|
[OM RÆVBÆLGERNE]
Nyeste Skilderie 15. nov. 1829
Uagtet Justitsdepartementets høist forunderlige Indstilling til
Hs. Majestæt Kongen i den forhadte Rævbælgersag er Forfat-
teren til dette fameuse Product opdaget, som vil sees af neden-
skrevne
|
| d.III,b.1,s.122 |
EPILOG Hvo er Rævbælgernes Forfatter? Personerne:
HANS
LARS
OLE I Jagtdragt med Børser & c.
Hans.
(Skyder og raaber Dot, springer over Skuepladsen og kommer tilbage med en Ræv).
Det var en Ræv og ingen Hare!
Dot! Dot! Herover! Herover!
(Pause).
Den Taushed nu mig lidet hover.
Dot! For Satan vil I ikke svare!
(Ole og Jens raabe paa hver sin Side af Skuepladsen Dot, og komme ind).
Lars.
Saa fik vi ham dog fat tilsidst;
Det var en ægte listig Knævel.
Ole.
Jeg tænkte strax Bro'er Lars for vist,
Det var en gammel Tusind-Djævel.
Lars.
(betragtende Ræven).
See Bælgen hvor den skabbed er.
Mon Hans at det er værd at flaae den?
Hans.
(I dyb Betænkning).
Et mystisk Sagn der gaaer og her,
Maaskee vi her kan løse Gaaden.
Ole.
Et mystisk Sagn fortæl, fortæl!
Sligt gider jeg saa gjerne høre.
Lars.
(ligesaa i Betænkning).
Et Sagn om skabbet Rævefeld
Er ogsaa kommet mig for Øre.
Men Folk vil sige det er Snak;
Paa Sagn man troer ei nuomstunder,
Skjøndt om man end af Mimer drak,
Man fatter ei Naturens Under.
|
| d.III,b.1,s.123 |
Ole.
Men kjære Hans! begynd! begynd!
Du veed, Du sagde mig forleden,
At det er Damers Skjødesynd
At plages af Nysgjerrigheden;
Men sligt den Bedste hende kan.
Vel Eva tog den første Biden
Af Æblet, men hun gav sin Mand,
Der tog en Bid, som ei var liden.
Hans.
(Med Declamation, der udtrykker høitidelig Rædsel).
Til Sagen da. Hør til! og gys!
Der rinder op for mig et Lys.
Til festlig Fryd I Jer berede;
Hør Sagnet først og saa hvad skede.
I denne øde, barske Egn
Hvert Træ; hver Busk den Onde kjender,
Og hist det dunkle, tætte Hegn
Har Satan bygt med egne Hænder.
Her gik han før paa Frieri
Til Ulra, Ullers sledske Qvinde,
Og Frugten af sligt Maskepi
Det blev en Ræv og en Rævinde.
Rævinden dræbte Ulra selv;
Ved Fødslen blev den Døden viet,
Men hist i Fjeldets Klippehvelv
Af Ondskabs Bryst blev Ræven diet.
Af Aander født den mangler Krop;
Men i dens Bælg den bær en Pose,
Og Trolden, som den fostred' op,
Af Posens Indhold sig kan rose.
Men Satan gav den Liv. Med Flid
Den lærte Ræven lumsk og nedrig Smiger,
Blandt Drot og Folk at sætte Splid,
Og udstrøe Tvedragts Sæd i Nordens Riger.
|
| d.III,b.1,s.124 |
Lig en Cameleon den skifter Hud;
Skjøndt Ræv, den let en Mandsling bliver,
Og da sin sorte Ædder sprudler ud
Igjennem Løgnens Pen, hvormed den skriver.
Ole.
Nei Hans! Det ei kan være saa;
Thi boer han her blandt vore norske Fjelde,
Da har vi Lov -- og denne maa
Den Frække for slig nedrig Ondskab fælde.
Lars.
Mig synes, du gjør bedst udi,
Til Hans faaer udtalt, at Du tier.
Desuden gaaer Du reent forbi,
At Fanden veed nok hvem han frier.
Hans.
(vedbliver som før).
En Dag jeg træt af Jagten sad
Og hvilte mig paa disse Stene,
Og da jeg netop var alene
Jeg læste i et Morgenblad.
Til Enden kom jeg, men i Harm
Jeg Bladet rev i tusind' Stykker.
"Han Løgn paa Løgn med Smiger smykker!"
Saa raabte jeg. Da med en Larm,
Som naar I høre Tordnen buldre,
Jeg saae den haarde Steen at muldre,
Og frem at stige en Gestalt.
Det Uller var. Med venlig Mine
Han bød mig nærmere at trine;
Men jeg af Angst til Jorden faldt.
Som Æspens Løv saa skalv min Krop;
Men Haanden venlig han mig byder,
Hans blotte Blik mig Mod indgyder.
"Min Ven", saa lød hans Røst, "stat op."
"Med salig Fryd jeg gjennemskuer
"Den Harm, der i Dit Indre luer,
|
| d.III,b.1,s.125 |
"Hver Normand føler den med Dig;
"For mig Du Intet har at frygte,
"Og kjender Du ei Alt mit Rygte,
"Saa viid: Jeg er ulykkelig,
"Men jeg skal finde snart en Hevner,
"Om hede Helvede end revner,
"Skal Satan bøde for sin Svig.
"Den Nidding, som ved Løgn og Rænker
"Gad styrte Nor i Slavelænker,
"Og sætte Splid blandt Folk og Drot,
"Han er et Slegfredbarn af Fanden,
"Skjøndt Niddingsdaaden stempler Manden,
"Og skjøndt han har sig selv forraadt,
"Vil Lovens Arm ham ikke række;
"Men denne Kugle skal ham knække,
"Naar han i Rævebælgen gaaer.
"Ei længer Tid mig her er levnet:
"Vi skilles maae; men jeg er hevnet,
"Saa vist som Kuglen Maalet naaer."
Da hørte jeg et rædsomt Støn,
Som naar man Liv med Døden skifter.
Sig aabned' Fjeldets mindste Rifter
Med hule Brag lig Tordnens Drøn.
Og -- bort han fra mit Aasyn svandt!
Al Samling var mig nu berøvet,
Jeg faldt til Jorden som bedøvet,
Men Kuglen i min Haand jeg fandt.
Ole.
Din Tale vækker rædsom Grue!
Du sikkert skjød med denne Kugle?
Da Skuddet faldt, jeg saae en Ugle,
Der skreg: Uhu! Uhu! Uhu!
Hans.
Ja, mine Venner Ja!
(Man hører i alle Rætninger en levende Latter af Usynlige).
Ha! Ha! Ha! Ha! Ha!
|
| d.III,b.1,s.126 |
Lars.
Victoria! Victoria! Victoria!
(Latteren gjentages).
Victoria! Victoria! Victoria!
(Tager Ræven fat og viser den frem).
See Djævelens Yngel!
Her har vi den Slyngel!
Alle tre.
Victoria! Victoria! Victoria!
(Latteren gjentages).
Ha! Ha! Ha! Ha! Ha!
Du sagde før: Den mangler Krop;
Men i hvis Sted den bær en Pose,
Og Trolden, som den fostred' op,
Af Posens Indhold sig kan rose.
Den Pose maa her frem for Dagen,
Da først vi Vished har om Sagen.
(Tager Ræven og hænger den ved Bagbenene op i et Træe.)
Kom da, Du Afkom af en Skjøge!
Hæng her i dette raadne Træe!
Din Pose vil vi først besee,
Og saa dens Indhold undersøge.
(Han skjærer den op i Bugen, og trækker frem en Pose saa stor som
hele Rævens Bælg, viser den frem, og siger til Ole i en ironisk Tone).
Man kjærlig være bør mod Næsten;
Kom Ole! Du kan aabne Resten.
Ole.
Det gjør jeg med en sand Plaseer;
Jeg skal den skjære smaa som Finker
(Griber efter Posen, og sprætter den op; men griner frygtelig paa
Næsen).
Huf! Fy for Satan hvor den stinker!
Jeg vil s'gu ikke aabne meer.
|
| d.III,b.1,s.127 |
Hans.
Aa Snak! det var den første Gufs,
Nu er jo Stanken ganske over.
Du loved' godt; men det er tufs,
At ikke holde hvad man lover.
Ræk hid:
(Han drager frem af Posen en anden, der fylder den første, og læser):
Indeholder Nederdrægtige Løgne, blandet med skjændig Ond-
skab, og ført for Lyset ved Ubesindighed og Hang til Smiger.
(Bliver en bitte liden Pose vaer, der er sammenføiet til den store).
Her har jo Posen en Gevæxt,
Der har en ganske anden Text.
Læser: Indeholder Sandhed.
(Han skjær den af, og tager ud en Lap Papir, hvoraf han læser):
Jeg er Forfatter til Rævbælgerne, en ny politisk Faction i
Norge, indrykket i Morgenbladets No. 210. Selv en Rævbælg,
udskjældte jeg ligefrem en stor Deel af den norske Nation for
det samme, med andre Ord: for Landsforrædere.
Mit Øiemed: at sætte Splid mellem Kongen og den norske
Nation, blev vel ikke opnaaet; men den Fryd oplevede jeg at
skue, at man paa det groveste tør fornærme, paa det skamme-
ligste belyve den norske Nation, uden herfor at drages til Ansvar.
(Alle tre hjælpes ad, og kaste væk med synlig Foragt Rævbælgen og
dens forskjellige Bestanddele).
Hans
(træder atter frem og tiltaler Tilskuerne saaledes:)
Vi her vor Landsmands Ord maae sande:
At braadne Kar i alle Lande,
Vi stedse faae for Lyset bragt.
Ad Rævebælgen bør vi smile,
Lad ham paa sine Laurbær hvile!
Vi ofre ham -- en kold Foragt!
|
| BLA BAKOVER |