|
(I denne Akt bliver Scenen uforandret en Plan udenfor en Stue af svært Tømmer, beliggende i en Høidal, hvor man har et langt Perspectiv med Alpetinder i Baggrunden; Løvskov paa Tilskuernes høire Side, og paa den anden Side lige over for Stuen er en eller to mosbegroede Stene, saa store, at de kunne tjene til Sæde for Fire). FØRSTE SCENE Helge (alene). (Beskjæftiget med at pynte Indgangen til Stuen med Løv og Blomster). See der, Sigrids Navn i smaa Nyperoser og blaa Gentianer1. Men at de ikke er her endnu? Det er allerede over Noon. Jeg faaer retlede dem med Luren. (Han blæser og lytter) Folk nærmere end jeg troede; jeg hører Heste slippes i Væn- get . . . Mit Hjerte banker, saa jeg ikke kan komme af Stedet . . . Det er dem! Det er dem! (Iler Capellanen og Sigrid imøde). ANDEN SCENE Helge. Capellanen. Sigrid. (Helge og Sigrid ile hinanden imøde og omfavne hinanden tause). Helge. Og her, midt paa det vilde Fjeld, i denne usle Stue vil du leve med mig, Sigrid? Sigrid. Har ikke du, Helge, opsøgt dette Sted for vor Lykke? Har ikke du bygget dette Tilflugtssted for vor Kjærlighed? Ak, see der mit Navn i Blommer over Døren! Men dit vil jeg flette ved Siden. Fortæl mig imidlertid, hvorledes dette er gaaen | |
| d.II,b.6,s.587 |
til. Præsten har først igaar ladet mig vide, at du i et heelt Aar har været i Landet, og at du ventede mig her. (Sigrid sætter sig paa den mosbegroede Steen og arbeider paa at flette Helges Navn med Grønt og Blomster. Helge og Capellanen staae foran hende; Helge paa hendes høire  læn-gere frem paa Skuepladsen og Capellanen paa hendes venstre Side; altsaa tættere ved Coulis- sen, der forestiller Buskads, der bedækker noget de der Siddende. Den, som kommer ind paa samme Side af Skuepladsen i Baggrunden, maa saaledes først faae Øie paa Helge, uden strax at blive de Andre vaer. Sigrid vender sig noget imod Baggrunden, saa at hun, naar hun seer op, kan blive vaer, hvad der foregaaer. De andre To vende Ryggen ganske til Baggrunden. Helge maa staae saa vidt fra Steenbænken, at Sigrid har Rum til at springe op bag hans Ryg). Helge (rystende Capellanens Haand). O Sigrid, denne min Ven her, -- ham skylde vi alt. Saa- snart min gode Mor havde underrettet mig om, at det stod til mig selv at gjøre mig fri igjen, naar jeg efter Fars Løfte var kom- men ombord, saa var jeg ogsaa fri. -- "Mand overbord" hørte jeg nok man skreeg i Mørket; men efter nogle Tag var jeg iland med de 100 Daler, Moer havde stukket til mig, til ved Leilighed at løse Fars Ord ind med, om Nogen skulde have at klage. Sigrid. Ha, du sprang i Søen, og svømte iland? Helge. Ja, efter min Sigrid. Og saa tog jeg min Tilflugt til denne vor trofaste Ven i hans Logis i Byen. Han bifaldt min Plan at kjøbe en liden Flek her paa Høifjeldet, men allerede paa Hardangers Grund, og der at bygge en Stue. -- Det gik raskt fra Haanden -- ja ofte troede jeg næsten at have havt over- naturlig Hjelp . . . Capellanen. Ei, Helge, Kjærligheden har Underkræfter selv. Helge. Alt ifjor Høst var jeg færdig. Men jeg maatte først friste, hvordan en Vinter var at holde ud her, før jeg turde tænke paa at Sigrid skulde dele det med mig. Og, Gudskeelov! Snee- fogene gaae over os, saa her er ret luunt og godt. Heller ikke er der at frygte for Levemaaden, især siden jeg har faaet baade Mors Rødsi og Guldblomma til mig. |
| d.II,b.6,s.588 |
Sigrid. Nei! Nei! Helge. Ja, det er nu just ikke saa rigtigt. Men hvad skal jeg gjøre? Paa et Jagtomdrev efter Reensdyr var jeg kommen Solaas- Sæteren noget nær. Kjørene kjendte mig igjen, og paa hele Hjemveien var det mig ikke muligt at blive dem qvit. Tilbage torde jeg heller ikke lede dem, for ikke at blive røbet for Lundastadfolkene, som laae paa Sæteren. Capellanen (leende). Aa ja, nu kan det da være det samme, nu da du kan be- tragte disse to Køer som Sigrids Hjemgifte. Sigrid. Det er lidet, Helge. Jeg er nu fattig som du. Men, see her! Sæt nu op dit Navn ved Siden af mit. (Helge fæster det over Døren, og gaaer saa tilbage til sin forrige Plads). Capellanen. Det tager sig godt ud! TREDlE SCENE De Forrige. Repp, Jepstrup og Svennoug. (I det Helge, Sigrid og Capellanen betragte Udpyntningen paa Stuen, vise sig Repp, Jepstrup og Svennoug i Baggrunden paa samme Side, nemlig Tilskuernes Høire, listende sig frem med Ængstelighed. Repp, som faaer Øie paa Helge, gjør pludselig Tegn til de Andre at standse, og lægger saa sin Rifle an paa Helge). Sigrid. (Seer det, springer op skrigende). Ah! Far min! (Slaaer Riflepiben saaledes tilside, at Skuddet forfeiler Helge og slaaer an i Stue-Væggen. Sigrid besvimer. Helge iler til, og tager hende i sine Arme). Capellanen. (Gribende Repp i Brystet og rystende ham.) Ha! Fredløse Mand! Hvad vilde du gjort? |
| d.II,b.6,s.589 |
Repp (kold). Skudt en bortløben Hund. Men I, Præst, I og mine Egne ere mig altid i Veien. Pas Jer! Capellanen. Du truer, Fredløse? Repp. Paa Fjeldet er den Fredløse Konge. Saa I veed alt, at vi ere under Justitsens Tiltale for de usle Gaardhandeler, -- og at Bygden nu er efter os? Capellanen. Repp, Repp! Hvad Jer angaaer, ikke blot for Gaardhande- lerne, men for mere fra gamle Dage. Jo jeg maatte nok vide det først, siden det var mig, som underrettede Jer om Faren. Repp. Det var Jer, Præst? Capellanen. Min Onkel Amtmanden skrev mig til om Ordren til at sætte Jer fast med samt jert Compagnie; og saaledes kunde jeg, for Sigrids Skyld, give Jer et Nys, førend Lensmanden kom iveien. Repp (kastende Riflen). Præst, I har lagt gloende Kul paa mit Hoved. Jeg vil ikke være den Hund, som bider den Haand, der giver den at æde. Tilgiv mig I først, og beed saa mit Barn at gjøre det. Capellanen. Jeg -- jeg tilgiver Eder, Repp, med at ønske eders vilde Hjerte Fred. Sigrid. Og jeg? O Fader! Af Hjertet! Capellanen. Men Helge, Repp? |
| d.II,b.6,s.590 |
Helge. Aa, gamle Repp har kun gjort et Hul over Døren til en ny Birkeqvist. Men den maa han selv skjære. Repp. (Skjærer en Birkeqvist og rækker Helge). Der, min Søn! Helge (efter at have sat Qvisten i Hullet). Lad det da nu være glemt, og giv mig din Haand, Svigerfader. Repp. (Giver ham Haanden, og tørrer en Taare af sit Øie. Han peger paa Jepstrup, som hele Tiden viser Angst). At den Usling der, som har flæbet hele Veien, skal see Repp Lundastad græde! Capellanen. Aa, skam Jer ikke, Gamle, over at eders Hjertes Iisskorpe tøer. Nu eller aldrig er I beredt til at velsigne eders Datter og hendes Brudgom. I og Jepstrup kunne være Bryllupsvidner i denne Stund, ifølge dette Kongens Brev. (Tager et Dokument frem). Vi ventede paa et Par Vestmænd som Vidner; men de have nok slaaet Selskab med eders Forfølgere. Jepstrup (ydmyg). Til Tjeneste, Hr. Pastor. -- Men (lyttende) Capellanen. Jo -- jeg hørte Skud; men det røbede, at Forfølgerne vist ere en halv Miil borte . . . Repp (som har staaet og bidt paa sine Fingre). Kom! Kom! I Guds Navn afsted! Pas paa her udenfor du Svennoug! (Først Capellanen, saa Brudeparret og saa Repp og Jepstrup vandre ind i Huset). |
| d.II,b.6,s.591 |
FJERDE SCENE
Svennoug (alene. Tagende Repps Rifle op). Istykker! Hvad skal vi nu gjøre for at holde Folket fra os? Kniven? Nu ja, andet har vi ikke, og den faaer vi da bruge, skjøndt Hjertet synes at være falden Repp ned i -- Sjuh! Joggu trække de ind paa os, og reent besæt er Folket bleven siden gamle Thor Solaas kom saa afpillet tilbage fra Amerika. Store Ting, at Dichson & company i Albany slap ham saa vel hjem endda. Og nu faaer jeg see til at faae Repp og Jepstrup derover. Principalerne kan nok bruge Repp til Slavefoged paa deres Plantage i Syden. Jepstrup sørger for sig selv; for inden et Aar er han hængt eller sidder tredie og sidste Gang i et af Amerikas Bodsfængsler. FEMTE SCENE Repp. Helge. Sigrid. Capellanen komme bevægede ud af Stuen igjen. Sigrid har paa Hovedet en Brudekrone af Blomster. Capellanen. Tak Gud, Repp, at I kunde velsigne som I gjorde. Svennoug. Her er ikke sikkert længer. Capellanen. Længer end hid gaaer nok ikke Lensmanden og Folket, især naar her bliver Bryllupsleik tilqvels. Helge. Her er ogsaa Stiftsdele og vel det. Strax I kommer bag den hvide Nuten der, kan I ikke tage Feil. I Hardanger er der engelske Fartøier, som let tage Jer over, og saa videre da til Amerika. Og her, Svigerfar, her er de hundrede Daler, Thor fik udenom Gaardhandelen, for at føre mig ombord, som han ogsaa gjorde. Men da I nok meente, at han skulde føre |
| d.II,b.6,s.592 |
mig til Amerika, saa maa I have Pengene igjen efter en saadan Misforstaaelse. Repp (tager dem. Sigrid gaaer hastig ind i Stuen). Tak! Tak! De komme tilpas, da jeg maatte flygte uden saameget som en Daler. Capellanen. Far da vel! Afsted nu! Sigrid. (som kommer ud igjen med en Ølkande, kredensende for sin Fader). Efter ringe Leilighed, gamle Far. Men Tak for dit Samtykke og din Velsignelse, og Lykke med dig paa Reisen! Repp. Den bliver lang -- længer end til Amerika. Farvel! Farvel! Svennoug og Jepstrup. Afsted! Afsted! SJETTE SCENE Capellanen. Helge. Sigrid. Lensmanden. Thor. Kari. Bønder. (En Sværm bevæbnede Bønder vise sig, anførte af Lensmanden, der er en gammeldags Figur. Midt i Sværmen befinde sig og Thor og Kari, samt to Hardangere, hvoraf den Ene har en Fele paa Ryggen. Alle de andre Bønder have Skræppe paa Ryggen. Thor og Kari hilse paa Helge, Sigrid og Capellanen, og sætte sig saa paa den store Steen ligesom af Træthed. Helge og Sigrid sætte sig hos dem. De tales ved, og er derhos opmærksomme paa hvad Lensmanden og Bønderne foretage. Lensmanden rangerer nemlig sine Folk i en Cordon om Huset). Capellanen. Men, Lensmand, hvad skal dette betyde? Lensmanden. Det betyder, jeg opfylder min Pligt, Hr. Pastor. I Stuen der maa der være tre Rømningsmænd, men nu er den ogsaa saa godt beleiret og kringsat, at ikke en Muus kan slippe væk. |
| d.II,b.6,s.593 |
Capellanen. I fornærmer mig, Lensmand! Lensmanden. Jeg veed nok, I har ikke Maskepi med de Folk; for I var dem altid meget imod. Men siig mig alligevel: er de ikke her? . . . Hei! fem Mand ind med Gevær at see efter . . . Capellanen. I Helge Solaas's Stue? Hvor skulde det være muligt, da han ingen bittrere Fiender havde? Lensmanden. Hei! Fem Mand tilbage! Det er sandt! Men saa videre. (Brystende sig og kommanderende) Retter Eder! Fremad! Marsch!(Han begynder at marschere med dragen Sabel, men Bønderne blive staaende. Seer sig om) Hvad for noget! Staaer I, Karle? Vil I bare lette paa Foden! (kommanderende) Fremad! Marsch! Det var som Fanden! Fremad,siger jeg! Insubordination! Forræderie! Hælerie! Chor af Bønder. Mel. af Elverhøi: Nu da Lensmanden bort vil drage. Holdt nu, Lensmand, her maa vi puste; Aldrig vi saae en Eng saa blød. Her var det gjilt om Ølkanna fruste, om vi os Hul paa Nisten brød. Lensmanden. Bryde Hul paa Nisten? Gjør I ikke det i hver Bakke, I Skrubvomme! Chor af Bønderne. Ei I faaer os nu meer af Flekken! Lensmand, saa hør! Her Bryllup er! Allemand slænger Skræppen og Sækken, fyrer i Luften sit Gevær. (Geværsalve). |
| d.II,b.6,s.594 |
Bønderne (raabende). Til Æreshilsen for Brud og Brudgom!! Lensmanden. Saa bliv, I Oprørere imod Øvrigheden! Men jeg forfølger min Pligt alligevel; hvilket jeg vil haabe, Hr. Pastoren gjør sin høivelbaarne Hr. Onkel Hr. Amtmanden opmærksom paa. Capellanen. Og hvor langt gaaer da eders Pligt, Lensmand? Lensmanden. Til Stiftsdelet; ikke et Skridt længer, Hr. Pastor. Capellanen. Da har I skrævet over jer Pligt. Der er intet andet Stifts- dele end Bækkene, og gaaer I til den første den bedste, skal I see, hvor travlt den har med at komme ned i det deilige Hardanger. (Thor, Kari, Helge og Sigrid reise sig). Sigrid og Helge. (Klappende Lensmanden paa Skuldrene). Aa kjære, vene Lensmand, vi beer . . . Lensmanden. Naa ja, er du Bruden, Sigrid Lundastad, min egen Guddatter, saa (stikker Sabelen ind) delse til høiere Øvrighed! Kari. Det var ret, Lensmand! Lad de Ulykkesfugle flyve! og lad os nu være glade. Alle Mand bedes til Bryllups (Glædes-Gny blandt Bønderne). Dands maa trædes, førend vi drage ned i Bygden igjen. Vest- mand, løs du Felen af Ryggen paa Kameraten din! (Hardangeren løser Violinen af, imedens Kari synger Følgende:) |
| d.II,b.6,s.595 |
Mel. Længje venta Laurdagsqvellen etc. Her paa høie Fjeldet, nærmest Himmelen, her skal deres Bryllup stande. Høie Fjeldenuten er da Brudesvend, han med Sølverhjelm om Pande. Her kan Dandsen paa et Blomsterteppe gaae: vesle røde Fjeldtup, Enzianen blaa. Gjenter skorter paa; Huldra derfor maa gjerne sig i Dandsen blande. Kari træder endnu Springedands paakar; Thor har heller ikke glemt'en. Brud og Brudgom ere saa det næste Par, og det gjælde maa for Femten. Var der ikke flere, blev det daarligt Bal. Men histhenne dandser Huldren i sin Hal, og i Luften blaa svæve vene smaa, mange, mange fleer end femten. (Latter blandt Bønderne. Bifaldslatter). En af Bønderne. (i en syngende Tone af samme Melodie2. Jadden er hun Kari Drotning lel som før. (Bifaldslatter. Hardangeren stemmer sin Violin). En af Bønderne (raabende). Stryg op Austagulen, Vestmand! Mange Stemmer (raabende). Ja, Austagulen! Austagulen! Thor. Austagulen? Nei, Godtfolk! Dækeren i Austagulen! Austa- gulen er det, som river Thelemarkingen væk til Amerika. |
| d.II,b.6,s.596 |
Lensmanden. Ha -- ha -- ha! Thor. Sæt Jer her, Lensmand, skal jeg fortælle Jer Sandheden, og Nyt fra Amerika. Kari (tagende ham Haanden). Nei Thor. Vil du ikke dandse paa din Søns Bryllupsdag? Ballet. (Hardangeren spiller en feiende Springedands. Helge og Sigrid, Thor og Kari dandse. Kjøgemesteren, noget burlesk kostumeret, kommer ud fra Stuen, trækkende Kokka ( Kokkepigen) ved Haanden. Hun er negligéklædt, aabenbar taget ligefra Kjøkkenet af Mangel paa Damer til Ballet; hun har ikke faaet Tid til at lægge Tvaaren fra sig, men har den i sin Be- fippelse i Haanden. Det nytter ikke, at hun er undseelig og modstræbende; hun maa dandse Springedandsen med Tvaaren i Haanden med Kjøge- mesteren. Selskabet morer sig derved og leer. Medens Ballet varer gaae de øvrige Gjæster ind og ud af Stuen, mun- tre og smilende. En bærer Ølkanden om. En har Piben i Munden. En slaaer Ild og tænder sin Pibe. Nogle tale sammen, Andre see paa Dandsen; og Nogle gjøre Grimacer og Gebærder dertil. Efter Springedandsen spiller Hardangeren en Halling. Da træder først den anden Hardanger frem og dandser enkelt, derpaa tillige en Thele- marking, saa flere og flere, deels enkelte, deels parviis, indtil hele Plad- sen er fuld, saa at man er i Veien for hinanden. Da klapper Kari med Hænderne, og Dandsen ophører). Kari. Nu faaer det være nok, Godtfolk. Det tager alt paa at qvældes. Her er hverken Plads til at snoe sig, eller Qvarteer i Huset uden for Brud og Brudgom. Derfor maa vi nu sige Dem Farvel og Godnat, og fare ned til Solaas til anden Dags Bryllup imorgen. Mange Stemmer. Ja, Gud signe Dem, og Tak for i Qvæl! (Nu tager man Afsked fra Brudeparret og begynder saa at fortrække med Spillemanden i Spidsen. Men førend de gaae, synges efter Melodien: Kjøre Veed og kjøre Vand, følgende:) |
| d.II,b.6,s.597 |
Een Stemme. Saamangen Daare over Havet hen drog ud til Nordamerika, men kom og snart som en Fant igjen, med ei en Skilling i Fikka.3 &bmrep; Man reise øst, og man reise vest, det norske Hjem er dog allerbedst. Der med min Gud, der med min Brud vil jeg til Dødagen leve. &bmrep; Chor. Man reise øst og etc. Een Stemme. Og Gud velsigne mig Norges Land med Fjeldes snetækte Rygge. Der var jeg alt fra Barn van4 at finde hjertelig Hygge. &bmrep; Reis du i Øst eller reis i Vest, her hjemme er det dog allerbedst. Hvor jeg er fød der til min Død, der vil jeg stadig bo og bygge! &bmrep; (Nu drage de bort, idet de repetere dette Alle. Helge og Sigrid, Haand i Haand, staae og see efter dem, hviftende med Tørklæder, indtil de ikke see dem mere. Det bliver imidlertid Tusmørke). SYVENDE SCENE Helge. Sigrid. Huldra. (I det Helge og Sigrid vende sig, for at træde ind i deres Hytte, staaer Huldren for dem og stænger for dem med en Rosenqvist. Hun synger derpaa til sit Langspel følgende Vers efter hosstaaende norske Melodie:) Huldren. Saa ganger nu ind i Fred og Ro til Elskovs Fred i den Hytte. |
| d.II,b.6,s.598 |
Og Gud vil signe Jer begge To, og eders Bolig beskytte! Og Huldra, hun vil staae Jer bi, og age Skrubben i Skog og Li. Fra denne min Dal I aldrig maa flytte. Saamangen Kjærring, saamangen Mand slap odelsarvede Borge, og drog i Ørslen*) til fremmede Land; og da maatte Huldren sorge. Hun græd og sukte: Gud hjælpe dem! Men nu er Sanningen**) kommen frem. Nu vende de hjem! Held være med Norge! Det bliver under Sangen dunklere og dunklere. Tilsidst er det ganske mørkt, da Tæppet falder. 1 tilbakeSøterodblommer. 2 tilbakeOvereensstemmende med hvad Forfatteren to Dage før sin Død, da han ikke mere selv kunde føre Pennen, dicterede, har en af hans Venner arrangeret Slutningen af denne Scene. 3 tilbakeFikka Lommen. 4 tilbakeDer var jeg allerede fra Barndommen vant. |