|
|
| d.II,b.6,s.505 |
CHRISTENDOMMENS FØRSTE STORE SEJER
(Mod
Jesu Bekjenderes lille Skare trækker
Cæsar og
Kongerne op med sine
Legi-
oner.
Israels og andre
Præster.
Akadiels og
Jesu Aander).
Akadiel.
I Spidsen af væbnede Trælles Millioner,
liig flammende Piilodde foran de sorte bredarmede Buer,
paa Præsternes Raab
-- Hør, Hærene rasle efter dem som Lænker --
fremile Jordens Herskere; foran dem Cæsar,
det flyvende Spyd mellem Pilene.
Men Alle (liig Orme, der bide hist snart her i
den pilende Vrimmel mod Byttet) med hadfulde Øjekast ile,
paa Præsternes Raab,
med syndblege Aasyn, blodbesmurte Hænder,
hid, for den høje uhørte Hjerternes Banken
om Frelserens Gravhøi at nedknuse.
Jesu Aand.
Se Menneskeheden, liig tvende Have,
som hvert af, dem var af Stormen livnet,
paa engang stivnet
i tvende høje chrystalne Hvælv.
De briste sammen og saa begrave
sig i de styrtende Huler selv.
Men Sorg! Enhver
af disse Tusinder Død-Indviede,
som skulle endnu for Mørket stride,
min Broder er.
Ak, Himlens Fred, dit første Skridt
paa Jorden gled ud i Blod, i mit!
I Brødres Blod bereder Du
dig evigt Leje nu?
Det skal ei hænde.
Sandhedens Magt skal Hjerterne vende.
Hevnen og Hadet er da forleden.
Tvesplittet ligner Menneskeheden
|
| d.II,b.6,s.506 |
ene mig Selv i Gethsemane Nat:
mellem Seir og Tab,
Haabets Høi, Fortvivlens Gab,
Men sandelig, som Jeg, den skal
mellem Dyb og Himmel sat
et Seirskors plante paa sin Val.
Dampen
af Cæsars Stampen
er sidste Hvift af Mørkets Flor.
Præstens Baal, det høje,
er Mulmets vilde Øje
idet det ned sig sænker under Jord.
Cæsar.
Fra Roma, Jordens syvsøilede Throne,
Jeg, Kongernes Konge, Cæsar nedsteg.
Legioner af Konger var funklende Dugg i mit Spor.
Hvi raabte du Zion?
Israels Præster.
"Se Zion liig Cyklop-Øjet ene
i Dybet vákt, hvor Jorden vi indsmedde
i Kronernes gyldne Lænker!" vi skrege.
For Roma Zion speider.
Konger.
Fra Romas Thronetrin, Jordklodens Throner,
Vi Herskere stege; vort sortnende Spor
Legioner: de Trælle, vi have betalt forat døe!
Hvi raabte du Zion?
Præster.
Fra skumle Huler, fra straalende Templer,
Vi, Herskernes Herskere, Præsterne stege.
Sig Guderne vælte -- se Slanger og Ild! -- i vort Spor.
Hvi raabte du vældigen, Zion?
|
| d.II,b.6,s.507 |
Israels Præster.
Vort Zion bævte . . Vi skrege -- Messias er kommen! .
Konger og Præster.
Da Ve!
Israels Præster.
Ja, Folkenes Haab, den Kongernes, Præsternes Rædsel ! .
Konger og Præster.
Da Ve!
Israels Præster.
Den Angest er svunden; thi skuer hans Grav der ! .
Konger og Præster.
Triumf!
Israels Præster.
Med hele sit Mulm Zion det Straaleglimt kvalte ! .
Konger og Præster.
Triumf!
Israels Præster.
At Alle Zions Seir kunde skue,
og Alle hylde Zion som Ypperste (thi
Det ene Alles Fiende beseired)
Israels Præster raabte.
Bag Cæsars Segl og Templets har Zion
i Hulen gjemt sit Valrov -- høimodigen, se,
nu Resten, der hist sig klynger, som Bytte,
overantvordes Eder!
(pegende paa Korsets Skare)
Drotter! Altret tilhjælp, eders Klinger, de lange Geleder,
drager, og deler Hjerterne hist mellen Eder!
|
| d.II,b.6,s.508 |
Cæsar.
Ha, en Frelser betvang du Høipræst!
Og nu skal Cæsar mod Trælle skjæmme sin Magt?
Israels Præster.
Hver af dem er en Frelser. O, Cæsar,
skjøndt vældig, ei dræber din blotte Foragt.
Konger.
En Hær af Konger skulde slynge
sin Sky af Spær paa denne Klynge?
For Thronen sparer denne hulde Frygt!
Fast staaer den -- Tak skee eders Fædres Kløgt!
Se disse væbnede Geleder jo fortælle,
at endnu mangle Thronerne ei Trælle!
Alle Præster.
Overmodige! gjenvaagner Aanden ei stedse i Barnet
med frisk, uendelig Kraft?
Flux vi maae jo, som Folkenes Lærere, standse i hver
en enkelt Pode dens Væxt,
madende alle de spæde Hjerner med ufordøjelig Føde?
-- ja Alle; thi vide vi vel,
under hvilken en Barneskolt kimer en Frelseraand frem?
Israels Præster.
Se roligt kneisede Templet som før paa det knælende Folk:
da sig medeet,
mellem de Trælles sortbrune, bærende Skuldre,
en stjernehvid Engleving spiled, og løftede Zion mod Skyen.
. . Ejaha, se,
Kuppelen liig en drivende Dunst! og i Luften,
brudte Regnstraaler liig, hænge det Helliges Piller! Ja Zion
hele sin Vægt
tiltrængte, for denne Ene at knuge i Støvet!
Ormens Hoved vi knuste, men tolvleddet lever dens Hale.
De grædende Blik
hist om hans Grav ere blegblaa klasede Orm-Æg.
|
| d.II,b.6,s.509 |
Cæsars matte Langmodigheds Sol dem klækker; og da,
Hersker, som Lyn, De levende nedhvisle over
Kronen og udhule Afgrunde under din Throne!
Cæsar og Konger.
I rase Præster! Hvor er
Messias' Krigeres Hær?
Israels Præster.
(pegende paa Korsets Skare)
Der!
Cæsar og Konger.
I rase, Præster; thi hvor
Messias' nye Præstechor?
Israels Præster.
(pegende paa Korsets Skare)
Der!
Konger.
Vi sige som guddommelige Cæsar:
Ham Selv I, Jovahs Præster, dræbte;
og Verdens Fyrster skulde nu
de visne Tistler paa hans Grav
besee med Gru?
med Kongespir og Præstestav
mod deres blege Torne fægte?
Israels Præster.
Ve, Præster, himmelske Glimt er hiin Gravs Tistelhobs Torne!
Ve, Drotter, denne Messias ei een Ærgjærrigheds Vilje
paatvang de villieløse Millioner; men atter af Trælle
skabte han Mennesker --
Præster og Konger.
-- Ha!
|
| d.II,b.6,s.510 |
Cæsar.
I rase, Præster! Dette Larverede
kan ene Cæsar søndertræde?
Har Cæsar ei en Svend?
Israels Præster.
Ja med en tung "Caligula" paa (en Ballist være Hælen!)
Cæsar, du Selv
knuse maa Disse! Ve, hvis de Larver en Vinge faae udspændt!
Vare Legioner de Klør, hvormed dybt du mærker i Mulden,
Cæsar, naar Du
vandrer paa Jorden, favned paaeengang du rundtom
syvsøilte Roma, dog Sfinxvingen, Zion udklækkede, Dig,
Dig og dit Spor,
Dig og dit Roma henveirer let som et glimrende Støvgran,
opfløjen, for
Himlen til frie Jord at nedhale med dristige Straaler.
Konger.
Haha! den Israels Frelser ei bort af Jorden skjærer
de Throner den fra Oldet, liig Fødselsvorter, bærer.
Præster.
Nei, ved vort fælles Had!
hvis Hersker meer skal være, vi maae ei skilles ad.
Men nu, i Kampen Brødre, maae
om Korset Vi foreente slaae
af Baal og Spær en Ring,
og holde saa vort Thing.
Bæver! -- snart som Jordens Angestsved
Kroner og Tiarer trille ned!
Holde Vi ei sammen,
Korset gjør fra Golgaths Hei,
gjennem Spær og Flammen,
som treegget Lyn, sig Vei.
Præstespir og Sceptre ud af Jorden,
stumpeviis, i vild Uorden,
snart fremrage,
|
| d.II,b.6,s.511 |
Splinter liig af brusten raadden Byld.
Thi -- o ve os! Trællen tænker,
maner Sagn fra gamle Dage,
maaler vor og vore Fædres Skyld,
blotter op mod Solen sine Lænker,
sukker: "Himlens, o min Faders Øje!
skal du see din Søn i Skjændsels Bøje?
Nei -- ei længer!"
siger han, og Lænken bort han slænger.
Med et tænksomt Øje han
maaler Hyttens Moserand
med den gyldne Top af højen Slot;
saa med Hovedet han ryster,
siger: "arme Jord er syg!"
ryster stærken Seneryg,
som om Kobberkupplen lære
vilde han, at hilse
Trælleskolt med Ære.
-- Det er Frelserens Soldater!
Det Messias' Præstechor!
Agre skulle vorde Stater,
simpelt Tag skal vorde Slot,
hvor, som Drot, et Menneske boer.
Thi se Messias, ei Præst ei Drot,
han er en Republikaner!
Cæsar.
Hvi skrække os, I Præster? Ha, I lyve!
De Aasyn hisset ligne ei
Stolt-Roms Republikaneres, der puste
af Raseri op Kinderne fra gustne
Skindvinge-Par til Lupas Ulveyver.
Igraad Republikaneren? Oh nei!
-- Jo Fingren græder Blod til evig Tid.
I Smiil Republikaneren? Oh nei!
-- Jo Dolkeglimtet er hans Smilen blid.
Er Alting for ham tabt,
hvis ei han kan, som han kalder, være fri,
|
| d.II,b.6,s.512 |
han siger kold: "min Grav har gabt;"
og gaaer deri.
Men Disse? -- ja, ei barske Træk dem heller
for Stridsmænd eller Filosofer skjælder.
Men deres Aasyn (eller Særsyn) sammen
har parret Elsktes Sorg og Arvings Gammen.
Israels Præster.
O Cæsars Letsind! du skjælver for vidløse Pøbels Skrig?
Men leer, naar Folkene reise sig
fra Pol til Pol,
og storme ind
som kulsorte Have om Kapitol?
De fordre, med Grunde saa mange saa klare,
som Stjernernes Skare,
ei Cæsars Slaver at være . .
Vel!
Israels Præster.
. . ei Nogens Slaver at være . .
Konger og Præster.
Ha!
Israels Præster.
De kræve den Ret af jer Fyrster igjen,
dem skjænktes af Himmelbeherskeren.
De kræve tilbage for Legem og Sjel
hver Menneskerettighed.
Konger og Præster.
Ve Os! ja da!
|
| d.II,b.6,s.513 |
Israels Præster.
Thi det er Frelsen, at Jesus Messias har viist
Mennesket! ha! -- hvad det er.
Den Sandhed . .
Præsterne.
Tys!
Israels Præster.
Og Frihed . .
Cæsar.
Tys!
Tal før om Lys! nævn ei den Lyd!
Ei Folkene nok ere Slaver endnu,
til dette Navn at høre uden
elektrisk Zittren under Huden . .
Mit Rom sin Frihed kommer end ihu!
Præster.
Vær rolig; Rom har glemt sin Dyd!
Israels Præster.
Ei nævne Frihed og Sandhed? Selv Kvinderne synge rundt
Korset dem nu.
Ja, raabe dem med et Dødsskrig, og sige: "paa Jorden du
finder ei dem!"
Thi dette Guddommens Hjertepræg, dette, som Herskerne
mumlede, Han
har gjenvakt, straalende. Trællen sin Høihed har skuet, og
Døden kun kan
forbyde Trællen at rive tilbage dens Fordringer.
"Ha, ligge de paa Cæsars Isse end
-- saa synger Han og griber dristig hen --
og ruge tunge Altre over dem:
vor rige Fødselsgave,
paany af Jesus lovet,
|
| d.II,b.6,s.514 |
dog er ei højere forlagt
end paa en Broders Hoved,
ei dybere i Jorden bragt,
end Menneskehaand kan grave.
For Mennesket de maae igjen
herned, herfrem!"
Og døer da Trællen, som Curtius døer han; og Tusinder
over hans Liig,
som Myrer, vrimle mod Maalet.
-- O Herskere, seer:
de Trælle, som hadede eder tilforn, og foragted sig Selv,
nu ære sig Selv,
see nedpaa Herskerne nu med medynksomt Alvor.
Som fra et Krat
bag Tjørn og Blade fremdrages et Pragtmonument,
fremdrager nu
af sine Pjalter hver Slave et Reen-Ideal af et Menneske,
dyrkende det
som Guddom, kaldende det, efter Ham, som vi fældede,
"Christus", og
"Christne" sig Selv.
Cæsar.
I rase, Præster! Cæsar mod denne Flok?
Cæsar, hvis Øjebryn sig sammentrække
som sorte Dødssky'r over Kongers Række?
En Liktor er vel denne Haandfuld nok?
Gaa, Sergius Paulus, split dem med din Stok!
Israels Præster.
Han vender ei tilbage meer end Arkens Ravn.
Og, hvis han vender om, da vist
han bærer, som en Oliekvist,
i Munden Jesu Navn.
Thi dette Kors fortryller: det er somom en Aand
det over Jorden svang,
og Alle, hvor det svæver, maa dandse Haand i Haand
med Hosianna-Sang.
|
| d.II,b.6,s.515 |
Præster.
Ja farlig er selv Duften
af Frelsens Sæd, der skjød
i Disse op som Kjerner af stærke Livsensbrød.
Den Sæd forgifter Luften.
Derfor vi Præster høje
den svide af med Baal;
I Fyrster maae den pløje
op med Falangers Staal!
At ikke Duftens Lysstrøm skulde
sig hvifte over Mulde,
maa Cæsar sit skyhøje
Staalgjærde rundtom bøje.
End tændt den har kun Hjerter faa
-- ei fleer end Cæsar knuser smaa.
Snart gaaer den over Hav og Bjerg --
i Iisboens gløder den;
og Han, tilforn halv Dyr halv Dverg,
blier Menneske igjen.
Cæsars Bud.
(Til
Jesu Forkyndere)
I Cæsars Navn, bort I Gravdyrkere!
Jesu Bekjendere.
I Guds, vor fælleds Faders, Navn,
vor Broder, hils vor Broder Cæsar!
Cæsars Bud.
Broder?
Ha Han, hvis Billed Vi og I maa dyrke?
Jesu Bekjendere.
Hils Cæsar, Jesu Grav
er Fødestavn
for nye Slægter vorden:
ja, for en Menneskehed, en Helteorden
for Himmelen paa Jorden.
Vi ere som Sambaarne,
|
| d.II,b.6,s.516 |
som Lysets Tids Aarbaarne,
af Jesus selv Udkaarne.
Kom Israels og Romas store Præst!
sid her ved Korset! Cæsar sæt dig næst!
O kommer, Børn, og lærer Kjærlighed,
og bedste Sandhed, Englen veed!
Præster.
Nu, Cæsar, har du hørt?
Din Høihed er under i Skarnet ført.
Cæsar.
I Pontifexer ere ogsaa blevne
som Poge i en Skolerulle skrevne.
Gaaer! Om igjen! I skulle lære atter!
Hvadheller straffer I, som jeg,
den gale Jødesekt med Latter.
Jesu Bekjendere.
(til Cæsars Bud)
Hils Præsten: Frihed til at tænke
er Menneskets Krav!
Mod Himlen raaber det fra Jorden
igjennem Jesu Grav.
Stemmer iblandt Kongernes Skarer.
O, alle vore Hjerter Tunger vorde
i denne Jordens Mund!
Præster.
Og Beenrade vorde dens Tænder!
Du Cæsar, vort levende Spær,
I Konger, vor flammende Hær,
udfarer som viede Spyd af Præsternes Hænder!
Jesu Bekjendere.
(til Cæsars Bud)
Hils Kongen: ingen Lænkes Løb
beskjæmme maa den Skulder mere,
der nyder Æren af at være
en Himmelborgers Svøb!
|
| d.II,b.6,s.517 |
Stemmer iblandt Kongernes Skarer.
Ha -- Sandt!
Cæsar og Kongerne.
Til Vaaben! Nu frygte vi dem.
Jesu Bekjendere.
(Til Legionerne)
Ak, Brødre, ville I Brødre slaae?
i Døden for egne Tyranner gaae?
Cæsar og Kongerne.
Ha -- Bannerne flyve ei frem?
Jesu Bekjendere.
O slutter en Fred med os, I Kongernes Hære,
og deler med os, eders Brødre, Seiren!
Stemmer iblandt Kongernes Skarer.
Bort, Sværd! du er en Bolt. Geleder Lænkeløb!
Bort gyldne Baand, du er en Kjæde fiin!
Et Herskersmiil er Bann'rets røde Liin!
Cæsar og Kongerne.
I Døden for Thronerne!
Præsterne.
For Præsten, for Altret til Mord! til Død!
Cæsar.
Frem! frem Legionerne!
Ha, hørte I ikke, Jeg, Cæsar, bød?
Stemmer i Kongernes Skarer.
Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd,
at døde Staal og gylden Kvast
(der ligner Fyrstesmilet stivfrossent i dets Hast)
gjør Træl til Helt igjen!
(Sønderbryde sine Vaaben)
|
| d.II,b.6,s.518 |
Jesu Bekjendere.
(til Cæsars Bud)
Hils Alle: Ret og Sandhed er vor Styrke!
Vort Løsen: Kjærlighed!
Vor Sejer Friheds Fred!
Hils Alle, at vi ved
det største Menneskes Gravhøi dyrke
vor egen Menneskehøihed: at vi vide,
den dyrkes skjønnest, naar vi den
vort kjære mindre Væsen offerbringe
(som offre Jorden hen for Himmelen)
naar vi for Frelsen lide,
naar Vi, som Han, for Frelsen døe!
Cæsars Bud.
O Den, som veed at døe,
selv Cæsar ei kan tvinge!
Jeg heller, Brødre, døer med Eder
end er, for Cæsars Guld, imod mig Selv Forræder!
(slutter sig til Korsets Skare)
Cæsar.
O rædsomme Verdens Sygdom! Selv Cæsars høire Haand
(en Sergius Forræder!)
fra Hjertet løsner sig, fra Cæsars gyldne Baand!
Er Menneskeheden raadnet? Ha Sergius Forræder,
du drypped af det Hjerte, hvoraf du var en Deel,
bort som en Draabe Edder!
Og der -- der flyder atter bort Cornél.
En Mand af Cæsars Skare.
(slutter sig med sin Familie om Korset)
Farvel, Gud-Cæsar! O min Priscilla kom!
Vi vandre forat finde os et bedre Rom.
Cæsar.
Frem! frem! Forraad! Forraad!
|
| d.II,b.6,s.519 |
Præster.
Ve Herskere! Alteret, Thronens Grund,
ja Alteret selv nu er hulet ibund.
Thi Sandhed er Trællens Tale og Frihed hans Daad.
Konger.
Ja ve Os! Folkene ere
af Kongernes Vinger affaldne Fjere.
Hvor Vindene lyste, der storme af
den Frelserens Grav,
de drive hen;
Vi ligge som Aadsler igjen.
En Jesu Bekjender.
Israel, mit Folk, Du først er kaldet.
Thi du var Frelserens Hjem.
Saa trine da du
blandt Folkene først til Korset frem!
I Himmelen elsker dig Jesus endnu;
thi du var hans Hjem.
O Josefs ærværdige, skaldede Fa'r!
du ilte til Sønnens bredfulde Kar.
Nu raaber din Søn jo igjen:
"Den Nilens Slette
kun Bugen kan mætte;
men kom til mit unge Hjerte, min Fa'r!
Det mætter din Sjel,
det giver dig Ungdomskraften igjen;
thi Himlenes Rigdom er falden deri."
En Farisæer.
Stefanus! Folke-Forfører, ti!
Stefanus.
O Israel, Zion forlad!
Dets Præster ere Voldsmænd, dets Offer er Had;
dets Gud er en Jøde i Skyen sat,
i den med Offerblod stjernede Nat.
|
| d.II,b.6,s.520 |
Farisæeren.
Pas! gjør ei Saulus rasende!
Stefanus.
Se, Israel, Himlene aabne sig!
Messias forklaret tilvinker dig!
Jesu Bekjendere.
Ja, tilvinker Alle! Kom Guul, kom Rød,
kom, sorte Broder, til Frelserens Skjød!
Se her en Apostel fra Juda, og her
til Folkene alle et Budskab for hver
en Splint af Korset Golgatha sender,
til Helligaanden i Alle brænder!
Farisæeren.
(dræber Stefanen)
Stefani Blod da mærke den Sti,
Apostlene vandre; ja Alle I!
Jesu Bekjendere.
Hver i hans Blod sin Fakkel tænder.
Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden!
Farisæeren.
(gaaer med Lænker henmod Korsets Skare. Standser grundende)
"Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden?"
Det kan han ei -- besynderligt! --
thi jeg tilregner mig den Selv.
Stefanus (vist en herlig Mand,
skjøndt Vanvid kogte i hans Tale)
vel heller fængsled jeg end dræbte.
Men -- klag ei saa, min Sjel! -- jeg fegted
for Jordens gode Sag, der har
saamange stolte Oldtids Mindesmærker,
at disse nye; dog -- --
|
| d.II,b.6,s.521 |
Jesu Bekjendere.
Trælbundne, arme Menneskehed!
Hør hør vort Glædesbud:
Dig, Støv, en Frelser sendtes ned
af alle Himles Gud!
Ved Jovah! Dette klinger skjønt.
Hvi kom han ikke med Basuner?
Da vred min Finger ikke sig i Blod.
Mod Himlen mine Hænder fløi som hvide
uskyldige Vinger -- Ha,
hvor ussel er ei Saulus! Lidt Metal,
et Skrald da Guden gjøre skal.
Men Menneskeheden trælket? Ja, ja, ja!
Der have disse Fiender Ret.
Ha, hvi dog Fiender? hvi fornegte
I Templet, hvori Saul er Præst?
Jesu Bekjendere.
-- Han steg af samme Muldens Skjød,
o arme Træl, som du.
Da Broderhilsen, Broderhu
en Engels Mund dig bød.
Stemmer iblandt Folkene.
Ha, skal den værste Synder af os Alle,
os Dyr og Trælle kalde?
Skal en Tiara sige til en Hat:
en Stjerne jeg, du Dyb og Nat?
En Mand.
Om Drotten byder: "gaa og dø! din Huustro elsker jeg!"
-- jeg lyder ei.
En Mand.
Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ræv.
En Mand.
Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ulv.
|
| d.II,b.6,s.522 |
En Mand.
Om Drotten byder: "dræb min Fader!" ei jeg lyder nu.
En Mand.
Om Drotten byder: "myrd din Fader!" ei jeg lyder nu.
En Mand.
Om Drotten byder: "fæld din Ven! hans Huustro elsker jeg"
-- jeg lyder ei.
Mænd.
Om Drotten søler sig i Vellyst, nu at ligne ham
vi kalde ikke Ære mere, men en syndig Skam.
Mænd.
Om Drotten byder: "dræb min Broder! han min Søster tog
med Vold!"
ei vi lyde. Kongeborg, dine Laster, selv behold!
Kvinder.
Om Præsten byder: "ofr dit Barn!" ei vi lyde længer.
Mænd.
Om Drotten plyndrer Andres Gods, vi ei, vi gjør det ei!
Ynglinge.
Om Loven byder: "Blod imellem jer til Evighed!"
Vi lyde ei, men slutte ved Korset evig Fred.
Jesu Disciple.
O Trællens Hjerte aabner sig at lytte!
Han Glimtet af en Guddom saae
i hveren Vraa
af Hjernens dunkle Hytte.
I Sandhed! -- ha, i Trælles Hjerte?
Er Saulus da en Træl? Dog fare Glimt
og Storm igjennem mig. O tomme Lærdom,
o tomme Nat, din hele Dynge
|
| d.II,b.6,s.523 |
en Kjerne ejer ei, men du adsplittes
i Myriader Tusmørk-Korn, i Luftatomer!
I Præster, det er eders Plan med Saulus,
som og med Hver, I mærke har Forstand,
ham at bestikke med en Deel
af Herredømmet? gjøre ham til Præst?
(kaster Lænkerne)
Præster.
Ha, Saulus, Fiendens Lænke slipper du!
Dog er det sært, at see medeet
de gamle Majestæter med ærværdige
Sneskaller, som nu Kapitol og Zion,
-- dem man er oplært i at hædre --
at stødes ned til Intet . .
nei stødes ei, hendunste af sig Selv.
Præster.
Ha, Saulus, din Fiendes Lænke slipper du?
Farisæeren.
Den er for tung! --
Jesu Bekjendere.
-- Ja, Frelseren steg af samme Muldens Skjød,
o arme Træl, som du.
Da Broderhilsen til dig lød
ifra en Engels Mund.
Og viiste han saa reen en Hu,
saa højt et Hjerte her,
at i sin Lavhed Menneskeheden
udjublede beskeden:
"fra Himlen selv han er!"
I hvertet Hjerte (o det var
som tusind Engle gjennembrøde
en blodig Grund,
og opmod hiin den Himmelske sig skjøde)
i hvertet Hjerte Jubelhilsen lød:
|
| d.II,b.6,s.524 |
"ja, Mennesket er ei fortabt;
thi os en Himmelsk Broderhilsen bød.
Det Menneske, som styrtede sig Selv,
har end paa Jord til Frelsen Kraft!
I Jesus, det rene Menneske, saae
vi Sjunkne den Høihed, Støvet kan naae.
-- Ja Mennesket igjenfandt i sin Sjel
sin Aands umistelige Odel, o,
den guddomrige, hvis Marker sno
sig gjennem Livene, gjennem Himlen,
saa Mærkeskjel, ei Grændseskjel,
er Stjernevrimlen. -- --
Mænd.
Om Zeno saa ei talte; saa har dog Zeno meent.
Farvel, I Præster!
Vi Stoiker erklære os nu reent.
Vi vandre til Jesus, til Zenos Mester.
Jesu Bekjendere.
-- Men da han vovede at aabenbare
i Muld den høje Sandhed, denne klare
Lyskjerne i en Høiaands Ild,
det Sandheds Ord, hvis Straale hvas
slaaer Guderne ikvas,
og skjærer over hine rustne Baand,
der lænkebandt Samvittigheden til
en Offerpræsts rygende Haand,
og lynadsplitter Skikkes tomme Tegn,
de Templets, Mørkets Snirkelhegn
-- den Sandhed: een, kun een Gud er:
een alle Himles Fader, der opstillet
i alle Aanders Væsen har sit Billed:
at det i Sandhed dyrkes kun kan der;
men det er Dyrkelse, at vi
vor Sjel gjør stedse mere sand og fri:
at dette Maal ei synker med vort Liig;
men gjennem Himle flytter sig -- --
|
| d.II,b.6,s.525 |
Stemmer iblandt Folkene.
Ned Zeus og Bel!
I Majestæter uden Sjel!
I Støv vi jer kaster,
I Tegn for falske Dyder og Laster!
Jesu Disciple.
-- -- Ja da han vovede at aabenbare
den Sandhed, Himle klynge fast sig ved:
der er en Gud og en Udødelighed,
korsfæsted ham hiin Præsteskare -- --
Stemmer iblandt Folkene.
Hevn! Hevn! De døe!
Jesu Bekjendere.
-- -- Nei! nei! Han lærte Kjærlighed
mod Dem, os hade; og han viiste,
at alle ere Brødre, Nogle kun
forvildede i Støvets Dyb en Stund.
Som Offer, som det Sidste,
han døde; og tilgav
i Himlens Navn da Alle fra sin Grav.
Stemmer iblandt Folkene.
Bort Satan! Loke! Moisasoor!
Formørker, Dunster af et giftigt Hjerte,
ei Godheds Himle, Dybet og den Jord,
som Jesus toed reen med blodig Smerte!
Jesu Bekjendere.
-- Han døde; thi, mens Templet lærte Had,
og Throners Straalerad
gav Laster Glands og Majestæt,
han lærte Dyd og Kjærlighed. -- --
En Mand.
Vel! her er Platos Plato -- følger mig!
Se, Golgatha, din stolteste Tilbeder,
Akademia knæler nu for dig!
|
| d.II,b.6,s.526 |
Jesu Bekjendere.
-- Han døde; thi, mens Templet svoer,
at Det kun løfter Jorden opaf Helved,
saavidt, at den i Gabet skjælver,
han lærte: hvor en Aand end boer,
en Himmel dog sig stedse overhvælver:
at, som sig Aanden hæver,
saa følger Jorden med;
ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever
i Jordens Fryd og Fred.
Mænd.
O kommer, Epikuri Børn!
de bedste Roser groe paa Korsets Tjørn.
Jesu Bekjendere.
O Menneskehed, nu efter tungen Alder,
der paa din Isse sank sig ned,
saa Lokken stivnede til Bly,
imens i Blod dit Fodtrin gled,
og Øjet blindedes af Altrets Sky,
til Fred og Hvile Jesus kalder
dig hid i Korsets Ly!
Tag Korset! Korset det betyde,
at Smerte ei kan Aanden byde,
men gjennem Pinslers Vaande bleg
igjennem Graven imod Maalet
op flyver Aanden, klart omstraalet,
som om af Æthrens Daab den steg.
Mænd.
Peripatetikere, før vi funde
det sande Menneske vi vandred længe;
Her standse vi og lægge Staven . .
(slutte sig til Bekjenderne)
Jesu Bekjendere.
O Menneskehed, dig Christnavnet stempler,
at søge Sandheden over Jordens Templer.
|
| d.II,b.6,s.527 |
Mænd.
Os Skeptikere ei rækker Jesus Lænker.
Den er ei Hans, som troer, men ikke tænker.
(slutte sig til Bekjenderne)
Præsterne.
Vel! svigter os, I Filosofer! Vi
end regne ei paa Eder, I
Skindvinger mellem Nat og Dag!
Jesu Bekjendere.
O Menneskehed, nu Christi Navn du bære!
Det her dig giver Englens Ære.
Det er den store Frelsers Arv.
Det giver Frihed og det giver Sandhed;
og denne er det klare Øje,
hvormed du seer dit eget Høje;
den er din Friheds lyse Marv,
der gjennembølger dig saa klar,
somom du intet Hylster bar,
udstraalende i Dyders Gjennembrud --
det Kjærlighedens Aandedrag
igjennem Livet henmod Gud.
Dyd er da Sandheden fordøiet,
Dyd er da Menneskets Væsens Kjerne,
saa lys, at Mennesket ved egen Glands
kan svide Pletter af sin Sjel,
udsonende i Muld sig Selv,
saa stærk, at Mennesket ved egen Kraft
nedtager Himlens Høihed som en Krands,
og lægger om sin Pande,
og om sit Hjerte Himles Fred.
Stemmer iblandt Folkene.
Vi vide, Himlen er vor Fædrestavn,
og Jorden er vor Moderfavn.
Nu, Præster, ei med Hyl vi graane
vor Faders Isse meer!
Nu, Drotter, ei med Blod forhaane
|
| d.II,b.6,s.528 |
vor Moders Skjød vi meer!
Ei Synd og Løgn I meer os lære!
-- O rædsomt! den,
som forud Himlerader
og Saligheder kan fortære,
mens vi i Støvet sukke end!
Nei Christ, vor Broder, vil os lære
her Jords og Himlens Børn at være
saa gode, at vor store Fader,
hvis Alvorsøie blaaner hist,
naar frem vi voxe, vil os hæve
til sig, for ved hans Barm at leve
som Blomster blandt hans hvide fulde
ærværdige Stjerne-Lokker, der
igjennem Dybene nedrulle
og Almagts-Sløret er.
-- Ja Vi i Jesu Blod os døbe!
I Jesu Væsens Helgd os svøbe!
ja Hver skal vorde til en Christ!
(Alle
Skarerne slutte sig til Bekjenderne)
Jesu Bekjendere.
Se Menneskeheden sig vender igjen til sin Fader!
Enhver sig indvier i Daab til en Christus at være,
en Guddommens egen Søn,
til Aanden, den Hellige, der lever i Himmelskes Rader,
i støvhyllet Hjerte at nære.
Sku, sku med Christnavnet salvede Millioner!
I Menneskehjerterne opstanden Frelseren throner.
Præster.
Frem, Drotter! til Døden -- det er forbi!
"Tempelskikke tomme Tegn?" saa siger Christ.
Ha Israels Rabbier tatuerte
med dem mit hele Hjerte!
Vel! Offer, Sang og Viekvist,
jag frem en Engel af en Orm!
|
| d.II,b.6,s.529 |
forjager Stefans Rædselsform!
I mægte ei -- ha!
Hvi stimle I paa Saulus mørknende ham da?
"Sig Selv kan Mennesket udsone,
men een er Veien kun til Naaden:
igjennem Jesu blodbeseglte Ord!"
Saa er det jo fra Korset toner?
Stefanus, o min Broder mild!
jeg føler at jeg mig udsoner,
thi Christus har sig aabenbaret
som Sandhed i min Sjel;
og Saul har angergiven svaret:
"Se, Frelser, Saulus længer vil
ei stampe imod Braaden!" . .
Præster.
Forraadt! Ha, ved Forraad selv segner Guden!
Forraad i selve Alteret sig skjuler.
Og Verden selv deruden
paa Helligdommen huler.
Ve! nu vi troe ei meer os Selv!
Den omvendte Farisæer.
I Præster, følger Paulus!
Han vandred fra den gamle Saulus.
Hvis I og Drotterne (I vilde Børn,
bortkaster Sceptrets blodige, kaade Tjørn!)
i Ørknen agte ei at staae,
I da til Korset krybe maae;
thi der er Menneskeheden nu.
-- Ha, skille I jer ad fra den,
da er' I Mennesker ei mere;
men Djævle! Høipræst vil da du
en Antichrist, en Satan være,
der rolig ene haaner Himmelen?
Konger.
Ha, kan da i Lænke
et Folk ei tænke?
|
| FORRIGE |