|
|
| d.II,b.6,s.538 |
JESU AANDIGE OPSTANDELSE
(Digteren af dette Værk paa sin Fjeldplet. Akadiel og Aander ovenover. Paaskemorgen.
Klokkerne kime nede i Bygden).
Digteren.
Ton, Klokke, paa Jesu Opstandelsesfest!
Din hellige Stemme
lyder saa smukt;
dog trænger den ei over Dalens Hjemme,
af Aasenes blaagrønne Belte lukt.
Og vilde fra Tempel til Tempel jeg gaae,
jeg skulde, før Foden
fremrak kun et lidet Afsnit af Kloden,
ved sidste Christtempel studsende staae,
forkuet, lavt, som paaknæ
foran en stolt spiirkronet Moskee.
O sørgeligt Syn nu efterat fast
to tusinde Aar er forløbne . .
Ak nei -- over Himmelen krøbne
med Skildpadders Hast.
O Gud! var saa dit forjettede Raad?
Jesus maa skue paa Jorden med Graad,
hans blodvundne Salighed blive forgiftet,
om til Græmmelse skiftet.
Thi se, som betagen,
stille nedslagen,
den christne Kirke,
uden at virke,
splittet i tusinde Sekter,
der Alle hinanden fornegter,
og Alle hade --
imod hinanden som Tistlens Blade --
er indskrænket end til de snevrede Grunde,
til Kysterne rundt om Vesthavets Sunde,
høitstegne Halvmaane vil den forunde.
Dog tør i Jesu Fædrenehjem
hans Kirkes Klokker ei klinge,
|
| d.II,b.6,s.539 |
og væbnede Vantroe omringe
Frelserens Grav i Jerusalem.
Det er en Naade, der vejes med Guld,
faaer Pilgrimmen knæle paa den hellige Muld.
Synagogen endnu
har sin stridige Hu;
ifra Minareten
forkyndes Profeten
vel over en Trediedeel udaf Jorden;
Brahma og La
Magten ei end er tagen ifra;
Resten tilbeder Lynild og Torden.
Saa er det endnu,
saa næsten man fristes, at tænke med Gru,
at Christendommen
kun som de andre Religioner
til Jorden er kommen,
at skifte sig ud en Hob Millioner.
Akadiel.
O sørgende Christen! sværmende Digter!
Troen dig svigter.
Smerten dig har dit Klarsyn berøvet,
Du, som bestænker
din elskede Fjeldplet med Taarer,
ene fordi,
Daarligst blandt Daarer,
du sværmende tænker
Frelseren i sin Himmel bedrøvet,
da Lysets Kamp ei end er forbi,
skjøndt Aar næsten tusinde tvende
rullede ere tilende.
Men kunde Du, med et dødeligt Blik,
Frelseren see,
din grublende Ve
imellem Serafernes Jubel forgik.
Du vilde ei Sky i hans Øje finde,
paa Panden ikke et sorgfuldt Minde,
|
| d.II,b.6,s.540 |
ei tvivlende Tanke
over hans Bryn i Tvelys at vanke.
Hans Aasyn smiler
end meer forklart
end under Nadver og Himmelfart.
Apostelkredsen omkring ham hviler;
kun indenfor
Johannes, hans Elskte, Maria, hans Mo'r,
og Hun, Serafen,
Veninden fra Barndoms- og Dødninge-Haven.
-- Men Aarene, som henrandt over Verden,
du tæller med spændte Forfærden,
eet for eet med blytunge Drøn,
Stenenes liig fra svimmeldyb Brønd.
Hvad ere de vel imod Livet,
mod Tiden afmaalt for Kloden?
Totusinde Regndryp i Floden!
Totusinde Fnokker fra Sivet!
For Aandens Syn?
Totusinde Bølger paa Havets Bryn,
dukkende, svindende,
mens nye Tusinder ere oprindende.
Men, Skjald, for din ømme
sværmende Ve,
Aljorden idrømme
du forud skal see,
som om du Slummeren nød
i Himlen i Frelserens Skjød.
Du synes den varer i tusinde Aar,
skjøndt tusinde Slag dit Hjerte knap slaaer,
endskjøndt ikke længer
du vugger i Drømmenes Gjænger,
end Paaskedagsklokkerne lyde dernede
og kimende over Hjembygden frede.
(Berører
Digterens Pande. Han slumrer ind)
Du synes hvert Sekel paa Paaskedagsgry
at vaagne paany,
|
| d.II,b.6,s.541 |
og maa da med halvvaagent Klarsyn berette,
hvorvidt det er kommen
fra Sekel til Sekel med Christendommen,
hvorvidt imod Vest den Mærker tør sætte,
hvorvidt imod Øst
sig flytte dens Templer med Klokkernes Røst.
Men naar til den liflige Klang du vil lytte,
du fluxen maa Talen med Drømmen ombytte.
(vækker
Digteren ved Berørelse)
Hvad seer du paa Jorden her eller hist?
Et Sekel er henrullet alt siden sidst.
Digteren.
O Jord! hvor forvandlet i saadan en Tid,
der synes mig knap af en Time en Bid!
Nu maa det snart mod Sejeren lide:
med venlige Ord kun Kirkerne stride.
Anathemet ei mere høres,
og Kampen i Skrifter kun døende føres.
Som Dagene rinde,
Løgnene blive halte og blinde;
tilsidst de, som Rotter, Dagslyset naaer,
forsvinde i Huller og Vraaer.
Udstoppede Exemplarer
paa Bibliothekerne kun man bevarer.
Den rene Læres Tilsætninger alle,
een efter een,
som gammel Kalk ifra Templet falde,
blotte den ædle marmorne Steen.
De Menneskeopdigt, som gjorde
Christlæren haard for Øre og Sind,
som Sandhedens ædle Simpelhed torde
indhylle i sine brogede Spind --
de fejes nu bort af Slægternes Fædre
fra alle Kathedre.
Historien gjemmer kun Prøver
af Skarnet, saavidt den behøver.
Sekterne henvisne een efter een,
|
| d.II,b.6,s.542 |
som Blade fra Green.
Sammen de nu i Kjærligheds Skygge
Kirker sig bygge.
Budskaber sendes som flyvende Brande
i Hedningelande.
Som lysende Traade kan man forfølge
Apostlernes Vei over Bjerge og Bølge.
Snart Christlyset gaaer som Solstraalen lige,
hvis Meed er at gjøre Fjeldvæggen heed,
snart maa det sig snige,
med Bækkenes irrende Fjed.
Men herligst hjemme
virket har Frelserens Stemme.
Endt er den fæle, lurende Feide
imellem Rigdommen og Arbeide.
Rigdommen bleven er kjærlig,
lykkelig Fattigdommen og ærlig.
Ei Pjalter sees, ei misnøid Mine,
ei selv i de maalløse Verdensstæder.
Den glade Arbeider nu boer i sine
alleebeskyggede Vaaningsstræder,
saa hvide og rene
som Rigmandspalladsernes Marmorstene.
Halvmaanen ei længer fra Top og Taarn
speiler i Middelhavet sit Horn;
som ørede hvide Uglehoved
den synes paa Damaskes Moskee indsovet.
Snart klinge vel der de christne Klokker?
De lyde alt mellem Palmyras Blokker.
I Jesu Fædrelands Stæder hænger
Klokkernes Knebler ei bundne længer.
Frit bringe de fra Jerusalem
rundt Landet Paaskehilsenen frem.
Paa Golgath et gyldent Kors er reist,
saa høit som paa Libanon Ceder har kneist.
Dets Straaler, naar Solen skinner derpaa,
til Bethlehem og til Nazareth naae;
ja selv det lyser i Natten mørk,
|
| d.II,b.6,s.543 |
en Stjerne da ligt i Mulmets Ørk.
Et Hav af Roser nu Højen bedækker.
De klattre ad Korset saalangt de række,
og Korset synes i Høiden at træde
opløftet af de tusinde Spæde.
Men tys! fra Zion hvor yndigt det lyder.
Tonen af Sølv gjennem Luften flyder. . .
(Slumrer ind)
Akadiel.
Det sidste Sekund i Aarhundredet slaaer.
Fortæl nu hvorlunde det Mennesket gaaer!
Digteren.
O, hvor dog Alt ved Jesum forvandles!
Sjelene klarnes, Hjerterne lindes.
Slaver ei selv i Brasilien findes;
Jøderne ikke længer mishandles;
frie som Andre, ei meer de forblindes;
i Daaben de nu
aftoe den stridige Hu.
Hvad aldrig end skede i hundrede Aar,
i Østens Kirker nu foregaaer:
Kadier, Omraher,
Muftier, Mollaher,
Rabbiner, Muezziner
til Daaben triner,
og Taarerne stride
med Vandet dem triller i Skjæget hvide.
Som Iistappe een efter een ifra Tag,
men sikkert dog alle,
for Luftens Friskhed og Solskinnet falde,
døbes der Flere Dag efter Dag.
Europas Despotier ere forsvundne;
liig Laviner, hvorunder
den grønne Høi blunder,
de ubemærkt smeltende ere henrundne.
Fristat nu bliver hvert Rige benævnt.
|
| d.II,b.6,s.544 |
Søstrene Ret har med Brødrene jævnt.
Religionen og Menneskeret agtes nu oven
Statskløgt og Loven.
Lysets Esser
ere de frie Presser.
Sandhedens Ord og Menneskets Krav
flyde som glohedt Metal deraf.
Stivnede ned de i Jorden sig grave.
Børnene lære den Fibel at stave.
-- Kongerne meer under Kronen ei sætte
Ypperstepræstens Skarlagenshætte.
Magten ei meer efter Menneskets Aand
formastelig tør udstrække sin Haand.
Kirke og Stat
skilte er ad som Dag og som Nat.
Halvmaanen er fra Europa forjagt.
Den blinker nu bleg fra Skutari paa Vagt,
liig en sønderbrudt Lee.
I Constantinopel
Klokkerne lyde fra Taarn og fra Stoppel.
Ah, hvor de kime fra Achmets Moskee? . .
(Slumrer ind)
Akadiel.
Det tredie Sekulum ruller.
Sylvesterkvel bar det bort paa sin Skulder.
Digteren.
Med skabende tryllende Magt
Frelserens Aand over Jorden er vakt.
Lyset den skaffer
Hottentotter og Kaffer,
spreder sin Frugt
over Tombukt.
Dens Vei jeg seer
igjennem Ørkenen som Alleer.
Elefanterne studse i Skogens Bryn
ved Landsbyers Syn,
om nytømret Kirke i Orden satte,
|
| d.II,b.6,s.545 |
istedetfor Hytter af Leer og Matte.
Europa sig skynder
at sone de Fortidens Synder
mod Neger og mod
Indianen paa stedse flygtende Fod.
De søge de arme Rester at redde,
bygge dem Huse ved Flodernes Bredde;
og frem af den røde tatuerede Hud
straaler et Menneske ud.
Lysets Strømme ad trende Belter
sig ind i Asiens Indre vælter:
fra friblevne Rusland, fra Stambuls Taarne,
fra Suezes Tange, den gjennemskaarne.
Thi klinge Paaskeklokkernes Røst
fra Teheran alt i lysnede Øst.
Ah, Tys lad høre! . .
(Slumrer ind)
Akadiel.
Et Sekel er svundet paany -- det fjerde.
Hvor langt har flyttet sig Lysets Gjærde?
Digteren.
Lyset har gjort en Bue mod Nord,
slaaet om Bokhara sin straalende Gjord.
Omvendte Mahomedaner
bryde med Iver de krydsende Baner.
Velgjerninger, aandige Fortrin dernæst,
hedder den bedste Christendomspræst.
Det Sprog forstaaes af Barbarer,
og deri tilsidst de Mesterne svarer.
De Kjærlighedsværker, hvormed
Christlæren har Europa besaaet,
fører den om saalangt den har naaet
i Hedningeland paa vandrende Fjed:
Presser og Skoler, Kirker, Hospitaler,
medens af Bøger i Folkenes Tegn
en lysende Regn
over hvert Hyttetag daler.
|
| d.II,b.6,s.546 |
Fra Chiva i Nord, Ispahan i Syd
høres alt Paaskeklokkernes Lyd.
Tys! Minareten spiller en Psalme! .
(Slumrer ind)
Akadiel.
Atter et Sekulum er forleden.
Fortæl, hvor times det Menigheden!
Digteren.
Det Under i Sekelets Løb er skeet:
Græsk- og Romersk-Katholsk ere eet.
Da sluktes, som naar Dagens og Morgenens Skin
flyde i hinanden i Hvælvet ind,
med blegnende Blaanen
i selve Damaskus Mahomedsmaanen.
Reformerte og Lutheraner
ere ei meer den kløvede Stjerne,
hvis Halvdele gaae mod det Fjerne
i adskilte Baner.
De sidde alt Begge
inden de samme Kirkevægge,
og Sekterne smaa
ere forsvundne som Bække i Aa.
I Østen omkaps med Indus og Ganges
Lysstrømmen gjennem Folkene slanges.
Mod Mahomedanens Aag udaf Jern
blide Hindu i Korset har Værn.
Kasterne løses i Broder mod Broder,
Paria kysser paa Pande og Kind
broderlig milde, fornemme Bramin,
Prædiken lyder i Brahmas Pagoder,
Klokker fra Jaggernauttempelets Tind.
Hør alt i helligt Benares mod Øst
tusinde blande i Luften sin Røst. . .
(Slumrer ind)
Akadiel.
Et Duun er Dagen, et Aar en Fjer.
Vaagn! Bortblæst i Luften Aarhundredet er.
|
| d.II,b.6,s.547 |
Digteren.
O herlige Fredens Skue!
Mægtige Strøm i Lysets Lue!
I Kirken ei mere Skilsmisse findes;
Alle med samme Christennavn bindes.
Katholik og Protestant,
Protestant og Katholik --
hvad En ei blandt sit Eget fandt
Han af den Anden fik.
En stor Synode
af alle Partier
har renset forfode
Dogmer og Ceremonier.
En Bibeludgave for Menneskeheden
er ogsaa bestreden.
Det er, som kunde man tænke
et tilsmudset Tempel i Bad at sænke,
og som om det, toet af brusende Hav,
forherliget opstod deraf.
Den sidste Pave -- Gud glæde hans Sjel!
han slumrer nu i Vatikanets Kapel --
selv Forsædet førte i Bispernes Kreds,
og aflagde Spiir og Tiara tilfreds.
Kardinalerne derpaa, den Fyrsteskare,
de røde Kalotter som Offer frembare.
De selv sig funde
som Lys, der for langt indpaa Dagen brunde,
med ludende Væge
og Flammerne blege.
Kirken skal være nu underlagt
et Præsteskab lige af Rang og Magt.
Hvert Land har sine, af Folket kaarne,
saamange som Landet har Kirketaarne.
Resten sig skaber i fjerne Lande,
langs Orinokos og Maranhons Strande,
langs Irawaddys palmede Bredder
Kirker og troende Menigheder.
|
| d.II,b.6,s.548 |
Alt imod Øst
lyder fra Thibet Klokkernes Røst.
Mellem Alpernes Tinder
først den, som opslugt, forsvinder;
Echo i alle Kleiver og Kløfter,
Tungen i sine Klokker saa løfter.
Ah tys! Det er som om Lydens Aand. .
(Slumrer ind)
Akadiel.
Det syvende Sekulum er henrundet.
Fortæl hvad Jorden i det har vundet!
Digteren.
O nu da Christi Kirke igjen
er som ved Nadverens Bord kun een,
og Christendommen
i Liv og Kraft er tilbagekommen.
Nu have ei Fængslerne meer nogen Fange,
Kornbinger blive de ledige Celler;
Fæstninger og Citadeller
forvandles til Haver og Lystfartsgange.
De øde Glacier
ere nu Blomsterpartier;
paa jevnede Volde
Roser og Hvidtorn Vagt kun holde;
Tulipaner og blodrøde Pioner
nikke udover de gamle Bastioner,
under hvis Ege
Børnene lege --
Garnisonen, som forstærker
de til Naturen overgivne Værker.
Al Malmarmatur
forlængst har i Ilden omskiftet Natur.
Karonader, Kanoner
Mordene udsoner;
som Ploge, som Huse, Maskiner og Baner
de vise sig nu som Lysets Underdaner.
Den Orlogger, Øxen skal spare,
|
| d.II,b.6,s.549 |
i Handelens Tjeneste ydmyg maa fare.
Med Perkins Bomber, Congreves Raketter
Kanalens Strube Britannien mætter.
Krigsvidenskaben er væk som en Røg;
længe den var som en døende Lampe.
Fremtiden bød ikke mere den Kampe,
Streg den da over Tabellerne strøg.
De gamle Generaler spille
nu Krig kun med Triktrak og Toccadille.
Armeernes ledige Hænder
tilbage til Plogstyret vender.
Genierne styre
sig paa noget nyttigt Uhyre:
paa Kajer og Dokker
med Klipper til Blokker,
paa Kjæmpediger,
fra Havet erobrende hele Riger,
paa Veje, der have slig snorlige Hast,
at Bjergene brast.
Paa samlede Kirkes forenede Kræfter
Lyset gaaer frem og Lyksalighed efter.
Hvor i Amerikas Urskov du seer
straalelignende brede Alleer, --
Dale, som frie Indianere dyrke --
der har en Præst med Apostelens Styrke
Vejen for Lys og Kultur
allerførst bant gjennem vilde Natur.
I Øst gaaer Lyset seirende frem.
Hinduen, Chinesen,
Malayen, Siamesen
er Christen, endskjøndt med det Væsen,
Klimatet har der anviist dets Hjem.
Fra Nankingstaarnet af Porcellæns-Brokker
klinge de yndige Paaskedagsklokker. . .
(Slumrer ind)
Akadiel.
Stedse hans Smiil meer glade vorde.
Lad Seeren komme igjen tilorde!
|
| d.II,b.6,s.550 |
Digteren.
Længe forblev Jordkloden liig
en Kugle af irrende Erts.
Skovene strakte da sig
en Verdensdeel over paatvers,
Moradsernes fænnikvajende Rør,
Millioner af Siv- og Bambus-Helte
seirende stode som før
tvertsover Afrikas bredeste Belte.
Skumle Stæder, som Flekker af Rust,
vege ei for Aarhundreders Pust,
Borge og Fæster
vare at see til som irrædte Rester.
Men se nu den skinner som Broncemetal,
som Lyskronens Kugle i Tempelets Hal!
Saa nu, -- da Jorden for Himle fjerne
skinner med højere Glands som Stjerne --
nu kunde Jesus med Ære
den frem for Faderen bære.
Thi Jordklodens Glands
skylder det Lys -- det ene er hans --
den Kjærlighedsvarme,
der strømmer ifra hans favnende Arme.
Hver Verdensdeel er i de grønnende Zoner
afdelte Haver, beboed' af Nationer.
Husene synes som om paa et Net
Perler i talløse Mængde var spredt.
Skinnende Byer krone hver Bugt,
krandse hver Indsø og Flodernes Flugt.
Med lysende Vifter Amerikas Skove
er gjennemskaarne til Sydhavets Vove.
Som Ørnen ei lurer den Vilde længer
fra Klippen, der udover Stien hænger.
Histnede hvor Fossen bruser
hans venlige Hytte dig gjerne huser.
Sivet ei længer sit Guldhaar ryster
i Afrika over moradsige Kyster.
|
| d.II,b.6,s.551 |
Plogen, som Præsten med sig har baaret,
Luft har i Jordsmonnet skaaret;
Sivet med løbende Flammer er sveden;
tilveirs gik al Pest med Røgen og Heden.
Der dynges nu Neg
hvor nys Krokodilerne lagde sin Leg.
Deilige, fjedervajende Lunde
suse nu over de farlige Grunde.
Europæer og Neger
sammen den liflige Duft vederkvæger.
Den hvide Britte, den sorte Jalof
henrykte tale om selvsamme Stof,
at Alt er Christendomslyset forskyldt,
som nu Alverden tilsidst har opfyldt.
Det Krigen har endt,
Sjele og Hjerterne tændt,
til Fredens Tjeneste Kræfterne vendt,
gjort Jorden saa skjøn
og sat paa hver Plet en Guddommens Søn.
-- Men tys! lad høre! Mon gives en Krog,
hvorhen ei Lyset sin Straale end jog?
Paa Japans yderste Klipper
først Lyden af Klokkerne slipper.
Men vist derude, i Havet slængte,
i ukjendte Sjøer,
gives der Øer,
hvorhen ei Straalerne end ere trængte?
Skjøndt, tys! jeg hører Klokkernes Kimen
alt Nyholland over ifra Van-Diemen. . .
(Slumrer ind)
Akadiel.
Seklet er gaaet som en Strøm af Ord.
Hvad seer du paa den velsignede Jord?
Digteren.
Den stærkeste Straale, hidtil udsprungen
af Christlærens Hjerte, var Præstetungen.
Nu se, somom Solen udskjød
|
| d.II,b.6,s.552 |
to herlige Stjerner,
hvis lysende Kjerner
atter i tusinde andre sig brød,
to Lysets Kræfters Væld er kommen
af Christendommen,
begge ifra dens Hjerte udrundne,
herligst iblandt dens Ideer fundne,
stærke nok til, foruden den Selv,
i Tiaar faa
om Jordklodens Hvælv
lysende Belter at slaae.
Jordkloden Selv er som bleven besjelt:
i rene Republiker overalt inddelt,
saa rene og skjønne i Form og Stempel
som Parthenons Tempel;
store og smaa, efter Sprog og Stamme
begrændste alene
ei efter malede Milepæle
eller en Ramme
som udkvadrerer et Kvantum Sjele.
En Rosenhæks ludende Grene
forresten var nok til det Grændsedele.
Thi om den Herr Chef for en Republik
bonapartiske Tanker i Hovedet fik,
han flux blev henviist til et bedre Maal:
til flittigt at dyrke den hjemlige Kaal.
Nu styrer Dyd og Geni,
Fortjenesten hædres,
Talentet belønnes,
Livet forbedres,
Jorden forskjønnes;
hvergang den grønnes
smiler den somom dens Masse af Leer
følte sig fri,
henrykt ved al den Lykke den seer.
Men her i den Grundlov, hver Fristat lyder,
fordi den af Christlærens Hjerte flyder,
|
| d.II,b.6,s.553 |
at hvert et Geni i Massen opdaget,
af Staten skal blive til Barn antaget,
opfostret, opdraget --
se deri den anden mægtige Vinge
til Jordkloden fremad saavidt at bringe,
den anden Straale fra Christendommen,
hiint Stjerneskud liig, ifra Solen kommen!
Som Sædkastning ødsel,
udsaaes Geniet ved Børnenes Fødsel,
som Lyskorn iflæng
over Hyrdindens og Dronningens Seng.
Imellem Massen de fleste da faldt
forsvindende som i en gabende Spalt.
I Armodens smudsige Muld
Ingen opdaged Geniets Guld.
Millioner Talenter forginge
ret som paa Havsbund henslængte Ringe.
Talløse Lysets Kræfter
forsvunde -- de spurgtes ei efter.
Det var et Tilfælde af Luften taget,
om en af de Spildte dog blev opdaget;
Pungen og Pergamentet
styrte da Jorden, men ikke Talentet.
Men Christendommen har Staterne vakt.
Nu vaage de alle af anspændt Magt,
at ikke En, til Bedre bestemt,
i Massens Vrimmel bliver forglemt,
ei En til Fakkel for Folket skabt
henligger i Massens Dunkle fortabt.
Heller end saadan en Dreng
Staten vil miste baade Skog og Eng.
Thi ind den i egen Blomstring henter
de Plejebørns Kjærligheds Tak med Renter;
de Skilling, den taber,
gjengjældes med Kunster og Videnskaber.
De smaa Elever,
som Christendommen til Værn og Læ
|
| d.II,b.6,s.554 |
velsignende hæver
til Statens Knæ,
de fødte Genier er Lysets sande
gudviede Præster,
med himmelsk Salving paa Bryst og Pande
for Jesus arbeidende, deres Mester.
Ei frygtede mere, men kaldte frem,
liig Kilder man borer efter i Jorden,
Menneskelivet er bragt ved dem
Naturen nær og i aandigst Orden.
Atter leve paa egne Marker
hundredaarige Patriarker.
Visen om Jammerdalen er endt,
Præket om Sorgens Dyb ei bekjendt.
Alle elske den skjønne Klode.
Himlens Engle den gjerne bebo'de.
Dens Kjerne sig viser
fra Himlen omspændt
med et blomstrende Net af smaa Paradiser.
Men Mennesket selv er det herligste Syn.
Hvad Høihed, der hvælver sig over hans Bryn!
Hans Republiks Grundlov synes der skreven
og til paa hans talende Læbe bleven.
Skjøndt Blod og Kjød,
synes han som iblandt Aander fød,
paa Jorden nedstegen,
forgangne Slægtfølger overlegen.
Han synes en nyskabt Skaberens Tanke.
Som Gryets Straaler,
som Skovens Træer, der Krat ei taaler,
Slægterne ere skjønne og ranke.
Der er en Sommer
paa alle Kinder af Sundhedsblommer,
i alle Blik
en Glædes skrevne, men tause, Musik.
om alle Munde
en Godhed stegen fra Hjertets Grunde.
Kjærligheden ei meer sig plager
|
| d.II,b.6,s.555 |
gusten og mager.
Et Blik, hvori Begge hinanden kjende:
for ham og Hende
flux Huus da bygges og maales Ager.
Det fryder Staten, at Befolkningen stiger;
med Sjele og Styrke den sig beriger.
Hvor har ei Freden for Arme Brug?
Thi bole sig Slægten som Byg og Rug!
Og Frugtbarheden paa Træ og Ager,
alt som der fødes Børn tiltager.
Hvor mægtige end og hvor behænde,
Slægterne dog med Fromhed bekjende,
at alt det Hele
Jesum forskyldes,
der Lyset har vakt i Jordklodens Sjele.
Af hele Jorden, ei Sted undtaget,
han derfor hyldes
som Den, der har,
fra hvad det var,
Menneske til Menneske sandt opdraget.
Selv ifra Øerne fjernt i det stille
maalløse Hav
Klokkerne spille
til Minde om Jesu aabnede Grav.
-- Kun ifra een rædsomme Skrig
skjærende blande i Tonerne sig.
En ensom Koralø der er langt Syd,
til hvem ei trængte end Ordets Lyd,
hvem Skib, forslaget,
ei har opdaget,
i Taager og hvide Rev forstukket,
neppe nok frem af Havet dukket --
der ligger en Fange paa Stenen bunden;
Hylende Vilde kræve hans Liv;
Præsten svinger sin Flintekniv;
Han ofres skal Guden og siden Munden.
Himmel, at Saadant endnu kan skee!
O lad et frelsende Seil dog see!
|
| d.II,b.6,s.556 |
Ny-Zeeland derfra er knap femti Mile;
der synes Klokkerne ei at hvile.
(Slumrer ind)
Akadiel.
Det tiende Sekels Sekunder er fløine.
Seer, aabn endnu en Gang dine Øine!
Digteren.
Hvad sees, naar Herlighed blinder?
Hvad kan beskrives
naar Grændse for Lykken ei gives?
naar i dens Strømmen
for Virkeligheden tabe maa Drømmen?
naar Idealet sig under og agter
det Naaede finder,
som Kragen bag Ørnen forsvinder,
hvis Flugt den vil hærme med plumpe Fagter?
Jeg maatte beskrive
med selve Naturen ilive:
med funklende Øine, frydstraalende Kinder,
med levende Smiil og Glæden greben
lige fra Læben,
med hørlige Toner
af Jubel fra alle Zoner,
jeg maatte udtrykke
Menneskets Lykke,
den vise Orden,
som raader paa Jorden.
Og nu er der ikke en Flek igjen,
hvor Lyset ikke har trængt sig hen.
Tys! stille, stille!
Paa hiin syndige Ø
i den stille Sjø
lyser en Kirke frem mellem Palmer,
Klokkerne spille
Opstandelsespsalmer.
Tonerne blande
|
| d.II,b.6,s.557 |
sig mellem de tusind fra alle Lande,
der lyde nu i den samme Stund,
Alle som Een med jublende Mund,
Alle i Eet:
Jesus opstanden
er over al Jorden i Kvinden og Manden,
i Aand og Dyder i Mennesket.
Akadiel.
Før du paa Drømmenes Hvirvel maa age
det Sekulums-Tiaar tilbage,
ile igjennem den halve Time,
du hørte Klokkerne tigange kime,
blot paa Opvaagnelsens rappe Sekund,
indtil du standser
som hos dig Selv mellem kjendte Sandser:
Skjald! skal du høre
Profeter af Engle opføre
den Paaskesang, som om tusind Aars Stund
skal lyde fra alle Menneskers Mund.
Chor.
Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd!
Den hele Menneskehed
nedknæler paa Jorden i Lykke og Fred.
I Mennesket er Du kommen igjen,
o Jesus Messias, fra Himmelen!
Menneskets Sjel et straalende Skin
lever af din;
i Menneskets Hu dine himmelske Tanker;
og, som om der hang i Hjerternes Rod
et funklende Dryp af Frelserens Blod,
i Menneskets Hjerte din Kjærlighed banker.
Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd!
Nu endt er, Jesus, dit Værk;
Thi hviler Du nu i din Sejerfryd stærk.
Du Mennesket har til Menneske gjort
|
| d.II,b.6,s.558 |
og blæst af Gudsbilledet Støvet bort,
saa Englenes Sind og Menneskets Hu
Eet ere nu.
Thi, Jesus Messias, i Skarernes Hjerter
i levende Daad opstanden du est.
Hver Slægt er en ny Opstandelsesfest;
de Nyfødte ere dens nytændte Kjerter.
Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd!
Vor Mo'r, den venlige Jord,
vi hædre ved Dyrkning fra Syd og til Nord.
Vor Fader i Himlen, naadig og huld,
fremdyrke vi Engle af Hjertets Muld.
Han tager engang de Blommer med Lyst
hisset til Bryst.
Thi Jesu, Hans Elskedes, Hjerte de bære
som Duggen i Kalk, og signede Jord
forener sin Røst med Himlenes Chor
til Faderens Priis og hans Eenbaarnes Ære.
Akadiel.
Paradisisk er Jorden,
herligt er Mennesket vorden.
Abiriels glødende Ild,
Ohebiels milde, gydet dertil,
i Menneskestammen
vel flyde sammen;
dog boer hos Kvinden,
i Hjertegrunden,
i Smilet om Munden,
i Rosenlunden
som groer paa Kinden,
i Øjets milde
Karfunkelkilde
Ohebiels Aand, som den himmelske reen,
imedens Abiriels Flammer tindre
stærkere frem ifra Mandens Indre,
som Lyskjernen i Diamantens Steen.
|
| d.II,b.6,s.559 |
Menneskets mægtige Aand
nu føler ei mere
sit Kjød og sit Blod
som Lænke om Haand
og Bolt ved Fod;
som Fuglenes Fjere,
som Rosenblad-Dragt
kun føler det Legemets Magt.
Sandhedens Dag,
Pligternes Røster,
Frihedens sejrende Vingeslag
over forræderske Lyster
fylde dets Pande, det Tempeltag,
mens stille og mild
i Hjertet brænder
Brødrekjærligheds himmelske Ild,
straalende ud i de fremrakte Hænder.
For Gud i Støvet falde
de Jordens Aander Alle;
for Ham, den Evighøje,
de sine Pander bøje.
Men naar de op dem høine
ifra den Andagtstund,
i klare Aandeøine
paa Pande og om Mund,
staaer prægt med Straaler ud:
Hver sin Thronehimmel i egen Pande har;
Hver i eget Hjerte har Altar og Offerkar;
Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud!
(Forsvinder)
Digteren.
(springende op)
Hvad Toner? Fra Jorden? fra Himlen?
Jeg hørte jo Choret? Jeg saae jo Stimlen?
Ah! Klokkerne endnu i Bygden klinge.
Did maa jeg haste,
paaknæ for den Højestes Altar mig kaste,
|
| d.II,b.6,s.560 |
min Tak ham med brændende Taarer bringe.
Han har mig benaadet
med profetiske Syner.
En mægtig Aand,
med digtende, skjøndt med en sanddru, Haand
hurtigt, som Lynet lyner,
har Fremtidsraadet
afmalt paa mine
Øjenhaars yderste fine,
saa, ved at skimte paa halvaabent Blik,
de herlige Syner jeg fik:
Jeg seet har Jorden i himmelsk Orden
og Mennesket som de Himmelske vorden.
|
| BLA BAKOVER |