HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


[OM NYE ORD I FOLKEBLADET]
Nyeste Skilderie 10.mars 1831.

   Forsaavidt Indsenderen i Morgenbladets Bebreidelse til Folke-
bladet, at det indfører nye og uvante Ord, angaaer Folkebladets
Bestyr, da maa Undertegnede vedgaae, at Bebreidelsen alene
rammer Ham, som Den, der alene heri har gjort sig skyldig i de
d.III,b.1,s.178   Stykker, han pligtmæssigen som Bestyrer af den Deel af Bladet,
der angaaer Efterretninger om allehaande fædrelandssindede For-
eninger, Industrie o.s.v., deri har ladet indrykke. Hensigten og
Aanden i denne Bladets Deel giver nemlig fortrinlig Anledning
til at virkeliggjøre denne Yndlingstanke: igjen at ophjælpe og be-
rige vort under det danske Herretryk mishandlede og udplyndrede
Sprog, ved at øse saavel af Fædrenes som af det nuværende
herlige Almuesprog. Et saadant Foretags Nytsame falder idet-
mindste Den i Øine, der føler Trangen til et rigt Sprog, saaat
ikke Tankerne nødes at bevæge sig indenfor snevre gottschedisk-
badenske afmaalte Gjænger, -- og Den der ærgrer sig over,
at vort Sprog er saa armt, da det dog efter sine store Grund-
træk, hvilke formede sig under det digteriske, frie Old, og som
fremskinne iblandt Andet i vort nuværende Maals Beqvemhed
til Sammensætninger: burde være saa rigt -- samt Den, der seer,
at en ogsaa i Sprog selvstændig Literatur er det sikreste Pant
og Mærke paa et Folks borgerlige Selvstændighed, og at vort
Sprog, vort Skriftsprog (thi, vilde vi ikke abe efter og gjøre os
til: d. e. "danske", saa var dette vort Talesprog) egner sig fuld-
kommen til at indtage en særegen Plads midtimellem det Svenske
og Danske, ved hvilket Mellemled omsider vilde bevirkes, at de
3 gothiske Folkeslags Literatur udbredte sig og læstes med Lethed
i hvert af Rigerne. Til sligt Storraad kan da Folkebladets lille
Lap ikkun gjøre lidet; men Anslaget selv bør dog ikke tabes af
Sigte, men uafbrudt bør man bidrage til dets Fremme hvad man
kan; og derfor ikke aflade at fremføre nye og atter nye Ord,
skjøndt blot som Forslag; thi da først, naar Mænd af viden-
skabelig Anseelse bifalde ved Brug af dem, ere de optagne i
Sproget. Skulle de vinde denne Borgerret, da maae de visse-
ligen aldrig være fremmede for Sprogets Aand; men ligesaalidet
maae de forkastes fordi man eier et Ligebetydende. Den første
Feil er der neppe ved Folkebladets "mønsternævne" d. e. anføre
som Exempel, og altsaa er Bebreidelsen for dette Ord ubeføiet,
ligesaalidt som "Prenterie" bør forkastes, fordi "Bogtrykkerie"
siger det Samme. "Mønsternævne" og "prente" have idetmindste
det Fortrin, at de i eet Ord udtrykke hvad man ellers behøver
flere til. "Bestyr" er valgt istedet for det slæbende "Bestyrelse"
eller det fremmede Ord "Redaction". Hvor vante til fremmede
Ord vi Unorsktalende end ere, saa ere de dog uvante for den
d.III,b.1,s.179   største Deel af selve Folket1, saa at det ogsaa gjælder om dem,
at man meget vel kan sætte dem norske Ord ved Siden, uden
at gaae Folkesproget (det hvorefter Skriftsproget skal danne sig)
for nær. At have flere norske paa det Nærmeste enstydige Ord
skader dog vel heller ikke?
   For den store (maaskee l/l0) Deel af Folket, som hemmelig eller
aabenbar spilder Tiden med at rime, vil ethvert nyt Ord, enhver
"else" eller "skab" som kommer bort, være en reen Vinding; thi
hvormange "Smerter" vil man ikke paa en pyntelig Maade kunne
undgaae? hvormange "Hjerter" spare? hvormange "Kroner, Thro-
ner, Zoner, Hjerteslag o.s.v." kan man da ikke spare paa en
Fødselsdag, da man kan faae Qvalmer nok desforuden af Alt
det man i "Enthousiasmen" jager i sig i Pligtgjæstebudene? hvor-
meget det end kan passe sig for Tidens danske Muse, hvem det
mildere Climat tillader at klæde sig endog i en Bomuldstøiskjole,
saa tynd og udjasket som nogen af Ulkegadens Mammesellers,
at besynge den raske Bondeungdom om Sommermorgenen, i de
gamle Toner saaledes:


           "Første Morgenstraales hulde Glands,
dig møder Pigen med Kjærmindekrands o. s. v. o. s. v."

saa vilde det dog være en behagelig Afvexling istedetfor slige
Vers, hvori Klokken idetmindste er l0, og det paa en lummer-
heed Kjøbenhavnsk Formiddag, endskjøndt der t. Ex. loves en
frisk Morgen besjungen, at give os nogle, hvori Klokken kuns er
4 eller hvori man idetmindste føler lidt af den norske Morgen-
luftnings ejendommelige Svale -- med andre Ord: lad Sproget
beriges med norske Ord, og, istedetfor hiin fremmede Stads-
Pjoske, skal man da ogsaa tee os den norske Sangmøe i det
baade stærkfarvede og (som Luften fordrer det til Fjelds) stærk-
vævede og nette Fjeldgjente-Værkensskjørt, som er hende eien-
dommeligt. Man skal, uden at det skurrer i Ørene, høre hende
til Langlegen besynge hiin Gjenstand i sligt norsk Maal omtrent:


           Vaarsol, som er saa vakker og vak,
           skulde du finde ei Gjenta i Stak?
           glaame i Stua, se Guten i Sengen?
           Pusta' 'an Ola: 'an Ola er paa Engen.

d.III,b.1,s.180   -- Det er ligesaameget Folkets som Landets Natur, der skal leve
i Sproget og give det dets Tone. Selv Christianias Omegn er for
ophøiet til at man ikke kan andet end at forundre sig over det
Sprogslask, hvori man der søler sine Tunger, oplært deri af et
Nationaltheater(!) hvor man ligesaasnart kunde begaae den Buk
at spye midt paa Skuepladsen, som der at lade et norsk Ord
falde, men især i dette ubegribelige Verden-beherskende, som
kaldes "Tonen". Hvorledes skal da Ringerikingen, Mjøsboeren,
og alle Dølerne kunne være fornøiede med et Sprog, der er at
betragte som det Tydskes Affald og som kan være ensformige
Heders og fede Enges og disses langkitlede Dyrkeres Afpræg,
og, hvor det skal opsvinge sig over det Dagligdagse, trænger til
det latinske o. fl. d. Sprog? Dette gjælder i det Prosaiske --
hvormeget mere i det Poetiske da? -- Literaturen, som den nu
er, vannorsker os. Sproget er i en Gjæring. Men norske Mænds
forenede Bestræbelser ville i denne Henseende fremhjælpe til
Modenhed i l0 Aar hvad Tiden ellers vil fremmodne i l00.
   Levvel, gode Normand!
Henr.Wergeland.



1
  tilbakeEn Bonde spurgte mig saaledes hvad "Gehalt" (see Folkbl. No. 1) vilde
sige? Jeg maatte skamme mig, da jeg sandelig intet reennorsk Ord kunde finde,
der tydeligen kunde gjengive Begrebet.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE