|
PAULUS ÆMILIUS
Morgenbladet 11 sept. 1821.
Paa den rædselfulde blodige Dag til Slaget ved Cannæ, der
bortrev saa mange ædle Romere, døde ogsaa een af de ædleste
iblandt dem, Consulen Paulus Æmilius. Alt, hvad vi vide om
ham, forkynder os ham som en Feldtherre, hos hvem modent
overlæggende Viisdom, og Standhaftighed førende Tapperhed
forenede sig i skjøn Harmonie. Det Romerske Navns Ros
skulde have været befriet for den Krænkelse, som den leed paa
Sletterne ved Cannæ, og Aufidus's Bølger skulde ikke have
været farvede af saa mange Tusinde Romeres Blod, havde ikke
en misunderlig Skjæbne givet vor Helt en ubesindig, dumdristig
Terentius Varro, der stedse modstræbte hans visere Planer, til
Collega i Consulatet og Feldtherreværdigheden. Hvad kunde
han nu? Intet, uden at give et glimrende Exempel paa Helte-
mod og Sjelsstorhed.
Allerede var Terentius Varro med sine Legioner aldeles sla-
gen; allerede opfyldte de seierrige Karthagers Jublen hvert
Romerhjerte med Fortvivlelse. Hvo var det, som endnu ufor-
sagt gjorde Modstand? Paulus Æmilius. Skjøndt hans Strids-
mænd faldt rundt om ham, kæmpede han uforfærdet; endnu,
da han selv allerede bløder, strider han med Mod: hvert Saar,
han modtager, synes at besjele ham med ny Kraft. Synet af
hans Tapperhed antænder paany de Romerske Ridderes syn-
kende Mod. For at frarive Fienderne den næsten allerede er-
holdte Seier, eller dog i det Mindste lade dem kjøbe den dyrt,
|
| d.III,b.1,s.13 |
styrte de sig ind paa de tykkeste Skarer; og, da Nogle af dem
see, at den saarede Consul mangler Kræfter til at styre sin Hest,
springe Alle af deres Heste og stride tilfods ved hans Side.
Fast staae de, i den Beslutning, før at blive paa Stedet, end
flygte. Men Fienden, opbragt over saa faa Mænds Dristighed,
som vove at gjøre ham Kamppladsen stridig, og endnu mere
over sin egen Skam, at han ikke formaaer at bringe de Faa til
at vige, anfalder dem med fordoblet Raserie, for at dræbe dem,
som han føler sig for afmægtig til at fordrive; dog endelig, men
for silde, lykkes dette ham ogsaa. Udmattede af Kamp og
Saar vakle Nogle.
Snart udbrede Forvirring og Flugt sig overalt. Ogsaa de, som
endnu ville gjøre Modstand, river Strømmen uopholdelig med
sig, en Eneste undtagen, Paulus Æmilius alene modstaaer endnu
Fienden med nogle faa Venner. Nu flye ogsaa disse. Han slaaer
endnu. Endelig er ogsaa hans Kræfter udtømte; Sværdet falder
ud af hans trætte Haand; han synker ned iblandt de Døde, og
lukker sit Øie.
Dog ikke for evig. Efter en Tid vaagner han, bringer med
Møie de stivnede Lemmer i Veiret, slæber sig nogle Skridt
fremad, og sætter sig paa en Steen. Nu først vender fuld Be-
vidsthed tilbage til hans Sjel. Han skuer omkring sig, og seer
sine Landsmænds Jammer. Hvo skildrer den navnløse Smerte,
der sønderriver hans Inderste?
Temmelig længe sad han der -- mørk og taus. Fiender
sprængte forbi, og bemærkede ham ikke, eller agtede det ikke
Umagen værdt at sende en Halvdød til Skyggerne; selv Romere
flyede forbi, og bleve ham ikke vaer eller (saameget havde Blod
og Saar forvandlet ham) kjendte ikke i ham deres Feldtherre.
Kun Een ikke, en Yngling, ædel af Fødsel, endnu ædlere af
Hjerte, Tribunen Cornelius Lentulus. Hurtig springer han af
Hesten, og fører den til Paulus Æmilius.
"Paulus Æmilius (saa talede han) du Eneste, som Guderne
ved Nederlaget idag maae ansee som skyldfri, tag denne Hest,
medens du endnu har nogen Kraft; denne Arm slaaer dig igjen-
nem Fienden. Ved Consulens Død skal dette Slag ikke blive
endnu jammerligere. Vi have nok af Taarer og Jammer."
Den ærværdige Olding reiste sig op ved denne Tale, og
igjennem hans Græmmelses mørke Skyer smiler en Straale af
|
| d.III,b.1,s.14 |
Glæde over Ynglingens Dyd. Denne troer i dette Smiil at læse
Antagelse af hans Tilbud, og med fyrig Utaalmodighed banker
hans Hjerte. Allerede vil han udstrække Armene, for at hjælpe
den afkræftede Helt op, da han hører disse Ord af ham: "Min
Tak, Cornelius, for din ædle Iver; men tab intet Øieblik for
endnu at undløbe Fiendens Haand. Iil, og overbring Senatet
den sidste Bøn, det sidste Raad af dets døende Consul: at det
befæster Rom, og førend endnu den seierrige Fiende trænger
for Murene, at befæste dem med Krigere." "Saa skal jeg ikke
redde dig, afbrød ham hastig Lentulus, med en Taare i Øiet,
du vil altsaa døe?"
"See, der ligger mine Krigere, sagde Paulus, lad mig blive
her. Jeg maatte, for at retfærdiggjøre min Uskyldighed, an-
klage min Medconsul. Mit Liv skal ikke være hans Ulykke. --
Jeg døer rolig; thi jeg har opfyldt min Pligt. Ikke uberømt;
thi jeg faldt i Kamp. Og tilfreds; thi nu bliver mit sidste
Ønske, at sende Senatet hiint Raad endnu opfyldt.... Dog
endnu Et! Gaae, og beret Qvintus Fabius, at Paulus Æmilius
mindedes hans Raad og døde. Og nu -- her greb han den
Tøvendes Haand -- "lev vel!" Da hiin end tøvede og ikke
kunde forlade ham, føiede Oldingen til: "Og glem ei det, jeg
har paalagt Dig."
Denne Erindring var fornøden til at bortfjerne Ynglingen.
Maalløs -- thi Smerten qvalte paa hans bævende Læber det
sørgelige Levvel, han endnu vilde fremstamme -- trykker han
Oldingens Haand, som han endnu holdt indsluttet i sine, svinger
sig paa sin Hest og undflyer. -- Paulus Æmilius ledsager ham
endnu med et faderligt, velsignende Blik. Sidenefter blev Con-
sulen funden iblandt de Døde.
w... g.. x.
|
| BLA BAKOVER |