HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


d.III,b.1,s.99  
[OM FARCEN AH!]
Morgenbladet 18. april 1829.

   Da Forfatteren af Farcen "Ah" af et Slags Vise i et Mbld.
fra en Z, saasandt han ikke bør troe, at denne Herre af et vildt
Indfald har ladt sig drive til at slæbe et lidet Arbeide frem,
han selv siger sig vis paa at være forglemt, maa troe, at denne
mener Pseudonymen Ah i et foregaaende Mbld. og Forfatteren
af Farcen "Ah" at være samme Person: saa har Indsenderen fra
Sidstnævnte (Forfatteren af Farcen Ah) at melde Z. R. S. og
det hele kritiske Alphabet:
   At man heri tager feil, da han hverken har havt eller har
Tid og Kald til, eller troer, at han nogensinde vil faae Lyst til
at blande sig i noget Avisstiklerie: at han særskilt hvad de ud-
tværede, compilerede Recensioner over den danske Skuespiller-
trops Fremstillinger i Hovedstaden paa vort, alene hvad Muur
og Træk angaaer, nationale Theater, har for lang Tid siden, da
han mærkede det var Alvor at blive fremdeles ved med dem,
endog undladt at læse dem, da de forekom ham, i hans Otium
paa Landet, ikke synderlig interessantere, end om man bragte
ham en Spiseseddel did fra Hotel du Nord: at han ellers har
ligesaa megen Agt for ukrænket Bibeholdelse af enhver literair
Maske, om man endog troede at gjenkjende under forvandlet
Vezir en nys slagen, fra Skranken udviist Ridder, som personlig
Agt for Hr.R., og naturligvis ingen for Ingen: at han har lige-
saa stor Modbydelighed for at bære Mistanken om at være For-
fatter af et slet Epigram, som for at være Gjenstanden for et
godt: at han ikke havde en saadan Følelse, da han læste Hr. Z's
Vers i Morgenbladet, men Uvillie over ikke at kunne finde Braa-
den i dette, skjøndt han, da Aviserne kom en Søndags Formid-
dag, forsømte Kirkegangen for at søge efter den, da han, efter
første Overblik, fandt at det ikke var et Øiebliks Sag; men
fandt dog først ved Middagstid, at den hverken stak foran, midti
eller bag: at han, da han har den Ære at kjende Nogle af dem,
som Z kalder Daarer, et Stykke ned i Verset, trøster sig vel
over ikke at kunne finde Brodden; at han deler Z's Ønske (thi
udentvil er hans Udsagn om Farcens Glemsel grundet i et
Ønske) at "Ah", hans første Prøveklud, maa drive raskt ned
af Lethestrømmen, eller, da denne gaaer saa døsigt, lad den vugge
d.III,b.1,s.100   sig som en vissen Nelde paa Bredden: at det skal være hans
Bestræbelse, ved ethvert nyt digterisk Værk, at bringe de fore-
gaaendes Mangler i Forglemmelse, og at gjøre sig ophøiet over
ethvert uarticuleret Udraab -- dette kommer nu pludselig, enten
fordi man ved Selvbedrag troer i enhver Narreskygge forbauset
at see sin egen, Beslægtede eller Venners Silhouette, eller hele
Familien tilsammen, eller fordi en fremstikkende, gottschedisk
eller gradusadparnassiansk rosiflengisk Smagsnærve er bleven
rørt -- og over enhver epigrammatisk Kritik, medmindre denne
synligen skulde komme ovenfra nedad, og, føleligen, som Piil,
ikke tillade Forvexlingen med dryppende, over ti nedenunder
Staaende sqvættende Glente-Ureenlighed: at Forfatteren af sine
Farcer har lært at skrive bedre Jamber i sine Sørgespil; og ende-
lig udlod han sig med, at den elendige Epigrammatist instinct-
mæssig rigtigen havde valgt Z til sit betegnende Bogstav, da
han, rigtignok blot ledet af en dunkel Følelse, troer, at det er
det sidste og nederste Bogstav en Forfatter til saadant Brug bør
vælge, saasom de to følgende lavere og plumpeste Bogstaver
Æ og Ø altfor aabent vilde angive Grundtonen i Productet, og
Æ i Autors Tanker, Ø i hans Drifter. Tilsidst erklærede han:
at om man jog en heel Hjord eller Sqvadron op af slige blinde,
magre Vidøg, kneggende Smæderiim, Epigrammer, Prosa & c., i
Veiret med snoet tvunden eller tvungen Forbittrelse, har han
hverken Lyst eller Tid til at ride; men gaar blot af Veien, til
de falde sammen af sig selv.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE