|
| d.II,b.6,s.530 |
Jesu Bekjendere.
Nei! ene drømme.
Konger.
Vor Vellysts Løibænke, Skattens Kiste,
vor Glands -- umuligt det Alt at miste!
I Præster maae Folkene Noget indrømme.
Præster.
Ville I, Drotter, vorde eders egne
fordums Trælkedes Slaver?
tage af eders Livegne
kun Deel af Oldets Arv som Gaver?
Konger.
Nei! nei! Som Naade? ha! som Naade?
Vor Hjerne stivner . . Paa vor Throne nu
vi paa en Afgrunds Top os see med Gru.
-- I Præster, Kloge, Kolde, I faae raade!
Præster.
I faae da Folkenes Gaver tage,
men siden stjæle det Hele tilbage.
Konger.
Ve, Præster, Ve, I Drotten med opdrage
i Dumhed: vi forstaae
at plyndre kun og slaae!
Præster.
Da staaer tilbage kun at døe.
Cæsar og Konger.
Nei! nei! Legionerne frem!
Præster.
I Dødsangst I hyle i Ørknen; thi
der er ei meer Legioner.
|
| d.II,b.6,s.531 |
Folkene.
I kjende ei, I Arme, den Forsoner,
der sine Fiender døende tilgav.
Mon da vor Livsopvaagnens frydefulde
og første Øjekast formørkes skulde
af Hevnens blodig-mørke Skygge?
Nei, Præst og Drot, læg bort din Stav,
og vore Brødre ere I,
saa frie og froe, som Vi.
Et Tempel, Præst, du faaer at offre i:
dit eget Hjerte -- det, som sukker øde,
naar gyldne Altre gløde.
Saa stort et Kongerige, Drot, du faaer,
som du ved Arbeid til dig sejersslaaer,
og dyrker i din Sved.
Cæsar og Konger.
I Rasende! Rasende! Kongerne odeltog Kloden
med Alt hvad den bærer, med Trællen og Træet paa Roden!
Folkene.
Bortkaster Kronerne, Brødre -- den eneste
Forskjel mellem en Drot og et Menneske.
Da først (som Falken, naar Hætten faldt)
formaae I at skue med Klarsyn Alt.
Er Drotten i Krone og Purpurfell,
en Taage, skjøndt gylden, ombævrer hans Sjel;
han blusser af Kraft, men af Feberkræfter;
og brister, ja førend han giver efter.
Lad Solen stikke derfor hans Isse!
lad Vinden den blottet afsvale!
da først kan Folket med Drotten tale,
da hører han Sandhed og seer det Visse.
Cæsar og Konger.
Frem! frem, Legioner! -- Ha, Cæsars Ørne
nu blevne seendrægtige?
Falanger, klæbe ved Jorden I, Cæsars
Fodtrin de vægtige?
|
| d.II,b.6,s.532 |
Opløfter eder. I gyldne Spydrækker! -- End,
I Cæsars Tjørne,
er Cæsar, Jordens blodige Rose, ei visnet hen.
Den flammer endnu som en vredig Sol
blandt Kroner, dens Knoppers røde Slør,
paa høien Kvist, paa Kapitol,
høitover de Larver, som vrimle ved dens Rod,
fremynglede af Præstenattens Falænes Blod,
udhviftede over Jorden af en Gravlufts Bør.
Præster.
Cæsar, stolte Kronrosentræ!
Larverne have udmarvet din Rod;
i Luften den svæver med Throne og Slot,
et Skybilled blot.
O, sagde vi ei dig -- Cæsar, ve!
af Angst fantaserer --
at Golgathas Sfinx i Altrenes Smuldren
har nedlagt de Æg hvorudaf flyer
de Frivilskyer,
der hvifte, i Flugten, af vore Isser
Tiarens og Kronens Gyldenspidser?
Cæsar og Konger.
Ti, Præst, du Fredens Drot!
I Valens Mulmsky du seer ei godt.
Ha, nu er Kongernes Tid: de Kronfalke maae
sig styrte fra Høihedens rolige Blaa
i Stormene ned, de rystede Throner,
liig Stormskyer røde og tunge,
udrulled, udsvunge
igjennem Aljordens bævende Zoner!
Betvivle I vel Majestæternes Magt?
Til Harmlyn da støb dig vor stolte Foragt!
Vi vide de Larvers Flaggren at stække
men Banneret, denne vor Fluesmække.
I Blod vi drukne de Millioner.
Millioner imod Millioner!
|
| d.II,b.6,s.533 |
-- Ha Kongefærd!
Et Himmelrum
opfyldt med Blod og Been og Skum!
-- Ha Himmel, en Cæsar værd!
Ud, lange Geled, du Kongesværd!
Titusinder frem, som døe for Sold!
Fremruller, Falangers Torden!
Frem, brede Falanx, du Kongeskjold!
Legioners Lyn gjennemslange Jorden!
I Blod maa Jorden synke, men over denne Flod,
som Arken, Cæsars Throne gaaer brusende i Blod.
Folkene.
I Drotter, mon af Stolthed eller Skræk
det Vanvid kommer? Seer dog rundt Eder!
Konger.
Kun fremad skuer Drotten: bag ham er hans Geleder.
Folkene.
Ei Drotten skuer bag sig, for ikke at see
i Historiens Blæk
Domfældelsens Skræk,
for ikke at høre Gravenes Ve.
Cæsar og Konger.
Legionerne komme. Frem! Cæsar tramper! Cæsar stamper!
Folkene.
De komme ei, Cæsar! De staae ved Korsets Fod.
O, Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod?
Ja selv Majestæten, der omsvæver Thronerne,
med Kraften igjenvender til Nationerne.
Seer bag Eder, Herskere! En Ørken er der;
som Klynger af Tistler kun hisset og her
(en farende Blegnen liig)
end Adelens Landser samflokke sig.
|
| d.II,b.6,s.534 |
Lehnshøvdinger.
Vor Egenret, vor Adel overgive?
og lige med de Andre blive?
Ei reise Slottene paa Bakke,
mens Trællens Sved befrugter Dalen,
mens der Stavnsbundne af Trælkvindebug
groe op omkaps med Byg og Rug?
Ei lægge Aag paa Bondenakke?
Ei tvinge Gutterne at saae paa Valen
ud deres Hjerteblod og Been for Os,
saa Vi fra højen Ganger kunne plukke
den Seirens Blomme, Verdens Ros?
-- Ha, Cæsar, du er første Adelsmand:
Vi hjælpe dig! -- Ei være Adelstand?
men Alle være lige? Alle frie?
-- Da før døe Vi!
Folkene.
Menneskeheden er her!
Herskerne, Fienderne der!
Ei risler henover Vange,
som hvislende glødende Forbandelses-Slange,
du sidste Blod, som skal Jorden befarve.
-- Et Alvældigt-Herligt med Lysglimt oppløier Jorden.
Et Alvældigt-Sørgeligt henruller saa over Jorden;
og, ve, med Modstridiges Been det skal harve
de himmelske Sædkorn ned!
Cæsar og Konger.
Til Død Legioner! Frem! Romas Cæsar stamper!
Ha, tomme Støv kun om hans Purpur damper. .
Legionerne komme ei. -- Ve!
O da er Cæsar kun et Menneske!
Præster.
Ha, Konger, I vakle? Vi Eder befale at døe!
at døe som Vi!
|
| d.II,b.6,s.535 |
Cæsar.
Frem, Konger, om Cæsar! Frem Adelstand!
og Kronerne paa og Purpret ibrand!
I fuld Majestæt Eder hisset nedstyrter
i Folkenes Hav,
Legioner af Fyrster!
I Kongeblod,
under Trællefod
finde Herskerne Grav!
Som Valrov, som tomme Telte staae Thronerne
igjen, at plyndres af Nationerne.
Som Bauter de kneise tilbage
fra Magtens herlige Dage.
Kan Cæsar ei leve som Cæsar; dog
som Cæsar han mægter at døe.
Præster.
Af Tempelpiller fra Zion og Babel
og Roma og Memfis opreiser en Stabel!
et Baal som Libanon stort! et Baal!
Thi Jordens Præster
nu feirer den Sidste af Offerfester.
Ja ve! den Sidste!
O ve! det sidste
Høioffer vi bringe -- det er os Selv!
Naar Røgen driver bag Sky,
naar sidste Offerbaal
sig hvirvler igjennem Himlenes Hvælv,
saa Stjernerne flye;
naar Emmerne hule en bundløs Mile, et Helved ud
til Offerskaal:
-- da, Præster, istemmende Offersangen,
mens Drottene brøle i Døden hist,
et Chor af Præster adgangen,
hver Præst med sin Gud
skal springe deri.
. . Baalet blusser; Satans Tunge, rød og hed
hviner under Sol sin Tørst.
|
| d.II,b.6,s.536 |
Molochs Præstechor, bered
dig at læske først!
Cæsar.
I Østerlands Despoter, der
med Slavers Sukke sortne Morgenrøden,
her Broderskab med usle Kaster er,
hist Majestæt i Døden!
Konger.
Til Kamp da! i Døden for Throne og Alter!
Lehnshøvdinger.
Med Cæsar i Døden for Trældom!
Cæsars og Kongernes Skarer.
(omfavnende hverandre og Jesu Bekjendere)
Til Kamp? Ja mod Eder, Friheden at vinde.
Til Kamp? Ja for Brødre i Alle at erobre.
Til Kamp? Ja vore Hjerter skal mod hverandre slaae.
Cæsar og Kongerne.
Ve Os! vi ere forladte.
Vi vare et Intet, hvis ikke den Sag,
at Alle vi ere forhadte,
dog gav os et Værd for det hevnende Nag.
Hvad gjøre vi Præster?
Vi flye at forsvare Templernes Rester.
Cæsar og Kongerne.
Vi stifte Fred med de Millioner.
Kanskee vi redde da Liv og Kroner.
Røster fra Folkene.
I Brødre, som inden en Krones Ringe
Millionernes Frihed vilde tvinge,
|
| d.II,b.6,s.537 |
vi bryde vel Svøben og knække Spydet,
som var i Brødrenes Hjerter sydet;
vi knuse vel Altret, hvor Præsten bød,
at Blodet af vores Afkom flød;
vi lyse med Fakler
i de Orakler,
hvis Huler skjulte det Mulms Cisterner,
der overskyllede deres Hjerner;
men intet Menneske Vi forstøde;
med Brodernavnet vi Alle møde.
Brødre eller ei, de ere Millionerne.
Nu maa man spille: det gjælder Kronerne.
Kanhænde regjeres de nok saa let
blot med lidt Slik af Menneskeret.
De synes desuden just ei at ville
et Præstevælde i Spidsen stille,
men roligt som før under Spiir at boe
adspredte omkring i Landenes Ro.
Velan da, Nationer,
vi skrive jer ud i de smaa Kantoner.
Er Cæsar christen, da Skarerne tør
nok trække Sværdet paa Bud som før.
(høit) Velan I Brødre! Cæsar vil døbes,
i hvide Døbebarns-Klæde svøbes.
Jani Porte igjen skal knirke,
Jupiters Tempel blive en Kirke,
Korset, det stærke,
skal blive Keiserens Bannermærke.
Fra Rom og Byzanz,
fra hver af de syv af Byernes Høje,
liig Solens Øje
skal Korset straale i Gyldenglands.
(Jubel)
Kongerne.
Hvad Cæsar gjør, det maa vi gjøre:
Kirker opføre
lade os døbe og Prædiken høre.
|
| BLA BAKOVER |