| d.III,b.1,s.129 |
[OM EN ANMELDELSE AV J.M.HALS'S SØRGESPILL
"KONG HALF"] Morgenbladet 9. jan. 1830. For en Tid siden saae man i dette Blad en Unavngiven med en saadan nisk Forbittrelse angribe et lidet Sørgespil, Kong Half, af en nyoptrædende Forfatter, J. M. Hals, som om han selv var en Forfatter, der i 7 Uger havde trælet paa samme Emne, og nu saae sig kommen i Forkjøbet. Undertegnede har læst Stykket (hvilket Recensenter undertiden forglemme), og finder, efter sit bedste Skjøn, at det ikke fortjener en saadan Omtale. Jeg kunde sige, at det aldeles ikke fortjener en saadan Omtale (eller Skam- hutlen, som den er), dersom jeg ikke frygtede for at synes som jeg vilde slaae over, eller optræde som en reen Modsætning til Angriberen. At tie ganske med Stykket in publico var maaskee det 1 Retfærdigste, og dermed kunde Forfatteren være tjent, da jeg troer, tværtimod den Unavngivnes overspændte Ytringer om vort hele Publicums rene Skjønsands, at kunne være vis paa, at han i en stor og den virksomste Deel af dette, i Thevandscirk- lerne i de megetlæsende Fruentimmers og Jomfru-Karles svad- sige Kredse vil erholde den Godheds-raage paa Retfærdighedens Strøgmaalsskjeppe, enhver Forfatters hemmelige Ahnelser og Ønsker optaarne -- o Caucasus -- i det Uhyre. -- At præke Noget om Skaansomhed, Retfærd og andre Dommerens Dyder for benævnte Stykkes Angriber vilde formodentlig, hvis man kan kjende Dyret paa Maalet, i alle andre Henseender være for- gjæves, end i den, at vække endnu mere hans Harme imod mig, som intet andet venter for disse Linier end en Gufs af samme Natur, som den, der kom Kong Halfs Forfatter imøde ved hans første lydelige Fodslag og Stønnen paa vort Parnas. Den dygtige Dommer i Smagssager vi have inde i Christiania bør paasee, at Stympere ikke fuske ham i Haandverket, og gjøre Recensent- navnet forhadt. At dette kan blive det i den Grad, at retskafne Folk endog skjære alle Rec. over en Kam, viser Vignettet i et af gamle Heibergs Ungdoms- men bedste Arbeider. De ædle, fædrelandske Følelser, som man ikke kan miskjende under Styk- ket Kong Halfs ret paa sin Østerdalske godt saugskaarne og, paa |
| d.III,b.1,s.130 |
et Par Steder kanthuggede Jamber, og som man glæder sig ved at høre fra En af de hæderlige østerdalske Krigere, synes at burde forskaane det for Angreb af et saadant Kjendemærke, som det jeg her tillader at ærgre mig over, saa baade Folk seer og hører derpaa. Røber En nu en saadan agtværdig Tænke- maade, og lyster at lade sine Tanker, de være nu gjennemmøn- strede 1000gange forhen, opmarschere i de kjære Verserækker paa Papiret -- saa, min Gud, om der endog slap nogle svenske Overløbere med i Gelederne, er det ikke slet, at ville, ved en infam Cassation, et vedelsk ubetinget "Træk af" ved en saadan forudindtagende Fordømmelsesdom, som den Angriberen af Styk- ket kom med næsten før det var udkommet, nægte en saa uskyldig Fornøielse? Det er Skam og det er Synd, da en saadan Krænkelse er den bitreste man kan tilføie en begyndende For- fatter, der er agtværdig og ærekjær, og hvis Arbeider ikke kunne gjøre Fordring paa Efterslægten  ere mere Haandens end Aan-dens. Men -- dog, selv om det er Tilfældet, er han ikke und- skyldt -- maaskee Kong Halfs Angriber troer Forfatteren deel- agtig i Forlæggerens noget stortalende Anmeldelse deraf! Min Følelse fritager ham derfor, og det vil Alles, hvis Samvittighed ikke lærer dem at dømme med et Slags djævelsk Halvbehag ligesaa slet om Andre som om sig Selv. Man bør ogsaa troe, at Forlæggeren, uden andre Hensyn, alene har ikke kunnet holde sig fra at ytre i Anmeldelsen sin personlige Smag. Bør man nu holde en Forfatter for beskeden -- og jeg erindrer at have hørt, at Forfatteren var forlegen ved at see Makkeren trumfe ud saa tidligt -- og han tolker agtværdige og Folkets stærkeste Følelser: dem, hvis Næring vor Selvstændighed beroer paa, og som han har stræbt at idealisere: Kjærlighed til, opofrende Kraft for Love, Konge og Hjem: da være han i Fred! Om ei et Laureblad du finder i din Krandserad, en Egeqvist du finder mellem alskens Urter vist. Det Fund er ei at foragte. Nordahl Brun vandt aldrig mere end en fuld Egekrands, heller ikke A. Bull, heller ikke blandt vore -- men -- jeg fornærmes: man agter ikke Egekrandsen nok -- man vil have Laurekrandsen i levende Live -- man glem- |
| d.III,b.1,s.131 |
mer, at den kan kun Efterslægten flette, at Gravjord er den eneste, den trives i. Men træffer du -- ja vogt dig, at du ikke løber paa dem, hvor du gaaer snart -- en Forfatter (eller en fast Stok af Forfattere) der, uden at have hine Dyder, er ligesaa genieløs som indbildsk og ubeskeden, da flet din Svøbe, og hviin saa omtrent: Ei høiere op end jevnt med Høiden af din egen Krop paa Vellyst-Scala-suk, paa skjægslørt Latter, Erasmice, du naaer: Ei drukkent Øies Piil, Erasmice, til Stjernen gaaer: Ei morgenbuet Frydesmiil, Erasmice, en Laurbærkrands omfatter: -- hvor kan en kummerligen tygget Pen, Erasmice, min Ven, da bære dig til Himmelen? -- da jag ham eller dem tilbage til Skjødskindet, Ploven, Syste- met eller Testamentet, eller til deres egen Ubetydelighed; men glem for Alting ikke selv, at en lodden Buk, en Buk med Horn, en Buk, som kan Mæhæ, er derfor ikke Pan og Satyr -- P.S. At et temmelig uvægtigt Navn staaer under disse Linier vil ikke forringe det Rigtige, som kan findes i dem. Det skeer, fordi jeg, efter Overveielser over Anonymitetens sædelige Værd og Uværd, har maattet give Navngivelsen isaahenseende Fortrin. Mærker, som jeg før har brugt, naar jeg tillod mig at ytre Noget offentligt, har jeg derfor besluttet, uden Hensyn, at forsage, men altid, i hvad det er, at undertegne mig Henr. Wergeland. 1 tilbake En saadan aldeles Taushed vilde ogsaa være det Retfærdigste i det Til- fælde, som nys har ladet nogle svenske og norske Masker optræde med lige skamløse Nid- og Roesqvæder. |