HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


OM ET HÆDERSMINDE FOR AFDØDE STATSRAAD
CHRISTIAN KROGH
Morgenbladet 11.mars 1829.

   Tre patriotiske Trøndere have i Folkevennen (Copie findes i
Skilderie af Christiania o.s.v) antydet en skjøn Pligt for Na-
tionen: den, at lade et Minde, oprettet af fri Erkjendtlighed,
bevidne Folkets takfulde Høiagtelse for de udmærkede Dyder,
hedenfarne Krohg vidste at gjøre frugtbare for Fædrenelandet,
være os en talende Opmuntring, Ætlingerne en Rune, vor gjen-
vundne Historie -- især den, der vinder sig, som Guldspind om
en furusvart Norneteen, om Aarstallet 1824 -- malmtonende vil
udlægge. Fortjenester af Folkets Majestæt, dets Frihed, den
eneste Betingelse for dets Vel, selv om Forsynet (hvilket her
ikke er Tilfældet) ikke tillod dem at blive vedvarende, omfatte
evigen enhver Borgers Taknemmelighed, ligesom de altid ere
evige i Mønstret, som rastløst, stedse mindende: tandem tri-
umphabo, arbeider gjennem Tiderne paa at virkeliggjøre sig.
d.III,b.1,s.95   Dette Billede lægger en Farve paa forrige Sætning: Chinas frugt-
bare Dale stak Tartarerne i Øinene, Duften af Agrenes Frodighed
røg over til dem, og beruste dem; saa de glemte baade Eed og
Forbund: de styrtede løs: Chinesernes Muskler vare slappere
end Tartarernes Tøiler: da strækkede en klog Chineser den be-
kjendte Muur hen som en Kjæmpe, der sætter Lid til sit Pantser
og hviler paa sin Post. Dette var en varende Fortjeneste; hans
Efterkommere vilde have udført hans Plan, om Tiden ikke havde
ladet Opfinderen gjøre det; nu byggede de videre og videre, til
de mødte Thibets skarpe Alper: Tartarerne maatte sulte i Ørken
og æde op deres Forbittrelse. Muren var Minde nok over Man-
den; men Folket satte ham dog et skjønt Mæle i hans Stad.
   Vedvarende Fortjenester æsker vedvarende Taknemmelighed:
en, hvis hele Liv ikke er et Skrig, en Klage, der døer næste
Dag efter den Fortjenstfuldes Begravelse, hvis der i Alma-
nakken staaer med Latin: en Festdag. O Lys i Vinduerne hos
fattige Folk, som spise ellers deres Grød ved en Stikke. Lys i
Vinduerne og Graad over den Begravne indenfore . . Det passer
ikke . . Ærmen til Øiet! Se nu er han glemt, Alt i sin Orden,
og Dagens Skaal kan drikkes uden modstridige Følelser. Endnu
synker Mulden sammen over Kisten og Graven er blød som
en saadan Borgers Sind. -- Almindelige Fortjenester æsker
almindelig Taknemmelighed: ikke tyve Harpers Suk er nok;
neppe mere end eet Suk af den Taknemmelighed, Himlen har
næret med Velgjerninger, at den blussende kunde tale, smilende
male, stolt som Prometheus træde frem med Meislen i Haanden.

   Ja, saa er Stordaads Løn: mens Manden, der bær slig Sæd
i sin Sjæl, endnu gaaer her krum og svedig, afbildes han i Hjer-
terne. Men dette er blot Contur, frit og let udkastet af Kjær-
lighed -- Velvillie aander paa saa den ei udslettes -- men
aldrig færdig, og endnu ikke Taknemmeligheds klare Billede;
thi han lever jo endnu, og man fordrer altid mere, altid mere,
da Omridset ikke kan blive skjønt nok, og det dog maa holde
sig til Sandheden. Men -- ligger først hans Grav der: flux er
Billedet fuldendt og afrundet: Sorg er Skyggen, Taknemmelig-
heden sætter en Fakkel ved Siden -- det fremhæves herligt
saaledes; og underneden bliver man da vaer Ordet: Erindring.
Nu -- det skee! det skee! og Taknemmeligheden kappes med
Fortjenesterne i Evighed -- et Marmor og en Meisel i en Haand
d.III,b.1,s.96   med bankende Aarer, og -- Mindet staaer der. Enhver troer at
have givet Modellen, Ideen dertil; thi han seer dets Træk i sit
Indre . . Enhver seer sin Broders og Landsmands Følelse frem-
traadt i Dagens Lys, saa pludselig forstenet, at de mindste
Smiiltræk synes at svæve der endnu.
   Isandhed, Hædersminder ere det eneste Adelskab og Rid-
derorden Folket kan uddele. Der er ingen Forfængelighed ved
dem; vi vide ikke, om Aanden svulmer ved at see sig hædret
af et høihjertet Folk, der ikke lader Talenter qvæles ved Mis-
undelse, men søger et sødt Berøm i at vise Verden, hvilke Dyder
og Frugter de kalde deres. Et Hædersminde er et skjønt Stam-
gods for den hedenfarne Hædredes Børn. Leve de, som Fade-
ren, bygger Nationen dem et nyt for deres Børn igjen, og adler
dem efter deres Død. Dette er en Adelstamme: Folkets
Historie dens Pergament. Hine Trondhjemmere foreslaae
hedenfarne Kroghs Hjemstavn, som den rette Plads for et
Minde; men der er hans Arne, Enke og Børn Minder nok, da
Erindringen om ham, som Huusfader og Privatmand, mere sær-
skilt henhører didhen, og trænger ei til bedre Tolk. Som Stats-
borger er det vi ville hædre ham og da bør et Sted, som tilhører
hele Staten, nyde Æren. Skuepladsen for hans fortrinligste
Daad er dette Sted, Storthingssalen. Kroghs Büste, udhugget i
Marmor af vor Kunstner Michelsen, burde, efter Indsenderens
Mening, pryde denne. Ligesaa, for mere end Symetriens Skyld,
var der en tilsvarende Plads for Knudssøns. Disse ville staae
der, som de første Penater i vor Friheds Tempel. Det turde
hændes, at mange Taler stivnede paa Tungen, dersom man blev
en af Büsterne vaer, idet man aabnede Munden. De venlige
og runde gothiske Træk ville ikke kunne drive Gorgonekraften
videre, end til Taushed og Gaben. Men de staae der som det
synlige Udtryk af den Aand, der engang der besjelede dem til
at bære Skarpsinds Lynsværd og den redelige, sande Fastheds
Tordenskjold, som Cheruber for vore frie Rettigheder. De ville
mane denne Aand evig til Hallen, at lue over de Udkaarnes
Isser.

   Indsenderen venter denne Sag behandlet med Opmærksom-
hed af Landets Gode, da han veed, at den fortjener det, om han
end ikke skulde have været heldig nok til at vise her sin Over-
beviisnings Sandhed. Han har hørt, at Trøndelagens Fortrin-
d.III,b.1,s.97   ligste ville fremme dette fædrenelandske Anliggende med Raad
og Daad. I vide Norge ville de vel finde Jevninge med. For
at Mange kunne lægge deres gode Villie isaahenseende for Dagen,
yttre ovennævnte tre Mænd, at ethvert Bidrag modtages med
lige Erkjendlighed. Dette er udentvivl rigtigt: den Fattige selv
nødes her ikke til at qvæle et skjønt Ønske. Han glemmer en
mulig legemlig Trang, naar han seer, at han med Selvfølelse kan
tilfredsstille Hjertets. Her viser den sørgelige Modsætning sig:
et fuldt Hjerte, en maver Pung. Den moralske Fortælling om
den fattige Enke ved Tempelkisten er mere værd end 20 Mirakkel-
historier, dersom man ei forstaaer at faae Kjernen ud af en
haard Nød, men taler stort, mens man hungrer, om Skallens
Glands, Rundhed, Rang over en blød Blomstknop, da den er
næsten voxet udenfor Sandsernes Gebeet: den mangler Lugt,
Smag, Klang, og viser sig blot for Syn og Følelse, som en sam-
menrullet Gaade, vi just derfor skulle beundre, og af Ærbødig-
hed ikke nøiere undersøge.
   Hvo, som erindrer 1824, vil snart faae sin Skjerv henlagt til
hiint Øiemed til et Hædersminde for Krohg, hvordan nu dette
bliver. Indsenderen søger at understøtte Trondhjemmernes For-
slag ved i sin Kreds at samle Folkets Bidrag; og rundtomkring
ville vel Flere, ved et saadant let Arbeide, bære en Steen til
Mindet.

   Fortjenstfulde Dyder uddøe ikke, hvor de agtes.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE