| d.II,b.6,s.561 |
FJELDSTUEN
SKUESPIL MED SANG I TRE AKTER Personerne:
Repp Lundastad, Kaxe. Sigrid, hans Datter. Thor Solaas, Bonde af jevne Kaar. Kari, hans Hustru. Helge, deres Søn. Capellanen. Lensmanden. Svennoug Thrandsen, Udvandrings-Agent. Jep Jepstrup, Inkassator. Bønder. Søfolk. Huldren. Scenen -- Thelemarken. En af Løvskov omgivet Plads. Tilhøire en stor moset Steen (Klippebrok). FØRSTE SCENE Svennoug (alene). (Sommernats Tusmørke. Svennoug kommer ind i national Dragt (  klædt som en Thelemarking)med Skræppe og Vandringsstav. Slænger Skræppen bag Stenen. -- En fjern Luurtone høres). -- -- Sjuh! Alt Folk oppe i Bygden? Det maa være mine Folk, mine Amerikafarere, som vække hinaden! Ja kom kun! Han Repp Lundastad har laant mig god Plads, saavidt jeg kan see, og fra denne Stein kan jeg tale just som Præsterne i Ame- rika og kaste Bøgerne udover hele Folkemængden. Det bider bedre, naar de faae Meningen paa den Maade, end naar man stikker hver Enkelt Bogen i Næven. (To hinanden svarende Lure høres). Sjuh! Den ene var en Qvindfolke-Luur, -- og her paa Lundastad- eiendele! Faaer jeg Qvindfolket med mig, saa er det som naar der er kommen Vand under Leren, saa maa Alt glide med. Men hidtil har det rigtignok været det traaeste. Eller har han Repp sendt Budejen sin ud, for at retlede mig over Fjeldet fra Nabobygden og til Gaarden? Han var rigtig nok saa hid- |
| d.II,b.6,s.562 |
sig paa mig i Indbydelsesbrevet, at han nok tog imod mig nu, saa tidligt paa Morgenen; men bedst er det vel, at jeg tager mig en liden Blund først her, saa han træffer mig paa Pletten. (Han lægger sig bag Stenen paa høire Side af den, med Skræppen under Hovedet). ANDEN SCENE Huldren. (Med Langeleik. Et svagt blaaagtigt Lys omgiver hende. Hun er høi og slank, i grønligt Gevant med et Sølvbælte og Sølvbaand i det lysblonde Haar). Mel. Aagodts Sang i Fjeld-Eventyret. Vee! Nu maa den svarte Død jeg med Rædsel mindes. Ødegaard i Dalens Skjød nu som den Gang findes. Arnen ryger ikke meer. Vandret ud er Folket der. See det flygter nu som da bort fra Fædres Grave, søger ivrigt derifra til de vilde Have. Hvor den sidste Bølge døer, hviler det. Det vil ei før. Længst fra gamle Fædreland vildsom Skare stunder -- ja saa langt, at Mindet kan gaae i Havet under, ellers blev det nye Brød beskt -- ja som den bittre Død. |
| d.II,b.6,s.563 |
Bækken mere sorgløs ei synes frem at rinde, end de Sværme, som sin Vei juble frem iblinde. Gamle Norge selv er glemt, Sindet er saa bagvendt stemt. Vee dig, som ei Taare har for din Hjembygds Kirke, for den Haug, som Vuggen bar under lyse Birke. Du er syg. En Byld saa sort tærer paa dit Hjerte fort. Der er Graad i Nødens Blik, saa det let forblindes; men ved en forgiftet Drik dog de fleste vindes. Gjennem Øret Slangers Brod dryppe den i Folkets Blod. (Mod Svennoug). Vee dig, Orm, hidoversendt, Folkets Blod at tappe! Did igjen, før du blir kjendt, skyndsomt du dig rappe! Nidding, som i Dalens Skjød bærer om den sorte Død! (Lurene høres sagte, men ganske nær). Huldren (talende). Nu Fred over Stunden, over Kjærligheds-Stevne i Lunden! Men at du ei mægter meer end at gjette, jeg dækker dit Syn med en Munkehætte. (Hun lægger en Munkehætte-Stengel over Svennougs Ansigt og forsvinder.) |
| d.II,b.6,s.564 |
TREDIE SCENE
Morgen-Belysning. Helge og Sigrid ile i hinandens Arme. Helge. Trofaste! O, Gud signe dig! Efter det lange Aar lige øm og kjærlig. Men Synd er det af mig, at jeg har kaldt dig. Ja, Synd! Synd! Sigrid. Hvad skulde jeg tænkt om dig, hvis du ikke havde gjort det? Jeg vidste jo, du var hjemkommen fra Seminariet, ligesom jeg fra Moster i Byen. Helge. Ak, Sigrid, for os er intet Haab. Igaar var min Ven og Lærer, Kapellanen hos din Far, og friede formelig for mig med Anbud af at en ret god Fastskolelærer-Betjening stod mig aaben; men hans Svar var, at han ligesaa gjerne saae dig gift med Fattigvægteren som med en Skolelærer. Du var des- uden lovet til Inkassator Jepstrup. Sigrid. . . . Den berygtede Bondeplage. Og sligt, troer du, skulde gaae, Helge! Føl! Hjertet mit slaaer ikke haardere nu, end før du fortalte mig dette; thi jeg selv har endnu ikke hørt et Ord om den Handel, skjøndt Blodigelen rigtig nok var sledsk og paatrængende nok, da han kom til Lundastad igaaraftes, for at være med ved denne Svennougs Møde med Amerikafarerne. Helge. . . . Amerika? Sigrid, kunde du flye med mig til Amerika? Sigrid. Spørg ikke saa! Ja, ja! Med dig -- over Havet -- og dybt ind i Havene af Urskov! Svennoug (bag Stenen). Ret saa! Ret saa! . . . Bare tag det Tunge væk over Pan- den min! (Helge og Sigrid flygte. Hun glemmer sin Luur). |
| d.II,b.6,s.565 |
FJERDE SCENE
Repp. Jepstrup. Svennoug. Repp. Naa, vi er da de første paa Pletten; og saa bør være. Svennoug (liggende bag Stenen). Nei, Repp Lundastad, det er du ikke. Bare tag væk det Tunge her over Øinene. Jeg er ganske som fortumlet af de Minutters Søvn. Repp (tagende Munkehætten væk af Svennougs Ansigt). Ja, hvorfor lægger du dig i sligt giftigt Ukrud, Svennoug? Bedre havde det været at sove i en af Duunsengene paa Lunda- stad. Men velkommen skal du være. Svennoug (som imidlertid har reist sig og er kommen frem). Tak! Tak! Jeg er først kommen over Aasen for en Stund siden, saa jeg vilde ikke forstyrre Gaardsfolket, skjøndt jeg hørte nok paa Luren, der var folk oppe før Gry. Repp. Paa Luren? Svennoug. Jaja! og skulde jeg feile meget, om det ikke var fra den Luur, som staaer der ved Stenen, og om den ikke blev blæst af det Qvindfolk, som var her paa Pletten før Jer. Under- ligt at baade hun og Karlen, hun snakte med om at reise til Amerika, ere borte. Jeg vilde have talt med dem; for slige Ungfolk betaler Dichson & company i Albany dyrt. Repp (med indædt Vrede). Luren der, siger du? . . . Den der med de røde Baand? . . . Svennoug. Saa troer jeg. See kunde jeg ikke, men kun høre. |
| d.II,b.6,s.566 |
Repp. Den Luur der! -- Kom med den Svennoug! (Svennoug rækker ham den, og Repp bryder den istykker under vild Latter). som har blæst i den Luur. Men før skal Lundastad brænde, end nogen Luur skal lyde fra dets Eiendele. Og Lundastads Eiendele blive store i disse Tider, Svennoug. Der er Gaarde at faae nu for godt Kjøb. Jepstrup. Ja, det er sandt, Svigerfar. Vi kom fra det, om I eller jeg skulde slaae til os de to smaa Gaardeparter her under Aasen. De gaae i Ræk med Lundastad-Eiendele. Repp. Tænk ikke paa det. Det vil gaae af sig selv, og være Et om Et. Men skjønner I ikke af Luren, hvem der har været her før vi? Død og Helvede! Brug saa jer Pande! Jepstrup. Jer Datter, Repp? -- Skulde det -- Repp. Jaggu skulde det, fordi det skulde saa være. Men saa sandt jeg er Repp Lundastad, kun for een Gang. Og hun var ikke allene, hører du. Han Helge Solaas har løbet efter hende, siden de bleve konfirmeerte sammen. Men brug nu Jer Pande, Maag,1 og sørg for ham, at han kunde komme i en Ulykke, saa skal jeg nok passe paa Jenta. I eet Aar til maa hun til Byen. Jestrup. Er det efter Aftale, Repp? Repp. Nu ja -- eller Bryllup strax. Jepstrup. Da er hun sikkrere, skulde jeg troe. |
| d.II,b.6,s.567 |
Repp (bittert leende). Hahaha! Sigrid Reppsdatter Lundastad rømme til Amerika med den Fanten! Svennoug. Ja, det var hun hidsig nok paa. Han Helge spurgte sig blot for; og jeg veed, han liker ikke Udvandringerne, men er mig overalt i Veien. Jepstrup. Men om nu hans Forældre bleve overtalte til at udvandre, og at tage Sønnen med? Repp (glad). Gud signe dig for det Indfald, Maag. Det er at bruge sin Pande. Ha ha! Helge i Amerika, Sigrid her. Der lyder ingen Luur imellem dem. Ja kunde det gaae? Svennoug, han Repp har Pengene. Svennoug. Der skal Kunst til. Thor er nok god at faae til hvad det skal være; men han skryder jo altid af, at han finder sig saa vel paa Solaas, som giver ham netop Udkomme. Engang, han var paa en Kant, vilde han ikke bytte med store Lundastad. Stor Gaard, store sorger, sagde han. Repp. Kunde det lykkes, Svennoug! To Gule for din Umage. Svennoug. Skal friste. Og Skaal paa det! (Drikker af en Lommeflaske, og byder om). Jepstrup. Tak! Ikke for mig. Jeg har en saa daarlig Mave, at jeg er gaaen ind i Afholdenheds-Selskabet. |
| d.II,b.6,s.568 |
Repp (smager). Rum? Havde du mere af den, kunde du trække hele Be- folkningen efter dig. Men gjem den Slumpen til han Thor. Der tør den gjøre Nytte. Svennoug. Du siger noget. Men, sjuh! er det Folket som kommer, eller tager det til at blæse i Birketoppene? Repp. Det er Folket. Det knager og brager i Skogen, som om hele Lundastad-Buskapen brød sig frem. FEMTE SCENE (Pladsen fyldes med Bønderfolk af forskjelligt Kjøn og Alder. Mødre med Børn ved Brystet o.s.v.) Mellem Almuen Thor Solaas, Helge, Capellanen. De Forrige. Svennoug. Naa, skal vi see Præsten her med. Capellanen. Jeg gad nok engang høre paa din Præken, Svennoug. Lad ogsaa den være Sandhedens. Svennoug. Det skal du snart faae høre, Præst. (Han springer op paa Stenen). her er jeg igjen frisk og rask, gode Venner, saa Amerika ikke er saa lukt en Grav, som man lyver det paa. Og her staaer jeg i den gamle Korttrøien min og Knæbuxerne; men bi lidt, skal I see, hvordan en Bonde gaaer klædt i Amerika. (Han springer ned, og gaaer bag om nogle Træer i Skoven). Repp. Naa, Thor Solaas! Du ogsaa? Thor. Jeg fulgte bare over med Præsten for Moro Skyld, for at høre paa Præka hans Svennoug. Men jeg blir nok qvar paa Solaas, der er ikke Fare for det. |
| d.II,b.6,s.569 |
Svennoug (kommer frem og springer rask op paa Stenen igjen, i moderne blaa Dragt med blanke Knap- per og en graa Hat. Forundringsraab modtager ham). Saa gaaer Almuesmand klædt i Amerika. Men til Dragten hører en Pung med slige smaa gule Sisiker og Sølvduer i. (Træk- ker en Pung frem og viser dem Guld- og Sølvmynter). Guld! Slig en kaldes en Souvereign, og er ligesom Specier hos os, og disse store Sølvdalere kaldes Dollars, men ere kun som Marker hos os, skjøndt de ere jevngode med vore Sølv- specier -- ja mange Gange bedre, for alt det der kan faaes for dem. Og en slig Dollar faaer hvilken Karl det er for Dagen. Og saa Levemaaden? Det er Hvedebrød og Flæsk, -- ja Hvedebrød af Hvede tre Gange saa stor som Ærter. Jord kan faaes frit paa det nærmeste -- hele Herregaarde af Muld uden Bund. Det er noget andet end at grave i Stenene her hjemme. (Bifaldslyd). intet Pantefolk at see! (Bifaldslyd) af denne Bog, som skjænkes hvem der faaer den. (Han kaster Bø- ger ud af Skræppen. Almuen gramser efter dem, undtagen Thor og Helge, som sparke dem væk) Jeg kan kun bekræfte hvad der staaer i Bogen, og Svennoug Thrandsen kan I troe. Capellanen. Nei, nei! Dig skal de stakkels Folk ikke troe. Hele din Tale var Falskhed, og lagt an paa at forføre. Troer mig, Godt- folk: "Øst -- Vest, hjemme bedst!" Helge. Hører I? Hør paa Præsten! Stemmer. Nei! Vi troe paa han Svennoug! Andre Stemmer. Pas dig, Helge! Var du ikke i Følge med Præsten? (Et vildt Hurraskrig bryder løs). Capellanen. Kom, Helge! Lad os forlade de Vanvittige! (Capellanen og Helge gaae). |
| d.II,b.6,s.570 |
Repp. Bliv du her, Thor. Ingen skal gjøre dig noget. Svennoug. Altsaa, Venner, læser nu Bogen; saa komme vi overeens om, hvem der vil reise, og hvem der har det saa løst, at han kan reise strax, for Skibsleilighed mangler ikke. Stemmer. Til Auctions med Gaardene! Hei, Jepstrup, nu faaer I For- retninger. (Jepstrup skjuler sig bag Repp). Stemmer. Til Auctions, og saa afsted til Amerika! Chor. (Af Fjeld-Eventyret). Afsted over Hav! Det er Sorgernes Grav. I fjerneste Vesten begrave vi Resten; i Skogenes Skjød hvert Minde om Nød. Nyt Liv vi begynde. Thi lad os skynde os lugt herfra! Her magert er Brødet, men snehvidt og sødet det falder i Mund i Amerika. Dybt Jorden er muldet, og Sølvet og Guldet i Simpelmands Pung som i Rigmandens leer. Ja heller i Døden end hjemme hos Nøden! Men, Held os, nyt Liv i Amerika er! Afsted! Afsted! (Bondefolket afsted). |
| d.II,b.6,s.571 |
SJETTE SCENE
Repp. Svennoug. Jepstrup. Thor. Svennoug (til Thor). Saa du kaster slig Foragt paa Bøgerne mine, Thor? Thor. Ja, som Ormæg. Præsten er en oplyst Mand. Svennoug. Det kan du troe han ogsaa er, som har skrevet Bogen . . . Men den tør smage bedre. (Rækker ham Lærken). Thor (drikker). Naa, sligt Brændeviin har jeg aldrig kjendt. Svennoug. Det er i Amerika som simpelt hos os. Thor. Jeg kan nok sagtens tage en af Bøgerne dine, Svennoug. (Faaer et Exemplar, som han beholder i Haanden). Repp. Lad mig ogsaa faae En, Svennoug, siden han Thor tager. (Svennoug giver ham et Exemplar). Thor. I, Repp, I vil dog vel ikke gaae fra Lundastad, I? Repp. Det kunde nok være. Der er større Lundastader i Amerika at faae. Svennoug. Men en Slurk paa det, Thor, at du læser Bogen. Thor. He -- ja! (drikker). |
| d.II,b.6,s.572 |
Svennoug. Og du burde vel meest læse den her; for hjemme faaer du vel ikke Lov for han Helge. Thor (opbragt). For Sønnen min? Hvem har Gaarden, Svennoug? Nei, endnu sidder Thor paa Solaas, og blir vel siddende. Jeg skal lese den midt for baade hans og Præstens Næse. Repp. Nu taler I som en Mand, Thor. Men læs nu Bogen hernede i Lien for Jer selv, og kom saa til Lundastad til en liden Dokter, saa skal vi begge sige vor Mening om Bogen. Svennoug (giver Thor Lærken). Tag Slumpen, Thor. I vil ikke til Amerika, saa I aldrig faaer smage Sligt mere. Thor. Tak, som byder. Og Bogen skal blive læst, saa sandt jeg er Thor Solaas. Tro det, Svennoug. (De skilles). 1 tilbakeMaag Svigersøn. |