrer jeg en yderst
naiv Historie, den jeg bringer Dig nu iminde som et godt Bilag
til min Sats. Det er jo nemlig vitterligt, at mangfoldige Udlæn-
dinge have de mest bagvendte Forestillinger om vort Fædrene-
land; ja igaar lagde hertil en brittisk Søeofficier, som -- paa min
Ære -- ikke vidste hvor Norge laae paa Kortet, men spurgte,
om det laae langt ifra Sverrig, om det hørte til Rusland, og som
endelig først maatte reise til sine Superiører i Portsmouth, før
han begreb, at vi ikke behøvede at berøre Danmark, som da var
koleramistænkt, og at vi heller ikke havde havt vor Kurs igjen-
nem Kattegat. At samme latterlige Uvidenhed og gale Begreber
om Norge ikke er noget Nyt, eller en Følge af Norges Hensynken
i den danske Forenings Velfærds- og Æres-grav, eller af Ud-
lændingernes ved de raskere Begivenheder i deres egne Lande
alene didhen vendte Blik -- Det sees klart af Kardinallegaten af
Sabinas (eller Albanis) Tale over Bordet efter Hakon den 6te
Hakonssøns Kroning. Han erklærer, at han høiligen er bleven
skuffet i de forudfattede Meninger om Landets Raahed og Ussel-
hed, som alskens Fremmede paa hans Vei havde indblæst ham.
Han siger, at han nu saae Guds Overflødighed for sig, og her-
lige og lærde og fiintdannede Mænd og Damer, og den mest
levende Færdsel og Handel, han havde seet, i dette Land, hvor
man havde sagt ham, at han kun vilde træffe Lidet og Slet af
det Første, Intet af det Andet, og kun et Liv i Stæderne, som
kunde lade sig ligne med Utøis Kravlen paa en i Solvæggen hen-
kastet Tiggerfille. Saa omtrent var det. Og erindre dig hertil
de kostelige Taarer, som den skotske Ridder ved Magnus Laga-
bæters Kroning og Ridderslag fældte af puur Rørelse over at
slige prægtige Ceremonier og saa statlige Riddersmænd fandtes
i et Land, om hvilket man sagde, at slige Herligheder aldrig der
havde fundet Sted.
Saa da i det Daarlige som i det Herlige -- intet Nyt skeer
under Solen. I det Smaa som i det Store -- intet Nyt skeer
|
| d.III,b.1,s.208 |
under Solen. I Alt afpræger sig det samme Eense, om end ikke
Eensformige, ligesom den fuldkomne Kugleform i Insektægget, der
gjennembores af en Fluesnabel, og i Verdenskloden, der maa
have Lynet af et guddommeligt Bliv, Straalen af et Skaberblik,
til sin gjennemborende Pol. Og dog -- hvorfor reiser jeg? --
For at finde noget Nyt? Og dog, er Evigheden saa eensformig
som Livet, saa maae Englene døe af Kjedsomhed -- rigtignok
den længste Død og altsaa mest passende i Evigheden. -- Det
er Karantænetanker!
|
| BLA BAKOVER |