HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


[FRA SIFUL SIFADDA]
Morgenbladet 27. okt. 1829.

   Endskjøndt Siful Sifadda selv har baade en erhvervet og en
af sit Lands Hæderligste, bekræftet og tilstaaet Ret til at holde
sit Navn for ophøiet over alskens N.Ners og Anonymers Smuds,
smaalige Udbrud af Nid og personligt Fiendskab og uteerlige
Taabeligheder, saaledes som de mod ham i Bladets No. 275 er
udslængte; og, skjøndt han veed af en Erfaring, der er hans
Ære og Glæde, at hans Charakteer, som Menneske og Skribent,
uafhængig og urørt af saadanne Angreb (hvilke aldrig udeblive
fra de Mennesker, han har noget Lignende med) allerede er, i
det Hele, anviist en hæderlig Plads i de Retfærdiges og For-
nuftiges sunde Omdømme, saaat, jo uslere slige Angreb vise sig,
destomindre ere de værd den Opmærksomhed, som dog altid
synes at ligge i et Pennegreb, den Ærgrelse og Tidsspilde, som
altid ligger klar i det blanke Papiir, naar man har det for sig,
for at fylde det med Svar i en saadan Anledning: saa bevæge
dog nævnte Blads 3die Anonyms blandt hans Øvrige Lumpen-
heder fremstikkende Trudsler mig til disse Linier.
   Den første Herre, hvis Samvittighed, i Anledning af nogle
optrukne historiske Samlinier, synes at have ham tilbedste
(hvorfor den, med venligt Godnat! Sovvel! anmodes om atter
at lægge sig til Roe), og hvis Yttringer om Foragt i Oven-
staaende, ligesom No. 275s Anonymer i Skilderiet No. 10 af
Christiania og Stockholm, af en Ubekjendt allerede ere vur-
derede -- ligesom ogsaa Gallerieskøieren N. N. (anbefalet
Politiet) hvilken jeg har draget Omsorg for ved de alvorligste
Midler at faae tvunget til at slikke sit Smuds i sig igjen, hen-
vendes altsaa ikke disse Ord til, men til tredie Compagnon,
som i den latterligste Skolemestertone udstøder nogle elendige
Trudsler om at ville paa Ære og Samvittighed offentliggjøre,
i Form af Lystspil, Spørgsmaal o. s. v., Scener af Sifuls virke-
lige (eller daglige? private?) Liv, hvilken Offentliggjørelse ved
den bitre Anger den formodentlig vilde opvække hos det levende
d.III,b.1,s.119   Emne, formenes at ville tjene som et fortrinligt Ave- og Cuur-
Middel, saa at han ikke oftere ved Skriblerier bringer Sorg i
Familier o.s.v, see Bladet, hvis der sidder saa lidt af Snavset
i Læserens Erindring, som i min.
   Min Hr. Indsender, løi De Dem ikke til den Ære og Sam-
vittighed, som i Deres Række af infame, saarende Personalier
og forbitrende Impertinencer faaer at tjene som en Eed, saa
vilde de have taget i Betænkning, ved forblommede Trudsler
at sætte ubekjendte Læseres og alle deres Gjetningslyst og
Indbildningskraft i Bevægelse, som ikke have Skjønsomhed
nok til at bedømme et saa nyt Udbrud af Hevnen, og til at
give dette det Navn, det fortjener og bliver merket med, og
heller da, hvis de ei havde kunnet finde et andet Middel til
at give Uvillien Luft, kommet (NB. med en Undskyldning for
Publicum) med de belovede Geschichter strax; og da maatte
den mindste Affectionsreliqvie, den mindste Gnist af denne
Ære og Samvittighed have været dem Lys nok til at see, hvor-
vidt den kunde tillade dem, fra Anonymens Smuthul at besudle
et aabent Navn, og, at Enhver maa afsky en saadan Hevn dob-
belt, naar den skeer derifra. Men der er Tid endnu til slig
Daad, førend den almindelige Mening om den, De nu ikke und-
saae Dem ved at forsøge at angribe med alle de Krænkelser og
Lumpenheder, Deres Gemyt er istand til at udfinde, nøder Dem
med Consorter til at tie og snakke med. Mit Liv være dem alt-
saa tilbudt, for at De iblandt dets Ubetydeligheder og Rage-
rier kan udsøge Dem Satser til Variation for Deres Muse; men --
thi selv har jeg utilfredsstillet forsøgt at udspinde Noget af samme
mavre Teen -- forskaan Publicum derfor, hvis De ikke er Mand
for at gjøre Deres Arbejde godt; thi i den plumpe Behandler
skal jeg vide at finde det slette Hjerte, og træde det tilblods.
Her har De altsaa en Opfordring til at tage fat paa Deres valgte
Emne. -- Min Frygtløshed, den yderlige Ringeagt, hvormed jeg
anseer denne Lime (eller rettere Fastelavnsriis: Lystspillene
spraglede Sløifer, Spørgsmaalene snoede Qvaster, men dog den
hele Stads igrunden blot tørre Pinde), som De indbilder Dem
saa magisk forfærdeligt for mig, idet De løfter det saa truende i
Baggrunden, tage dog Ingen for en Pukken paa Reenhed, som
om ikke mit Liv, saavelsom Enhver Andens, skulde kunne give
en opbragt, hævnelysten Fiende Emner til Spot eller et opfat-
d.III,b.1,s.120   tende Talent Træk til en Satire, om endog ingen Scene skulde
fortjene at behandles i Smædevers og Nidviser! Men skuffer
Formodningen mig ikke, om hvem min nærværende inhumane
Angriber er, saa vil jeg, hvis jeg skulde nødes til at indlade mig
i en Væddekamp med ham, være istand til at røre en tragisk
Streng, der maa bringe hans Momus's Smil til at stivne. Dog,
finder jeg end min Formodning rigtig, saa at altsaa Emnet laae
der i min Herres vita til et Drama, hvis Forspil er et Ungdoms-
liv af Slyngelstreger, Mellemacterne en Række af Skurkestreger,
og i hvis Efterspil Galgen spilte den bedragne Klagende, den
tragiske Electra, hvis Forhaabninger visne hen under Taarerne
-- jeg haaber dog ikke, at min Harme skal forlede mig til at
vanære mit Hjerte, saa at jeg nedlader mig i en mig ukjendt,
de menneskelige natlige Hyæners Kampring: den, hvori man
kjæmper om Prisen i bittrest at krænke sin Modstander -- en
Kamp, hvortil da og N. N., No. 275's Anonymer have opløftet
det første Hyl.
   Det forekommer mig dog muligt, at i den Indsenders Dynge
af Ondskab, jeg her har at skaffe med, dog kan ligge en liden
Gnist af Retfærdighedsfølelse. Hvad han taler om, at jeg ved
Skriblerier har bragt Sorg i Familier, fører mig rigtignok ikke
paa den Tanke; thi, naar undtages en kort, af en Misforstaaelse
og fremmed Indblanden oprunden, Feide med en Recensent,
have ikke andre Personer været Gjenstande for nogle epigram-
matiske Linier fra min Haand, end Saadanne, som have reentud
eller stiltiende erklæret sig udenfor og ligegyldig ved Ytringer
af nogetsomhelst offentligt Mishag, og det synes rimeligt da, at
Disses Damer o. s. v., dele deres Anskuelse. Desuden maatte
Personer, som gjøre sig fortjente til saadanne offentlige Uvillie-
yttringer, forblive urørlige og Deres Daad ukjendt for Flere,
dersom Hustruens Migraine, Datterens Graad, Sønnens Harme
over at Papa dog faaer et bittert Indfald, en satirisk Latter til
Straf, skulde svæve i Galdefarver for Dens Pen, der, med et
Slags Kald, gjør sig saaledes til en talrig Fleerheds Organ. Et
nødvendigt, uundgaaeligt Onde bliver altsaa denne sympathiske
Sorg, saalænge denne Præstens Mening i P. Paars om Fruen-
timmers Avislæsning:
      
-- -- -- -- -- -- Det er, per Deum, bedst:
      Det allertjenligst er, man flyer dem ingen Bøger,
d.III,b.1,s.121   er i saadan yderlig Foragt i vor Tid. Men paa hiin Formening
fører mig Tanken om at min Hr. Indsender staaer i deres Tal,
der i Siful-Sifaddas Satirer saae personlige Satirer, Pasqviller.
Hører han iblandt disse Uskjønsommes, Uvittiges Tal, da tænk
ikke mere paa at levere Publicum Satirer over Siful, om han end
ikke, som de Fornuftigere kan tænke om Siful-Sifadda: at under
denne Pseudonym fremtræder en retsindig norsk Yngling,
talende sin Sjels Tanker til sine Landsmænd, for at forskaane
det Navn, han deler med sin Fader, for de Uartigheder, Lum-
penheder og Taabeligheder endog den almindeligste Satire saa
let faaer til Løn, den aande nu (jeg siger dette med Anvendelse
paa mine egne) noksaa megen Iver for den gode Sag og Afsky
for Alt hvad der er denne fordærvende! Hvo der læser Sifuls
Satirer med en saadan Aand, han finde en siful-sifaddisk Linie,
der kan forarge ham! Men, skjøndt fra Tendentsens og den
sædelige Side uplettelige og uplettede, om saa noksaamange af
Deres Lige ville commentere og radere i dem med smudsede
Fingre, saa ere de dog kun mine Slegfredborn (Muserne have
deres Slyngelaar ligesaavel som Menneskene), og, samstil-
lende dem og mit daglige eller (lidt feilagtigt) virkelige Liv,
som De troer saa righoldigt for Pennen, med mit Selv, som De,
med Usandhed, siger at kjende, vil De i det første maaskee ikke
finde en Falstaff, men maaskee blot en maver Poince, gjøglende
om Prinds Henrik, der vog Heedspore, slog den overtroiske
Glendower, jog Falstaff og Dorthe paa Porten, da han tog
Kronen.
Siful-Sifadda.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE